Indlæg

Udgivet den

Grundlovsbrud at kræve håndtryk af nye statsborgere

Kommende statsborgere skal, som sidste  skridt førend de bliver statsborgere, deltage i en ceremoni, hvor de skal give håndslag på at være danske og holde grundloven. Og gør de ikke det, så bliver de slet ikke danske. Sådan lyder de fremmedforskræk-kedes seneste forslag. Umiddelbart lyder det nok lidt fjollet, for mon ikke de fleste vil synes, at “Paris er nok en messe værd. Men der er også et lille juridisk problem.

Man bliver statsborger i kraft af loven – ikke som følge af andre handlinger

“Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov,” står der i Grundlovens § 44. Der står ikke “i henhold til lov” eller “ifølge lov”. Der står ved, ligesom der står i § 43, som handler om skatteopkrævning. Betydningen af den formulering er at sikre, at kun den lovgivende magt kan bevilge statsborgerskab. Den udøvende magt har absolut ingen ret til at træffe afgørelse derom.

Hvis Folketinget ikke vil give statsborgerskab, så kan det ikke gives. Og hvis Folketinget har truffet beslutningen, så kan regeringen ikke bagefter finde på krog-love, trainering og dumme undskyldninger i form af for slatne håndtryk for at forhindre den pågældende i alligevel at blive statsborger. Det er så enkelt; statsborger bliver man, når loven om indfødsrets meddelelse træder i kraft efter dronningens stadfæstelse af den. Det er det sidste skridt, siger grundloven.

Når nogen har fået ideen om håndtryk, erklæring om at overholde grundloven og formentlig lige nu bryder deres hjerner med, hvad man mere kan overgå hinanden med af krav i form af knælen, flagkysseri eller ligefrem et klassisk kinesisk kowtow, så skyldes det, at der de senere år er blevet afholdt velkomstfester for nye statsborgere. Men de har bare ingen retsvirkning. De er ligesom festen efter brylluppet i kirken.

Nye statsborgere skal naturligvis overholde grundloven, men det skal folketingets medlemmer også

Der er naturligvis ikke nogen, som har lov til at bryde grundloven! Det siger næsten sig selv. Men sjovt nok, så er grundloven en af de ganske få love om regulering af borgernes liv, som ikke selv indeholder nogen straffebestemmelser for overtrædelse.

Det er der nok flere gode grunde til, først og fremmest formentlig at det strider mod hele ideologien i demokratiet at antyde, at nogen forsætligt skulle bryde den. Derudover ville en strafbestemmelse jo typisk også indebære betydeligt større risiko for myndighederne end for den almindelige borger, for det er netop myndighederne, som grundloven lægger de fleste bånd på.

At kræve at borgere skal erklære sig villige til at overholde grundloven, ville under alle omstændigheder være ren symbolpolitik uden nogen konsekvenser. At Folketingets medlemmer allerede skal gøre det, har jo heller aldrig nogensinde haft nogen praktiske konsekvenser.

De historieløse som traditionens vogtere

Et af de interessante momenter ved symbolpolitik er, at tiltagene ret konsekvent præsenteres som et forsvar for traditionelle danske dyder. Men ligesom i sangerinden Natashas sang “Giv mig Danmark tilbage,” så er det lige så notorisk, at man altid påberåber sig en tilstand, som bestemt ikke er særligt traditionel.

Man kan i hvert fald med god ret hævde, at der er andre mindst lige så gode tradtioner, som man siger farvel til ved at gå ned ad den symbolpolitiske vej. Og det bliver jo også lidt dobbeltmoralsk, at vi eksempelvis lige siden indførelsen af kvindelige præster har accepteret, at andre præster ikke behøver give dem hånd, at læger kan nægte at medvirke til abortus provocatus af etiske grunde og massevis af andre små hensyn til diverse aparte minoriteter.

De nationalkonservative har naturligvis ret til at have deres synspunkter, men netop når man taler om traditioner, danskhed og andre fine ting, så skylder man os andre, at “når mænd man kaster sin handske, opslår man sin ridderhjelm”. Alt andet er forløjet og i strid med dansk selvopfattelse.

Udgivet den

Lovforarbejder – en skatkiste af viden

Der er formentlig kun få lande i verden, hvor jurister lægger mere vægt på, hvad “lovgivers hensigt har været”, end i Danmark. Og derfor læser danske jurister usigeligt ofte på lovforarbejder, altså de begrundelser for forslaget, som ministerens embedsmænd udarbejder.

Nogle gange er de mere oplysende end andre. Her i dag læste jeg på et lovforslag fra Søren Papes hånd. Det indeholdt følgende ikke helt usædvanlige bestemmelse:

Ҥ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.”

Det er der sådan set ikke noget unormalt i. Det er faktisk set temmeligt mange gange før.  Og der kan være rigtigt gode grunde til det. Så måske kunne det være interessant at se, hvad man har forestillet sig denne gang. Hvis man så bladrer om til bemærkningerne, så finder man denne vildt begavede begrundelse:

“Til § 3

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de henholdsvis færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Så blev man heldigvis så klog!

 

 

PS De kritiske kan slå teksten efter i Lovforslag 118 fra 2017-18

 

 

Udgivet den

BZ – hvem de var, og hvad de blev til.

Anmeldelse af Peter Øvig Knudsen: BZ. Du har ikke en chance – tag den. Et familiedrama. Gyldendal 2016.

Når man har slugt en bog, så må den have nogle kvaliteter, men hvilke kan det godt være svært at rekapitulere. Altså lige bortset fra at håndværket som formidler er i orden. Som det ofte kan ske, læste jeg løs, og så efter 300-350 sider blev jeg træt, sulten eller bare almindeligt ukoncentreret, og så går man jo lidt i stå. Måske var det dog, fordi der trods alt er grænser for, hvor mange sider personlige beretninger om sammenstød med politiet, man orker at læse. Og med i alt 600 sider i bogen, så er der lissom plads nok til at komme rundt om emnet.

En sidehistorie, som tydeligvis betyder meget for forfatteren, er, at han i BZ-miljøet er blevet mødt med kraftig modstand mod at få skrevet bevægelsens historie af en udefrakommende. I Øvigs optik er der tale om, at modstanden udgår fra en mindre gruppe personer, som i sin tid udgjorde subkulturens uformelle, men temmelig dominerende ledelse, og som derudover sidenhen har forstået at bygge sig en position i det borgerlige samfund. Det er personer, der ofte selv har udtalt sig offentligt om BZ, men som nu ikke ønsker, at andre kigger dem i kortene. Churchill formulerede den samme følelse elegant med sit: ”History will be kind to me because I intend to write it.”

Der er selvfølgelig en spændingsværdi i at beskrive forsøgene på at lægge låg på historien, og mindst 3 interessante afledede effekter, nemlig at illustrere hvor lange spor BZ-tiden har sat sig i en del af deltagernes identitet, hvilket måske skyldes, at det er nemmest at opspore de kilder, men også hvor benhårdt disciplineret en tilsyneladende kaotisk subkultur i virkeligheden var, og hvor tæt på miljøet Øvig Knudsen selv er.

Men efterhånden som bogen udførligt forklarer om, hvem der pludselig alligevel vil være kilder, og hvem der så alligevel fortryder, så er det altså besnærende at citere professoren, som engang ved et disputatsforsvar bemærkede: ”Vi ved godt, De har gjort et anstrengende arbejde med afhandlingen. Så De behøver ikke fremlægge Deres svedige uldtrøje som bevis.”

Øvig har selv venstrefløjen som udgangspunkt, men ikke desto mindre skriver han individernes historie. Noget skyldes fortælletekniske fordele, men det skyldes også hans interesse i at se, hvordan den enkelte BZer har klaret transformationen til at leve i det rigtige samfund. For tiden i BZ var jo domineret af en total mangel på respekt for andre mennesker. Tyveri var en levevej, og forklaringen om, at ”man kun stjal fra kapitalisterne” såsom Irma, og mest smadrede ruder i strøgforretninger og banker, er jo forløjet. Hvad med de psykiske følger hos en ekspedient i butikken, når der pludselig flyver en brosten gennem vinduet eller traumerne hos betjente og brandfolk. Det er noget, som selv i forhold til betjentene kun antydes.

I det hele er der tale om subkulturens interne historie; årsagsforklaringer og perspektiver til resten af samfundet mangler. På den måde er bogen en udfordring for læseren, selv om den også kan læses som en velskrevet beretning om en gruppes indbyrdes relationer og have værdi allerede af den grund.

Udgivet den

Retsfilosoffen Alf Ross ville have været modstander af Burkaforbud

Alf Ross var indtil sin død i 1979 ubestridt Danmarks mest anerkendte retsfilosof og grundlovsfortolker. Det var ham, man altid vendte sig mod, når tingene gik virkelig i hårdknude.

Men kan man virkelig sige noget nogenlunde sikkert om hans holdning til burkaforbud?

Ja, det kan man, for burkaforbuddet er jo, af hensyn til at man skal omgå både grundlov og menneskerettigheder, maskeret (i sig selv absurd med et maskeret forbud mod maskering!) bag ordene, at maskering er forbudt, med mindre den har et anerkendelsesværdigt formål.

Og om det emne sagde han i i sin disputats og filosofiske hovedværk “Virkelighed og gyldighed i Retslæren – en kritik af den teoretiske retsvidenskabs grundbegreber” fra 1934:

”i tilfælde, hvor man har svært ved at finde et fyldestgørende udtryk for uretsfølgens betingelse, skydes ordet ”retstridig” eller et lignende [i dette tilfælde: anerkendelsesværdigt formål] i brechen som en stødpude, skabt gennem et begreb, der et tomt nok til i pågældende tilfælde at kunne anvendes til, hvad det skal være.”

Udgivet den

Karsten Lauritzen har ikke styr på sit ministerium; men til gengæld har FSRs lobbyister åbenbart godt styr på ham

Skatteminister Karsten Lauritzen havde en kronik om skattesnyd i Berlingske Business/Business.dk d. 30. maj. Den havde direktøren i FSR – den af alle lobbyorganisationer, der har flest interesser i at påvirke Skat – skrevet sammen med ham. Og det kunne man se

Hvis han har ladet sine embedsmænd læse kronikken , og de har godkendt den, så trænger Skatteministeriet i hvert fald endnu en gang til udskiftning på topposterne. Det faktuelle grundlag er ganske enkelt forkert i en grad, som aldrig burde være sluppet forbi dem. Og hvis de ikke har læst den, så er det lige så slemt, at ministeren ikke samarbejder med dem.

Lauritzen refererer i kronikken, at EU-kommissionen har beregnet, at de europæiske lande mister ca. 1.000 mia. Euro årlig i skatteindtægter på grund af skatteunddragelse, såvel den kriminelle variant skattesnyd som legal skattetænkning. Det er logisk umuligt at bevise, at EU-kommissionen aldrig har begået en sådan beregning, for man kan ifølge Aristoteles ikke bevise en negativ kendsgerning. Men det er da sigende, at ministeren og hans medforfatter fra revisorernes fagforening ikke angiver deres kilde.

Det mest sandsynlige er imidlertid, at ministeren fejlhusker og i virkeligheden tænker på en rapport fra den socialistiske gruppe i EU-parlamentet. Det er jo noget lidt andet. I så fald har man vel lov til at forvente et element af spin og forvanskning af tallene. (Rapporten kan findes ved at google ”Closing the European Tax Gap 2012”)

Hvis man læser rapportens tal for Danmark, så viser det sig, at socialisterne antager, at 1/6 af den samlede danske økonomi er ”forsætligt er skjult for offentlige myndigheder”, altså sort på den kriminelle måde. Det er jo absurd! Og så skal eventuel grå skattetænkning lægges oveni. Det næste bliver vel, at 1/6 af befolkningen er marsmænd.

Det antages endvidere, at alene den danske stat mister svimlende 140 mia. kr. om året som følge af sort arbejde. Det mest ædruelige tal, der findes om sort arbejde i Danmark, stammer fra Rockwoolfonden og giver et skøn på ca. 8 mia. i tabte skatter. Forskellen er slående.

Tilbage står et klart indtryk af en minister, som ikke har tilstrækkelig indsigt i sit eget ressort, og som i jagten på lidt billig popularitet er villig til at optræde som stråmand for en interesseorganisation. Det lover ikke godt for genopretningen af et ministerium, der de seneste år har henligget i kaos.

PS Her er så ministeriets officielle opgørelse af tabene på sort arbejde.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: