Gymnasieoptagelse – et problem og dets løsning.

De burde være så glade de unge, som forlader folkeskolen efter 9. eller 10. klasse. Der ligger så mange muligheder åbne for dem. Og så kan man alligevel møde nogle, som lige nu er bragt i deres livs krise i forbindelse med optagelse på gymnasierne.

Og hvis man spørger deres forældre, så møder man en vrede, frustration og fortvivlelse, som bunder i en afgrundsdyb følelse af afmagt over den måde, som ansøgninger om optagelse i gymnasiet behandles på.

Principperne

Man skulle ellers tro, at det hele var så enkelt, for ansøgerne skriver jo en klar prioritering af deres ønsker på den fine hjemmeside, hvor man ansøger. Og så gør maskinen ellers sit arbejde.

Først undersøger den, om der er plads på 1. prioritet. Og så bliver de fleste tilfredse, men nogle kommer ikke ind. Så undersøger maskinen om der stadig er ledige pladser på 2. prioritet, og så bliver en hel del også tilfredse. De som endnu ikke er udvalgt, sendes så videre gennem systemet på samme vis, hvilket medfører en stadigt faldende grad af tilfredshed som efterhånden afløses af irritation, decideret skuffelse og nedtrykt sindstilstand afhængigt af, hvor langt ned på den prioriterede liste man kommer.

Det er et system, der indbyder til, at man tænker taktisk, og i den forbindelse betyder taktisk, at man søger ind på en mindre attraktiv skole, end den man helst ville på. Det er jo et virkelig godt udgangspunkt for en gymnasietid, at man må elske den skole, man får, fremfor at få den man elsker. Det er ellers en livserfaring, man helst først skulle have så sent i livet som muligt.

Hvis man derimod i bar ungdommelig iver overvurderer sine muligheder, så kan man blive sendt ud på sit livs første virkelige røvtur – både mentalt og fysisk, når man hver eneste dag skal transporteres til det værst tænkelige gymnasium.

Sådan virker det

For at se mekanikken i systemet, så har jeg opstillet et eksempel. Og lad mig fra starten sige, at eksemplet er lavet, så det til fulde illustrerer de ønskede pointer.

Vi tænker os 16 elever, der søger ind på 4 gymnasier. Hvert gymnasium kan optage 4 elever. De 16 elever har samme præference for gymnasier, så alle altså helst vil gå på gymnasium A, dernæst på B og så fremdeles.

Elevernes kvalifikationer er også i en klar rækkefølge fra nr. 1 – 16. Det betyder, at som udgangspunkt burde nr. 1 – 4 havne på gymnasium A, 5 – 8 på B, etc. Dette er altså idealet, systemet bør opnå.

Nogle elever overvurderer imidlertid deres muligheder, andre tænker bevidst taktisk og undervurderer. I alt søger 7 ind på A, 4 på B, 4 på C og kun 1 vurderer – fejlagtigt – at han nok alligevel havner på D.

Det kan opstilles sådan

Elev nr.     Ideal    1. prioritet    Resultat

 1                A          A                  A
 2                A          A                  A
 3                A          A                  A
 4                A          B                  B

 5                B          A                  A            

 6                B          A                  D
 7                B          B                  B
 8                B          C                  C

 9                C          A                  D

10               C          B                  B
11               C          C                  C
12               C          D                  D

13               D          A                  D

14               D          B                  B
15               D          C                  C
16               D          C                  C

Det er jo et temmeligt aparte resultat, når man sammenholder med idealet:

  • De 4 bedst kvalificerede lever op til håbets grønne farve, bortset fra ham som undervurderede sig selv.
  • Dem fra det pæne, men ikke prangende blå felt fordeler sig over samtlige 4 gymnasier. Der er altså en, som opnår en dobbelt-underscoring!
  • Det forræderiske gule felt sender 2 ned i katastrofen, kun 1 rammer rigtigt og 1 heldig scorer for højt.
  • De 4, som skulle have ramt den røde katastrofe, ender forbløffende godt, for 3 af dem overscorer, heraf en dobbelt-overscoring.
Der er nogle interessant pointer. De taktiske får deres taktik opfyldt, men ikke hverken deres virkelige ønske eller reelle potentiale. Og det er de taktiske, som udløser katastrofen for de virkelige tabere, som er de, der overvurderede sig selv.

Havde alle søgt efter deres hedeste ønske, så var de endt efter idealet. Og det samme gælder, hvis alle havde bedømt sig selv realistisk. Men så idealistiske og indsigtfulde var de bare ikke.

Konklusionen er enkel: Systemet duer ikke. Det opfordrer til, at unge mennesker starter livet med at tænke taktisk, slække på ambitionerne, og de, som virkelig stræber højt, får rigtige smæk. Så kan det dårligt blive værre. 

Løsningen

Danmark er ikke ene om at have et system med de problemer – tværtimod. Og derfor har kloge hjerner også tænkt dybt over en løsning. En af dem er Stanford-professoren og Nobelprisvinderen fra 2012, Al Roth.

Hans løsning er forrygende enkel og består i, at man aldrig må straffes for at stræbe for højt. Man kan påføre sig selv straf ved at stræbe under sit potentiale, det kan ingen hindre. Men hvorfor skulle nogen sigte for lavt, hvis det er den eneste måde, man kan tabe på!

Prøv lige at kigge på dem, der underscorer i tabellen ovenfor. 

Den øverste af dem er nr. 4, der imidlertid kun har sin egen ringe selvtillid at takke for resultatet. Og han har hjulpet nr. 5 til at komme på A-gymnasiet.

For nr. 6 går det rigtig galt, og her er det systemets skyld. Den rigtige løsning havde været, at gymnasium B i en første – foreløbig – runde sagsbehandling fik tildelt de elever, som tabellen viser (nr. 4, 7, 10 og 14). Men når de modtog ansøgningen fra nr. 6, så skulle de revidere rækkefølgen til 4, 6, 7, 10. Konsekvensen er, at nr. 14 bliver skubbet ned og sendt videre til sin 2. prioritet.

Her burde systemet lave en ny foreløbig runde, hvor den vurderer om nr. 14 kan komme ind på sin 2. prioritet. Og sådan bliver man ved med foreløbige runder, indtil der ikke længere er nogen, som bliver skubbet ned i en runde. Så har man resultatet.

Hvis man gennemregner modellen på den måde, hvor samtlige elever har samme prioriteringer som ovenfor, så når man til følgende resultat:

  • Gymnasium A: 1, 2, 3 og 5.
  • Gymnasium B: 4, 6, 7 og 9.
  • Gymnasium C: 8, 10, 11 og 13
  • Gymnasium D: 12, 14, 15 og 16.
Der er altså 4, som underscorer 1 plads, og 4 som overscorer 1 plads, men ingen laver dobbelt-overscoring eller dobbelt-underscoring. Og de 4 underscorere er selv skyld i det, og de skaber selv pladsen for, at næste i rækken kan overscore.

Al Roth’ system straffer taktikerne, belønner stræberne og udelukker kvit eller dobbelt.

Når stræberne belønnes, så er det helt og aldeles risikofrit at søge lige præcis det, ens hjerte begærer. Man kan måske ikke vinde både prinsessen og det halve kongerige, men man kan heller ikke ende i muddergrøften for at forsøge.

Og så det, som står med småt

Når man har regnet på modeller, så skal man altid huske at kritisere dem bagefter. Den væsentligste indvending er, at man i virkelighedens verden ikke ikke kan kan vide, hvor man står i køen. Men netop derfor gælder det jo om at stræbe højt – for med de smarteste regler kan man ikke længere falde dybt.

En anden indvending kunne være, at forskellige skoler bør kunne have forskellige kriterier for optagelse. Den indvending er ikke valid, for hvis bare den enkelte skoles kriterier er sådan, at man kan foretage en entydig opstilling af lige præcis denne skoles ansøgere i en kø, så kan systemet håndtere det korrekt. Hvis man ikke kommer ind på sin 1. prioritet, så får man den plads i køen, som man under alle omstændigheder ville have fået på skole nr. 2. Faktisk kan systemet uden problemer håndtere, at hver enkelt skole har flere linjer med forskellige adgangskriterier.

En 3. indvending kunne være, at 2 ansøgere kan stå lige. Det har Roth også løst, for han starter med at give hver ansøger et nummer ved lodtrækning, og hver gang 2 ansøgere står lige, så vinder den med det laveste nr. i lotteriet. Lotteriet skal ske på forhånd, for hvis det sker i det enkelte tilfælde, så kan samme person være uheldig flere gange.

Den 4. indvending er klassikeren: “Det kan være meget godt i teorien, men virker det i praksis?” Svaret er et enkelt: “Ja.” New York og Boston var de første til at indføre det. Og der reducerede det antallet af tilfælde, hvor folk blev sendt ned ad deres rangstige betydeligt – og navnlig reducerer det, hvor langt de sendes ned ad stigen.

Den sidste indvending, som er den, jeg har hørt fra alle de uheldige forældre på mine børns skole, har intet med matematikken at gøre, men handler om, at vi i Danmark udvælger ansøgere efter noget så tilfældigt som afstanden mellem skole og hjem. Det har jeg tænkt mig at skrive et andet opslag om.

Konklusion

Eksemplet ovenfor har givet nogle urimelige resultater. Men der findes relativt enkle løsninger. Så det hele kan faktisk sammenfattes i et citat fra Tordenskjold, da han skulle modtage Fæstningen Carlsteens overgivelse: “Hvad dæ’len nøler I efter!

Mere legetøj til store drenge?

Mit yndlingslegetøj har altid været tog. Og det er i den sammenhæng ligegyldigt om de har været rigtige store tog eller de fikseste små modeller. Min legekammerat Peter havde topmålet, et sommerhus som var 2 fine gamle togvogne. Den ene en sovevogn! Den anden en kongelig salonvogn, der nu er endt på museum.

Andre drenge har haft andre lyster, en hel del af dem racerbaner.

Og såvel interessen for som valget af legetøj fortsætter tilsyneladende livet igennem. Også blandt politikere. Og da man foretrækker medlemmer med engagement, så ender de tog- og bilglade ofte i folketingets trafikudvalg, hvor de køber hinanden til tavshed efter princippet: I får en motorvej, vi får en jernbane. Det er måske ikke altid så heldigt.

For oprigtig talt er behovet for langdistance-jernbaner i Danmark uendelig beskedent, når man sammenligner med biltrafik. Der kører ca. 6.000 mennesker over Storebælt med tog hver dag, men 30.000 biler og 120 busser. Alene busserne må kunne rumme lige så mange mennesker som togene!

Priserne for at køre med togene viser også tydeligt, at der er noget galt. Busser kan åbenbart køre kommercielt på nøjagtig samme strækninger til væsentligt lavere priser – og så er der ikke taget højde for statens årlige milliardtilskud til DSB.

Hvis nogen skulle tro, at prisen ikke er særligt vigtig, men at f.eks. miljøet bør tælle med, så er svaret, at der næsten altid er direkte proportionalitet mellem prisen på en vare og dens fodaftryk på miljøet. Og hvis det ikke skulle være tilfældet, så er der en enorm vilje hos politikere af alle farver til at beskatte varen så meget, at skatten i hvert fald svarer til varens miljøskadelighed.

Hvis man vil gennemføre en reduktion af rejsetiderne med tog fra København til Aarhus med nogle relativt få minutter, så skal den investering jo også tælle med som en miljøbelastning. Der går rigtigt megen natur med i købet, når en bro skal smadre sig vej over Vejle Fjord for at spare 8 min pr. passager (dog undtaget de passagerer, som nu ikke længere kan stige af i Vejle by).

Og iøvrigt er det jo under alle omstændigheder sådan, at rejsen mellem 2 stationer ofte kan være den mindste del af turen. Busserne og lokaltogene i begge ender tæller ofte ganske pænt med i opgørelsen.

Det er en enorm fordel, at togfonden har vist sig at mangle penge. Så får man da en chance for at tænke på ny. Men den bedste løsning er ikke, at pengene skaffes fra andre kasser. Den rigtige løsning er at skrotte togfondens projekter.

En invitation til korruption.

Korruption er ikke særlig udbredt i Danmark! Det plejer vi i hvert fald at rose os af. Og det er muligvis også sandt, når man sammenligner med andre lande.

Men det er ikke en position, man bare automatisk beholder. Det betyder dog ikke, at man skal “altid tænke derpå og altid tale derom”. Det ville være overdrevet. Også selv om det med korruption er som med alle andre forbrydelser, nemlig at bare et enkelt eksempel er et for meget.

Lige idag strejfede tanken mig dog. Og det skyldtes, at jeg så en uskyldig overskrift om et grundkøb, hvor manchetten så lød, at køber vil bygge lige præcis det antal kvadratmeter, som lokalplanen tillader. Og det er vel ikke så mærkeligt. For hvis man køber for at sælge videre, så vil man jo forsøge at optimere sin fortjeneste, og det indebærer oftest det tættest mulige byggeri. Sådan har det altid været, og det er vist uforanderligt.

Men det åbner nogle muligheder.


Hvem bliver korrupte?

Traditionelt forbinder man korruption med politikere, men det er kun sandt, når politikerne kan uddele de fordele, som kunne lokke nogen til at betale bestikkelse. I Folketinget er det næsten udelukkende Trafikudvalget og Forsvarsudvalget, der træffer beslutninger om så konkrete kontrakter, at de er i fare for at blive udsat for og lade sig lokke af sirenesangen.

Risikoen er langt større i kommunerne, hvor de folkevalgte er langt tættere på, hvordan pengene skal bruges. Tættest på de lukrative kontrakter er embedsmændene, men den enkelte ansatte har til gengæld sjældent helt så mange forskellige kontrakter inde på livet. Og modsat politikerne, så har de en fast livsvarig løn og pension at miste.

Hvor meget koster det?

En underlig bagvendt konsekvens af fraværet af korruption er, at når den forekommer, så er bestikkelsen oftest ganske beskeden – så beskeden at det falder helt ned i bagatellerne. Lidt wienerbrød til kontorets morgenkaffe om fredagen kan være tilstrækkeligt til at sikre en leverandør goodwill nok, til at kontrakten går igennem. Eller måske blot et løfte om, at en butik vil bringe sine varer ud med økologiske cykler.

Hvor er incitamenterne størst?

Men tilbage til byggesagerne. For hvis fortjenesten på en grund er direkte proportional med byggeretten, så er prisen på grunden det også. Et eksempel på det er, at Københavns Kommune for tiden behandler et forslag om at ændre planerne for posthusgrunden i Bernstorffsgade. Det er 10.000-vis af hundedyre kvadratmeter det handler om. Og det besluttes af en lille håndfuld politikere og embedsmænd.

Det ville være åbenlyst strafbart at beskylde dem for korruption, og jeg har ingen anelse eller formodning for det. Men invitationen er til stede.

Hvad betyder høj bebyggelsesprocent for naboerne?

Høj byggeret på én grund betyder ofte samtidig, at værdien af byggeri på andre grunde falder. Hvem har lyst til at bo i evig skygge og uden udsigt? Men så længe bebyggelsesprocenter er noget, som kommunen beslutter, så er det aldeles gratis for en bygherre at genere sine naboer. Og desto flere penge er der at tjene på en forhøjelse af byggemulighederne. Så invitationen bliver mere åbenbar.

Hvordan kan man bekæmpe korruption?

Korruption i byggesager er nemmest at komme til livs, hvis man kræver, at en bygherre skal købe retten til en højere bebyggelsesprocent af sine naboer. Samtidig får man sat pris på deres udsigt og lysbehov. At afgøre den slags klager gøres ellers mest retfærdigt med et raflebæger, så hvis man kan lade bygherrerne handle sig til fred, er det langt at foretrække.

Og samtidig mindsker man mulighederne for korruption betragteligt.

Så lidt mere marked og lidt mindre kommune er måske værd at overveje.

Pengene fosser ud af statskassen … også til Peter Loft.

Det bliver en dyr historie for skatteyderne, at Thor Møger ville af med sin departementschef, Peter Loft. Faktisk så dyrt, at man andre steder nok ville have fået en påtegning fra revisionen.

Om Loft var en dygtig chef, der efterlod et ministerium i god orden, kan jeg ikke sige. Det er jo i hvert fald sikkert, at den ledelse, der kom i hans sted, ikke har formået at undgå fejl i massivt omfang. Men det er en anden historie.

At Kinnock-sagen var anledningen til at Loft røg, ved vi jo alle. Men det var ikke den begrundelse man brugte for at sende ham hjem. I den forbindelse sagde man, at der var behov for fornyelse. Og hvis det virkelig havde været den sande begrundelse, så ville det også have været fair nok.

Traditionen er, at en minister altid og uden forklaring kan afskedige en tjenestemand, såfremt han ikke længere har tillid til ham – en diskretionær afskedigelse. Der skal ingen begrundelse gives. Det koster bare noget. Tjenestemanden skal have en livslang pension, som beregnes ud fra antallet af ansættelsesår. Og han bevarer pensionen uanset om han får ny stilling, så længe han bare holder sig fra staten som arbejdsgiver.

Noget andet er det, hvis man nedlægger hans job. Hele fundamentet med tjenestemænd er, at der er tale om stillinger af så central betydning for staten, at de principielt set aldrig skal nedlægges. Hvis man så gør det, så har staten en pligt til at finde medarbejderen et nyt tilsvarende job. I mellemtiden sendes medarbejderen hjem med “rådighedsløn”, det der i gamle dage hed ventepenge. Rådighedsløn er fuld løn i en periode på 3 år, og dernæst overgår man til pensionering, ligesom ved en diskretionær afskedigelse.

I hvert fald når der ikke er tale om topchefer, så fører disse – tilsyneladende udmærkede – regler til, at man lægger et voldsomt pres på den ansatte i det syndige håb, at han selv siger op. Eller at han begår en dummert, så han kan opsiges af andre grunde, uduelighed, samarbejdsvanskeligheder eller lign. For så forfalder pensionen først, når han bliver gammel, og dermed sparer man beløbet i de mellemliggende år.

I forhold til de regler er Lofts afskedigelse absurd – set med skatteyderøjne.

Man postulerer, at hans stilling nedlægges, så han skal have løn i 3 år til. Det kan lade sig gøre, fordi man skaffede plads til hans afløser, ved at oprette en ekstra stilling, så ministeriet havde 2 departementschefer. I fiktionens verden er afløseren altså slet ikke en efterfølger, men en kær kollega.

Set med bogholderøjne, så havde det eneste rigtige været at afskedige ham straks. I så fald havde han fået pension under hele sagen og det ville han selvsagt også skulle have fremover. Men forskellen på løn og pension i alle årene havde man da sparet. Og man ville ikke skulle tælle løn i en ekstra rådighedsperiode med, når man skulle beregne hans anciennitet og pension.

Den tur Loft har været igennem med mange års usikkerhed, med en de facto bortvisning fra alle hans kontakter gennem et langt arbejdsliv og uden mulighed for at komme igang med noget nyt så længe undersøgelseskommissionen arbejdede (Gid fanden havde den slags omsvøbsdepartementer!) er på mange måder en urimelig belastning af et menneske. Navnlig har det været slemt, fordi man hele tiden har opretholdt en fiktion om, at hvis kommissionen frifandt Loft, så var han stadig departementschef.

Ved at opretholde den fiktion har man fuldstændig spærret mandens muligheder for at komme i gang med noget nyt. Og den samme løgn skal altså nu koste nogle millioner i ekstra omkostninger. Det er ikke tilfredsstillende.

Fribolig til statsministeren?

Der er sagt mange onde ting om Skat igennem den seneste tid. Enkeltsager med trusler og afpresning, urigtige ejendomsvurderinger, opkrævning af forældede krav, ukontrollerede udbetalinger til svindlere o.s.v.

Hidtil har sagerne primært handlet om forholdet mellem de opkrævende myndigheder og borgere. Derimod har Skats ministerium (departement) indtil nu været i stand til holde sig gode venner med de politikere, som i sidste ende bestemmer over Skat. Faktisk er man i Skat gået så langt for at skabe sig venner, at en statsministerkandidats ægtefælle fik en ganske særligt god behandling. Desværre overså man, at det skabte en vis ulighed i forhold til andre menige borgere, som var i næsten samme situation som statsministerkandidaten og hendes mand. Og det var jo ikke så godt.

Men i det store og hele har man kunnet løse sine politiske opgaver og givet den bistand som en regering med rette kan forvente fra sine embedsmænd. Det går vist ikke længere.

Marienborgloven kan derimod blive en tue, som vælter læsset. Både for skatteministeriets ledelse og for regeringens chef. Det afhænger helt af, hvor effektivt oppositionen udnytter sagen.

Dårligt spin

På et tidspunkt hvor aviserne er fulde af historier om ældre mennesker, som på grund af stigende skatter må flytte fra huse, som de har både købt og betalt, så fremsætter man et lovforslag om, at en person, der får et hus stillet gratis til rådighed, ovenikøbet skal fritages for den i forvejen ekstremt lempelige skat på boligen, fordi han ellers ikke har råd til at flytte ind i det!

Forslaget kommer umiddelbart efter Carl Holst-sagen og begunstiger i første række en politiker, som ganske enkelt ikke kan tåle mere offentlighed omkring sin økonomi. Hvorfor har man forøvrigt ikke afventet vederlagskommissionens betænkning?

Man har stillet forslag om gyldighed fra fremsættelsestidspunktet, hvilket normalt kun er nødvendigt ved kriselove. Hvis nu oppositionen hænger sig fast i det ene punkt, og får det ændret. Kan de så fange statsministeren i at have brugt huset og skulle betale skat? Eller hvad nu hvis lovforslaget bare ikke når at blive vedtaget, f.eks. fordi regeringen falder.

Og hvorfor pokker har man forsøgt at gemme forslaget i en ændring af momsloven. Den slags sammenblanding af emner, der er uden sammenhæng, påser Justitsministeriet ellers strengt, ikke finder sted.

Alle andre lovforslag sendes i offentlig høring. Det er ikke sket her. Hvorfor mon?

Det ikke alene ser dumt ud; det er dumt. Og her standser det ikke! For det er ikke bare dårligt spin. Det er også dårlig skattepolitik.

Dårlig skattepolitik

Først og fremmest er det er usigeligt dårligt signal at sende til befolkningen, at skattelovene er så barske, at politikerne ikke selv ønsker at blive udsat for den behandling.

Anders Samuelsen kaldte nogle beske kommentarer om forslaget for misundelsespolitik og “ligemageri”. Men lighed for loven – og det var det kommentarerne handlede om – er ikke det samme som ligemageri.

Al skat forvrider økonomien, så det bliver umuligt at opnå Pareto-optimale forhold, og derfor er skatter skadelige. Sådan er det bare. Det er et faktum.

Nogen skatter forvrider imidlertid mere end andre. Og skattefri personalegoder er blandt de allerværste. Skoleeksemplet er hele erhvervet med mærkelige “team-building-kurser”, som udelukkende er opstået for at give arbejdsgivere en mulighed for at forære personalet skattefrie drukture.

Derudover er beskatningen af embedsboliger allerede lempelig.

Embedsboliger er jo traditionelt noget, som man finder hos staten og det store hartkorn. Præster, dommere, politimestre, skovløbere, fyrpassere og alle mulige andre havde embedsboliger. Og for at gøre stillingerne attraktive i forhold til andre jobs, så har den formelle husleje i mange år været sat temmelig lavt.

Og der er jo reelle ulemper ved at bo i andres huse. Der er det forhold, at man – uanset om man har pligt til at bo i huset eller frivilligt har accepteret at være der – er tvunget til flytte, når man forlader stillingen. Dermed har man mindre lyst til at indrette boligen efter egen smag og behov. Så derfor beskattes man kun af 90 % af markedslejen.

Hvis man så ydermere har pligt til at bo der, så man må finde sig i et hus med en anden størrelse, stil og beliggenhed, end man selv ville have valgt, så giver det et yderligere fradrag på 20 % af markedslejen.

Er alt dette ikke er tilstrækkeligt, så har man endda en regel om, at højst 15 % af den ansattes kontante løn må gå til “husleje”. Den sidste regel er formentlig mest til gavn for præster, der til tider har meget store boliger på dyre adresser. I tilfældet med statsministerens brug af Marienborg indebærer det, at der maksimalt skal beskattes af 210.000, og set i forhold til beliggenhed og størrelse er det ikke alverden. Og det er vel at mærke indtægten og ikke skatten, som vil være en del mindre. Hvad betaler naboen mon i grundskyld og ejendomsværdiskat?

Og så er det selvfølgelig sådan, at man kun skal betale for selve boligen. Hvad der måtte befinde sig under samme tag af kontorer, konfirmandstuer etc, det hører ikke med. Den konfirmandstuefinte har man sådan set allerede anvendt på Marienborg.

Højesteretssagfører David gav jo ikke ejendommen til staten for at statsministeren skulle sove i karlekammeret og have indgang fra bryggerset. Men sådan er det blevet, for de gode værelser med de fine møbler er blevet ophøjede til repræsentation, og så er ministeren havnet, hvor tyendet boede på Davids tid. Men samtidig er der så ikke nogen skat at betale af de fine rum. (Den samme finte bruges i 10 Downing Street med en temmeligt sparsom privat lejlighed.)

Hvis man nu endelig i al stilfærdighed skulle have hjulpet Løkke, så kunne man have gentaget den finte og indrettet et ganske lille pied-a-terre, så der kun skulle betales skat af et kollegieværelse. Og så var man sluppet for diskussion.

Katten ude af sækken?

Marienborg er næppe et foretagende, som holder til alt for meget dagslys. Det er i bogstaveligste forstand en hvid elefant ligesom det lige så hvide kongeskib. Brugen deraf står ganske enkelt ikke mål med omkostningerne. Ingen statsminister har vist nogensinde udnyttet stedet efter intentionen. 

Og er det overhovedet rimeligt at lade huset stå gabende tomt? (“I en tid med boligmangel” – som Pelle Dragsted garanteret ville sige.) Er det i strid med boligreguleringslovens regler om ledige boliger?

Se det er en diskussion om misundelsespolitik og ligemageri, som Samuelsen kaldte det. Men den er svær at vinde hos Clement Kjærsgaard.

De ubrugte argumenter.

Min holdning er vist ikke svær at se, men retfærdigvis bør man også overveje, om der er argumenter den anden vej. Og det er der. Dem har Skatteministeriet bare ikke set og brugt i lovforslaget. Og det er da topmålet.

Umiddelbart er der for mig at se 2 anvendelige. For det første at statsministres ansættelsesforhold er så usikre, og at de i givet fald må flytte med dags varsel, så de er nødt til under alle omstændigheder at have en privatbolig stående ledig. Værdien af fri bolig er derfor helt underordnet, fordi de ikke har et sparet privatforbrug.

Og for det andet kunne man argumentere for at benytte stedet som en egentlig fast embedsbolig – og dermed ikke kun som sommerhus – fordi man på den måde måske kan spare omkostninger til sikring af skiftende statsministerhuse, kommunikationsveje, beskyttelse mod aflytning etc. Det ville i hvert fald lyde plausibelt.

Men det er jo ikke rigtig noget, som batter.

Konklusion

Alle de tænkende medlemmer af Venstres folketingsgruppe er travlt optagede af ministerposter. En del af de andre er måske nok lidt trætte af Løkkes privatøkonomi. Hvor megen støtte får han?

De andre borgerlige partier har nok accepteret lovforslaget på forhånd. Det tyder Samuelsens udtalelser på. Men det sjove var egentlig, at et antal af hans egne folketingsmedlemmer nåede at ‘like’ de beske kommentarer om loven, førend han fik markeret linjen. Kan hans parti, der repræsenterer skaffedyrene, som også er dem, der betaler skat af fri bil, telefon etc. stå ved den lov?

De konservative kan derimod sikkert godt og DF også.

Så det gennemføres måske nok, men det kommer da til at koste indrømmelser på andre spørgsmål fra en i forvejen svag regering.

Og for Skatteministeriets departement er det blot endnu en grund til at se frem til nedlæggelse og overførsel til Finansministeriets ressort.

Det skal nok blive en fest.