Indlæg

Udgivet den

Bedre offentlig service?

Bedre offentlig service?

“Modig, tydelig, kompetent – med glæde” Sådan står der på en kop, som en bekendt for nylig tilegnede sig fra en kommunes personaleforvaltning. Sjovt nok står dette flammende opråb ikke på den side, der kan ses, når man drikker af koppen (kejthåndede undtaget). Så hvorfor dette opråb til de ansatte? Designerkruset har nok ikke været billigt.

Men kan hænde det ikke er rettet til medarbejderne, men derimod til de borgere, som henvender sig på rådhuset! Det er vel også på tide, man stiller krav til dem om, at ikke blot skal skatten betales med glæde, de skal også være tydelige, kompetente og frem for alt modige.

Der er ingen ende på, hvor mange offentlige myndigheder (og for den sags skyld også virksomheder), som holder seminarer, hvor de laver strategier, visioner, missioner, målsætninger, værdier, politikker og alt muligt andet selvbekræftende ragelse, der kun indeholder udsagn, som konsekvent dumper på “antonym-testen”, altså det modsatte. For hvem kunne dog ønske for sig selv, sine medarbejdere eller kunder, at de var “bange, forvrøvlede, uduelige – i vrede”.

Men i virkeligheden er det langt mere spændende, hvordan det så går, når en kommunal forvaltning skal leve op til alle de gyldne udsagn. Det kan min bekendts historie illustrere, for når han overhovedet var på rådhuset, så skyldtes det en afskedigelsessag.

Den endte med at koste kommunen 9½ månedsløn samt feriepenge og pension, i alt ca. 350.000, og det uden at kommunen fik én times arbejde i modydelse. Dertil kom at medarbejderen kunne tage andet arbejde i mellemtiden og have dobbelt indtægt.

Hvis en virksomhed havde gjort det, så havde de fortjent tabet på bundlinien. Men har borgerne fortjent at betale for det? Det er 6 kr. pr. skatteyder i den pågældende kommune.

Og hvordan forholdt det sig lige til mottoet? Var det kompetent og til glæde for nogen som helst?

Når regeringen højlydt postulerer, at højere skatter giver bedre service til borgerne, er det så mere af den slags service?

Jens Fr.

P.S. Jeg er som sædvanlig taknemlig, hvis du har holdt ud at læse helt til slutningen på indlægget. I er nogle stykker, og jeg håber, at jeg har holdt standarden. Berlingske bragte indlægget d. 12. juli 2012.

Udgivet den

Skattereform – bedre end Samuelsen tror

Samuelsen strammer den

For de som er liberale – måske endog liberalister – har Anders Samuelsens gradvise politiske genfødsel som tilhænger af personlig frihed og ansvarlig økonomisk politik været glædelig. Så glædelig, at der ikke er grund til at minde ret meget om, at udgangspunktet var hos de radikale.
Somme tider kan der dog godt indsnige sig et skær af den fanatisme, som er så karakteristisk for den nyomvendte. Og naturligvis kan han kun bevise sit partis eksistensberettigelse ved at påpege forskelle mellem LA og den nærmeste store konkurrent, Venstre.

Derfor strammer han af og til sine kritiske synspunkter helt til bristepunktet, og det er synd, for grundlæggende er han jo på samme side og en særdeles velkommen fornyer af det borgerlige budskab.

Forleden (d. 30. juni) hævdede han således i JP, at skatteforliget var bindende for de borgerlige partier indtil 2022. Deri tager han fejl. Den tidsmæssige udstrækning af skatteforliget er teksten (som alle kan læse på ministerens hjemmeside) næsten fuldstændig tavs om. Kun i forbindelse med fredningen af boligejerne står der udtrykkeligt, at parterne er enige om, at det skal gælde frem til 2020.

Tekstens tavshed skyldes naturligvis, at den røde side ikke har haft behov for at understrege, at også på dette punkt har de måttet acceptere verdens realiteter, nemlig at der kan blive behov for yderligere “blå medicin” til skattesystemet.

Så hvis Samuelsen og hans parti har gode bud på reformer, så skal de bare blive ved med at promovere dem. De bør blot erindre, at vi sammen skal have 90 mandater efter næste valg, og at vi derfor intet opnår ved at kannibalisere hinanden.

Jens Fr.

PS Oprindeligt stod indlægget i JP d. 5. juli 2012. Men jeg er da glad for, at du læser det her.

Udgivet den

Enhedslistens partiprogram.

Mener de det virkelig.

I takt med at Enhedslisten stormer frem i meningsmålingerne, er en række nysgerrige – og måske bekymrede – begyndt rent faktisk at læse på partiets program.

At programmet er dansk politiks parallel til en fossil fortidsøgle kan ikke undre, altså lige bortset fra det forhold, at arten kan genopstå fra de uddøde uden at have foretaget nogen form for evolutionær tilpasning. End ikke sabelkatten, som er opstået 3 gange i løbet af de seneste ca. 3 mio. år, og som heldigvis også er uddød 3 gange, kan fremvise en tilsvarende mangel på tilpasning til ændrede forhold.

Og af samme grund kan man fristes til at tænke, at Enhedslisten medlemmer umuligt kan mene det, de skriver i programmet. Det er simpelthen for fantasifuldt og virkelighedsforladt. Det kan da umuligt passe sammen med det sympatiske og ligefremme eksempel på naboens søde datter, der står som partiets fremmeste talskvinde. Og lige præcis derfor er der grund til et erindre om, at tyskerne havde nøjagtig den samme reaktion, da nationalsocialisterne nærmede sig magten i trediverne. At ordet “program” i virkeligheden skulle læses som “pogrom” stod uden for civiliserede menneskers fantasi.

Nu er det så dæmoniserende at sammenligne med nazister, at man med omhu skal sørge for at afgrænse analogien, for ellers mister man selv troværdighed – og det skulle jo nødig ske. Så lad mig med det samme indrømme, at jeg på ingen måde anser Enhedslisten for lige så ekstrem i sit menneskesyn, og at jeg anser faren for, at de får mulighed for at få bestemmende indflydelse for uendeligt ringe. Men på de punkter, hvor de får indflydelse – blot i begrænset omfang – må man tage i betragtning, hvilket udgangspunkt de møder frem med.

Så langt er der grund til at tage dem alvorligt. Derfor kunne det også være dejligt at få udstillet, hvor meget de egentlig vil tage konsekvensen af deres egne meninger. Det burde i hvert fald deres nærmeste konkurrenter være interesserede i.

I Folketingsåret 2010-11 (1. samling) var de med til at fremsætte 43 (jeg kan have talt lidt for få) af i alt 135 forslag til folketingsbeslutning, som stammede fra partier udenfor regeringen.

Beslutningsforslagene går i vidt omfang ud på, at det pålægges regeringen at udarbejde et lovforslag om et bestemt emne, f.eks. forslaget med det letforståelige navn “Forslag til Folketingsbeslutning om bestilleransvar (solidaransvar)”, der ville pålægge alle borgere som ombygger deres hus for mere end 100.000 kr. at undersøge, om håndværkerne husker at betale moms!

Andre forslag vil blot pålægge regeringen at udføre bestemte handlinger. Her kunne nævnes det oplagte forslag “om at videreføre de sunde dele af Amagerbanken som offentligt ejet og drevet bank.”

Beslutningsforslag dør imidlertid oftest ved 1. behandling, og får dermed ikke den gennemarbejdning, som de mere afsindige forslag fortjener, for det er jo i detaljerne, djævelen bor. Reelt set kan kunderne kun sikre sig mod håndværkeres undladen af at betale moms ved, at kunden betaler momsen, og skal håndværkerne hæfte for det. Og hvem skal lige afgøre, hvilke dele af Amagerbanken, der er sunde, og hvad skal der ske, hvis de tager fejl.

Begge forslagene er meningsløse slag i den tomme luft, og det var mange af de andre også. Men de fortjener at blive drøftet, om ikke af andre grunde så fordi indholdet bør stilles til skue for den undrende offentlighed. Og sådan er det også med resten af programmet. Skal nedlæggelse af politiet medføre, at ingen anholder voldtægtsmænd, bankrøvere og cykeltyve. Eller at det bliver gratis at køre for stærkt på motorvejene, fordi ingen nogensinde kontrollerer os.

Enhedslisten har aldrig selv brugt ressourcer på at fortælle os det. Selv om de, som nævnt, fremsatte 43 beslutningsforslag, så blev det kun til 4 lovforslag. Og ingen af dem handlede om nationalisering eller afvikling af det kapitalistiske magtapparat. Men hvis hver 8. dansker vil stemme på liste Ø, så fortjener de at se, hvordan man vil gennemføre den politik, der står i programmet. Det skulle da nødigt vise sig blot at bestå af gratis synspunkter.

Derfor kunne man overveje, om ikke regeringen virkelig burde bruge lidt tid på at udarbejde forslag derom. Ikke for selv at stemme på dem, men som en service til landets vælgere, og et parti, der åbenlyst ville vise sig at være bange for at skulle leve med konsekvenserne af egne holdninger. Det ville nok blive festligt for os andre.

Jens Fr.

Og p.s. Jeg er rigtigt glad for din opmærksomhed, hvis du er nået helt herned.

Udgivet den

En uanstændig plakat

  Gennem de seneste uger har jeg i en række sammenhænge mødt en kampagne for brug af redningsveste, hvor budskabet overbringes af en ung pige kun iført en redningsvest og så et par beskyttende hænder foran skridtet.
Og hver gang er jeg blevet stødt, men uden helt at kunne forstå årsagen – bogstavelig talt “ufattelig stødt”. Der er noget ved det billede, der giver en rigtig klam følelse af noget mindreårigt. Det er egentlig mærkeligt, for på en badestrand har jeg altid haft øjnene åbne og værdsat en flot figur.
Når jeg kigger efter så kan jeg godt på plakaten se, at pigen nok er fyldt 18, men så heller ikke ret mange dage mere. Søsportens Sikkerhedsråd, der står bag, oplyser, at hun for nylig er fyldt 19, og at de rent faktisk kontrollerede hendes alder. (Så for dem stod det nok heller ikke indlysende klart.) Når man altså rent objektivt kan konstatere, at kampagnen er lovlig, hvorfor er den så stødende?

Først og fremmest fordi kampagnen er rettet mod en ret snæver målgruppe. De danskere, som drukner, fordi de mangler en redningsvest, er populært sagt midaldrende mænd med en pæn ølvom, en pæn men ikke overdreven promille, og de findes ofte med åben gylp. Sådan siger stereotypen i hvert fald. Og selv om Søsportens Sikkerhedsråd ikke kan bekræfte hverken promillen (den skal nu heller ikke være ret stor for at være farlig) eller gylpen, så er der ikke megen tvivl om, at vi befinder os i Royal Export segmentet.

Vi er sikkert mange i den aldersgruppe, som synes, at vi får for lidt, så en kampagne, der spiller på det, skal nok kunne have en vis effekt. Men vi ved jo også godt, at en 19-årig er uden for rækkevidde, og dem på 35 er lige så lækre. Så et billede af en af dem ville nok have tiltrukket os lige så meget.
Men det forklarer ikke fuldt ud mine pikerede følelser. Det tog faktisk en del omtanke at forstå dem. Modellens krop er ikke specielt udviklet, mere pige end kvinde, og det kan man jo ikke bebrejde hende. Det er ikke min intention at tale nedsættende om hende, hun er sikkert en dejlig pige, som bør være glad for sin krop, og som mangen undersvend drømmer om. Men hun er sikkert også helst fri for at tiltrække sig opmærksomhed fra “gamle grise”. Og min reaktion sikrer lige præcis, at der én mindre af dem at afvise.
Men derudover har man begået den fejl, at man ikke helt har haft viljen til at gennemspille den seksuelle undertone. Pigen er ikke så stor (ca. 164 cm.) og for netop at undgå indsigelser fra publikum, så har man valgt en redningsvest, der er lidt stor, og som dermed dækker mere. Det fører imidlertid til, at man rykker på de proportioner, som en gammel gris har mange års erfaring i at bedømme. Jeg har i virkeligheden ikke set så mange skønjomfruer kun iført redningsvest, men min hjerne kan sagtens gennemskue, hvorledes de bør se ud. Så hvis redningsvesten bliver for stor, reagerer jeg ved at tro, at pigen er mindre og dermed yngre.

Og det udløser min altså min reaktion – den plakat er uanstændig. Og det har den fordel, at det bekræfter, at mine instinkter egentlig er ret sunde.

Udgivet den

Skatteaftalen og pressen.

Politiske nigerianerbreve

Det tog ikke mange timer fredag aften, førend de politiske partier fik udsendt medlemsmails om alle fordelene ved den nys indgåede skattereform. Nu er definitionen af et kompromis som bekendt: “Den kunst at dele en lagkage, så alle børnene tror, at de selv fik det største stykke.” Og derfor skal disse mails måske give udtryk for begejstring.

Men det bliver altså nemt lidt for godt til at være sandt. De politiske mails er nemlig holdt i samme tone som de andre glade mails, som med mellemrum havner i min indbakke, nemlig dem fra kærlighedshungrende negerpiger, som har et mindre problem med valutamyndighederne, og som inderligt håber, at jeg fortsat kan se sagen fra deres side og derfor vil støtte dem i næste skridt mod at opnå retfærdighed.

Gennem de seneste uger har det i den grad føget med forskellige skatteplaner, at selv nogenlunde opvakte borgere kan have haft svært ved at følge med, så pressearbejdet i forbindelse med indgåelsen af forliget opfattes mere som et spørgsmål om at proklamere succéssen end om gennemgang af forligets indhold og virkninger. Navnlig skrives der intet om det som mangler, hverken de punkter man selv måtte opgive eller dem, som man nødtvungent accepterede Hvorfor spindoktorer ikke kan indse, at det faktisk svækker troværdigheden, når man undlader at tale om disse sider af forlig, kan undre. Det er vist ellers et anerkendt fænomen i retorik, at troværdighed netop opnås ved, at lytteren føler, at der tales oprigtigt til ham.

Og hvor er så pressen i dette spil?

Ikke ret meget bedre. Samtlige medier bragte naturligvis straks verbatim Finansministeriets pressemeddelelse, der i sagens natur skal være neutral på samme måde som diplomater, nemlig at udeladelserne siger meget mere end teksten. Det kan man ikke bebrejde dem. Men i løbet af ganske kort tid burde nogen på redaktionen have overvejet den lille sætning, der står som overskrift for pressemeddelelsens hovedafsnit: ” De væsentligste skattenedsættelser består af: ….” Og hvor kommer så lige forhøjelserne?

Eller hvad med denne lille godbid: “Øvrige elementer forudsættes gennemført som i regeringens udspil.” Skulle man ikke prøve at grave lidt i de elementer?

Hvis man læser avisernes ledere, så er det ret åbenlyst, at der ikke har været tid til megen omtanke. Jyllandsposten forventer stadig en rød skatteaftale, og det er jo åbenlyst forkert. På den konto slår JP selv Danmarks Radio, der nøjedes med at forfægte standpunktet fredag eftermiddag. Berlingske forfalder til at skrive om ansvarlighed – uden at røre substansen – og dermed kan de konservative få lidt ros. Politiken indtager den position som man nu må have, når man går ind for Enhedslistens skatteforslag, men nødvendigvis skal fremstå som regeringsstøtte. Den fortjener en tekstanalyse fra en kompetent studerende, for der er mange tildækkede forudsætninger.

Men værre er, at de politiske journalister ikke er vågnet op. Er det simpelthen manglende faglig viden og analyseevne, der lammer dem. Det burde ellers være simpelt, her er udspillet, modforslagene og resultatet. Og hvordan vil det så komme til at virke?

I stedet tosser de rundt efter morsomme interviews med SF-ere, der ikke kan holde tand for tunge, og socialdemokrater, der gerne vil forsværge sidste uges budskaber. Mægtig morsomt, men mere sladder end nyhed For slet ikke at tale om, at de med “kongen-er-død”-typografi skriver klogt om, at alle aviser enige om, at regeringen sidder usikkert i sadlen. Det er hverken en nyhed, specielt indsigtsfuldt eller udtryk for selvstændig tankevirksomhed.

Er jeg virkelig den eneste, som savner lidt mere substans?

Jens Fr.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: