Kategori: Medie

Udgivet den

Tvungen opsparing

Her er endnu et “dagens læserbrev” fra den Berlingske avis, bragt søndag d. 9. september:

Solidaritet eller ikke solidaritet
I betragtning af, hvor salvelsesfuldt socialdemokrater kan fremsige ordet “solidaritet” i alle mulige og umulige sammenhænge, så er det egentligt imponerende, hvilken mangel på solidaritet partiets borgmestre kan udvise indbyrdes.

Københavns overborgmester står overfor det lille problem, at man i de kommende år får flere penge i kassen, end man med rimelighed kan bruge (og end regeringen tillader, at kommunen bruger). Men det får ham end ikke til at overveje at sætte skatterne ned, for han er selvsagt bedre til at spare op end borgerne selv.

Historisk set er det en temmelig tvivlsom tankegang. Selv om man ofte taler om, at nogen bruger penge som en fuld sømand på landlov, så plejer offentlige kasser med overskud at kunne følge ganske godt med. Det går måske ikke helt så hurtigt, men til gengæld er beløbene som regel ganske meget større end sømandens hyre.

Og man skal ikke have fattet ret meget teori om offentlige finanser, førend man kan forklare, hvorfor det må gå galt, når allehånde geskæftige interessegrupper presser på med deres små yndige projekter om bevarelse af gamle vandtårne, åer gennem Rantzausgade og deslige.

Men hertil kommer, at ved at fastholde en høj københavnsk skat, så forhindrer man, at andre kommuner kan kræve skatter ind til projekter, som de gerne vil gennemføre. Vi har ellers ofte nok hørt skrig og skrål om de trængte kommuner fra socialdemokraternes side, men hjælpe hinanden, det vil de i hvert fald ikke. Hvor er det smukt! Og hvor er det tankevækkende.

Én gruppe bør imidlertid være taknemlige for Frank Jensens holdning, og det er de vælgere i kommuner udenfor København, som nu kan slippe for skattestigninger. Som venstremand under jeg dem egentlig gerne den glæde, men da vi liberale nu alligevel altid skal skydes i skoene, at vi aldrig tænker på de svageste, så ville jeg oprigtig talt hellere have den skattenedsættelse selv.

Jens Fr.

Udgivet den

Elsker borgerne høje skatter

Hvis ikke de gør det, så bør de i hvert fald gøre det. Det var indholdet af en kronik i Jyllands-Posten ef en etnograf Karen Ellen Spannow, der havde den konstaterende overskrift “Høj skat er et borgergode”.

Min kommentar d. 7. september havde denne ordlyd:

En tynd hvidbog
Jyllandsposten bringer i dag (4. september) en kronik af Karen Ellen Spannow om fordelen ved høje skatter. At udfordre læserne med synspunkter, som kun et fåtal af dem deler, kan naturligvis være spændende, men det kræver en vis kvalitet i argumentationen.

Autoritetsargumenter er imidlertid de eneste som optræder kronikken, der i øvrigt er et referat af en “hvidbog” udarbejdet af en gruppe “danske topchefer i udlandet”.

Hvis man forsøger at finde “hvidbogen” på nettet (www.copcap.com/gwahvidbog), så opdager man hurtigt, at der er tale om en af den slags pamfletter, der udmærker sig ved at bestå af 28 sider, hvoraf de 4 går til bind og indholdsfortegnelse, 2 sider til rosende omtale af udgiverne og 4 sider går til et såkaldt “executive summary”. Da hele indholdet af dette summary også er optrykt i selve rapportens tekst, og der i øvrigt er lidt mere fyldstof, så giver det hele 12-13 A4 sider med stor skrift og pæne mellemrum til at argumentere.

En sådan grundig bearbejdning af det danske samfunds problemer må da aftvinge respekt – eller måske snarere despekt.

Brugt som gummistempler?
Og hvem er disse tænksomme erhvervsfolk så? Deres hjemmeside oplyser det ikke. Så hvorfor skal vi overhovedet fæste lid til dem? Har de overhovedet skrevet teksten eller er der tale om, at de lader sig bruge som gummistempel. Hvis man rent faktisk læser rapporten, taler meget for det sidste.

Hvis jeg nu påstod, at en gruppe indenlandske erhvervsfolk mente det stik modsatte (og dem skulle jeg såmænd nok kunne finde – og endda få dem til at optræde med navns nævnelse), ville fru Spannow så anse det for en troværdig argumentationsform. Forhåbentlig ville svaret være nej, men man kan jo have sine tvivl.

Meningsløst udsagn
Men tilbage til indholdet af denne lødige hvidbog, så er de fleste af sætningerne er af den forudsigelige type, såsom at Danmark skal have “verdens bedste velfærdssystem”. Som om nogen kunne være uenig deri! Men hvori består det så? Udsagnet er jo så generelt, at det er meningsløst. Helt interessant bliver teksten, når man tilråder, at “indføre en central kommunikationsafdeling for Danmark med inspiration fra Søværnets Operative Kommando”. Man tror da, det er løgn, men det står der.

Det væsentlige for fru Spannow er imidlertid, at erhvervsfolkene angiveligt vil bevare de høje danske skatter. Tja, sådan kan man overfladisk læse det, for som nævnt er teksten flere steder så vag, at den er intetsigende. Men der står også “Danmark har i dag verdens højeste skattetryk, hvilket .. har .. negative konsekvenser for landets konkurrenceevne og vækstmuligheder”. Det er jo ikke helt det samme som en blåstempling af et højt skattetryk.

Alt i alt må man konkludere, at når et faktuelt svagt fundament bruges af en ukritisk tænkende kronikør, så får man en ringe kronik. Det kan denne være et skoleeksempel på.

Jens Frederik

PS Endnu en gang tak fordi du tålmodigt har læst mig til ende.

Udgivet den

Kan Cepos tage fejl?

Henrik Christoffersen, der er forskningschef på Cepos, skrev en kronik i Berlingske om Den danske Model på arbejdsmarkedet, hvor han navnlig drøftede udfaldet af trepartsfohandlinger gennem tiden.

Det blev lidt ensidigt, syntes jeg. Det føltes dog også ganske meget som helligbrøde, at skrive en kritik deraf. Men det er nu alligevel også lidt befriende, at Cepos ikke helt har patent på eftertænksomhed og indsigt.

Så her er mit indlæg i den Berlingske avis: http://www.b.dk/kommentarer/skyd-ikke-kun-paa-fagbevaegelsen

PS Det er noget af en brøler, at jeg konsekvent har stavet Christoffersen forkert. Jeg syntes ellers, at jeg slog hans navn efter på Cepos’ hjemmeside (for at kunne sende ham en kopi).

Udgivet den

Boligpolitik – Liberal Alliance

Gennem mindst et årti har jeg som en ensom ulv tudet imod månen om boligpolitik, deriblandt også forsøgt at tude ørerne fulde på Ole Birk, der nu er LAs boligpolitiske ordfører. Det går faktisk længere tilbage, helt til Fogh Rasmussen trådte til. Lidt har Ole da lært, så han har skrevet et boligpolitisk oplæg, men det er nu ikke blevet specielt nytænkende. Derfor denne mildt kritiske kommentar i Børsen. Desværre lægger Børsen ikke den slags på sin netavis.

Brug for boligoprør

Det er rigtig længe siden boligpolitik har været sat på dagsordenen i Danmark. Folketingets boligudvalg er nok den mest anonyme skare politikere man kan pege på, og kun ganske få har en mening om boligpolitik. Og det selv om kun skat beslaglægger en større del af vore indkomster.

Så af den grund fortjener LA ros for at have lanceret et boligpolitisk oplæg. Men er udspillet liberalt i en sådan grad, at man ligefrem skal tage notits deraf. Det mener Børsen tilsyneladende og andre vil nok mene det samme. Navnlig kan man da forvente, at venstrefløjen vil fremhæve udspillet som ikke blot liberalt, men ultra-liberalt.

 Derfor kan der være grund til at hæfte sig ved udspillets mangler. For lejeboligerne er det største problem, at man ganske vist bekender sig til fri husleje, men vil indfase den over 20 år. Det er en længere indfasningsperiode end SF gik med til i midten af 60-erne (dengang blev det overhalet indenom af inflationen, og det sker nok igen). Derudover anerkender man det sædvanlige hokus-pokus om lejeren som den præsumptivt svagere part i kontrakten. Det burde liberale kunne gennemskue.

I forhold til den almennyttige sektor får man ikke gjort op med tanken om boligselskaberne som perpetuelle juridiske personer. Så længe ejerstrukturen består, får man det klassiske problem med “den døde hånd”. Kun en overgang til personlig ejendomsret til boligen (på linje med landbrugets overgang til selveje) kan løse de problemer. Der var Anders Fogh tættere på en løsning. Der tages heller ikke fat på boligselskabernes skattemæssige privilegier – herunder også den manglende generationsskiftebeskatning. Det kunne ellers bruges til at lette andre skattebyrder.

For ejerboligernes vedkommende ville det være rimeligt at genoverveje de voldsomme transaktionsomkostninger ved køb og salg, men det sker heller ikke.

Så alt i alt er udspillet måske nok mere liberalt end den hidtil førte politik. Men på en absolut skala er det ikke specielt liberalt. Faktisk læner en hel del sig op ad boligpolitiske strøtanker fra Anders Samuelsens gamle parti. Så det er måske i virkeligheden mest et oprør fra midten.

PS Titlen på LAs udspil er forøvrigt temmeligt tæt på overskriften på en af mine gamle kronikker i Politiken. Er det mon et “freudian slip”?

PPS Du burde måske læse de andre artikler på min boligside

Udgivet den

Liberalisme classic

Apotekermonopolets endeligt

Min 4 eller 5 x tipoldefader, Claus Seidelin, var apoteker i nærheden af et af de kongelige slotte. Det var slet ikke noget ringe indtægtsgrundlag, men det gav naturligvis anledning til tvister, da nogle lokale købmænd gav sig til at handle med importerede vine og spirituosa.

Dagens apotekermonopol er ikke helt så omfattende, men det er håbløst ude af trit med kundernes behov. Hvorfor skal der f.eks. altid være kø? Og hvorfor kalder de det rådgivning, når man lidt nedsættende bliver spurgt, om man ved, hvordan præparatet skal indtages. Det står s’gu da på sedlen indeni pakken!

Og så er de altid – ikke bare altid, men undtagelsesfrit og hver eneste gang – løbet tør for de præparater, jeg skal have.


Mie Harder skrev om det i sin klumme i Jyllands-posten, Apotekerforeningen svarede igen, og jeg har nu skrevet et af de klassiske liberale indlæg, hvor man udelukkende går efter modpartens skjulte motiver. Det er altid sjovt.

Ærlighed efterlyses

Det er naturligvis for kundernes skyld, erklærer apotekernes formand i et forsvar mod liberalisering (JP 12/7). Og formentlig er det lykkedes for ham at bilde sig selv det ind.
Uanset om en forandring samlet set fører til forbedringer, så giver den i hvert fald altid usikkerhed. Og en liberalisering kan da nemt føre til, at man tager brødet ud af munden på en række af hans medlemmer. På den baggrund kan det jo ikke undre, at apotekerne er modstandere.
Men de kunne da være ærlige om årsagen. Så længe de ikke er det, kan vi jo heller ikke stole på dem i andre sammenhænge.
Hvorfra ved de, at apotekernes monopol sikrer, at medicin kun udleveres med fornøden omtanke? Gennem hele mit liv har man da regelmæssigt kunnet høre, at danskerne spiser for megen nervemedicin – som altså er solgt af apotekerforeningens medlemmer. Tror de virkelig, at monopolet sikrer os mod at gå forgæves, fordi varen er midlertidigt udsolgt? I så fald kan jeg godt bidrage med eksempler på det modsatte.
Og tror de virkelig, at folk med sjældne og livstruende sygdomme først går ned efter nye forsyninger af medicin, når de har brugt hver en dråbe af den gamle, og umiddelbart inden virkningen hører op? Eksemplet er så konstrueret og fyldt med værdiladede ord om ”markedslogik” og ”erhvervsmanden i hjørnekontoret”, at det stråler som en nyfunden glorie.
Hvis den slags dårlige eksempler og forsøg på at underspille deres egne økonomiske interesser er topmålet af argumentation i en sag, hvor de er fagfolk, så har vi slet ikke brug for deres ”uvildige” rådgivning, når det drejer om livsvigtige ting såsom medicin.
 

Debatten fortsatte

Apotekerforeningens formand Niels Kristensen vendte tilbage med et svar i Jyllandsposten d. 30. juli, men linket har jeg ikke ved hånden. Titlen var forudsigeligt nok “Hensynet til danskerne”.

 

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: