Synsfelts-forsnævring

Som man ser, praktiserede de gamle grækere ikke omskæring.

I forbindelse med en høring i folketinget, er der i øvrigt en hel masse ‘liberale’, som er begyndt at argumentere meget voldsomt for et forbud mod omskæring af drenge.

 Min første – men nok lidt mindre saglige – reaktion er, at der er tale om et vellykket stykke muldvarpearbejde fra krypto-islamofoberne.

Mere væsentligt er nok, at det kan undre, at mennesker, der så er så selvretfærdigt sikre på, at de har voldsomt gode og rationelle argumenter for deres synspunkter, samtidig mener, at det er nødvendigt at bakke disse synspunkter op med et forbud. Man skulle da ellers tro, at hvis noget bare var tilstrækkeligt indlysende og rigtigt, desto mindre behov ville der være for lovgivning.
 

Lad mig komme med en lille sammenligning. Der er rigtigt gode argumenter mod brug af temmeligt mange euforiserende stoffer, men alligevel er der da ingen tænksomme mennesker tilbage, som ikke går ind for liberalisering i en eller anden grad.
 

Det samme gælder lavaldre for køb af tobak, spiritus, samt lovligheden af prostitution.
 

Et kulturfænomen med mange tusinde år på bagen skal ikke udryddes ved forbud og straf, der fører til en illegal subkultur. Antallet af semitiske børn med patologisk – og dermed behandlingskrævende – forhudsforsnævring vil eksplodere. (Det vil givetvis også vise sig at være en stærkt arvelig lidelse!)
 

Nu er lidelsen ikke til stede i mine gener, og det ligger ikke til min religion at gøre, så jeg gider ikke sætte mig ind de fysiologiske spørgsmål, men jeg er overbevist om, at hvis de nyfødte børns fædre har følt sig læderede eller oplevet komplikationer blandt deres bekendte, så er de kloge nok til ikke at påføre deres egne sønner risikoen.
 

At være liberal handler om at tro på, at andre mennesker er nøjagtigt lige så kloge, omsorgsfulde og retsindige, som man synes, at man selv er. Det er vanskeligt at fastholde, men det er værd at fastholde.

Hellere sikkerhed end..?

For nylig skete det for første gang i mit liv, at der blev skudt i en dansk retssal. Det gik ikke ud over dommeren, men derimod over modparten, der blev livsfarligt såret, og det kostede hans advokat livet. Og det var jo mildest talt ikke så godt.

Vold i retssale er heldigvis en ganske sjælden foreteelse, og det skal det helst blive ved med at være. Det modsatte synspunkt ville nok være ret svært at indtage. Men det hører med i billedet, at risikoen for at en bankansat udsættes for et røveri, er mange, mange gange højere end risikoen for overfald på dommere og fogeder.

Hvilken vold ser man?

De typiske episoder er fangeflugt, og selv om det også gør ondt at blive slået ned eller truet af en flygtende fange, så er volden trods alt et accessorium til det egentlige formål, at undkomme. Ophidselse og lidt knubbede ord er nok ikke helt sjældent, men trods en til tider øretæveindbydende emsighed i min tid som inkassostudent, så oplevede jeg aldrig problemer i fogedretterne, som ellers nok er de mest turbulente. Den sidste sag var en højspændt sag om forældremyndighed. Der kunne skyderiet ligeså godt være sket alle mulige andre steder.

Hvor er niveauet nu.

På trods af de ganske få episoder, så er der i min tid (de seneste ca. 25 år) sket en betydelig oprustning i bevogtningen af retssager. Det er efterhånden snarere undtagelsen end reglen, at retssager mod rockere, narkohandlere og diverse terroristspirer omgives med politi i skudsikre veste og med maskinpistolerne frit fremme.

