Uanset om man spænder en bovlam krikke for en guldkaret, så bliver den ikke til en fyrig arabisk hingst. Det er ellers den øvelse Eva Smith forsøger at foretage i sin kronik om flygtninge og Tobin-skat i Jyllands-Posten den 19. januar.
Helt grundlæggende er der i kronikken tale om en rodet blanding med først en jeremiade om tidernes elendighed og sædernes forfald og dernæst et temmelig usammenhængende forslag om en “løsning” af problemet. At tilbagevise den slags sammenkog kræver imidlertid ofte lige så megen eller endog mere plads end den oprindelige artikel. Men lad mig dog forsøge.
Klagesangen
Indledningen er som nævnt en skønsom blanding af proportionsforvridende tilsnigelser, erindringsforskydninger og retoriske tricks. Når hun skriver om, at “langt de fleste gerne vil hjælpe mennesker i nød”, så er vandene allerede skilt mellem de, som er enige med hende, og så os hjerteløse. Det er bare for billigt.
Samtidig ignorerer udsagnet, at en del af den folkelige reaktion mod flygtninge nok skyldes en nagende tvivl, om de pågældende nu også er så nødstedte, og lidt skepsis i forhold til om helt så store bevillinger er strengt nødvendige for at tage mod dem. Der vil endog være nogle, som kan finde på at mene, at de hidtidige integrationsmetoder har været til større skade end gavn, og at man derfor må finde nye veje.
”En af de største udfordringer i hendes levetid” er et andet udsagn. Men Eva Smith er født i 1942, og selv om hun åbenbart ikke erindrer det, så var antallet af flygtninge i Danmark i 1945 mange, mange gange større. Og økonomisk er udfordringen med den seneste flygtningestrøm foreløbig langt mindre end prisen på en Storebæltsbro – selv hvis man opgør broen i 1988 priser. Dermed ikke sagt, at der er tale om småpenge, men det er dog næppe nok til, at “vort land, vor enhed som folk er ved at blive flået fra hinanden”.
Det kunne man måske have valgt at sige om den samlede udvikling siden importen af fremmedarbejdere tog fart i hendes ungdom og min barndom i 60’erne. Men så holder Eva Smiths udsagn om, at “vi er glade for vort samfund og vil gerne bevare det for os, vore børn og børnebørn” ikke, for samfundet er de gennem de sidste mange år undergået en accellererende forvandling, så der ikke længere er hverken Morten Korch, kakkelborde eller farseret hvidkål at bevare og videregive.
En arv er i sagens natur noget uforanderligt, men vort samfunds fineste karakteristikum er netop, at det hele tiden er i bevægelse. Og når man snakker om at lade nogen arve, så bør man vel også starte med at spørge de potentielle arvinger, om de har lyst til at modtage vore efterladenskaber. Tror Eva Smith virkelig, at næste generation vil betragte dette årti som højdepunktet af vestlig civilisation? Så skal man vist være temmelig glad for sig selv.
Hvis hun så virkelig mener, at landet er ved at spaltes i 2, så er det da ret underligt, at hun selv benytter sig af en skinger tone, som måske nok kan bestyrke egne proselytter i deres synspunkter, men som i hvert fald ikke medvirker til at dæmpe gemytterne.
Dertil kommer, at hendes verdensbillede er temmelig egocentreret. “Alle er enige om, at det er bedre at hjælpe i nærområderne”. Nogle af os kunne nok godt forestille os, at regeringerne i Jordan, Libanon og Tyrkiet har en afvigende holdning. Man kan rent ud sagt godt få den mistanke, at princippet om at hjælpe i nærområderne mest af alt er en floskel, der forener det sparsommelige med ønsket om færrest mulige tilvandrende.
Tobin-skat
Men nok om hendes klagesang. Det vigtigste er egentlig hendes forslag til, hvorledes man kan finansiere en løsning, nemlig den såkaldte Tobin-skat, der dog ikke har ret mange lighedspunkter med Tobins oprindelige forslag, og slet ikke med hans intentioner om at benytte en skat til at dæmpe udsving i valutakurserne. For Eva Smith er den bare en forhåndenværende pengemaskine.
Der er mange indvendinger mod en Tobin-skat. De vigtigste er de principielle, men de nemmeste at forklare er de rent praktiske.
Alene sandsynligheden for, at en kronik skrevet af en professor i straffeproces og offentliggjort i en dansk avis skulle få afgørende indflydelse på indførelsen af en verdensomspændende skat, giver jo mindelser om storhedsvanvid.
Og i betragtning af at man ikke under nogen omstændigheder vil få regeringerne i Singapore, London og Cayman Islands til at indføre en skat, som vil reducere beskæftigelsen i deres helt afgørende finanssektor, så virker forslaget unægteligt mere som et forsøg på at udstille Eva Smiths egen godhed end som noget, hun har tænkt dybt over. I øvrigt er der altid noget suspekt over de, som helst vil udøve godgørenhed med andres penge. Og Tobin-skatten handler jo primært om, at vælte byrden fra danske skatteydere over på andre landes indbyggere.
Det skatteniveau, som hun foreslår, er også mere drastisk end det ser ud ved første øjekast . 0,1 % lyder ikke af ret meget, men det er jo af værdien af den handlede genstand, ikke af fortjenesten. Skatten skal endda også opkræves, hvis transaktionen har medført tab. Og det er jo netop derfor, skatten angiveligt kan indbringe så store beløb.
Hvis Eva Smith tænker lidt tilbage i tid, så ville hun erindre sig, at vi engang havde en sådan stempelafgift på handel med aktier. Der blev grædt tørre tårer, da den blev afskaffet, for indtægten fra skatten var yderst beskeden. Og samme type erfaring havde svenskerne, da de forsøgte sig.
Men virkningerne af skatten er ikke beskedne. Og de vender for alvor den tunge ende nedad.
Optioner, futures og allehånde finansielle instrumenter har underlige, grimme navne, og deres kritikere hævder, at de ikke tilfører verden nogen værdi. Men det ændrer ikke ved, at de blot er forsikringer. Ikke forsikringer mod tyveknægte, men mod misvækst, valutakursudsving og andre hindringer for, at virksomheder kan koncentrere sig om deres egentlige formål. Tilfører forsikringer ikke verden værdi? Det kan nogen måske mene, for der blæser vel næppe færre tage af i stormvejr af den grund. Men prøv at spørge husejeren med det manglende tag, om hans forsikring har været værdiløs.
Tobin-skat vil mindske bruge af sådanne forsikringer, og det vil navnlig gå ud over dem, som har mest brug for dem. I en mere ideel verden ville den 3. verdens småbønder være storforbrugere af den slags, men de har desværre endnu ikke fået den nødvendige skolegang og adgang til kapitalmarkeder. Tobin-skat vil udskyde det tidspunkt, hvor det sker. Det er ikke særlig venligt mod de fattige.
Det egentlige problem
Noget har Eva Smith dog ret i. Det ser ud, som om en folkevandring fra verdens ustabile og fattige lande mod Europa er sat i gang. Om den kan – eller overhovedet bør – standses ved ydergrænserne for Schengen er et åbent spørgsmål.
Hvad enten man kan lide det eller ej, så er det i længden ikke holdbart med lukkede grænser. Dette er ikke en holdning, men et faktum. Danmark har haft love med et stop for indvandring siden november 1973, og lige siden er antallet af indvandrere steget.
Indvandring vil fortsætte, allerede fordi verden er blevet mindre, og flere danskere rejser ud og kommer hjem igen med kærester og børn.
Derfor er “åbne grænser, men lukkede kasser” i praksis den eneste mulighed. Selv hvis man kan gennemføre “halvåbne grænser” er presset sådan, at det vil kræve omfattende samfundsændringer for at sikre, at landets borgere (eller rettere: indbyggere) har mulighed for at opnå samme sociale tryghed, pensioner, skoler, sygehuse og meget, meget mere som idag. Det er de reformer, vi bør drøfte nu, så vort samfund forandrer sig lige så hurtigt, som verden omkring det.
Retorikken er i top, men tonen nok på grænsen af det acceptable i dette indlæg, der blev bragt som kronik Jyllands-Posten d. 28 januar 2016. Indholdet fejler dog ikke noget. At det blev sådan skyldes udelukkende, at Eva Smith serverede selvgodhed på marcipanbund med flødeskum og kirsebærsovs. Og som alle vil kunne forstå, så kan jeg ikke modstå den slags kage.
