Tortur II

Min replik til Jacob Mchangama i Berlingske 16. marts:


Upålidelig tortur

D. 14. bragte Berlingske et indlæg, hvori jeg kritiserede Jacob Mchangamas synspunkter om anvendelsen af oplysninger fremskaffet ved tortur. Samtidig bragtes en replik fra Mchangama. Fordi indlæggene blev bragt sammen, kunne man ret nemt kunne konstatere, at Mchangama delvis påduttede mig synspunkter, som jeg ikke har givet udtryk for.
Mit hovedsynspunkt er fortsat, at resultater i terrorbekæmpelse i langt højere grad opnås ved omhyggelig sammenstykning af tilgængelige informationer, end ved aggressiv indhentning af informationer, der ofte vil være upålidelige. Det underbygges – så vidt jeg erindrer – ret klart af den officielle undersøgelse af 11. september, hvori man påviste en lang række svigt i brugen af kendte informationer. Når det er tilfældet, så behøver vi ikke torturoplysninger
Mchangama postulerer, at vi får nyttige oplysninger fra tortur. Den entydige erfaring, som det danske retssystem har gjort siden Struense afskaffede “pinlige” (altså pinefulde) forhør, er det modsatte. Mit synspunkt er altså baseret på empiri. Det er hans ikke.
Og endelig ignorerer Jacob det forhold, at for at få oplysninger må vi aflevere en modydelse: Men hvilken?
Spørgsmålet skal rejse stærke følelser, og stillet overfor rædselsfulde, men fiktive dilemmaer koster det anstrengelse at indtage mit standpunkt. Men synspunktet fortjener at blive luftet.

Jens Fr.
 

Og medens vi nu var i gang, så raffinerede jeg synspunkterne i Politiken

Tortur I


Berlingske bragte dette d. 14. marts 2012:
Er det o.k. at bruge tortur-oplysninger?
Debatduel. Først udtalte Villy Søvndal, at Danmark ikke må bruge oplysninger, som er fremkommet under tortur. Så vendte han på en tallerken og sagde, at det alligevel kan være nødvendigt.

Nej

AF JENS FREDERIK HANSEN Advokat
Retspolitisk er det som oftest lige så uklogt at være uenig med Jacob Mchangama som at være enig med Villy Søvndal. Da Villy Søvndal forleden fremsatte sine markante udtalelser om, at Danmark i bekæmpelsen af terrorister ikke skal bruge oplysninger fremskaffet ved tortur, fik det imidlertid Mchangama til at argumentere imod Søvndal på sin blog på Berlingskes hjemmeside. Så den respekterede menneskerettighedsjurist vil godt – omend modstræbende – bruge produktet af tortur, blot ikke medvirke dertil.

Det hele bliver lidt rodet af, at Søvndal med vanlig elegance nåede at trække i land igen i løbet af få timer, så han og Mchangama nu indtager nogenlunde samme standpunkt. Men der er grund til at holde fast i, at når det gælder oplysninger, der stammer fra tortur, så er Søvndals oprindelige standpunkt nærmere den sunde fornuft end Mchangamas.
MCHANGAMA tager udgangspunkt for sin holdning i torturkonventionens tekst. Og det er en brøler. Man kan sammenligne med en kendt forbrydelse som f. eks. drab. Er det fordi drab straffes ifølge straffeloven, at vi ikke skal begå dem? Eller sagt omvendt: Ville drab være acceptabelt, hvis straffeloven blev ophævet? Svaret er selvfølgelig nej.
Når vi skal afholde os fra drab og tortur, skyldes det ikke en tilfældig lovtekst, men en etisk holdning. Og den holdning kan så være nedfældet i en lovtekst med større eller mindre præcision. Eller den kan være ureguleret af loven. Derfor er indholdet af en tilfældig konvention ikke afgørende, så længe man bruger mindre tortur end tilladt.
DERNÆST FREMSTILLER Mchangama situationen som valget mellem at undgå en terrorhandling og lade den ske. Dermed opstiller han et dilemma, hvor man nødvendigvis må give ham ret. For at undgå en forestående forbrydelse vil vi selvsagt alle sammen gå længere, end hvis det gælder opklaring af allerede begået kriminalitet.
Men er dilemmaet ægte? Sker det egentlig, at en fremmed magt leverer en oplysning om en forestående terrorhandling, som er den eneste og helt afgørende brik i puslespillet.
Er det ikke tiere manglende evner til at føje brikkerne sammen end for få brikker, der fører til, at terrorhandlinger ikke opdages i tide?
VILLY SØVNDAL TAGER derimod formentlig lige så meget fejl, hvis han vil skelne mellem »torturoplysninger« og andre informationer.
Udenlandske myndigheder praler næppe med, hvorledes de har pint deres ofre.
Og dermed ender vi i en diskussion af et hypotetisk problem. Og på det hypotetiske plan har Søvndal ret.
VI HAR SET optræk til modbydelig terror i Danmark i de senere år, men ret beset er omfanget så beskedent, at det ikke berettiger til den opmærksomhed, som det får. Det mener de nok ikke på Jyllands-Posten, men der begås altså mange flere hustrumord end terrormord. Og proportioner har betydning i retssamfund. Derfor kan man med god ret spørge, om det er nødvendigt at samarbejde med de mere tvivlsomme efterretningstjenester.
Hvis samarbejde indebærer, at vi også udleverer oplysninger til dem, som kan føre til anholdelser og tortur af mistænkte, så hælder vægtskålen da i hvert fald mod at lade være.

Ja

af JACOB MCHANGAMA Chefjurist CEPOS
Jens Frederik Hansen vil både blæse og have mel i munden. Ifølge ham er det etisk uforsvarligt at modtage oplysninger fra lande, der begår tortur.
Men samtidig anerkender han, at Danmark må reagere på oplysninger fra sådanne lande om et forestående angreb i Danmark.
Argumentet læner sig op ad det »nødretsforsvar«, som også Hans Jørgen Bonnichsen har ført i marken. Da man sjældent vil vide, om oplysninger er fremkommet via tortur, er den eneste måde at undgå sådanne oplysninger at ophæve samarbejdet med torturstater.
Men hvis Danmark meddeler efterretningstjenesterne i Pakistan, Yemen, Afghanistan med flere lande, at man ikke vil samarbejde, fordi de begår tortur, tror Jens Frederik Hansen så virkelig på, at disse lande vil dele vitale efterretninger med Danmark af egen fri vilje? Næppe.
Og derfor vil man risikere slet ikke at kunne agere i »nødretssituationen«, fordi man ikke har de nødvendige informationer.
IFØLGE JENS FREDERIK HANSEN er det dog ikke et stort problem, da det er usandsynligt, at Danmark nogensinde kommer i en situation, hvor oplysninger fremkommet via tortur vil kunne forhindre et terrorangreb.
Hvad baserer han mon denne antagelse på? Ingen uden for efterretningstjenesterne ved, hvor de informationer, der sandsynligvis har været med til at redde uskyldige menneskeliv i Glasvejssagen, Vollsmosesagen og adskillige forhindrede angreb mod Jyllands-Posten, stammer fra. Det er derfor en gratis omgang, når Jens Frederik Hansen kalder risikoen for »hypotetisk«. For det ved reelt hverken han eller jeg. Men ifølge Politiken ( 13/ 3) har højtstående amerikanske embedsmænd udtalt, at adskillige europæiske lande har været interesserede i informationer fra USA, der muligvis er fremkommet via forhørsmetoder, der strider mod torturkonventionen.
Vil Jens Frederik Hansen også forbyde PET og FE at udveksle oplysninger med FBI og CIA? DANMARKS NUVÆRENDE PRAKSIS er fuldt forenelig med vores internationale forpligtelser, herunder det absolutte forbud mod udøvelsen af tortur og anvendelsen af bevismidler opnået via tortur i danske retssager.
De principper skal Danmark holde i hævd.
Også hvis danske tropper skulle anholde hele al-Qaedas ledelse.
Men når Jens Frederik Hansen sammenligner det at modtage oplysninger fra torturstater med at acceptere drab, hopper kæden helt af.
Danmark tillader hverken tortur eller drab. Men ligesom politiet nogle gange må samarbejde med mordere og kriminelle for at opklare og forhindre forbrydelser, må efterretningstjenester nogle gange samarbejde med diktaturstater for at forhindre terrorisme. Det gør hverken politiet til mordere eller efterretningstjenesterne til torturbødler.
Men ligesom politiet nogle gange må sam arbejde med mordere og kriminelle for at opklare og forhindre forbrydelser, må efterretningstjenester nogle gange samarbejde med diktaturstater for at forhindre terrorisme. Det gør hverken politiet til mordere eller efterretningstjenesterne til torturbødler. Men der er grund til at holde fast i, at når det gælder oplysninger, der stammer fra tortur, så er Søvndals oprindelige standpunkt nærmere den sunde fornuft end Mchangamas.

Fortsættelsen fulgte her

 

Obama-care I

Er de skøre de amerikanere

.
Når man i nyhederne hører, at USA’s højesteret over hele 3 retsdage skal behandle spørgsmålet om staten overhovedet kan indføre en art sygesikring, der mest af alt minder om gamle dages sygekasser, så vil de fleste af os med nogen ret spørge: “Er de ikke lidt til en side, de amerikanere.”
Men har vi egentlig nogen grund – bortset fra fordomme – til at mistænke amerikanere for at være dårligere til at indrette deres samfund end os. Hvor velbegrundet er den tanke om USA, at nogle få har for meget, men mange for lidt.
Når sagen overhovedet føres, så skyldes det naturligvis, at USA er en føderal statsdannelse, lidt ligesom det EU, som danskerne har meget svært med at indordne sig under. Det første karakteristikum ved en føderal stat er, at den har sin kompetence til at lovgive i kraft af, at den har fået den overdraget fra delstaterne. I USA skete det ved, at staterne tiltrådte forfatningen, i EU ved at tiltræde Rom-traktaten. I begge tilfælde har den centrale magt kun fået overdraget de kompetencer, som staterne er villige til at afgive. I USA’s tilfælde parres det med, at en stat ikke ensidigt kan forlade unionen – det afgjorde borgerkrigen fra 1860 til 1865.

Men når nu centralmagten ikke har fået overladt sygesikring ved en explicit hjemmel, så er det vel meget rimeligt, at man fører sag derom. Det er i den forbindelse lidt sjovt, at medens den danske venstrefløj har været mest aktiv med at forsøge sig med sager om Danmarks tiltræden af diverse EU-traktater, så er det ofte de samme, som har mest ondt ved, at de borgerlige bruger samme taktik i USA.
En bemærkelsesværdig forskel er dog, at medens det herhjemme er sådan at både den fælles og de enkelte staters domstole kan afgøre om en kompetence er overladt til fællesskabet (i fald afgørelsen falder ved en enkeltstats domstole, så gælder den dog kun for denne stat), så er det i USA udelukkende den føderale regerings domstole, der afgør denne slags sager.
Og hvad er det så for en kompetence, de strides om i USA. Det er forfatningens § 1, stk. 8, nr. 3, der giver Kongressen mulighed for at “regulere handelen mellem de enkelte stater”. Og når man ser det, så kan man måske nok forstå, at der kan være grund til at overveje, om sygesikring er omfattet deraf. Men det hører med til historien, at denne bestemmelse har været brugt i en lang række tilfælde til at lade centralmagten blande sig i forhold, hvor handelsaspektet af loven er beskeden. Store dele af borgerrettighedslovgivningen bygger på denne regel, idet man f.eks. antager, at raceadskillelse på offentlige steder kan påvirke handelen mellem staterne. Uanset hvilken holdning man i øvrigt indtager til raceadskilelse, så må man vist sige, at fortolkningen er anstrengt. Noget tilsvarende gælder på andre områder.
I Obama-care sagen er der en ganske særlig udvidelse af begrebet, nemlig at borgerne påbydes at købe en sygeforsikringsordning, og hvis de ikke gør det, så skal de betale en særlig extra-skat. Hidtil har bestemmelsen om handel mellem staterne altid været brugt til at regulere positive handlinger, altså når folk gjorde noget, ikke deres undladelser af at købe en vare.
At denne udvidelse af begrebet fortjener behandling ved Højesteret er vel ikke så mærkeligt. Og det vil næppe hjælpe på forståelsen, at Obama-care går ret langt i sin definition af sygdomme. Også for en dansker kan det nok være svært at forstå, at prævention skal være en udgift man belaster sygekassen med.
Men loven regulerer andet end individuelle sygeforsikringer, og for at gennemtvinge delstaternes accept af de øvrige dele af loven har Kongressen vedtaget, at stater, der ikke lever op til den, skal miste deres føderale tilskud til sygeforsikring for dårligt bemidlede; hele deres tilskud vel at mærke.
Det er ikke en helt usædvanlig foreteelse, at føderale bevillinger gøres afhængige af, at enkeltstaterne vedtager bestemte regler. Klassisk er, at som betingelse for at udbetale nogle bevillinger til anlæg af veje krævedes, at delstaterne hævede alderen for køb af spiritus til 21 år.
Men denne gang er der tale om så betydelige beløb, at det vil belaste en delstats økonomi meget alvorligt, dersom de føderale bevillinger tilbageholdes. Og proportionalitet er ikke et uvæsentligt forhold i jura. 26 stater har bakket op om søgsmålet, og dette viser, at sagen ikke er uden betydning. Vi kender alle ordene: “an offer you cannot refuse”, men som regel indebærer det også, at man er gået ud over de grænser dommere vil godkende.
Men der kan være forhold, som helt udelukker, at dommerne kommer til at tage stilling til selve sagens hovedspørgsmål. Fra dansk ret kender mange Grundlovens § 63, der foreskriver, at man kan anfægte offentlige myndigheders handlinger ved domstolene, men samtidig understreger, at indtil domstolene har talt, så skal borgerne rette sig efter den pågældende myndigheds diktat. Det er et princip, som også genfindes i amerikansk ret, derved at en skat ikke kan anfægtes, førend den er betalt, og dermed en lidt strengere anvendelse af princippet end den danske grundlovs.
Det bliver først i 2014, der opkræves de første strafafgifter af de borgere, som ikke har meldt sig til en sygekasse. Og dermed rejser der sig spørgsmålet om, hvorvidt dette forhindrer, at spørgsmålet behandles nu. At det vil opstå i 2014, og domstolene dermed med sikkerhed vil komme til at tage stilling til det, kan man allerede nu sige. Hvilke omfattende konsekvenser og omfattende tilbagebetalinger, der kan blive tale om, hvis loven underkendes i 2015 eller senere, kan næppe nogen overskue. Og hvis retten er i tvivl, så kan det måske nok have sin stilfærdige betydning.
Endelig er det et meget interessant spørgsmål om konsekvenserne af sagen. På dansk bruger vi ordet retsfølge til at beskrive det. Retsfølger af en almindelig lov kan være af så mange slags; at man får en tilladelse eller et tilskud er den mest almindelige. Også overtrædelse af loven har sine retsfølger, som regel form af straf, tilbagekaldelse af en tilladelse, ugyldighed af en beslutning eller erstatning. De kan kombineres i det uendelige.
Men hvad er retsfølgen af vedtagelsen af en lov, som strider imod grundloven? For lovgivernes person er der oftest ingen konsekvens.
Som udgangspunkt er retsfølgen af grundlovsstridighed ugyldighed, men hvor meget skal erklæres ugyldigt? Hvis man nu har en lov, som gennemfører nogle nye regler, og en anden lov, som laver konsekvensændringer andre steder i lovgivningen. Når den ene bliver ugyldig, skal den anden så også blive det? Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål.
De eneste danske domme, der erklærer love ugyldige, nemlig dommen om de islandske sagaer og tvind-dommen, skærer begge en enkelt paragraf ud af loven og lader resten stå. Tvind-dommen gør det klarest.
Hvis retten tror, at Kongressen ville have vedtaget den samme lov blot uden de forfatningsstridige bestemmelser, og hvis loven kan fungerer uden de forfatningsstridige bestemmelser, så er kun dele af loven ugyldig, ellers falder den hele. For det politiske system har den beslutning selvsagt væsentlig betydning, navnlig når man skal samle flertal om en ny lov.
Det er disse spørgsmål, den amerikanske højesteret skal tage stilling til, og konsekvenserne er vidtgående. Men at sagen er havnet i retten, giver god mening. Og at der er tænkt lige så meget og lige så dybsindigt over amerikansk ret, som over dansk, det kan der vist ikke være tvivl. Så de er nok ikke så skøre de amerikanere.
Jens Frederik Hansen

Frihed og flag i modvind

Eva Agnete Selsing gik i selvsving over et forslag fra Xenia Stampe og skrev denne kommentar i Berlingske: http://www.b.dk/kommentarer/saa-hejser-vi-det-liberale-flag
Det kunne jeg ikke nære mig for at svare på i Berlingske d. 14. april:

Lad mangfoldigheden blafre.

I modvind?

Når Eva Agnethe Selsing i sin klumme i Berlingske d. 10.april 2012 mener, at flagfrihed vil være et anslag mod kerneværdier i det danske samfund, så tager hun grundlæggende fejl.

For næsten alle os liberale gælder, at vi fortsat håber at se Dannebrog vaje fra næsten hvert eneste hus. Vi tror, at Dannebrog er smukkest i blæst – og navnlig i strid modvind. Og vi har fuld tiltro til, at Dannebrog kan hævde sig i konkurrence (uden positiv diskrimination og flagkvoter).

Som lovgivningen er, så er den inkonsekvent. Grundlæggende er det forbudt at flage offentligt med noget som helst andet end Dannebrog, men der er en meget lang praksis for ikke at skride ind mod Ikea-, Shell- og alle mulige andre rædselsfulde reklameflag. Det er i dag næppe muligt at gennemtrumfe et forbud mod nedlagte landes flag, f.eks. Hagekorset og DDRs, som vi formentlig alle ville hade at se.

Samtidig må vi også erkende, at der bor langt flere udlændinge i Danmark end tidligere, og hvorfor skal de ikke have lov til at fejre begravelser og fødselsdage med deres eget flag. Og EU- samt nordiske borgere har allerede fået en permanent tilladelse Hvorfor så ikke et venskabeligt Stars and Stripes hellere end et Uno-X flag. Min nationalfølelse eksisterer ikke på bekostning af andres, men i respekt for deres særpræg. Og hvad med de af vore landsmænd, som bor i udlandet? Skal de ikke støttes i et ønske om at bruge Dannebrog.
Endelig må politiet have vigtigere opgaver. Hvor mange betjente, anklagere og dommere skal afsættes til nidkært at gennemtrumfe et forbud? Vil vi virkelig betale løn til justitsministeriets jurister for at behandle ansøgninger om dispensation ved konfirmationer og internationale kongresser?

Naturligvis skal vi værne om nationale symboler, men vi skal gøre det hver for sig og af overbevisning.

Jens Fr

Kultur er kodeordet

I Berlingske begik Benedikte Kiær denne blog: http://www.b.dk/politiko/nej-tak-til-den-radikale-vaerdirevolution.
Det var altså ikke til at stå for, så her er svaret fra 18. marts:

 Kultur eller politur

Benedikte Kjær skrev alle de rigtige plusord i sin blog forleden, hvor hun angreb afskaffelsen af kanon-lister i folkeskolens undervisning i historie og dansk. Hun trak både “grundlæggende liberale værdier”, “historien og den kristne kulturbaggrund” frem. Så kan det ikke blive mere melodramatisk.

Problemet er bare, at hun ikke selv har styr på de 3 begreber. Kanonlister og central styring af pensum er ikke en gammel historisk tradition, men derimod et markant brud med de frie skoletraditioner, som er Danmarks ypperste bidrag til moderne civilisation. Liberale er de da slet ikke. Kanonlisterne er derimod skabt for ikke ret mange år siden i frustration over faldende standarder i folkeskolen, men de har været en hovsa-løsning. Sandheden er den enkle, at kanonlisterne kun kan bidrage med politur til undervisningen, og det kræver endda, at de bliver efterlevet, hvad de næppe gør.

Hvis skolerne skal fungere bedre, så kræver det et uhyggeligt langt, sejt træk med at opgradere lærerne, så de besidder kultur. Det er så enkelt, at man kan ikke lære noget fra sig, som man ikke selv har forstået. Med fare for at fornærme et stort antal hæderlige lærere, som selv synes, at de hver dag gør deres bedste, så må det konstateres, at læreruddannelsen gennem en lang årrække har haft alt for lav kvalitet og status. Og nu høster vi frugten deraf.

Bare et kort blik ind på et tilfældigt lærerværelse giver en opfattelse af en socio-økonomisk gruppe, der skiller sig markant ud fra det omgivende samfund. Det er problemet, og det kan ikke løses med kanoner.

Jens Fr.

Og for fuldstændighedens skyld er her hendes replik

“Jeg er konservativ

Jens Frederik Hansen udtrykker i søndagens Berlingske, at man ikke både kan støtte liberale frihedsrettigheder og kanonlister. Men Hansen glemmer, at jeg er konservativ.

Det Konservative Folkeparti kæmper både for de liberale frihedsrettigheder og de danske værdier.
Smuldrer sammenhængskraften i samfundet, forsvinder vores identitet som danskere.

Og uden blik for de fælles værdier og begivenheder, der samler nationen og har haft betydning for historiens gang, får vi for alvor svært ved at klare os i den skærpede globale konkurrence.

Benedikte Kiær
Politisk ordfører ( K).”

%d bloggers like this: