Borgenes eller personalets sygehuse

Jyllandsposten skrev forleden om, at patienter på landets fødeafdelinger nu selv skal medbringe tøj, dyner og til tider endda mad. Det er ellers den slags scener vi forbinder med tv-reportager fra missionshospitaler i det mørkeste afrika.

Men man kan også hævde, at det er den offentlige sektor i en nøddeskal, og at det såmænd blev indrømmet åbenlyst i artiklen. for som en af de ledende jordemødre udtalte “Vi prioriterer, at der er personale tilstede, og så sparer vi på saftevand og sengetøj.”
 

Det illustrerer levende den enkle sandhed er, at offentlige institutioner alt for ofte bliver drevet til fordel for de ansatte i stedet for at skulle betjene sine kunder ordentligt. Det betyder først og fremmest, at alle pengene går til løn, og at alle andre udgifter skæres bort.
 
Jeg siger ikke, at personalet ikke er søde og venlige, for det er de. Men prioriteringen bliver helt skæv.



Udsigt fra sottesengen – september 2013

Sidste år havde jeg fornøjelsen af at tilbringe små 3 uger på Bispebjerg Hospital. Blandt mine medpatienter var der en del, som tilbragte måneder der, i lange perioder uden at kunne forlade stedet.
 

Uanset hvilken type sygdom, der er tale om, så betyder omgivelserne noget for vores velbefindende. For nogle af os er det også en væsentlig del af behandlingen at genfinde trangen til at komme gennem vores sygdom – det hjælper ikke så meget med behandling, hvis det alligevel ikke er sjovt at forblive i live.
 
Og hvordan så der så egentlig ud. Tjaa, på min stue var der ingen bund i skuffen i sengebordet, gardinerne hang kun halvt på stængerne, fordi de der små plastic glidesko i gardinstangen var knækkede af ælde. Der var ikke vand i vandhanen i mit brusebad og heller intet lys derude. Ved håndvasken inde på stuen manglede der til gengæld en papirkurv til de brugte håndklæder.
 
Og i fælleslokalerne var afdelingens patientcomputer brudt sammen, og klaveret var ikke blevet stemt i årtier. Der var blomsterkasser på altanen, men ingen blomster. Vaskemaskinen til patienttøj var gået i stykker, men naboafdelingen havde en. Og jeg kunne fortsætte med en liste så lang. Men mest sigende var nok, da en patient en dag nævnte, at man altid ryger så meget når man er indlagt – for der er ikke andet at nyde og tage sig til.

Så er det, at man savner gamle dages oversygeplejersker, der gik daglig stuegang og påpegede alle de små mangler, som burde udbedres. OK, det var måske nok lige en tand for meget, men det totale fravær deraf fungerer heller ikke.
 
De beløb, som er nødvendige – og på langt sigt alligevel uundgåelige – til vedligeholdelse er minimale i forhold til den samlede lønudgift. Og i øvrigt er det ofte også et spørgsmål om at flytte lønudgiften fra f.eks. plejepersonale til håndværkere.
 
Man kunne tro, det var fordi hospitalerne er for topstyrede, men det kan også skyldes, at det er lige omvendt. Afdelingssygeplejersken har faktisk i vidt omfang budgetansvar, men hun er meget tættere på sit personale end på vedligeholdelsen, som hun ikke får belønning for at prioritere. Derudover er hun bebyrdet med – og vælger sikkert også selv at lægge megen vægt på – sit administrative arbejde, så hun ikke rigtig får fulgt med i afdelingens tilstand.

Det var i hvert fald notorisk, at medens jeg efterhånden kunne identificere hende, så havde jeg på intet tidspunkt set hende blandt patienterne.
 
Det er nøjagtig den samme funktion man ser, når de besøgende skal betale for kaffen. Og når de fødende selv skal medtage tøj, dyner og bleer. Og det vil aldrig blive anderledes, så længe afdelingens ledelse har større loyalitet mod personalet end mod kunderne / patienterne.

Da Kaj Benny råbte “Pansersvin”.

For så vidt angår socialklasse, så er det jo klart som solen, at en Kaj Benny Jensen naturligvis jævnligt må optræde i straffesager. Det var dog måske alligevel ikke helt så givet, som man først skulle tro.  Kaj Benny havde nemlig været lektor ved en akademisk læreanstalt. Nærmere kan jeg ikke komme det, hvis han skal bevare blot et skær af anonymitet. Derfor har jeg også ændret det ene af hans karakteristiske fornavne.

Han havde i en alder af nogenoghalvtreds fået en alvorlig diskusprolaps og efterveerne af den havde givet ham permanente smerter, som han dulmede med temmeligt pæne mængder narkotika, som han imidlertid fik helt legalt.

Normalt forsvarer jeg retten til stofmisbrug med den bemærkning, at det er langt mindre indgribende i personligheden og helbredet end f.eks. drukkenskab. Men det er dog ikke uden omkostninger, at gå rundt i en salig bimmelim det meste af dagen – og natten med. Man får en særlig personlighed, hvor man bliver udflydende i sine meninger og totalt mangler fokus på en samtale. Det kan godt minde lidt om en almindelig brandert.

Efterhånden havde han derfor søgt ned i fællesskabet med de ligesindede, de illegale misbrugere ved Hovedbanegårdens bagindgang. Her fandt han indhold i dagligdagen som invalidepensionist.

Politiet havde jo et vist øje for gruppen. Det er hovedsagelig derfor, der er en politivagt på stationen. Og de syntes nok Kaj Benny stak lidt af fra de andre. De var i hvert fald efterhånden blevet overbeviste om, at hans lidt pænere tøj og raskere udseende var udtryk for, at han scorede en vis fortjeneste på handel med sine Rohypnoler eller hvad han nu ellers fik af gode sager.

Der var bare den lille hage ved det, at han altid huskede at opbevare sin medicin i pæne æsker fra apoteket med hans navn og dosering udenpå. Det forhindrede dog ikke et par betjente i at udse sig Kaj Benny som en særlig aversion. Så med nogenlunde mellemrum passede de ham op. Kaj Benny havde dog en vis sans for at påberåbe sig sine rettigheder – og de var dengang lidt flere end idag – så han var en besværlig kunde. Og derfor endte det jo også ofte med, at betjentene i irritation over hans lidt insisterende optræden anholdt ham.

Og lige så ofte løslod de ham uden nogen form for tiltale efter et antal timer. Hvorefter Kaj Benny krævede – og undtagelsesfrit fik – erstatning for uberettiget anholdelse. Det blev med 8 anholdelser på 6 måneder til et pænt lille skattefrit tilskud til pensionen. Og det var bestemt ikke noget, der stemte de pågældende betjentes humør lysere.

Sådan kunne livet være fortsat med samme regelmæssighed som romernes angreb på en lille landsby i Gallien, hvis ikke der en dag var sket noget nyt.

Kaj Benny kom nemlig forbi en varm sommerdag, medens en af hans bekendte var ved at blive anholdt af Kaj Bennys helt personlige vennepar blandt betjentene, Kling og Klang. Det havde udviklet sig til et helt lille opløb på en 20-30, givetvis højrøstede personer, der tydeligt tilkendegav deres mening om betjentenes kompetance, beskyldningernes rimelighed og sikkert adskilligt andet.

Udover vennen, endte det med at også Kaj Benny blev anholdt. Han havde ‘grebet forstyrrende ind i en politiforretning’ og navnlig havde han fornærmet 2 embedsmænd i funktion ved at kalde dem for ‘sorte pansersvin’. Han kunne dog ikke erkende hverken dette udsagn eller ‘dumme pansersvin’.

I byretten blev han dømt på vidneudsagn fra ikke alene venneparret, men også fra et par betjente, der hidkaldt af støjen, havde overværet episoden fra politivagtens vinduer.

Jeg havde fornøjelsen af at føre sagen i landsretten og vidste jo egentlig godt, at det var op ad bakke. Det første skridt var en besigtigelse af politivagten, hvor det sjovt nok viste sig at vinduerne sidder næsten lige så højt som i en fængselscelle. Men det var naturligvis ikke relevant, da skrivebordene just den dag var stillet nedenfor, så de kunne bestiges, når man ville nyde udsigten.

Heroverfor stod så det lidt irriterende synspunkt fra min side om, at muren på hovedbanegården er temmeligt tyk – 3 eller 4 sten – så man skal have hovedet stukket godt ud af vinduet for at betragte fortovet nedenunder. Og det må være ganske vanskeligt for en granvoksen betjent, fordi vinduerne faktisk ikke er ret store!

Derudover måtte der jo indkaldes relevante vidner, og dem var der en del af udover anklagerens. De var dog fordelt temmeligt vidt i samfundet, på jyske afvænningsanstalter, sjællandske arresthuse samt en del uden nogen fast bopæl. Så der dukkede ikke så mange op som tilsagt.

Og endelig var der mit store sats – en frifindelse af juridiske årsager. Det er almindelig kendt i injurieretten og andetsteds i strafferetten, at begrebet retorsion – gengældelse – er væsentligt. Men retorsion er normalt overfor modpartens ligeartede handlinger, at svare ordet dum med idiot eller knytnæveslag med knytnæveslag. Her var synspunktet imidlertid, at hvis retten måtte finde, at Kaj Benny havde fremsat de fornærmelige ord, så var der dog på grund af de mange uberettigede anholdelser i hans tilfælde tale om, at han – og kun han – måtte have en særlig ret til at benytte termer, som ikke normalt ville kunne bruges om betjente. Og naturligvis kun om Kling og Klang.

Det var en af de dage, hvor man var glad for, at ytringsfriheden i en retssal er total. Men det var altså heller ikke helt tosset fundet på – ej heller selv om det var fundet på af en tosset.

Det ville være dejligt at kunne sige, at det kom til at stå i dommen, men det gjorde det ikke. Det var nok for langt for den imposante retspræsident Boas, men det lagde måske nok en grund. Midten mellem 2 poler defineres jo af polerne.

Så Kaj Benny blev frifundet, fordi gerningen “ikke var bevist med den til en domfældelse fornødne sikkerhed”.

Samme eftermiddag blev Kaj Benny anholdt af Kling og Klang på McDonalds på Hovedbanegården for tyveri af en reklamekuglepen til en værdi af kr. 1,33.

Og så er det lige man spørger sig selv, hvor små ting politi, domstole og forsvarere egentlig skal spilde deres tid med?

Hvis man har lyst til mere fra samme skuffe, så kig her.

Kandidat-test viser ikke om man er en ideologisk strammer eller et bløddyr.

Professor Peter Kurrild-Klitgaard havde en klumme i Berlingske forleden om holdningsløse politikere.

Og det er ikke helt forkert, at det kan være vanskeligt at genkende politiske ideologier hos kommunalpolitikere. Så han slog som vanlig lidt hårdt. Men det er vitterlig også svært at oversætte en politisk grundholdning til forvaltning af en kommune. Er et nyt lyskryds liberalt eller socialistisk? Det kan godt være svært at få det til at give mening.

Endnu mere udfordrende bliver det, når Danmarks Radio vil lave en gimmick, hvor man kan sammenligne kandidater på basis af 11 spørgsmål. Men næsten alle spørgsmålene i testen bygger imidlertid på falske modsætningsforhold. Hvis man gerne vil skabe arbejdspladser, udelukker det så virkelig at give bedre ‘velfærd’? Og hvad nu hvis man er så liberal, at det offentlige gør bedst i at blande sig helt udenom begge dele. Det var godt nok noget nær umuligt at besvare.

Selv når man kan svare klart ja til en af de konklusioner, som spørgsmålene lægger op til, så mangler der altså nogle præmisser. F.eks.går jeg selvsagt ind for mere brugerbetaling for kulturelle tilbud, men jeg går sandelig også ind for mere brugerbetaling for alt muligt andet, og under alle omstændigheder, så forudsætter det, at pengene ikke bruges på selvlysende kyssebænke i stedet.

Faktisk er DRs test så dobbeltbundet, at det ved flere forsøg med dages mellemrum endnu ikke er lykkedes mig at besvare den ens. Ja faktisk er det hændt mig, at jeg ikke en gang var blandt de 5 kandidater, som mit andet jeg skulle være mest enig med. Det kan godt være, at jeg er et ideologisk bløddyr, men det kan også skyldes testen. Det er jeg faktisk ret sikker på, at Peter Kurrild ville være enig med mig i.

PS Det eneste gode ved Peters forsøg på at finde den eneste ene på nettet var, at jeg var tæt på at blive hans udkårne – hvis han ellers havde boet i København.

Flagrende frihedstanker

Blandt konservative er frihedstanken til tider temmelig flagrende og usikker. Navnlig når det gælder flag.
Den samlede konservative top (Barfoed, Kjær og Jarlov) var også ude med riven: http://www.b.dk/kommentarer/regeringen-og-la-angriber-dansk-kultur.
Berlingskes chefredaktør Tom Jensen viste det med denne klumme: http://tomjensen.blogs.berlingske.dk/2012/04/23/den-fattigste-frihedskamp/

Og så kunne jeg ikke holde mig længere, men måtte endnu en gang ytre mig derom. Denne gang på facebook:

Tvangstænkende nationalister

Gennem den seneste tid har en debat om flag, kanoner (af den kulturelle slags), kristendomsundervisning og andre nationale symboler raset på fuld kraft i aviser og på netmedier. Blandt de flittigste skribenter har været den tidligere så saglige Rasmus Jarlov, men senest har Berlingskes Tom Jensen også blandet sig.

Der er ingen ende på, hvilke mærkelige motiver de kan skyde deres modstandere i skoene – lige fra at bulldoze nationale symboler til afskaffelse af Dannebrog. Og hvor må de dog vide, at det er noget inderligt vrøvl, som de får fremført.

Når man hedder Jens Hansen, så er det godt nok tungt at blive beskyldt for at være tilhænger af unational adfærd. Jeg skriver disse linier omgivet af minder om mine forfædres indsats i danske krige tilbage til Københavns bombardement i 1807. Forleden læste jeg Den lille Hornblæser for mine børn, nøjagtig som min farfar læste den for mig og hans far førend ham. Og så skulle jeg ikke være kernedansk? Og endnu værre, jeg skulle ikke ønske at videregive min danskhed til mine børn.

Men misforståelsen skyldes tilsyneladende, at d’herrer er så hjernevaskede af det moderne forbudssamfund, at de slet ikke fatter betydningen af det lille ord “frihed”. Frihed betyder imidlertid, at en handling hverken er forbudt eller påbudt. Hvis man har frihed, så må man selv bestemme, om man vil eller ikke vil gøre handlingen, f.eks. at flage med Dannebrog. Når man giver nogen frihed i stedet for litteraturkanoner, så betyder det altså ikke, at læsning af Peter Seeberg bliver forbudt. Men det betyder, at man har indset, at fortalen til Jyske Lov kan være lige så vigtig som en ekstra folkevise; at Anne Holms børnebog David er lige så vigtig som 100 sider Holberg (der i øvrigt ofte var påfaldende inspireret af udenlandske forfattere). Og fremfor alt betyder det, at man har forstået noget centralt i vestlig civilisation, nemlig at mennesker skal have både lov og pligt til at tænke selv.

Historie- og rodløse er nationalromantikerne også. De ved ikke, at dansk tradition netop bygger på, at skoler selv fastsætter deres pensa, og at det modsatte kun har været gældende i et fåtal af år. De ved tilsyneladende heller ikke, at de “kanoniske bøger” er Bibelens officielle titel, og at brugen af udtrykket om andet med rette kan anses for lettere blasfemisk. De påkalder sig kultur, men blændes af politur.

Sagt i samme højspændte tone, som de selv bruger, så vil de afskaffe kærlighed til Danmark og indføre pligt til at være dansk. Men kan man virkelig have den holdning, og så stadig være dansk?

Jens Fr.

PS Jeg var meget glad for venlige kommentarer fra blandt andet d’herrer Geertsen og Jan E. Jørgensen

I de national-romantiskes verdensbillede vægter Holberg tungt –
lige så tungt som hans sarkofag i Sorø

 

9. april – en samlende eller spredende begivenhed

Gennem de seneste år er det blevet stadig mere almindeligt at fordømme den danske regerings holdning d. 9. april. Det er et forhold, som jeg har været nødt til at gennemtænke, fordi mine børn trods alt har en oldefar, der sad i regeringen under hele besættelsen. Han var både den første minister, som tyskerne krævede flyttet fra sin post, og alligevel medlem af ministeriet Scavenius, så længe det sad.

Lad mig samtidig straks sige, at jeg er opdraget til at tro på kamp til sidste patron, så mit instinkt ligger langt fra samarbejdspolitikken. Men det betyder ikke, at jeg kan deltage i den universelle fordømmelse deraf. Man er altså nødt til at huske forudsætningerne for kapitulationen d. 9. april.

Det er måske umuligt at forstå idag, men det var forholdsvis bredt accepteret i datiden, at man af hensyn til folkeretten skulle forsøge at hindre neutralitetskrænkelser med militær magt, men at man samtidig ikke var forpligtet til at kaste sig ud i en eksistenskamp. På egen hånd gav en eksistenskamp ingen mening, og vi havde som neutrale ingen alliancer med andre om gensidig støtte. Ingen i det danske militær eller blandt danske politikere havde forudset, at et dansk offer kunne hjælpe Norge. Og det havde nordmændene eller svenskerne såmænd heller ikke.

Regeringen foretog sig den 9. april det yderst rationelle, at man overvejede om kampen havde varet længe nok til, at Danmark kunne hævde, at man havde ydet det minimum af modstand, som krævedes for at være besat mod sin vilje. Man accepterede helt klart, at det krævede en indsats med et antal dræbte, men også at man derefter kunne stoppe kampen.

Hvis man skal holde sig inden for den tids præmisser, så handlede regeringen imidlertid korrekt og klogt d. 9. april.

De, som hævder, at den 9. april skyldes en radikal-socialdemokratisk regerings politik, må samtidig påvise, at en anden regering havde haft mulighed for at føre en anden politik. Og i den forbindelse er det afslørende, at selv en fuldstændig gennemførelse af de konservatives forslag til forsvarsordning, ikke havde ændret det mindste på udfaldet af d. 9. april. Ingen partier kan påstå, at de i årene op til 2. verdenskrig foreslog en oprustning, der ville have medført, at Danmark havde stået afgørende bedre militært d. 9. april.

Af natur er jeg tilbøjelig til at føle som den af mine grandonkler, som stod opmarcheret i en kasernegård og modtog ordre til at undlade modstand. Han rasede stadig af afmagt, da han fortalte mig derom 30-40 år senere. Men det karakteristiske er netop ordet “afmagt”.

Når man er afmægtig, har man en tendens til at mene, at “det må være nogle andres skyld”. Men det behøver det ikke være. Og man sætter et unødvendigt skel ned igennem den danske befolkning, hvis man postulerer, at det socialdemokratisk-radikale flertal ikke følte sig lige så afmægtige og lige så knust d. 9. april.

Jens Frederik

Jeg blev i øvrigt glad og rørt, da en bekendt delte denne facebooktekst med ordene: Jens Frederik Hansen er og bliver en klog mand – også selvom han er jurist