Der kan aldrig blive nok offentligt ansatte!
At socialdemokraterne og SF lefler for de offentligt ansatte er gammelkendt, men denne uge har bragt 2 nye klare eksempler.
Da skatteomlægningen forleden blev lanceret, skulle regeringen nævne, hvem den gavnede. Og det var helt symptomatisk, at man som sædvanlig først og fremmest henviste til offentligt ansatte – lærere, sygeplejersker, brandmænd etc. De privatansatte var stort set fraværende.
Efterfølgende har Pernille Rosenkrantz-Theil erklæret sig som tilhænger af, at kontante ydelser erstattes af f.eks. dyrere skole og sundhedsvæsen. Det er en helt igennem klassisk tankegang, at man opdeler statens udgifter i offentligt forbrug (politi, domstole, børnehaver etc) og overførselsindkomster til pensionister, arbejdsløse etc. Og læg så lige mærke til, hvad det er Pernille R-T vil. Hun vil nemlig flytte pengene fra børnecheck, kontanthjælpsmodtagere, efterlønnnere m.fl. til offentligt forbrug, så man kan ansætte flere i den offentlige sektor. Med andre ord, endnu en gang vil hun bejle efter offentligt ansatte stemmer.
Hun gør det næppe bevidst, men hvad hjertet er fuldt af løber munden over med.