Kassetænkning i søfarten – en økonomisk revolution.

The Box – en bog om containeren.

Hvad har containeren – den ydmyge metalkasse til at pakke varer i – egentlig betydet for vort verdensbillede og levestandard. Temmelig meget hvis man skal tro Marc Levinsons bog “The Box” (Princeton University Press, 2006). Bogen kan i øvrigt lånes på danske biblioteker.

Forfatteren er mig ukendt, men af hans egen hjemmeside fremgår, at han er PhD fra New York City University og bl.a. forfatter til Economist Guide to Financial Markets. Dette er værd at nævne for stilen i The Box er flydende og let, men det behøver indholdet jo ikke være. Tværtimod er evnen til at viderebringe svære emner i en overskuelig form en rosværdig kvalitet.

Bogen er kronologisk opbygget med fokus på udviklingen i America og hovedvægten lagt på de første svære år i containerens historie. Og så er der fantastiske historier om absurd regulering af erhvervslivet i en grad, så man har svært ved at bevare et indtryk af USA som en markedsøkonomi.
Interessant er det, at danske rederier – eller skal man i denne sammenhæng sige transportvirksomheder – kun nævnes 2 gange. Den ene er DFDS’ introduktion af containere på de indenlandske ruter tilbage i begyndelsen af 50-erne. (Bogen nævner det ikke, men Kvæsthusbroen i København er altså en del af den økonomiske verdenshistorie som containerterminal!)

Den anden danske optræden er en ret kort passage om Mærsks opstigning til verdens største containerrederi sammen med bl.a. Evergreen. Forfatteren lægger stor vægt på, at det var svært for europæiske rederier at samle kapital nok til at være med i kapløbet, og derfor kunne en beskrivelse af outsiderne, der kom til ret sent, være interessant. Når det ikke sker, er det nok fordi, hovedvægten som sagt ligger på den tidlige periode. Men det ligger som en klar undertråd, at det var det forhold, at outsiderne stod udenfor kartellerne – de såkaldte konferencer – som hjalp dem i gang.

Men tilbage til begyndelsen, som skyldes rederiet Sea-Land.

Først på land
Initiativtageren, Malcom Maclean havde opbygget en succesfuld vognmandsvirksomhed, men følte sig bundet af konkurrencebegrænsende reguleringer. Man måtte kun køre med fragt mellem bestemte byer på ruter, som Interstate Commerce Commission skulle godkende. Man måtte ikke samle ekstra gods op på vejen, man måtte ikke køre udenfor ruten for at få returgods, hvilket selvsagt er helt afgørende for driftsresultatet, og alle priser – navnlig prissænkninger – skulle godkendes og blev det kun, hvis man kunne dokumentere at kørslen stadig ville give overskud. Til gengæld var alle priser offentligt tilgængelige og det bød på gode muligheder for en dygtig tilbudsgiver. Macleans simple trick var at tilbyde kunderne en totalpris for deres transportbehov istedet for den traditionelle pris pr. ton og derved gøre besparelsen ved skift til hans firma meget tydelig. Simpelt, men effektivt.

Og så til søs
Når landtransport var så besværlig, så var muligheden for søværts transport, hvor man frit kunne bestemme ruten en oplagt mulighed. Oprindelig var ideen at køre hele anhængere ombord, det som kaldes Ro-ro (Roll on – roll off), Men det giver naturligvis et meget større pladsforbrug. Godset kan ikke stables og skal køres ind på forskellige dæk. Så er stablede containere langt smartere. Afgørende i den sammenhæng er dog, at lasten ikke må forskubbe sig, og det kræver, at containerne kan låses sammen. Den twist-lock, som bruges til det, er formentlig lige så afgørende for globaliseringen, som “the spinning jenny” for den industrielle revolution.
Og så lige nogle få detaljer
Men der skulle mere hardware til i form af kraner, kajer og opbevaringspladser i havnene. Og så skulle havnearbejderne lige overtales. Stuvning af skibe har altid været et højt specialiseret håndværk, fordi en forskubbelse af lasten nemt fører til forlis, men også en arbejdstype med svingende arbejdsmængder. Enten er der skibe i havnen, eller også er der ingen. Det havde givet anledning til arbejdsforhold, som bogen bruger temmelig megen plads på at beskrive.

For liberale er det en rædselshistorie, som hverken Dracula eller Frankenstein kan slå. Men naturligvis kan man ikke bebrejde arbejderne, at de forsøger at opnå maksimale arbejdsforhold. Arbejdsgiverne er bestemt ikke uden medskyld, og det hele udviklede sig, fordi konkurrence var stort set ikke eksisterende. Og his nogen skulle spørge hvorfor, så er svaret igen det enkle: myndighederne havde blandet sig!

Og der var mere regulering. Maclean var nødt til at sælge sin vognmandsvirksomhed, for man måtte ikke eje både rederi og vognmandsforretning. Og så var rederierhvervet ikke helt så frit, som angivet ovenfor. For rederiernes største enkeltkunde var forsvaret, der fordelte sit gods blandt eksisterende rederier efter faste mønstre. Dertil kom en række tilskud til køb og drift af skibe, men på betingelse af at myndighederne kunne fastlægge størrelse og ruter. Begrundelsen var tildels, at man ville sikre amerikanske sømænd hyrer. Og desuden var al transport mellem amerikanske havne forbeholdt amerikansk registrerede skibe. Den type love har Storbritannien også haft, men opgav dem i midten af 1800-tallet. Og det slutter ikke med disse uhyrligheder, men det er ikke til at holde ud at referere.

Gennembruddet
Der skal skarp lud til skurvede hoveder, og det kom der. Vietnam krigen udløste enorme behov for transport, og med gammeldags stykgodsskibe, hvor hver enkelt sæk skulle stuves med håndkraft brød systemet sammen. Svaret var en privatisering. Og så gik det pludselig stærkt. Containerens allerstørste fordel er, at godset kan lastes og losses med nærmest utrolig hast i forhold til stykgods, og dermed kan skibet bruge langt mere tid på sin hovedopgave, at sejle. Og det er væsentligt for driftsresultatet. For at opnå returgods fra østen opstod der en trekanthandel mellem USA, Vietnam og Japan. Navnlig transport af små, værdifulde varer i containere var effektivt. Som stykgods havde der altid været et betragteligt svind under transporten. Nu kunne det elimineres.

Den lykkelige udgang
Verdenshandelen er eksploderet i omfang siden 1970. Verden brødføder langt flere end nogensinde før og med en højere levestandard. Øget verdenshandel er en væsentlig del af forklaringen, og den øgede verdenshandel skyldes i vidt omfang containeren og dermed følgende prisfald på transport. Og den skyldes containerens evne til at nedbryde monopoler og erhvervsregulering ved sin totale omkalfatring af branchen. Alt i alt er dette den mest fascinerende thriller, som jeg har læst i årevis. Og afslutningen er lykkelig.

Når jeg tænker tilbage på min gymnasietid, hvor en gennemgang af kilder til den industrielle revolution, proletariatets opståen og imperialismens grusomheder var med til at holde mig langt væk fra et historiestudium, så vil jeg håbe, at en behjertet sjæl en dag vil lave et kildehæfte til denne nye verdensomspændende succeshistorie for det frie marked. Tænk hvis hver eneste student havde den bagage med, når de satte huen på hovedet. Her ligger en opgave og venter.

Boligmarkedet – andels eller ejerboliger

Andels- og ejerlejligheder – hvad vil køberne have?

Prisfaldene på boliger har ført til, at forbrugerne for første gang har mulighed for at vælge mellem andels- og ejerlejligheder. I daglig brug er de to boligtyper temmelig ens. Det primære formål med begge er, at man kan bo i dem. Men i en række underordnede forhold er der forskelle, og kan det virkelig føre til, at forbrugerne har en markant præference for den ene eller anden type.

Ejerlejlighedens oprindelse

Ejerlejligheden opstod som resultat af boligforliget i 1966. Det var et forlig indgået mellem alle de 4 gamle partier, altså socialdemokratiet, radikale, Venstre og konservative. Forliget blev efterfølgende svigtet af de borgerlige og fortrudt af socialdemokraterne.

Baggrunden var et grotesk boligmarked. Krigstidens rationering var aldrig blevet ophævet, og et stort antal unge mennesker var på udkig efter en bolig. Man skulle ligefrem ansøge kommunen om tilladelse til at få en bolig – altså ren sovjetkommunisme. Og kun de gifte fik!

Forliget indførte ejerlejligheden, hvor ledige lejligheder kunne sælges til den højestbydende. Og en del var selvsagt villige til at byde højt. Uanset mange ejendomme blev opdelt i ejerlejligheder, så betød det dog ikke, at de kom til salg, for de eksisterende lejere var beskyttede mod opsigelse.

