9. april – en samlende eller spredende begivenhed

Gennem de seneste år er det blevet stadig mere almindeligt at fordømme den danske regerings holdning d. 9. april. Det er et forhold, som jeg har været nødt til at gennemtænke, fordi mine børn trods alt har en oldefar, der sad i regeringen under hele besættelsen. Han var både den første minister, som tyskerne krævede flyttet fra sin post, og alligevel medlem af ministeriet Scavenius, så længe det sad.

Lad mig samtidig straks sige, at jeg er opdraget til at tro på kamp til sidste patron, så mit instinkt ligger langt fra samarbejdspolitikken. Men det betyder ikke, at jeg kan deltage i den universelle fordømmelse deraf. Man er altså nødt til at huske forudsætningerne for kapitulationen d. 9. april.

Det er måske umuligt at forstå idag, men det var forholdsvis bredt accepteret i datiden, at man af hensyn til folkeretten skulle forsøge at hindre neutralitetskrænkelser med militær magt, men at man samtidig ikke var forpligtet til at kaste sig ud i en eksistenskamp. På egen hånd gav en eksistenskamp ingen mening, og vi havde som neutrale ingen alliancer med andre om gensidig støtte. Ingen i det danske militær eller blandt danske politikere havde forudset, at et dansk offer kunne hjælpe Norge. Og det havde nordmændene eller svenskerne såmænd heller ikke.

Regeringen foretog sig den 9. april det yderst rationelle, at man overvejede om kampen havde varet længe nok til, at Danmark kunne hævde, at man havde ydet det minimum af modstand, som krævedes for at være besat mod sin vilje. Man accepterede helt klart, at det krævede en indsats med et antal dræbte, men også at man derefter kunne stoppe kampen.

Hvis man skal holde sig inden for den tids præmisser, så handlede regeringen imidlertid korrekt og klogt d. 9. april.

De, som hævder, at den 9. april skyldes en radikal-socialdemokratisk regerings politik, må samtidig påvise, at en anden regering havde haft mulighed for at føre en anden politik. Og i den forbindelse er det afslørende, at selv en fuldstændig gennemførelse af de konservatives forslag til forsvarsordning, ikke havde ændret det mindste på udfaldet af d. 9. april. Ingen partier kan påstå, at de i årene op til 2. verdenskrig foreslog en oprustning, der ville have medført, at Danmark havde stået afgørende bedre militært d. 9. april.

Af natur er jeg tilbøjelig til at føle som den af mine grandonkler, som stod opmarcheret i en kasernegård og modtog ordre til at undlade modstand. Han rasede stadig af afmagt, da han fortalte mig derom 30-40 år senere. Men det karakteristiske er netop ordet “afmagt”.

Når man er afmægtig, har man en tendens til at mene, at “det må være nogle andres skyld”. Men det behøver det ikke være. Og man sætter et unødvendigt skel ned igennem den danske befolkning, hvis man postulerer, at det socialdemokratisk-radikale flertal ikke følte sig lige så afmægtige og lige så knust d. 9. april.

Jens Frederik

Jeg blev i øvrigt glad og rørt, da en bekendt delte denne facebooktekst med ordene: Jens Frederik Hansen er og bliver en klog mand – også selvom han er jurist

Dannebrog og danskere

I foråret 2012 rasede der en heftig debat om brugen af Dannebrog. Et af mine bidrag var denne lille tekst på facebook:

Dagen i går (3. april) rummede en til tider heftig og emotionel debat om flag.

Det fik mig til at tænke på en af de smukkeste oplevelser, jeg har haft med Dannebrog, nemlig da min daværende svigerfar døde for ca. 12 år siden.

De boede på et højt bakkedrag nord for Århus i Hjortshøj sogn med fri udsigt ned ad bakken til Skødstrup og Århus bugten.

Han døde hjemme, så medens svigermor vaskede liget af sin mand, var det naturligt, at jeg gik ud og hejsede flaget på halv. Det var en af de der dage med de særligt varme farver, som man kun får i skråt efterårslys. Og allerede medens jeg stod der ude i kulden, svarede en nabo lidt nede af bakken med at hejse sit flag på halv.

Gennem de næste timer kunne man så gradvis se, hvorledes flagene gik på halv henover sognet.

Det var bare så smukt, og så dansk.

 

Kultur er kodeordet

I Berlingske begik Benedikte Kiær denne blog: http://www.b.dk/politiko/nej-tak-til-den-radikale-vaerdirevolution.
Det var altså ikke til at stå for, så her er svaret fra 18. marts:

 Kultur eller politur

Benedikte Kjær skrev alle de rigtige plusord i sin blog forleden, hvor hun angreb afskaffelsen af kanon-lister i folkeskolens undervisning i historie og dansk. Hun trak både “grundlæggende liberale værdier”, “historien og den kristne kulturbaggrund” frem. Så kan det ikke blive mere melodramatisk.

Problemet er bare, at hun ikke selv har styr på de 3 begreber. Kanonlister og central styring af pensum er ikke en gammel historisk tradition, men derimod et markant brud med de frie skoletraditioner, som er Danmarks ypperste bidrag til moderne civilisation. Liberale er de da slet ikke. Kanonlisterne er derimod skabt for ikke ret mange år siden i frustration over faldende standarder i folkeskolen, men de har været en hovsa-løsning. Sandheden er den enkle, at kanonlisterne kun kan bidrage med politur til undervisningen, og det kræver endda, at de bliver efterlevet, hvad de næppe gør.

Hvis skolerne skal fungere bedre, så kræver det et uhyggeligt langt, sejt træk med at opgradere lærerne, så de besidder kultur. Det er så enkelt, at man kan ikke lære noget fra sig, som man ikke selv har forstået. Med fare for at fornærme et stort antal hæderlige lærere, som selv synes, at de hver dag gør deres bedste, så må det konstateres, at læreruddannelsen gennem en lang årrække har haft alt for lav kvalitet og status. Og nu høster vi frugten deraf.

Bare et kort blik ind på et tilfældigt lærerværelse giver en opfattelse af en socio-økonomisk gruppe, der skiller sig markant ud fra det omgivende samfund. Det er problemet, og det kan ikke løses med kanoner.

Jens Fr.

Og for fuldstændighedens skyld er her hendes replik

“Jeg er konservativ

Jens Frederik Hansen udtrykker i søndagens Berlingske, at man ikke både kan støtte liberale frihedsrettigheder og kanonlister. Men Hansen glemmer, at jeg er konservativ.

Det Konservative Folkeparti kæmper både for de liberale frihedsrettigheder og de danske værdier.
Smuldrer sammenhængskraften i samfundet, forsvinder vores identitet som danskere.

Og uden blik for de fælles værdier og begivenheder, der samler nationen og har haft betydning for historiens gang, får vi for alvor svært ved at klare os i den skærpede globale konkurrence.

Benedikte Kiær
Politisk ordfører ( K).”

Sørine Gotfredsen

Den 30. juli 2011 skrev journalisten og teologen (en farlig cocktail) Sørine Gotfredsen en herostratisk berømt kronik i Berlingske om at “bruge Anders Behring Breivik rigtigt”. Og mange følte sig kaldede til at svare hende igen. Men få var de udvalgte – herunder jeg:

Sørine Gotfredsen mangler løsninger.

Norge er ramt af en sorg, så stor og dyb, at vi andre ikke fatter det. Tragedien bliver brugt i den hjemlige politiske debat, og i Berlingske fører Sørine Gotfredsen sig frem i en kronik 30. juli, hvor hun vil »bruge Anders Breivik rigtigt«. Som om hun har patent på det.

Herefter kaster hun sig ud i lange tirader mod det »multikulturelle« samfund. At det har ført til spændinger, at det ensartede danske samfund har oplevet en indvandring, ingen havde evnen til at forudse for 50 år siden, det er givet.

Men indvandringen har fundet sted. Vi er et samfund med en helt anden blanding af erhverv, tro, kultur o. s. v. end i 1961. Vi kan ikke skrue tiden tilbage, men må løse samfundets problemer, som de nu er. Det hjælper ikke at uddele skyld og grave grøfter.

Sørine Gotfredsen udtaler sig på vegne af den gruppe danske borgere, der føler, »at vi i denne multikulturelle tidsalder presser menneskene mere end klogt er«. Det er jo synd, hun føler sig presset, men vi andre er nødt til at sige, at det ikke hjælper, at hun blot finder syndebukke. Hun er nødt til både at identificere de konkrete problemer og at komme med løsninger – forslag til handlinger, der kan afhjælpe de problemer, hun ser.

Så længe hun ikke gør det, så er hun ikke værd at lytte til.

Jens Frederik

Danmark i krig – Libyen


Samtlige folketingets partier lod sig sidste forår pludselig gribe af stemningen og ville gå i krig i Libyen, så det var en ganske speciel oplevelse, at vi kun var nogle enkelte som offentligt talte imod at sende danske styrker af sted.

Nedenstående blev bragt i Jyllands-Posten d. 22. marts 2011, men de skammer sig i den grad over det, at det ikke kan genfindes på Info-media. Det er også temmelig rørstrømsk. Heldigvis ændrede de titlen fra mit forslag “Krigsrus” til:

Krigen er den sidste udvej

Som lille dreng læste jeg bøger om heltemodige sabotører. Min grandonkel Jørgen faldt under 2. verdenskrig ned med et fly, medens han gjorde sin pligt for sit folk. Som voksen valgte jeg at aftjene min værnepligt under den kolde krig og var forberedt på, at det kunne blive alvor.

Der er intet i dette, som jeg ikke kan stå ved den dag i dag.

Alligevel indtager jeg det vistnok temmeligt ensomme standpunkt, at være mod dansk engagement i Libyen. Hvorfor nu det?

Det er bestemt ikke, fordi oberst Ghadaffi er mig specielt kær. Tværtimod er jeg inderligt overbevist om, at han er et af de ganske få mennesker, som har fortjent en langsom og pinefuld død, sådan noget med at blive spist af myrer ligesom i Lucky Luke-bøgerne.

Det er heller ikke, fordi jeg har indvendinger mod, at vi kaster os ud i et engagement af helt ubestemmeligt omfang, selv om det da formentlig er sandt. Og jeg er bedøvende ligeglad med om vi har et FN-mandat bag os eller om intervention er politisk opportunt i forhold til befolkninger og regimer i de arabiske lande.

Det er end ikke risikoen for, at et antal danske unge mænd skal dø, som holder mig tilbage. For om de dør i krig eller ved at køre for hurtigt på de jyske landeveje, det kan komme ud på et.

Nej det handler om, at det helt fundamentale i en krig er, at man skal slå ihjel. Al erfaring viser, at et menneske bliver forandret, når det først begynder at slå sine medskabninger ihjel i koldt blod. Man forråes og bliver følelsesmæssigt afstumpet. En temmelig stor del af de, som deltager, ender som mentale invalider. Den byrde kan man anstændigvis kun pålægge andre at bære, hvis man også selv ville være villig til at bære den.

Går man ind for dødsdom, så må man også være villig til at fungere som skarpretter.

Fra det synspunkt, så bliver krig en sidste desperat handling, som man går ind for, når alternativet er nationens undergang. Man kan måske til nød gå i krig i solidaritet, hvis man ved, at turen alligevel kommer til ens eget land  før eller siden. Men ellers er krig bare udelukket. Det er den enkle sandhed, som jeg har forsøgt at lære mine børn. Og det er det fundament om retten til selvforsvar, som FN blev skabt på.

Det er helt enkelt at konstatere, at for Danmarks skæbne er Libyen aldeles uden betydning. Regimet i Libyen betyder lige så lidt for Danmarks skæbne, som regimet i Zimbabwe, Nordkorea, Burma eller et af de alt for mange andre lande, der er uden for demokratiets rækkevidde.

Det er utænkeligt, at hele perlerækken af frastødende diktatorer vil forsvinde uden konflikter. Hver eneste gang vil befolkningen have vor sympati, de skal også have vor hjælp, men de bør ikke forvente, at vi går i krig for dem.

Jens Fr.