Om magtopbuddet er af præcis den nødvendige størrelse, eller om der måske har været for meget, det kan ingen nogensinde sige, men man kan jo overveje det. For lidt kan der i sagens natur ikke have været tale om. Hvis man spørger politiet vil de nok mene, at hellere en betjent for meget på vagt end en for lidt. Og dommerforeningens formand lød lidt i samme retning, da han udtalte sig.

Men er det nu også rigtigt?

Hvad koster det.

Sikkerhedsopbuddene har en pris, og kunne vi have fået noget bedre i stedet? Der er i virkeligheden 2 priser, som betales. Den ene er nogle penge, som kunne have været sparet eller brugt til andre gode sager. Den anden pris handler om, hvordan vi oplever domstolene. Underbygger magtopbuddene deres legitimitet, eller bliver den undergravet.

Samtidig skal man være opmærksom på, at det er en dyr sport, når dusinvis af betjente skal sættes til at lave absolut ingenting i ugevis. Tilstedeværelsen af en vagt ved indgangsdøren kræver 2 på arbejde hver dag for at dække pauser. For at dække ferier, sygdom og efteruddannelse skal der også være en tredje. Så er vi temmelig hurtigt oppe på 1,2 til 1,3 mio. pr. retsbygning eller på landsplan en 30-40 mio. Og pengene kan jo kun bruges en gang. Man skal aldrig bruge penge uden at overveje, hvad alternativet er.

Hvem er imod?

Man skal lige erindre, at i det offentlige er der ikke nogen kræfter, der trækker i retning af lavere sikkerhedsopbud. I en privat virksomhed vil man altid skulle overveje, hvorledes kunderne vil opleve det – ikke at det altid nødvendigvis fører til et realistisk sikkerhedsniveau. Men det er i hvert fald sådan, når man ikke er afhængig af, at kunderne frivilligt kommer til en, så kan man gå helt ud ad tangenten.

Som forsvarsadvokat følte jeg forøvrigt altid, at det var en belastning, når der var bevogtning. Det stemplede altså på forhånd den tiltalte som en værre en, men det er naturligvis bare en sidebemærkning.

Den skjulte begrundelse.

Der er en aldrig omtalt faktor, der nok ofte er væsentlig som begrundelse for mere ‘sikkerhed’, nemlig at en organisation kan bekræfte sin selvopfattelse af egen utrolige betydning, ved at ved at isolere sig bag metaldetektorer, vagter og adgangssluser. Man kan kort sagt puste sit ego op.

Et utroligt sigende eksempel er Folketinget. Det er ikke ret mange år siden, at man fuldstændig frit kunne vandre ud og ind af dørene og gå rundt og kontakte folketingsmedlemmer. I forbindelse med et valg i 80’erne havde jeg fornøjelsen at hjælpe en amerikansk journalist, der var fuldstændigt himmelfalden over, at han kunne få interviews med partiledere blot ved at banke på deres kontordør.

Sådan er det mildest talt ikke længere, selv om den episode der har udløst ændringen, var så relativt harmløst som kast med rød maling. (Og at gerningsmændene var inviteret indenfor af et folketingsmedlem hører nok også med.) For det menige folk er der nu en kontrol, der er lige så restriktiv som i en lufthavn. Den er faktisk værre end i Parlamentet i England, der ellers har været udsat for rigtige terrorhandlinger begået af IRA.

Og efter Breivik har man i tillæg dertil spærret Christianborg af for gennemkørsel med uendelige mængder af tonstunge sten. Det er ikke alene overkill, det skaber også distance.  Og som noget rigtigt sjovt, så gælder reglerne stadig ikke for personalet – som erfaringen jo viser, er de virkeligt farlige.

Men det virker imposant!

Den vigtigste sikkerhedsforanstaltning.

Det er måske ikke pænt at sige, men hvordan det enkelte menneske reagerer på andre er bestemt ikke uden betydning. Inden episoden for nylig var det i min levetid sket én gang sket, at en dommer var blevet truet i retten af en bevæbnet mand. Det gik ud over en kvindelig landsdommer, der i sin fritid sikkert var god mod både børn og dyr, men når jeg oplevede hende på dommerbænken, så var hun i bedste fald en irriterende krampe. I hendes øjne var jeg sikkert så ubetydelig, at hun end ikke overvejede at gengælde følelserne.

Og min første reaktion ved sidste episode, da Lindholts navn blev bekendtgjort, var da også, at det vel egentlig ikke var så mærkeligt. Han tog den slags hårdknude-sager, og han havde intet imod at stå stejlt på sit synspunkt.

Dermed ikke sagt, at der skal være fri jagt på irriterende mennesker, eller at de selv er ude om det; så ville jeg selv jo ikke være blevet så gammel, som jeg efterhånden er. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at det enkelte menneske med sin egen adfærd kan gøre en hel del for at dæmpe gemytterne.

Og det element risikerer man at glemme, når man forlader sig på fysiske foranstaltninger. Det var måske klogere at uddanne sit personale. Og man får måske mere sikkerhed for pengene.

Min mening

For at sige det ligeud, så er det muligt, at der en gang hvert tyvende år bliver begået alvorlig vold mod nogen i retten. Men hva’ så? I det store billede er det ligegyldigt og det skal ikke føre til at man undergraver domstolenes position i samfundet. Og jo mere domstolene opfattes som en naturlig og åben del af samfundet, desto højere grad af respekt vil de nyde.

Og så den korte version

I virkeligheden er mit lange budskab i øvrigt sagt meget kortere og smukkere af  en anden, nemlig i disse linjer fra Hans Hartvig Seedorfs “Der rider en konge..”:

Man spurgte mig ude: Hvor vover vel han,
en hersker, at færdes så ene?
Jeg svared dem: Han er vor frieste mand –
dog rider han aldrig alene.
Han skærmes blot ikke af vælde og magt.
Om kongen af Danmark står hjerterne vagt!

Aristoteles vinder altid til sidst!

Argumenterne mod frigivelse af priserne på andelsboliger holder ikke.

”Logikkens fader, Aristoteles ville græmme sig endnu en gang, hvis han så argumenterne mod frie priser på andelsboliger” lyder budskabet fra juristen Jens Frederik Hansen, der siden 2001 har beskæftiger sig intensivt med netop maksimalpriser på andelsboliger, og som bl.a. har været benyttet som sagkyndig af Folketingets boligudvalg, ligesom han har bidraget til talløse artikler om emnet (senest Børsen og Berlingske om Grøndalsvænge).

Argumenterne, der har været fremført af bl.a socialdemokraterne og Curt Liljegren fra Boligøkonomisk Videncenter samler sig i 2 hovedgrupper, nemlig at frie priser vil være ensbetydende med højere priser, og at det vil føre til ghettodannelser.

Hertil kommenterer Jens Frederik Hansen:

“Kort fortalt kan man tænke sig 2 situationer på boligmarkedet. Enten sælges andelslejligheder under maksimalprisen og så vil en lovændring bare betyde, at loven kommer til at svare til virkeligheden. Det medfører selvsagt ikke forøget risiko for ghettodannelse – for så skulle vi jo allerede have set det ske!

Alternativt sælges lejlighederne til maksimalpriserne og dermed efter ventelister. I den situation skal man netop bekymre sig om ghettodannelse, for man kommer jo kun på ventelisten, hvis man kender nogen, der har set et billede af Tordenskjold. Så ventelister medfører altså en meget snæver rekruttering af nye beboere, og det er jo netop det, man betegner som ghettodannelse.

Argumentet om de højere priser er et ‘Lord Nelson-argument’, hvor man indsnævrer sit synsfelt så meget, at det bliver misvisende. Boligmarkedet består jo af andet end andelsboliger. De nye på boligmarkedet og de svage er typisk ikke dem, som står øverst på ventelisterne, så de bliver faktisk tvunget til at købe dyre ejerlejligheder i stedet. Maksimalpriser betyder altså, at man reelt presser de svage væk fra andelsboligerne. Og det svarer jo ikke lige til skåltalerne om billige boliger til jævne mennesker.

Prisstigninger på andelsboliger vil derfor modsvares af, at andre boliger – ejerlejligheder og i princippet også udlejningslejligheder – vil falde i pris. På den måde gavner man ‘de almindelige mennesker’ mere med frie priser end med maksimalpriser.”

Ovenpå den forklaring tilføjer Jens Frederik Hansen: “Aristoteles vinder altid til sidst!”

Mads Holger Nørgaard Madsen som folketingskandidat!

Man spørger uvilkårligt sig selv, hvordan dette kunne ske. Det konservative Folkeparti har slået sine egne rekorder i højtråbende – men fuldstændigt ligegyldige – folketingskandidater.

Selv Paula Larrain – som han vist har været eller er gift med – havde flere politiske budskaber.

Man kan naturligvis komme med endnu en let henkastet bemærkning om endnu et skridt på skråplanet og selvmordstrang, men det ville da være mærkeligt i et parti, der netop forsøger at bevise sin overlevelsestrang.


Som midaldrende partisoldat får jeg en mistanke om, at vi snarere ser en af konsekvenserne af, at det er de enkelte opstillingskredse, der vælger den lokale folketingskandidat. Men en opstilingskreds er jo netop ikke en valgkreds. Det opstillingskredsen vælger, er én ud af en håndfuld kandidater, der alle er opstillet af samme parti, men som indbyrdes konkurrerer om partiets eventuelle mandat(er) i en større valgkreds. Til tider kan det medføre, at kampen blandt partiets forskellige kandidater bliver skarpere end bekæmpelsen af de andre partier.
 

Når man som kredsbestyrelse (efterfølgende som deltager i et opstillingsmøde) skal forberede sig på den konkurrence, så er en klassisk metode, at man konsekvent opstiller den mest medieliderlige person, man kan få øje på. Og så håber man, at der også er et politisk indhold.

Mangel på politiske evner gør ikke så meget, så længe partiet har en størrelse, så der vil være andre – mere politisk kvalificerede – i folketingsgruppen. Problemet bliver først rigtig slemt, når folketingsgruppen ikke længere er stor nok til, at de uduelige kan gemme sig i hjørnerne. Men jo mindre partiet er, desto stærkere er trangen til at benytte metoden og desto sværere vil det blive at gemme sig. 

 Måske er det derfor, vi ser dette utrolige knæfald for et hidtil uset lavmål i politiske kvalifikationer kombineret med et ego så oppustet og popsmart som en montgolfiere.

Midt i begrædelighederne er der dog altid en trøst. Den slags kandidater holder aldrig mere end et valg.

Post scriptum efter valget i 2015.
Den sidste sætning holdt ikke helt stik. Han holdt faktisk ikke til en hel valgkamp, førend han var strittet ud af partiet. Lidt overlevelsestrang var der dog.

Grimme ællinger skal da kanøfles

Grundlæggende finder jeg det uforskammet at kritisere en Benny Engelbrecht for, at han har sagt ja til at blive minister, selv om han kun har gået 9 år i skole.

I modsætning til nogle af os andre, der har rige evner, men måske ikke udnytter dem særlig godt, så har han fået ganske meget ud af sine forudsætninger.

Hvis man skal undre sig over noget, så er det egentlig, at han aldrig har følt behov for at supplere med yderligere formelle kvalifikationer, men det illustrerer måske bare, at de netop kun er formelle.

At jeg så er uenig med manden i stort set alt, at jeg betragter ham som en pop-politiker, og at han appellerer til et segment, som jeg hellere ville dø end tilhøre, er en anden snak.

Man kan bare ikke kritisere Folketinget for at være for ensidigt sammensat og samtidig gøre grin med en virkelig markant undtagelse – blot fordi han er en undtagelse.

%d bloggers like this: