Kategori: Politik og Økonomi

Udgivet den

Støjberg skal ikke bare ud, hun skal blive ude

Medens jeg har gået og tænkt på indholdet af dette opslag, er det blevet klart, at der er et solidt flertal for at stemme Inger Støjberg ud af Folketinget. Så det er der ingen grund til at kommentere på. Det bemærkelsesværdige er imidlertid, hvor mange man ser erklære, at hvis hun senere bliver valgt ind igen, så skal hun have lov til at blive. Som man kan se af overskriften, så er jeg uenig i det synspunkt.

Fortilfældet Glistrup

Jeg kan godt forstå, at tanken er nærliggende, når man kender til fortilfældene og ved, at Mogens Glistrup efter afsonet fængselsstraf slap for at blive smidt ud. I den forbindelse skal man huske, at Glistrup røg ud både efter dommen og ved det første valg, hvor han stadig sad inde til afsoning. Det var først ved hans 2. genvalg, at man lod ham blive. Og den eneste grund, til at han slap for ydmygelsen 3. gang, var, at Firkløverregeringen ville være blevet væltet, hvis man ikke havde accepteret hans genvalg.

Og det er lige præcis den slags ubehagelige situationer, hvor man bøjer resultatet efter de aktuelle politiske vinde, som fører mig til at tænke, at den slags ikke bør gentages. En ting er, at Grundlovens standard om “uværdig” er elastisk, men man behøver jo ikke administrere den lige så fleksibelt. Tværtimod er en fast standard nok en fordel for alle i det lange løb.

Og når man kender lidt til det danske straffesystem, så er grænsen mellem bøde og fængsel nok ikke det ringeste sted at sætte den grænse, omend valget af grænse har et element af tilfældighed, uanset hvor den trækkes.

Styrets behov for legitimitet

Alle former for regering har et behov for at deres borgere opfatter dem som legitime, d.v.s. ønskelige eller i hvert fald som det bedst mulige alternativ til kaos. Og for dem alle gælder, at der er nogle grundlæggende egenskaber, som lederne skal leve op til for at kunne fastholde magten. I et diktatur er grundegenskaben hos lederne, at de skal være så brutale, at der ikke opstår tvivl om deres vilje til at undertrykke modstand. I et demokrati er den bærende kvalitet hæderlighed, og derfor gør magthaverne som regel klogt i at håndhæve den kvalitet lidt mere nidkært, end man måske umiddelbart skulle anse for nødvendigt.

Der vil være masser af tendenser, som trækker den modsatte vej, først og fremmest at ganske mange politikere vil tænke: “Hmmm, næste gang kan det være mig, det går ud over.” Deres umiddelbare personlige interesse er altså modsatrettet systemets, og derfor skal man ikke være bange for, at reglerne bliver for hårde. Der vil være en klar tendens til, at kun få bliver sat ud i kulden. Det ser man jo også af tendensen til, at politikere med “sager” får lov til at komme ind i varmen igen.

Overlad det til vælgernes dom

Hvis Støjberg stiller op på ny og bliver valgt ind, så skal politikerne “respektere vælgernes dom”, er et uendelig almindeligt udsagn. Men giver det mening? Ikke hvis man kender lidt til det danske valgsystem.

Hvis man afholdt en folkeafstemning: “Skal Støjberg have lov til at stille op igen? Ja eller nej!” Så ville der være tale om en entydig afgørelse, forudsat der ikke var forskel i de 2 fløjes tendens til at være sofavælgere – og det ville der reelt være. I så fald ville det være vælgernes dom.

Men hvis man har bare et minimum af kendskab til det danske valgsystem, så er udsagnet om vælgernes dom, det rene tågesnak. Man kan, hvis forudsætningerne gøres tilpas kringlede, teoretisk opnå valg til Folketinget uden at have fået en eneste personlig stemme, og principielt også uden at ens parti har fået en eneste partistemme i den pågældende opstillings- eller storkreds. Hvis vælgerne ikke bryder sig om en bestemt kandidat på et partis liste, så har de ingen chance for at sortere den kandidat fra, de kan kun vælge en anden til. Jeg husker bl.a., hvorledes socialdemokraten Jytte Hilden, der tydeligvis havde overskredet sidste salgsdato hos vælgerne,
på trods deraf blev genvalgt med nogle meget beskedne personlige stemmetal.

Det er ganske enkelt meningsløst at tale om vælgernes dom, når de ikke kan vælge vedkommende fra på anden måde end ved helt at vælge partiet fra.

Betinget eller ubetinget fængsel

Der kommer nok ikke til at gå lang tid, førend vi igen skal drøfte uværdighed, nemlig når Messerschmidts byretsdom formentlig stadfæstes. 6 måneder fik han ved en dom, som efter min opfattelse er klokkeren, lige bortset fra at straffen blev gjort betinget.

For strafferetsjuristen er forskellen mellem betinget og ubetinget dom ikke en gradsforskel i forbrydelsen, men en gradsforskel i forbryderen. En dom på 60 dage betinget gives for lige så grove forhold, som en dom på 60 dages ubetinget. Lidt firkantet kan man sige, at domstolene har bedømt, at Messerschmidts forbrydelse er mindst 3 gange så grov som Støjberg. (Mindst – fordi man jo også får en udtalt mængderabat i straffesager.)

Men retten har vurderet, at Messerschmidt som person godt kan lære, at nu skal han holde sig på måtten, uden at han behøver sidde inde de 6 måneder. Støjberg, som har erklæret, at hun ville gentage sin forbrydelse, hvis hun fik muligheden, har tydeligvis mere behov for at sidde stille og tænke sig om.

For så vidt angår uværdighed til at sidde i Folketinget, så bør det helt overvejende være forbrydelsens grovhed, der bestemmer, om man er på den ene eller anden side af grænsen. Og derfor bør reglerne ikke være lempeligere, fordi man er sluppet med, at ens dom er gjort betinget.

Livslang udelukkelse?

Ja, det mener jeg faktisk. Det er godt nok en barsk konsekvens, synes en del. Men er det nu også det. Det er en mikroskopisk del af samfundets job, de pågældende udelukkes fra. Det er normal ikke noget, som de har tjent sig frem til ved lang og målrettet optjening af merit. Faktisk er udpegning af folketingsmedlemmer nok den mest tilfældighedsprægede ansættelsesprocedure, man næsten kan finde.

Og hvis jeg blev afskediget fra en anden virksomhed, f.eks. for nogle dumsmarte seksualiserede bemærkninger, så er der jo ingen, som vil forvente, at den virksomheds personaleafdeling på noget senere tidspunkt skal tage en ansøgning om genansættelse seriøst. Og endnu mindre hvis jeg er afskediget for at tage af kassen. I Støjbergs tilfælde så er hun dømt for misbrug af det embede, som hun (indirekte) beklædte i kraft af sit valg til Folketinget.

Vi har et enkelt tilfælde, hvor Folketinget først efter mange, mange års medlemskab blev opmærksom på, at et medlem havde fået en dom for spritkørsel, og hvor der intet skete. Situationen var den, at den konservative leder Hans Engell var kørt ind i en betonblok ved et vejarbejde, og bestemt ikke var appelsinfri. Den ene af kandidaterne til at overtage pladsen som leder var Per Stig Møller, men det vakte lidt misundelse, så pludselig kunne man læse i aviserne, at han selv i sin ungdom – årtier tidligere – havde fået en dom for nøjagtig det samme. Og så vidt jeg husker, så havde han været inde at sidde. Engell derimod slap vistnok med en gedigen bøde.

Der blev aldrig rejst nogen sag om Per Stig Møllers valgbarhed. Hans eget parti, der traditionelt har stået stærkt netop på lov og orden genopstillede ham. Og han blev genvalgt flere gange sidenhen. Så det er jo åbenbart, at Folketinget ikke handler, som jeg synes, det burde. Noget andet er så, at sagen var med til at underminere Per Stig Møllers position som leder af Det konservative Folkeparti, og han ret hurtigt måtte fratræde igen.

Men det var i sin tid også ret klart, at hvis opstillingskredsen havde kendt til dommen, da han første gang blev opstillet, så ville han ikke have fået lov til at stille op. Han blev kun folketingsmedlem ved at holde mund om sin fortid. Den slags adfærd bør man ikke belønnes for.

Udgivet den

Er amerikanske højesteretsdommere mon ærlige?

Der er en gammel amerikansk talemåde: “An honest man is one, who when bought stays bought,” Hvis man har modtaget bestikkelsen, så må man også levere ydelsen, uanset hvad den så er. Med det in mente, så må man spørge om det også gælder folk, der bliver udnævnt til dommere i den amerikanske højesteret.

Gennem årtier har der været en ting – og kun én ting – der har drevet det republikanske partis stillingtagen til dommere. De skulle være entydige, men tavse, tilhængere af at underkende Roe v. Wade, der gjorde kvinders ret til abort indtil udløbet af 26. graviditetsuge, til en forfatningsbeskyttet menneskerettighed. Udviklingen i fostres overlevelsesmuligheder har siden sænket grænsen med ca. 4 uger, men princippet er det samme, nemlig om barnet er levedygtigt.

Det er meget svært ikke at mene noget negativt om Trump, men det ene havde han forstået, at når hans vælgere forlangte, at han skulle udnævne abortmodstandere til dommerbænken, så holdt han det . Efter den målestok var Trump altså en hæderlig mand. Han lod kloge folk sammensætte lister over potentielle dommere med god borgerlig baggrund, flere af dem overbeviste katolikker. Og han trådte ikke et eneste lille skridt ved siden af, men holdt sine løfter. Gorsuch, Kavanaugh og Barrett er enhver abortmodstanders drømmevalg til dommerbænken.

Og nu er sagerne så kommet for retten.

Staten Texas har sat virkeligt eftertryk på med sin lov om forbud mod abort, når fosterets hjertelyd indtræder, altså ca. uge 5 (og det er regnet fra sidste menstruations første dag, så reelt er det kun 3 uger efter undfangelsen). Loven er desuden syltet ind i regler om privatpersoners håndhævelse af regelsættet med det ene formål at omgå domstolenes mulighed for at gribe ind mod den. Og det er faktisk lykkedes at gøre den så krøllet, at det processuelle spørgsmål om retlig interesse indtil nu har været afgørende for domstolene. Men på den lange bane er Texas’ provokation så åbenlys, at domstolene er nødt til at underkende metoden. Men foreløbig har det vist sig vanskeligt. Der er dog grund til at bemærke, at 8 ud af 9 dommere vil gå meget langt for at standse fiks-fakserierne.

Mississipi har valgt en anden vej, nemlig en abortlov som placerer sig tæt op ad normerne i Europa. Abort bliver tilladt i 15 uger, i Danmark er det 12. Så loven er stadig mere liberal end den danske, og den har – ligesom den danske – undtagelser som tillader nogle senere aborter.

Det fristende kunne så være, at man bare sænker barren fra det nuværende niveau – abort indtil fosteret er levedygtigt p.t. 22. uge – til et nyt lavere niveau på 15 uger. Men så vil retterne løbe ind i en kontinuerlig strøm af nye sager om 16 uger, 14 uger og alle mulige andre tidsfrister. Man vil også opleve stater, som vil forsøge at gøre aborter dyre eller bureaukratisk besværlige at komme i nærheden af. Man slipper med andre ord ikke for at tage stilling til spørgsmålet gang på gang, og man har stadig ikke mulighed for at overlade spørgsmålet til en politisk afgørelse fremfor en juridisk. Det kan man kun ved at sige tydeligt, at abort ikke reguleres af forfatningen. Basta.

Jeg har en snigende mistanke om, at dommerne i 1973, hvor Roe v. Wade blev offentliggjort dagen efter Nixons indsættelse i præsidentembedet, gerne ville slippe for alle de håbløse straffesager om fosterfordrivelse. I Danmark var det notorisk kendt, at de sager var meget svære at få skyldig-kendelser i, faktisk så svære at man indførte domsmandssystemet for at undgå frifindende nævningekendelser i lige præcis de sager. Der var i befolkningerne ingen opbakning til hårde straffe til kvinder, som begik fosterfordrivelse. Hvis ikke det er baggrunden, så har jeg meget svært ved at forklare dommen.

Men ligefrem at gøre abort til en ret indtil det tidspunkt, hvor barnet bliver født spjættende med hænder og fødder for kort efter at dø kvælningsdøden, fordi lungerne ikke er tilstrækkeligt udviklede, det var måske at gå i den anden grøft.

Og ved at gøre det til en menneskeret, så fratog man enkeltstaterne mulighederne for at finde en passende mellemproportional. Ved at låse loven fast, låste man også befolkningen fast i en konflikt. Og den eneste vej ud af det morads er at sende hele abortspørgsmålet over i delstaternes parlamenter til afgørelse. Så får man i første omgang ca. 51 forskellige love, men i løbet af en årrække vil feltet snævre ind. Mon ikke man ender på linje med flertallet af europæiske lande.

Alt det her ved dommerne godt. De fleste af dem har haft mange år til at forberede sig på den afgørelse, som de nu skal træffe. Så egentlig kunne de jo gøre det imorgen. Men det kommer nok til at tage et stykke tid. Og ifølge dem, som har overværet domsforhandlingen om Mississipi-sagen, så virkede det ikke som om resultatet var utvivlsomt. Det kan undre, for dommere skulle da gerne være ærlige mennesker.

Udgivet den

Ulve, får og vogtere

Naturligvis bør man læse Bent Jensens bog, og reflektere lidt over om man også selv lider af den skavank, at man kun opfatter den del af indholdet, som man selv er enig i. Og så må man med længsel se frem til, når vi engang får adgang til afsnit, som er skåret ud af bogen.

Menneskers evne til at se bort fra kendsgerninger, som ikke passer ind i deres ønskede mønster, er faktisk temmelig foruroligende, og det er et centralt tema i Bent Jensens lange grundige udredning om den kolde krig. Hvordan i alverden kunne så mange venstrefløjspersonligheder knibe øjnene så meget i og have så smalt et synsfelt, at de i årtider forsvarede og hjalp det kommunistiske terrorregime i Sovjet. Og den tænksomme må naturligvis overveje, om man selv lider af tilsvarende kognitiv dissonans på nogle felter.

Det åbenbare formål med, at Jensen fik bevillingen til at skrive sin bog var, at han skulle fremstille den borgerlige udredning, som skulle sætte apologeterne og de konfliktsky forfattere bag Dansk Institut for Internationale Studiers og PET-kommissionens studier i perspektiv. Spørgsmålet er så om han gør det med en redelighed, som er troværdig. Min bedømmelse er, at han rent faktisk er i stand til at se skoven for bare træer, medens de andre – endnu mere omfattende – værker tilsyneladende stiller sig så tvivlende overfor hver enkelt træs størrelse, at der bagefter ikke er nogen skov at se, men blot et lille krat.

Af samme grund er det helt ubegribeligt, at man nok har ladet Jensen og hans medarbejdere se en lang række akter, men bagefter tilkendegivet at de ikke kunne skrive om dem. En del af de interessante akter er endda makuleret. Personligt vil jeg håbe, at behjertede folk alligevel har sørget for at kopier havnede på steder, hvorfra de om passende mange år kan dukke op til glæde for nye generationer af forskere.

Og jeg kan slet ikke forestille mig, at Jensen ikke i tide har skrevet nogle saftige afsnit om de sager, som er censuret ud af fremstillingen, og at de tekster på et eller andet tidspunkt vil dukke op som et 3. bind. Det er i øvrigt et typisk udtryk for Jensens stilfærdige, næsten sagtmodige fremtoning koblet med flabethed, når teksten lakonisk oplyser om udeladelserne ved brugen af det sovjetiske hammer og segl-symbol.

Som jurist savner jeg imidlertid en grundlæggende diskussion af, hvilke kontakter man kan have til fremmede efterretningstjenester og stadig være et ordentligt menneske. Er der forskel på have kontakt til diplomater fra andre landes udenrigstjeneste og efterretningsfolk. Begge grupper har som opgave at pumpe folk for oplysninger.

Og hvilke emner kan man drøfte med dem? Går grænsen ved, om en oplysning er fortrolig? Og hvad er så det? Kan oplysninger om folks personlige forhold være fortrolige?

Straffelovens spionageparagraffer går vist meget længere end til det fortrolige. Men giver det mening? Eller er det blot udtryk for hysteri? Og det skal så kobles med, at det virker helt arbitrært om forholdene retsforfølges, eller om statsmagten vælger at holde sit kendskab til det hemmeligt.

Det er frugtbart at måtte tage lidt selvstændig stilling. En afklaret holdning har jeg ikke, men måske kommer der lidt kommentarer, som kan hjlpe mig på vej.

Udgivet den

Borgerlige ord om parkering

Det er lidt tragisk, at når en politiker fra Enhedslisten endelig siger noget, som er i overensstemmelse med klassisk liberal økonomi, så bliver hun overfuset af samtlige borgerlige. Men naturligvis bør det koste mere for beboerne at parkere i København.

For det første er det en uforskammethed, at lade byens egne borgere få noget nær gratis adgang til p-pladser, medens nabokommunernes skal betale temmeligt heftige beløb, hvis de vover sig ind over bygrænsen til København. Og det burde også være ulovligt. Der kunne faktisk næsten lige så godt stå et skilt med: ”Parkeringspladserne må ikke benyttes af indbyggerne i rigmandsghettoerne.” Men så ville alle jo kunne se urimeligheden.

Parkeringspladser optager imidlertid jord. Og i en by er jord en knap og dermed hundedyr vare. Udenfor min dør er hver parkeringsbås på 10 m2. Hvis arealet var en privat grund, så ville det stykke jord inde i centrum kunne koste ca. 25.000 kr. årligt i grundskyld! Hvorfor skal man betale mindre for at bruge kommunens jord end for at parkere på sin egen?

Hvis kommunen havde indtægter fra parkeringslicenser i den størrelsesorden, så ville selv Enhedslistens politikere nok tænke sig om, førend de nedlagde dem. Lige nu er det derimod stort set gratis for venstrefløjen at imødekomme deres vælgeres romantiske forestillinger om et miljørigtigt liv.

Så borgmesteren har en, økonomisk set, fuldstændig fornuftig pointe. Men det er måske nemmere at kapere, når man ikke selv har en bil.

Udgivet den

Omskæring er nok ikke optimalt, men et forbud er værre.

Man er for tiden uhjælpeligt i undertal blandt de snakkende klasser, når man ikke går ind for et forbud mod omskæring. Og når man aldrig kunne finde på at gennemføre indgrebet på hverken sig selv eller ens søn, hvorfor kan man så være imod et forbud?

Sagen er imidlertid, at politik langt tiere handler om, hvem der skal bestemme noget end om, hvad der skal bestemmes. Jurister taler om henholdsvis kompetencenormer og forholdsnormer. Historien viser talløse eksempler, hvor vi – navnlig set i historiens lys – vil sige, at kompetencenormer er blevet misbrugt til at fastsætte urimelige forholdsnormer.

Der er både de store altafgørende forholdsnormer, middelalderens kætteri eksempelvis, hvor fastholdelse af et heliocentrisk verdensbillede kunne resultere i død på bålet. Og så er der også en ufattelig mængde af små forholdsnormer, som enkeltvis kan forekomme latterlige, men som samlet giver et indtryk af det pågældende samfund som frit eller autoritært.

Af de 2 normtyper har urimelige forholdsnormer dog den fordel, at man kan argumentere mod dem. At få flyttet kompetence til at bestemme tilbage til borgerne er, når den først én gang er flyttet til myndighederne, usigeligt svært.

At gå ind for et forbud mod omskæring er at give myndighederne lov til at bestemme endnu mere i vort liv. Det burde liberale kunne se. For mig er dette egentlig nok, men der er mere.

Hjælper forbud

Hovedbegrundelsen for, at vi mennesker ikke begår kriminalitet, er naturligvis ikke, at der findes en lov med et forbud. Sandheden er, at vi undlader forbrydelser, fordi vi helst vil behandle medborgere pænt. Og det indebærer også, at hvis vi ikke kan se meningen i et forbud, så overholder vi det ikke.

Ligesom i alle andre af livets forhold, så er overtrædelse af forbud noget man kan vænne sig til. Jo flere og jo mærkeligere de er, desto lavere bliver respekten for dem, og det gør den også overfor de mere rimelige forbud.

Omskæringsforbud vil blive omgået med alle til rådighed stående midler. Vi  vil opdage, at store befolkningsgrupper – tilfældigvis allesammen jøder og muslimer – har medfødte misdannelser, som nødvendiggør omskæringen. Det vil blive udført i udlandet, og så videre.

Og det vil det, nøjagtig lige så længe som drengenes fædre accepterer det. Og i den forbindelse bør vi nok have tillid til, at fædre ikke udsætter deres sønner for noget, som de selv helst havde været fri for. Lige så længe man vil hævde, at man selv er et tænkende væsen, må man nødvendigvis anerkende det samme om andre mennesker.

Børnene skal selv vælge

Det er et yderst velklingende argument. Liberalt og fordomsfrit, ikke sandt.  Det er faktisk bare så velklingende, at man bør overveje om det også er hult og overfladisk som et trommeskind.

Når man får et barn, så kommer man uundgåeligt til at træffe en hel masse valg; valg, som ikke kan gøres om, og som kommer til at præge barnet resten af dets liv. Der er småting, og der er store ting.  Nogle indgår så naturligt i vores kultur, at vi end ikke stiller spørgsmål ved dem. Der er ikke mange piger på 12, som ikke har huller i ørerne. Vi opdrager dem til, at det er helt i orden med skiftende seksualpartnere i en alder, som i andre kulturer ville blive mødt med vantro. Ve den, som hævder, at 16-årige gymnasieelever ikke skal drikke sig svinefulde. Vi retter tænder, flytter flyveører og alt muligt andet.

Omskæring er bare den måde, en anden kulturkreds reagerer. Og det er en kulturkreds som i hvert fald periodevis har omfattet store dele af vores egen, kristne, verden. At det valg er så helt urimeligt meget værre, og at vi partout besidder den eneste endelige sandhed om verdens indretning, har jeg svært ved at tro.

Nej, jeg synes ikke omskæring er en god idé. Jeg har et godt og nært forhold til min egen forhud. Men den er altså ikke en væsentlig del af min identitet. Andre lever udmærket uden. Og lad dem så blive ved med det.

 

PS Efter at have skrevet ovenstående er jeg kommet til at tænke mere over, at på et eller andet tidspunkt, så vil vore børn forlange en forklaring på de mærkværdigheder, som de er blevet udsat for. Så naturligvis foretager man sig ikke valg på deres vegne uden at have tænkt over det og uden at være villig til at stå ved sit valg. Og jo længere konsekvenserne rækker, desto mere tænker man nok.

Det er langt fra noget vigtigt, men alligevel et brugbart eksempel, at mine egne børn har afkrævet mig en fyldestgørende forklaring på, at X-factor var forbudt at se herhjemme, når alle deres klassekammerater måtte. Det så de som klart fremmedgørende i forhold til vennerne.  Men jeg fandt det ikke pædagogisk at se et program, hvor “dommerne” har det som en væsentlig opgave at nedværdige de optrædende med dumsmarte bemærkninger. Sådan taler vi ikke til og om hinanden herhjemme, og jeg så ingen grund til at dyrke det som underholdning. Og efterhånden tror jeg, at de kan se pointen i, at ganske vist er denne familie mærkelig på det punkt, men vi har nogle grunde til det, som ligger i forlængelse af vores menneskeopfattelse.

(Det er dog muligt, jeg har misforstået programmet. Den ene gang hvor jeg forsøgte at se det, gad jeg kun det første kvarter.)

Det er også gået op for mig, at jeg inderst inde har en dyb fornemmelse af, at engang i fremtiden vil jeg være afhængig af lige præcis mine børn. Det er måske derfor jeg føler en særlig pligt til at forvalte mit ansvar for dem godt. Jeg vil jo gerne have tilbage i samme mønt.

Begge dele er forhold, som trækker i retning af, at forældrene er nærmest og bedst til at bestemme.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: