Grimme ællinger skal da kanøfles

Grundlæggende finder jeg det uforskammet at kritisere en Benny Engelbrecht for, at han har sagt ja til at blive minister, selv om han kun har gået 9 år i skole.

I modsætning til nogle af os andre, der har rige evner, men måske ikke udnytter dem særlig godt, så har han fået ganske meget ud af sine forudsætninger.

Hvis man skal undre sig over noget, så er det egentlig, at han aldrig har følt behov for at supplere med yderligere formelle kvalifikationer, men det illustrerer måske bare, at de netop kun er formelle.

At jeg så er uenig med manden i stort set alt, at jeg betragter ham som en pop-politiker, og at han appellerer til et segment, som jeg hellere ville dø end tilhøre, er en anden snak.

Man kan bare ikke kritisere Folketinget for at være for ensidigt sammensat og samtidig gøre grin med en virkelig markant undtagelse – blot fordi han er en undtagelse.

Fri hashhandel – er der praktiske problemer

Det er efterhånden blevet ganske populært at gå ind for en eller anden form for liberalisering af hash, og min egen position er klar. Uanset produktets givetvis skadelige bivirkninger, så gør både utilitaristiske synspunkter og navnlig principielle argumenter om statens rolle i borgernes liv en frigivelse noget nær nødvendig.

Men hvordan skal det rent praktisk foregå. I den forbindelse er det interessant at se, hvor mange mennesker, der trods de elendige resultater af den hidtidige statskontrol med handelen i form af forbud, går ind for at handelen skal ske under streng overvågning fra statens side.

Men også en fri handel vil naturligvis indebære praktiske problemer.

Hvor skal leverancerne komme fra?
Det første er, hvorfra forhandlerne kan få de nødvendige leverancer af lovlig cannabis. I de lande, hvor den største produktion finder sted, sker det ofte i strid med landets lovgivning. Og selv hvis legal eksport kan organiseres, er der så mange internationale restriktioner, at det kan være vanskeligt at lade varen være i transit i 3.-land. Jeg har faktisk aldrig helt forstået, hvordan det lykkes butikkerne i Holland.

Mulighederne for indenlandsk produktion har jeg ikke den store forstand på, men hvis varen belægges med høje afgifter for at undgå en øget efterspørgsel, så vil navnlig frilandsproduktion være forbundet med vanskeligheder. Det vil være nemmere i væksthuse.

Hvem skal sælge?
Også kredsen af forhandlere kan give anledning til drøftelse. Det er i debatten ofte nævnt, at handelen bør ske via enten statslige udsalg eller apoteker. Jeg kunne dog godt forestille mig, at apotekerne vil sky produktet som pesten på grund af risikoen for ansvar. Og statslige udsalg er næppe heller en praktisk mulighed.

De nuværende forhandlere er ikke specielt troværdige typer, men de kender markedet. Og hvis de kan drive erhvervet som lovlig forretning, så vil det i hvert fald kunne afbøde den trussel, som navnlig politiet gør meget ud af, nemlig at de vil finde anden kriminalitet at kaste sig over.

Det er klart, at med en afgiftsbelagt handel falder forhandlerens andel af prisen, men det betyder ikke nødvendigvis en nedgang i profitten, al den stund risikoprofilen bliver helt, helt anderledes. Der skal ikke beregnes tabt fortjeneste for tid i fængsel, konfiskeret varelager og meget andet.

Grænsehandel?
Som et sidste væsentligt problem bliver der grænsehandel, både i form af import og eksport. Importen må i vidt omfang kunne løses med en form for banderolering (f.eks. krav om salg og opbevaring i blisterpakninger), men eksporten vil kunne give en del negativ omtale, så længe vore nabolande ikke har samme holdning.

Samlet set er det ikke indvendinger, der kan give anledning til at opretholde forbuddet, men det er spørgsmål, der må overvejes.

Nattelarm i København – årsag og virkning

“Nu er det slut med nye natbevillinger i København,” trompeterede Politiken forleden. Synspunktet var, at flere bevillinger vil give endnu mere larm i gaderne, så fremover vil nye bevillinger kun blive givet med åbningstid indtil kl. 24.

Men holder det synspunkt?

I København har en ret stor del af byens værtshuse bevilling til at holde åbent til kl. 5 morgen. Sådan har det ikke altid været, men der var faktisk rigtig gode grunde til at man i sin tid – i min ungdom – udvidede åbningstiderne.

For det havde vist sig, at nattelarm og anden uro ikke stammede fra gæster inde på værtshuse, men fra gæster som i flok bevægede sig rundt mellem værtshuse. Derimod larmer de ikke så meget, når de hver for sig eller i mindre grupper går hjem. Så det eneste rigtige var naturligvis at give dem mulighed for at blive længst muligt på samme værtshus.

I forhold til den gang er der ét væsentligt forhold, som er ændret: Rygeloven.

Når én gæst skal ud at ryge, så stryger resten af flokken med, for rygerne er notorisk de morsomste i selskabet. Og så har man en situation, hvor en masse mennesker står og konverserer ganske højlydt på gaden. De tager også glas med ud, så pludselig bliver der flasker og skår i rendestenen. Og de får sandelig også langt mere lyst til at vandre hen til det næste sted.

Beværtningernes muligheder for at holde orden slutter ved gadedøren, så dem kan man ikke bebrejde noget. Ansvaret for nattelarm og ballade skal lægges på en lov, som skulle moralisere overfor borgerne, men som i stedet bare fører til, at de ændrer adfærd.

Stop for nye bevillinger løser på ingen måde problemet, som er fuldstændig uafhængigt af antallet af bevillinger. Snarere tværtimod. Jo flere værtshuse, der er at søge ind på, desto færre grunde til at stå på gaden – hvis man altså ikke lige skal ud for at ryge!

 

Forfatteren er også ryger – men vælger med omhu Musen og Elefanten

 

Farvergadesagen I – dommens juridiske grundlag

Det blev en af de korte domme, da Københavns Kommune 17. juni fik Højesterets ord for, at kommunen havde hævet ca. 60 millioner for meget i statskassen.

Der fulgte dog en regning på 1 1/4 million til statens advokat med. Dertil kommer det samme beløb til kommunens egen. Og det er oveni de 7,4 millioner, som kommunen betalte for 1 instans – altså samlet set pænt over 15 % af det beløb parterne var uenige om.

Interessen ved dommens juridiske side er egentlig ikke så stor. Det er snarere spørgsmålet om det politiske systems reaktion, der påkalder sig interesse. For det første er det en relativ nyhed, at offentlige myndigheder lufter deres interne stridigheder ved domstolene.

For det andet kan man se sagen som en illustration af, hvordan kommunerne egentlig styres.

Men lige nogle ord om juraen. Reglerne på beskæftigelsesområdet er blandt de oftest ændrede i dansk lovgivning, men dengang var hovedreglen, at staten betalte kommunerne 35 % af udgifterne til kontanthjælpsmodtagere. Det beløb kunne man så få hævet til 65 %, hvis ellers kommunen – sammen med borgeren – udførte en ekstra indsats for at få den ledige i beskæftigelse. Den indsats skulle bestå i 25 timers ugentlig aktivering.

Der var tale om en gulerod til kommunerne. Mine børn har en gulerod kaldet ‘lommepenge’, men de rydder kun det op, som er absolut nødvendigt for at få udløst dem. Og kommuner er ikke ret meget anderledes.

Hvad er så aktivering? På den ene side må det stå klart, at der ikke kan være et krav om mandsopdækning med en kommunalt ansat jobkonsulent 25 timer ugentlig, for så vil ordningen bestemt ikke fungere som en gulerod. Men kommunens indsats skal på den anden side afspejle den øgede refusion.

Ledige kan kun få kontanthjælp, hvis de er jobsøgende. Så den betingelse skal naturligvis være opfyldt, for at kommunen kan få de første 35 % refusion. Og for at nå op på de 65% skal kommunen (og den ledige) levere ‘noget mere’. I stedet for blot en indsats, skulle der være tale om en ‘aktiv indsats’. Det kunne også beskrives som 25 timers yderligere struktur og mening med tilværelsen for de ledige.

(Det er fristendende, men sproglige kommentarer om begrebet ‘passiv indsats’ er formentlig unødvendige overfor min læserskare.)

Det København tilbød var et enkelt ugentligt fremmøde hos en sagsbehandler, kontrol af om den ledige havde udfyldt en jobsøgningsdagbog og intet andet. De 23½ time skulle så bestå af hjemmearbejde – evt . brug af computer i kommunens lokaler. I nogle tilfælde blev der dog suppleret op med forskellige kurser andetsteds. Og dette fik kommunen med egne ord beskrevet som et ‘kombineret intensivt aktivt forløb’

Der er et tydeligt misforhold mellem 25 timer og 1½ time. Det misforhold bliver ikke mindre, hvis det virkelig forholder sig som nævnt et enkelt sted i dommen, at de 1½ time er den tid, som den kommunale medarbejder brugte på samtalen, inclusiv forberedelse og jornalskrivning, medens den ledige kun var tilstede til en samtale på ca. ½ time!

På den baggrund kan dommens resultat ikke undre. Dommen er en ufatteligt simpel forklaring (nogle ville sige fortolkning, men det er det samme) af lovgrundlaget og en endnu enklere konstaring af, at betingelserne for at opfylde loven ikke er bevist.

Underligt er det derimod, at sagen blev ført, at den var blevet anket, og at det var en enstemmig borgerrepræsentation, der ankede.

Derom mere i næste kapitel.

Borgenes eller personalets sygehuse

Jyllandsposten skrev forleden om, at patienter på landets fødeafdelinger nu selv skal medbringe tøj, dyner og til tider endda mad. Det er ellers den slags scener vi forbinder med tv-reportager fra missionshospitaler i det mørkeste afrika.

Men man kan også hævde, at det er den offentlige sektor i en nøddeskal, og at det såmænd blev indrømmet åbenlyst i artiklen. for som en af de ledende jordemødre udtalte “Vi prioriterer, at der er personale tilstede, og så sparer vi på saftevand og sengetøj.”
 

Det illustrerer levende den enkle sandhed er, at offentlige institutioner alt for ofte bliver drevet til fordel for de ansatte i stedet for at skulle betjene sine kunder ordentligt. Det betyder først og fremmest, at alle pengene går til løn, og at alle andre udgifter skæres bort.
 
Jeg siger ikke, at personalet ikke er søde og venlige, for det er de. Men prioriteringen bliver helt skæv.



Udsigt fra sottesengen – september 2013

Sidste år havde jeg fornøjelsen af at tilbringe små 3 uger på Bispebjerg Hospital. Blandt mine medpatienter var der en del, som tilbragte måneder der, i lange perioder uden at kunne forlade stedet.
 

Uanset hvilken type sygdom, der er tale om, så betyder omgivelserne noget for vores velbefindende. For nogle af os er det også en væsentlig del af behandlingen at genfinde trangen til at komme gennem vores sygdom – det hjælper ikke så meget med behandling, hvis det alligevel ikke er sjovt at forblive i live.
 
Og hvordan så der så egentlig ud. Tjaa, på min stue var der ingen bund i skuffen i sengebordet, gardinerne hang kun halvt på stængerne, fordi de der små plastic glidesko i gardinstangen var knækkede af ælde. Der var ikke vand i vandhanen i mit brusebad og heller intet lys derude. Ved håndvasken inde på stuen manglede der til gengæld en papirkurv til de brugte håndklæder.
 
Og i fælleslokalerne var afdelingens patientcomputer brudt sammen, og klaveret var ikke blevet stemt i årtier. Der var blomsterkasser på altanen, men ingen blomster. Vaskemaskinen til patienttøj var gået i stykker, men naboafdelingen havde en. Og jeg kunne fortsætte med en liste så lang. Men mest sigende var nok, da en patient en dag nævnte, at man altid ryger så meget når man er indlagt – for der er ikke andet at nyde og tage sig til.

Så er det, at man savner gamle dages oversygeplejersker, der gik daglig stuegang og påpegede alle de små mangler, som burde udbedres. OK, det var måske nok lige en tand for meget, men det totale fravær deraf fungerer heller ikke.
 
De beløb, som er nødvendige – og på langt sigt alligevel uundgåelige – til vedligeholdelse er minimale i forhold til den samlede lønudgift. Og i øvrigt er det ofte også et spørgsmål om at flytte lønudgiften fra f.eks. plejepersonale til håndværkere.
 
Man kunne tro, det var fordi hospitalerne er for topstyrede, men det kan også skyldes, at det er lige omvendt. Afdelingssygeplejersken har faktisk i vidt omfang budgetansvar, men hun er meget tættere på sit personale end på vedligeholdelsen, som hun ikke får belønning for at prioritere. Derudover er hun bebyrdet med – og vælger sikkert også selv at lægge megen vægt på – sit administrative arbejde, så hun ikke rigtig får fulgt med i afdelingens tilstand.

Det var i hvert fald notorisk, at medens jeg efterhånden kunne identificere hende, så havde jeg på intet tidspunkt set hende blandt patienterne.
 
Det er nøjagtig den samme funktion man ser, når de besøgende skal betale for kaffen. Og når de fødende selv skal medtage tøj, dyner og bleer. Og det vil aldrig blive anderledes, så længe afdelingens ledelse har større loyalitet mod personalet end mod kunderne / patienterne.