Så de få ejerlejligheder, som blev udbudt, blev solgt til skyhøje priser, og det førte til megen kritik af spekulation og anden dårligdom. Og i 1972 blev muligheden for opdeling i ejerlejligheder afskaffet igen.

Men hvorfor har de borgerlige aldrig genindført den? Tror man på ejendomsretten? Eller er det bare festtaleretorik?

Andelsboligernes baggrund

I stedet besluttede man i 1975 at pålægge udlejere, at de ved salg skulle tilbyde ejendommen til lejerne som andelsboliger. Og siden er privat udlejning nærmest decimeret.

Venstrefløjen så andelsboligen som en billig og nemt tilgængelig boligform. Og navnlig fri for profitmageri. Den nemme tilgængelighed var ren fiktion. Men prisen gjorde selvsagt andele attraktive.

Prisen var dog ikke udtryk for samfundssind, men skyldtes lovgivningen. Det har udviklingen vist. Da de offentlige ejendomsvurderinger steg, så udnyttede andelshaverne naturligvis disse muligheder. Hvis ejere af ejerlejligheder tjente mere på lejlighedens værdistigning end ved at arbejde, hvorfor skulle andelshaverne så ikke have samme muligheder.

Det lave udgangspunkt for priserne gjorde, at fortjenesten udtrykt i procent ofte var højere end for ejerlejligheden. Hvis en andelslejlighed stiger fra 250.000 til 750.000, så er fortjenesten 200 %, medens en stigning på en ejerlejlighed fra 1.000.000 til 1.500.000 kun er 50 %. Men priserne på de 2 lejlighedstyper beregnes forskelligt, så man kan sagtens forestille sig, at de 2 eksempler dækker over næsten ens lejligheder.

Prissammenligning

En sammenligning viser entydigt, at andelsboligerne koster mindst. Det er dog svært at sammenligne. Først og fremmest fordi andelsboligerne typisk er ældre, lidt mindre og de har en ringere boligstandard (de mangler evt. badeværelser eller eget toilet).

Målingen kan foretages enten på værdien af lejligheden (svarende til ejerlejligheders købspris) eller på den månedlige pris ved at bo i lejligheden (svarende til ejerlejlighedens nettoydelse). Begge dele kan kun gøres skønsmæssigt, og det vil være et relativt groft skøn.

Navnlig den månedlige nettoydelse kan er svær, for her spiller en række skatteforhold ind. Belåningsformerne er der også forskel på. Ejerlejligheder købes med realkreditlån. Andelshaveren er henvist til at bruge dyrere banklån. Det bør føre til lavere værdier på andelslejligheder.

Med i ligningen hører, at valget af forkerte realkreditlån kan være en belastning, hvor andelshavere kan komme forfærdeligt i klemme.

Resultatet er, at andele er 20 % – eller mere – billigere end ejerlejligheder. Det betyder, at en køber, der kan vælge mellem de 2 typer lejlighed, vil betale en temmelig stor formue for at slippe for andelslejligheden. Og det må undre.

Hvorfor er der prisforskel

Fra venstrefløjen roser man ofte den særlige ethos “andelstanken”, men hvis den har en positiv værdi for beboerne, så burde den da føre til konkurrence om at komme til at bo i andelsbolig, altså gøre andelene dyrere.

Priserne viser imidlertid, at borgerne klart vælger andelsboligen fra og foretrækker ejerlejligheden.

Hvis 2 butikker havde 20 % forskel på prisen, selv om man havde ens varer og åbningstider, så ville der være noget helt galt. Det gælder også, når det samme sker på boligmarkedet. Og fejlen er den lovgivning, der styrer andelsboligforeningerne.

Tiden må være inde til at gennemføre ændringer, så de 2 boligformer bliver umiddelbart sammenlignelige, og så unge menneskers første investering i en bolig ikke bliver en lodseddel om, hvilken boligform, der fremover bliver mest fordelagtig.

Det nemmeste ville være, hvis man åbnede for, at andelslejligheder kan overgå til ejerformen – og vice versa. Så vælger beboerne selv, så kan de selv tage ansvaret, og i det lange løb har flertallet alligevel altid ret. Det er i hvert fald begrundelsen for at have demokrati.

Jens Frederik

Oprindeligt bragt i Børsen i sommeren 2011

Obama-care II


JP bragte en håbløs leder om den amerikanske Højesterets modstand mod det moderne samfund. Mine bemærkninger kom her.

Sagens kerne overset

Med Jyllands-Postens leder d. 30. marts om Obama-Care har avisen taget et langt skridt ind i den socialdemokratiske lejr. Hvorfor man gør det på et tidspunkt, hvor befolkningen bliver stadigt mere blå, kan undre.
Men det skyldes formentlig, at lederskribenten ikke har forstået en brik af retssagen om Obama-Care i den amerikanske højesteret. For sagen handler ikke om indførelsen af sygeforsikring. Den handler om hvem, der skal indføre sygeforsikring. Er det en opgave for delstaterne eller for centralmagten? Det er sagens kerne.
Der er intet som forhindrer en delstat i at gennemføre en ordning som Obama-Care på delstatsniveau. Faktisk er loven inspireret af den ordning, som den republikanske Mitt Romney gennemførte i sin tid som delstatsguvernør i Massachusetts.
Og hvis lederskribenten vil vide mere, så kan han læse min kronik i Berlingske d. 27. marts. Den kan findes på nettet.
Jens Fr.

PS Den sidste sætning blev redigeret ud!

Obama-care I

Er de skøre de amerikanere

.
Når man i nyhederne hører, at USA’s højesteret over hele 3 retsdage skal behandle spørgsmålet om staten overhovedet kan indføre en art sygesikring, der mest af alt minder om gamle dages sygekasser, så vil de fleste af os med nogen ret spørge: “Er de ikke lidt til en side, de amerikanere.”
Men har vi egentlig nogen grund – bortset fra fordomme – til at mistænke amerikanere for at være dårligere til at indrette deres samfund end os. Hvor velbegrundet er den tanke om USA, at nogle få har for meget, men mange for lidt.
Når sagen overhovedet føres, så skyldes det naturligvis, at USA er en føderal statsdannelse, lidt ligesom det EU, som danskerne har meget svært med at indordne sig under. Det første karakteristikum ved en føderal stat er, at den har sin kompetence til at lovgive i kraft af, at den har fået den overdraget fra delstaterne. I USA skete det ved, at staterne tiltrådte forfatningen, i EU ved at tiltræde Rom-traktaten. I begge tilfælde har den centrale magt kun fået overdraget de kompetencer, som staterne er villige til at afgive. I USA’s tilfælde parres det med, at en stat ikke ensidigt kan forlade unionen – det afgjorde borgerkrigen fra 1860 til 1865.

Men når nu centralmagten ikke har fået overladt sygesikring ved en explicit hjemmel, så er det vel meget rimeligt, at man fører sag derom. Det er i den forbindelse lidt sjovt, at medens den danske venstrefløj har været mest aktiv med at forsøge sig med sager om Danmarks tiltræden af diverse EU-traktater, så er det ofte de samme, som har mest ondt ved, at de borgerlige bruger samme taktik i USA.
En bemærkelsesværdig forskel er dog, at medens det herhjemme er sådan at både den fælles og de enkelte staters domstole kan afgøre om en kompetence er overladt til fællesskabet (i fald afgørelsen falder ved en enkeltstats domstole, så gælder den dog kun for denne stat), så er det i USA udelukkende den føderale regerings domstole, der afgør denne slags sager.
Og hvad er det så for en kompetence, de strides om i USA. Det er forfatningens § 1, stk. 8, nr. 3, der giver Kongressen mulighed for at “regulere handelen mellem de enkelte stater”. Og når man ser det, så kan man måske nok forstå, at der kan være grund til at overveje, om sygesikring er omfattet deraf. Men det hører med til historien, at denne bestemmelse har været brugt i en lang række tilfælde til at lade centralmagten blande sig i forhold, hvor handelsaspektet af loven er beskeden. Store dele af borgerrettighedslovgivningen bygger på denne regel, idet man f.eks. antager, at raceadskillelse på offentlige steder kan påvirke handelen mellem staterne. Uanset hvilken holdning man i øvrigt indtager til raceadskilelse, så må man vist sige, at fortolkningen er anstrengt. Noget tilsvarende gælder på andre områder.
I Obama-care sagen er der en ganske særlig udvidelse af begrebet, nemlig at borgerne påbydes at købe en sygeforsikringsordning, og hvis de ikke gør det, så skal de betale en særlig extra-skat. Hidtil har bestemmelsen om handel mellem staterne altid været brugt til at regulere positive handlinger, altså når folk gjorde noget, ikke deres undladelser af at købe en vare.
At denne udvidelse af begrebet fortjener behandling ved Højesteret er vel ikke så mærkeligt. Og det vil næppe hjælpe på forståelsen, at Obama-care går ret langt i sin definition af sygdomme. Også for en dansker kan det nok være svært at forstå, at prævention skal være en udgift man belaster sygekassen med.
Men loven regulerer andet end individuelle sygeforsikringer, og for at gennemtvinge delstaternes accept af de øvrige dele af loven har Kongressen vedtaget, at stater, der ikke lever op til den, skal miste deres føderale tilskud til sygeforsikring for dårligt bemidlede; hele deres tilskud vel at mærke.
Det er ikke en helt usædvanlig foreteelse, at føderale bevillinger gøres afhængige af, at enkeltstaterne vedtager bestemte regler. Klassisk er, at som betingelse for at udbetale nogle bevillinger til anlæg af veje krævedes, at delstaterne hævede alderen for køb af spiritus til 21 år.
Men denne gang er der tale om så betydelige beløb, at det vil belaste en delstats økonomi meget alvorligt, dersom de føderale bevillinger tilbageholdes. Og proportionalitet er ikke et uvæsentligt forhold i jura. 26 stater har bakket op om søgsmålet, og dette viser, at sagen ikke er uden betydning. Vi kender alle ordene: “an offer you cannot refuse”, men som regel indebærer det også, at man er gået ud over de grænser dommere vil godkende.
Men der kan være forhold, som helt udelukker, at dommerne kommer til at tage stilling til selve sagens hovedspørgsmål. Fra dansk ret kender mange Grundlovens § 63, der foreskriver, at man kan anfægte offentlige myndigheders handlinger ved domstolene, men samtidig understreger, at indtil domstolene har talt, så skal borgerne rette sig efter den pågældende myndigheds diktat. Det er et princip, som også genfindes i amerikansk ret, derved at en skat ikke kan anfægtes, førend den er betalt, og dermed en lidt strengere anvendelse af princippet end den danske grundlovs.
Det bliver først i 2014, der opkræves de første strafafgifter af de borgere, som ikke har meldt sig til en sygekasse. Og dermed rejser der sig spørgsmålet om, hvorvidt dette forhindrer, at spørgsmålet behandles nu. At det vil opstå i 2014, og domstolene dermed med sikkerhed vil komme til at tage stilling til det, kan man allerede nu sige. Hvilke omfattende konsekvenser og omfattende tilbagebetalinger, der kan blive tale om, hvis loven underkendes i 2015 eller senere, kan næppe nogen overskue. Og hvis retten er i tvivl, så kan det måske nok have sin stilfærdige betydning.
Endelig er det et meget interessant spørgsmål om konsekvenserne af sagen. På dansk bruger vi ordet retsfølge til at beskrive det. Retsfølger af en almindelig lov kan være af så mange slags; at man får en tilladelse eller et tilskud er den mest almindelige. Også overtrædelse af loven har sine retsfølger, som regel form af straf, tilbagekaldelse af en tilladelse, ugyldighed af en beslutning eller erstatning. De kan kombineres i det uendelige.
Men hvad er retsfølgen af vedtagelsen af en lov, som strider imod grundloven? For lovgivernes person er der oftest ingen konsekvens.
Som udgangspunkt er retsfølgen af grundlovsstridighed ugyldighed, men hvor meget skal erklæres ugyldigt? Hvis man nu har en lov, som gennemfører nogle nye regler, og en anden lov, som laver konsekvensændringer andre steder i lovgivningen. Når den ene bliver ugyldig, skal den anden så også blive det? Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål.
De eneste danske domme, der erklærer love ugyldige, nemlig dommen om de islandske sagaer og tvind-dommen, skærer begge en enkelt paragraf ud af loven og lader resten stå. Tvind-dommen gør det klarest.
Hvis retten tror, at Kongressen ville have vedtaget den samme lov blot uden de forfatningsstridige bestemmelser, og hvis loven kan fungerer uden de forfatningsstridige bestemmelser, så er kun dele af loven ugyldig, ellers falder den hele. For det politiske system har den beslutning selvsagt væsentlig betydning, navnlig når man skal samle flertal om en ny lov.
Det er disse spørgsmål, den amerikanske højesteret skal tage stilling til, og konsekvenserne er vidtgående. Men at sagen er havnet i retten, giver god mening. Og at der er tænkt lige så meget og lige så dybsindigt over amerikansk ret, som over dansk, det kan der vist ikke være tvivl. Så de er nok ikke så skøre de amerikanere.
Jens Frederik Hansen