Vejlegården – en høstmoden sommeragurk?

I Vejle kører der en af de klassiske arbejdsretlige sager mellem en lokal restaurant, Vejlegården og fagforeningen 3F, der kræver at restauratøren skriver under på en overenskomst med 3F. Senest er den lokale avis blevet truet med sympatikonflikt, hvis den trykker annoncer for Vejlegården.

Det kunne godt gå hen at blive et af de hotte emner her i agurketiden, navnlig fordi agurketiden i år mestendels er gået med temmelig kedelige nærstudier af Enhedslistens partiprogram.

Fagforeninger er selvsagt interesserede i at få virksomheder i folden med en overenskomst, men det forekommer lidt anstrengt, når man tager kampmidler i brug mod virksomheder, hvor fagforeningen ikke har nogen medlemmer. Allerede det selvhøjtidelige udtryk “kampmidler”, som man i fuldt alvor anvender indenfor arbejdsret, viser lidt om parternes indstilling.

Det, der sker, er, at fagforeningen først kan holde endeløse demonstrationer udenfor virksomheden (det, der kaldes en blokade), og når det ikke hjælper, så kan man forlange, at medarbejdere i andre virksomheder ikke må samarbejde med den blokerede virksomhed f.eks. ved at levere varer. Det kalder man en sympatikonflikt, og det er som regel på den måde, at man endelig får krammet på den “konfliktramte” virksomhed.

Den eneste grund til, at arbejdsgiverne ikke for længst har sagt fra overfor det, er formentlig, at arbejdsgiverne også er interesserede i at få virksomhederne indenfor hos sig, og arbejdsgiverne jo godt ved, at det ofte bliver resultatet af en konflikt. Den nemmeste måde at opfylde overenskomstkravet på er jo, at man blot melder sig ind i en arbejdsgiverforening under DA, for så er man automatisk omfattet af DAs overenskomst.

Det er i den forbindelse ganske morsomt, at Vejle Amts Folkeblad, der ikke længere kan trykke annoncer for Vejlegården, tilsyneladende ikke forstår, at man selv har bragt sig i den kattepine, fordi arbejdsgiverne i alt for mange år har accepteret sympatikonflikter. Men derfor kan man også med nogen ret græde tørre tårer over, at avisen er blevet inddraget i konflikten. For hvor intenst har dette ærværdige Venstre-blad bekæmpet sympatikonflikter internt i arbejdsgiverforeningen?

I virkeligheden er der grund til at være kritisk overfor sympatikonflikter i ganske mange situationer, men helt galt bliver det, når den blokerede virksomhed rent faktisk har en overenskomst – typisk med den Kristelige Fagforening – og medarbejderne er glade og tilfredse med den. Vejlegården har faktisk også en overenskomst med de kristelige. Ofte er det endda en overenskomst, der passer langt bedre til den konkrete virksomhed og dens ansatte end standard-aftalen fra DA.

Det har vist i en række tilfælde navnlig været spørgsmålet om arbejdstid, som var problematisk. LO mener jo, at det eneste saliggørende er job med en fuld 37-timers arbejdsuge. Hvis man driver en virksomhed med aftenservering, så kan det godt være svært at have alle medarbejderne beskæftiget med en fuld arbejdsdag. Og ganske ofte findes der en skare af charmerende unge mennesker, som gerne vil have mere lejlighedsvis beskæftigelse. Sådan var det vist med La Cabana i Herning i 1984, Nyhavnskonflikten, Nørrebros Bryghus og talløse andre.

Der er i øvrigt p.t. 629 verserende sympatikonflikter. Nogle af dem har varet over et årti!

En prøveballon

Titlen er måske en lille smule mere kompliceret end nødvendigt, og det kan være grunden til, at pressen ikke har reageret på den. Og så var det måske en fejl at fremsætte forslaget allerede i juni, hvor pressen endnu ikke var blevet sulten efter nyheder.

Det er bestemt ikke ofte, folketingspolitikere bevæger sig ind på dette minefelt, og når borgerlige politikere gør det, så undslipper de som regel ikke uden, at der ryger en arm eller et ben. Det er ligesom boligpolitikken et af de områder, som er overladt til Socialdemokratiet.  Og på dette område bliver adgangsforbuddet endog forstærket af, at de borgerliges “venner” i arbejdsgiverorganisationerne som allerede nævnt lever i en syndig symbiose med fagforeningerne. Så medens borgerlige partier formentlig altid har næret en naturlig sympati med diverse blokaderamte virksomheder, så er der intet sket i mange, mange år.

Hovedindholdet i forslaget er det rørende enkle, at det ikke længere skal være muligt for en fagforening at indlede konflikt mod en virksomhed, når arbejdet allerede er dækket af en overenskomst.

De, som kender mig, vil vide, at det er en idée fixe for mig, at centrale dele af arbejdsmarkedets grundregler trænger til en kærlig hånd. Det gælder først og fremmest forligsmandsloven og lov om arbejdsretten, men hovedaftalen og den afledte retspraksis har også sine urimeligheder, navnlig når det drejer sig om forholdet til personer, selskaber og foreninger, som ikke er omfattet af samme hovedaftale.

Efter min opfattelse går man nok længere end nødvendigt. Det bør være muligt for en fagforening at skubbe en anden fra truget, så man opnår en naturlig foryngelse. Men det kan gøres relativt nemt, enten ved at begrænse forslaget til kun at dække sympatikonflikter eller ved at tillade konflikt om overenskomstdækning, når foreningen har en vis andel af de ansatte organiseret. Dette er imidlertid tekniske detaljer.

Da Margaret Thatcher i 80-erne tog opgøret med de engelske fagforeninger var hun i øvrigt meget omhyggelig med, at undlade forbud mod bestemte handlinger. Hun stillede bare krav om, at beslutninger om at indlede strejker skulle afgøres af relevante persongrupper (typisk de organiserede i virksomheden) ved hemmelig afstemning og med et passende flertal. Skete det ikke kunne krænkede virksomheder gå løs på fagforbundets formue med erstatningskrav. Det er måske en tanke værd at kopiere denne forsigtige model.

Det afgørende er imidlertid, at borgerlige partier ikke længere kryber i dækning bag floskler om den danske model, men for første gang i mange år viser mod til at tage stilling til arbejdsretlige problemer. Og i øvrigt er det vel også interessant, at man fører krigen ind på fjendens territorium. Så gør det jo ikke så meget, hvis man ikke rammer præcist hver gang.

Jens Fr.