Fribolig til statsministeren?

Der er sagt mange onde ting om Skat igennem den seneste tid. Enkeltsager med trusler og afpresning, urigtige ejendomsvurderinger, opkrævning af forældede krav, ukontrollerede udbetalinger til svindlere o.s.v.

Hidtil har sagerne primært handlet om forholdet mellem de opkrævende myndigheder og borgere. Derimod har Skats ministerium (departement) indtil nu været i stand til holde sig gode venner med de politikere, som i sidste ende bestemmer over Skat. Faktisk er man i Skat gået så langt for at skabe sig venner, at en statsministerkandidats ægtefælle fik en ganske særligt god behandling. Desværre overså man, at det skabte en vis ulighed i forhold til andre menige borgere, som var i næsten samme situation som statsministerkandidaten og hendes mand. Og det var jo ikke så godt.

Men i det store og hele har man kunnet løse sine politiske opgaver og givet den bistand som en regering med rette kan forvente fra sine embedsmænd. Det går vist ikke længere.

Marienborgloven kan derimod blive en tue, som vælter læsset. Både for skatteministeriets ledelse og for regeringens chef. Det afhænger helt af, hvor effektivt oppositionen udnytter sagen.

Dårligt spin

På et tidspunkt hvor aviserne er fulde af historier om ældre mennesker, som på grund af stigende skatter må flytte fra huse, som de har både købt og betalt, så fremsætter man et lovforslag om, at en person, der får et hus stillet gratis til rådighed, ovenikøbet skal fritages for den i forvejen ekstremt lempelige skat på boligen, fordi han ellers ikke har råd til at flytte ind i det!

Forslaget kommer umiddelbart efter Carl Holst-sagen og begunstiger i første række en politiker, som ganske enkelt ikke kan tåle mere offentlighed omkring sin økonomi. Hvorfor har man forøvrigt ikke afventet vederlagskommissionens betænkning?

Man har stillet forslag om gyldighed fra fremsættelsestidspunktet, hvilket normalt kun er nødvendigt ved kriselove. Hvis nu oppositionen hænger sig fast i det ene punkt, og får det ændret. Kan de så fange statsministeren i at have brugt huset og skulle betale skat? Eller hvad nu hvis lovforslaget bare ikke når at blive vedtaget, f.eks. fordi regeringen falder.

Og hvorfor pokker har man forsøgt at gemme forslaget i en ændring af momsloven. Den slags sammenblanding af emner, der er uden sammenhæng, påser Justitsministeriet ellers strengt, ikke finder sted.

Alle andre lovforslag sendes i offentlig høring. Det er ikke sket her. Hvorfor mon?

Det ikke alene ser dumt ud; det er dumt. Og her standser det ikke! For det er ikke bare dårligt spin. Det er også dårlig skattepolitik.

Dårlig skattepolitik

Først og fremmest er det er usigeligt dårligt signal at sende til befolkningen, at skattelovene er så barske, at politikerne ikke selv ønsker at blive udsat for den behandling.

Anders Samuelsen kaldte nogle beske kommentarer om forslaget for misundelsespolitik og “ligemageri”. Men lighed for loven – og det var det kommentarerne handlede om – er ikke det samme som ligemageri.

Al skat forvrider økonomien, så det bliver umuligt at opnå Pareto-optimale forhold, og derfor er skatter skadelige. Sådan er det bare. Det er et faktum.

Nogen skatter forvrider imidlertid mere end andre. Og skattefri personalegoder er blandt de allerværste. Skoleeksemplet er hele erhvervet med mærkelige “team-building-kurser”, som udelukkende er opstået for at give arbejdsgivere en mulighed for at forære personalet skattefrie drukture.

Derudover er beskatningen af embedsboliger allerede lempelig.

Embedsboliger er jo traditionelt noget, som man finder hos staten og det store hartkorn. Præster, dommere, politimestre, skovløbere, fyrpassere og alle mulige andre havde embedsboliger. Og for at gøre stillingerne attraktive i forhold til andre jobs, så har den formelle husleje i mange år været sat temmelig lavt.

Og der er jo reelle ulemper ved at bo i andres huse. Der er det forhold, at man – uanset om man har pligt til at bo i huset eller frivilligt har accepteret at være der – er tvunget til flytte, når man forlader stillingen. Dermed har man mindre lyst til at indrette boligen efter egen smag og behov. Så derfor beskattes man kun af 90 % af markedslejen.

Hvis man så ydermere har pligt til at bo der, så man må finde sig i et hus med en anden størrelse, stil og beliggenhed, end man selv ville have valgt, så giver det et yderligere fradrag på 20 % af markedslejen.

Er alt dette ikke er tilstrækkeligt, så har man endda en regel om, at højst 15 % af den ansattes kontante løn må gå til “husleje”. Den sidste regel er formentlig mest til gavn for præster, der til tider har meget store boliger på dyre adresser. I tilfældet med statsministerens brug af Marienborg indebærer det, at der maksimalt skal beskattes af 210.000, og set i forhold til beliggenhed og størrelse er det ikke alverden. Og det er vel at mærke indtægten og ikke skatten, som vil være en del mindre. Hvad betaler naboen mon i grundskyld og ejendomsværdiskat?

Og så er det selvfølgelig sådan, at man kun skal betale for selve boligen. Hvad der måtte befinde sig under samme tag af kontorer, konfirmandstuer etc, det hører ikke med. Den konfirmandstuefinte har man sådan set allerede anvendt på Marienborg.

Højesteretssagfører David gav jo ikke ejendommen til staten for at statsministeren skulle sove i karlekammeret og have indgang fra bryggerset. Men sådan er det blevet, for de gode værelser med de fine møbler er blevet ophøjede til repræsentation, og så er ministeren havnet, hvor tyendet boede på Davids tid. Men samtidig er der så ikke nogen skat at betale af de fine rum. (Den samme finte bruges i 10 Downing Street med en temmeligt sparsom privat lejlighed.)

Hvis man nu endelig i al stilfærdighed skulle have hjulpet Løkke, så kunne man have gentaget den finte og indrettet et ganske lille pied-a-terre, så der kun skulle betales skat af et kollegieværelse. Og så var man sluppet for diskussion.

Katten ude af sækken?

Marienborg er næppe et foretagende, som holder til alt for meget dagslys. Det er i bogstaveligste forstand en hvid elefant ligesom det lige så hvide kongeskib. Brugen deraf står ganske enkelt ikke mål med omkostningerne. Ingen statsminister har vist nogensinde udnyttet stedet efter intentionen. 

Og er det overhovedet rimeligt at lade huset stå gabende tomt? (“I en tid med boligmangel” – som Pelle Dragsted garanteret ville sige.) Er det i strid med boligreguleringslovens regler om ledige boliger?

Se det er en diskussion om misundelsespolitik og ligemageri, som Samuelsen kaldte det. Men den er svær at vinde hos Clement Kjærsgaard.

De ubrugte argumenter.

Min holdning er vist ikke svær at se, men retfærdigvis bør man også overveje, om der er argumenter den anden vej. Og det er der. Dem har Skatteministeriet bare ikke set og brugt i lovforslaget. Og det er da topmålet.

Umiddelbart er der for mig at se 2 anvendelige. For det første at statsministres ansættelsesforhold er så usikre, og at de i givet fald må flytte med dags varsel, så de er nødt til under alle omstændigheder at have en privatbolig stående ledig. Værdien af fri bolig er derfor helt underordnet, fordi de ikke har et sparet privatforbrug.

Og for det andet kunne man argumentere for at benytte stedet som en egentlig fast embedsbolig – og dermed ikke kun som sommerhus – fordi man på den måde måske kan spare omkostninger til sikring af skiftende statsministerhuse, kommunikationsveje, beskyttelse mod aflytning etc. Det ville i hvert fald lyde plausibelt.

Men det er jo ikke rigtig noget, som batter.

Konklusion

Alle de tænkende medlemmer af Venstres folketingsgruppe er travlt optagede af ministerposter. En del af de andre er måske nok lidt trætte af Løkkes privatøkonomi. Hvor megen støtte får han?

De andre borgerlige partier har nok accepteret lovforslaget på forhånd. Det tyder Samuelsens udtalelser på. Men det sjove var egentlig, at et antal af hans egne folketingsmedlemmer nåede at ‘like’ de beske kommentarer om loven, førend han fik markeret linjen. Kan hans parti, der repræsenterer skaffedyrene, som også er dem, der betaler skat af fri bil, telefon etc. stå ved den lov?

De konservative kan derimod sikkert godt og DF også.

Så det gennemføres måske nok, men det kommer da til at koste indrømmelser på andre spørgsmål fra en i forvejen svag regering.

Og for Skatteministeriets departement er det blot endnu en grund til at se frem til nedlæggelse og overførsel til Finansministeriets ressort.

Det skal nok blive en fest.

Demente uden værger

I slutningen af april 2015 kunne man i JP læse om en hjemmehjælper, der ikke kunne hjælpe sin demente klient med de ubetalte regninger. For det må hun ikke.

Det er muligt, at kommunen har givet hende den instruks. Hendes kommunale chef tror nok selv på instruksen. Det kan også godt være, at lovgivningen umiddelbart ser sådan ud. Og det er helt givet, at kommunen kan finde på at fyre hende, hvis hun overtræder instruksen.

Men alt det der er bare ikke god jura. Jura handler jo om at løse problemer. Og derfor er retstilstanden heller ikke, som hjemmehjælperen er blevet bildt ind.

Løsningen ligger i de uskrevne – men helt alment anerkendte – regler om ‘uanmodet forretningsførelse’. Dansk aftalerets ‘grand old man’ Henry Ussing antager f.eks. klart, at det er lovlig indgriben i andres forhold, hvis man sørger ind for at forhindre væsentlig skade såsom ophævelse af et lejemål.

Man løber selvsagt en vis risiko, når man griber ind i andres forhold. Først og fremmest den risiko, at man ikke får sine udgifter til hjælpen betalt. Så man skal naturligvis tænke sig om.

Men foreløbig må man imidlertid konstatere, at hjemmehjælperen er en bedre jurist og har mere omtanke end de faguddannede på rådhuset, som har bildt hende en historie på ærmet.

En tilståelsessag

Det er sjældent, man ser nogen anerkende eget overmod med en sådan selvfølgelighed, som Lars Therkildsen udviste i sin kronik i Berlingske 22. sep. Intentionen var selvfølgelig at skrive en smuk og rørende artikel om, hvor godt og fremsynet vore offentlige myndigheder agerer for at sikre os mod klimaforandringer.

Og for virkelig at vise, hvor hurtigt og effektivt man arbejder, så får vi en historie om, hvorledes man har genåbnet en række overløb fra kloakkerne til havnen. Det ord er virkelig værd at læse: »genåbnet«. Så sandheden er, at man gennem en lang årrække målrettet har lukket de dele af kloakkerne, som skulle sikre københavnerne mod oversvømmelser. I stedet har vi fået chancen for at beskue fotogene badenymfer på Islands Brygge.

Gad egentlig vide, hvad prisen har været pr. badegæst? Med skader på syv milliarder for en enkelt oversvømmelse, skal der mange badende til for at nå samme pris som i en svømmehal. Og så har vi slet ikke regnet anlægsomkostningerne med! Og man skal ikke have megen erfaring med erstatningsret, før man uvilkårligt spørger sig selv, om ikke man bliver erstatningspligtig, når man med vilje forhindrer kloakvand i at løbe i havnen og i stedet sender det direkte ned i folks kældre.

Det forhold er både relevant for de allerede skete skader, som er blevet betalt af forsikringsselskaber, og i endnu højere grad for de stakkels mennesker, som ikke længere kan tegne forsikringer.

I stedet for skåltaler om klimasikring, trænger vi københavnere vist til en alvorlig snak om, hvem der har beordret udførelsen af noget så hovedløst.

Bragt som ‘Dagens læserbrev’ i Berlingske Tidende 24. september 2014

Nattelarm i København – årsag og virkning

“Nu er det slut med nye natbevillinger i København,” trompeterede Politiken forleden. Synspunktet var, at flere bevillinger vil give endnu mere larm i gaderne, så fremover vil nye bevillinger kun blive givet med åbningstid indtil kl. 24.

Men holder det synspunkt?

I København har en ret stor del af byens værtshuse bevilling til at holde åbent til kl. 5 morgen. Sådan har det ikke altid været, men der var faktisk rigtig gode grunde til at man i sin tid – i min ungdom – udvidede åbningstiderne.

For det havde vist sig, at nattelarm og anden uro ikke stammede fra gæster inde på værtshuse, men fra gæster som i flok bevægede sig rundt mellem værtshuse. Derimod larmer de ikke så meget, når de hver for sig eller i mindre grupper går hjem. Så det eneste rigtige var naturligvis at give dem mulighed for at blive længst muligt på samme værtshus.

I forhold til den gang er der ét væsentligt forhold, som er ændret: Rygeloven.

Når én gæst skal ud at ryge, så stryger resten af flokken med, for rygerne er notorisk de morsomste i selskabet. Og så har man en situation, hvor en masse mennesker står og konverserer ganske højlydt på gaden. De tager også glas med ud, så pludselig bliver der flasker og skår i rendestenen. Og de får sandelig også langt mere lyst til at vandre hen til det næste sted.

Beværtningernes muligheder for at holde orden slutter ved gadedøren, så dem kan man ikke bebrejde noget. Ansvaret for nattelarm og ballade skal lægges på en lov, som skulle moralisere overfor borgerne, men som i stedet bare fører til, at de ændrer adfærd.

Stop for nye bevillinger løser på ingen måde problemet, som er fuldstændig uafhængigt af antallet af bevillinger. Snarere tværtimod. Jo flere værtshuse, der er at søge ind på, desto færre grunde til at stå på gaden – hvis man altså ikke lige skal ud for at ryge!

 

Forfatteren er også ryger – men vælger med omhu Musen og Elefanten

 

Farvergadesagen I – dommens juridiske grundlag

Det blev en af de korte domme, da Københavns Kommune 17. juni fik Højesterets ord for, at kommunen havde hævet ca. 60 millioner for meget i statskassen.

Der fulgte dog en regning på 1 1/4 million til statens advokat med. Dertil kommer det samme beløb til kommunens egen. Og det er oveni de 7,4 millioner, som kommunen betalte for 1 instans – altså samlet set pænt over 15 % af det beløb parterne var uenige om.

Interessen ved dommens juridiske side er egentlig ikke så stor. Det er snarere spørgsmålet om det politiske systems reaktion, der påkalder sig interesse. For det første er det en relativ nyhed, at offentlige myndigheder lufter deres interne stridigheder ved domstolene.

For det andet kan man se sagen som en illustration af, hvordan kommunerne egentlig styres.

Men lige nogle ord om juraen. Reglerne på beskæftigelsesområdet er blandt de oftest ændrede i dansk lovgivning, men dengang var hovedreglen, at staten betalte kommunerne 35 % af udgifterne til kontanthjælpsmodtagere. Det beløb kunne man så få hævet til 65 %, hvis ellers kommunen – sammen med borgeren – udførte en ekstra indsats for at få den ledige i beskæftigelse. Den indsats skulle bestå i 25 timers ugentlig aktivering.

Der var tale om en gulerod til kommunerne. Mine børn har en gulerod kaldet ‘lommepenge’, men de rydder kun det op, som er absolut nødvendigt for at få udløst dem. Og kommuner er ikke ret meget anderledes.

Hvad er så aktivering? På den ene side må det stå klart, at der ikke kan være et krav om mandsopdækning med en kommunalt ansat jobkonsulent 25 timer ugentlig, for så vil ordningen bestemt ikke fungere som en gulerod. Men kommunens indsats skal på den anden side afspejle den øgede refusion.

Ledige kan kun få kontanthjælp, hvis de er jobsøgende. Så den betingelse skal naturligvis være opfyldt, for at kommunen kan få de første 35 % refusion. Og for at nå op på de 65% skal kommunen (og den ledige) levere ‘noget mere’. I stedet for blot en indsats, skulle der være tale om en ‘aktiv indsats’. Det kunne også beskrives som 25 timers yderligere struktur og mening med tilværelsen for de ledige.

(Det er fristendende, men sproglige kommentarer om begrebet ‘passiv indsats’ er formentlig unødvendige overfor min læserskare.)

Det København tilbød var et enkelt ugentligt fremmøde hos en sagsbehandler, kontrol af om den ledige havde udfyldt en jobsøgningsdagbog og intet andet. De 23½ time skulle så bestå af hjemmearbejde – evt . brug af computer i kommunens lokaler. I nogle tilfælde blev der dog suppleret op med forskellige kurser andetsteds. Og dette fik kommunen med egne ord beskrevet som et ‘kombineret intensivt aktivt forløb’

Der er et tydeligt misforhold mellem 25 timer og 1½ time. Det misforhold bliver ikke mindre, hvis det virkelig forholder sig som nævnt et enkelt sted i dommen, at de 1½ time er den tid, som den kommunale medarbejder brugte på samtalen, inclusiv forberedelse og jornalskrivning, medens den ledige kun var tilstede til en samtale på ca. ½ time!

På den baggrund kan dommens resultat ikke undre. Dommen er en ufatteligt simpel forklaring (nogle ville sige fortolkning, men det er det samme) af lovgrundlaget og en endnu enklere konstaring af, at betingelserne for at opfylde loven ikke er bevist.

Underligt er det derimod, at sagen blev ført, at den var blevet anket, og at det var en enstemmig borgerrepræsentation, der ankede.

Derom mere i næste kapitel.

%d bloggers like this: