Da Kaj Benny råbte “Pansersvin”.

For så vidt angår socialklasse, så er det jo klart som solen, at en Kaj Benny Jensen naturligvis jævnligt må optræde i straffesager. Det var dog måske alligevel ikke helt så givet, som man først skulle tro.  Kaj Benny havde nemlig været lektor ved en akademisk læreanstalt. Nærmere kan jeg ikke komme det, hvis han skal bevare blot et skær af anonymitet. Derfor har jeg også ændret det ene af hans karakteristiske fornavne.

Han havde i en alder af nogenoghalvtreds fået en alvorlig diskusprolaps og efterveerne af den havde givet ham permanente smerter, som han dulmede med temmeligt pæne mængder narkotika, som han imidlertid fik helt legalt.

Normalt forsvarer jeg retten til stofmisbrug med den bemærkning, at det er langt mindre indgribende i personligheden og helbredet end f.eks. drukkenskab. Men det er dog ikke uden omkostninger, at gå rundt i en salig bimmelim det meste af dagen – og natten med. Man får en særlig personlighed, hvor man bliver udflydende i sine meninger og totalt mangler fokus på en samtale. Det kan godt minde lidt om en almindelig brandert.

Efterhånden havde han derfor søgt ned i fællesskabet med de ligesindede, de illegale misbrugere ved Hovedbanegårdens bagindgang. Her fandt han indhold i dagligdagen som invalidepensionist.

Politiet havde jo et vist øje for gruppen. Det er hovedsagelig derfor, der er en politivagt på stationen. Og de syntes nok Kaj Benny stak lidt af fra de andre. De var i hvert fald efterhånden blevet overbeviste om, at hans lidt pænere tøj og raskere udseende var udtryk for, at han scorede en vis fortjeneste på handel med sine Rohypnoler eller hvad han nu ellers fik af gode sager.

Der var bare den lille hage ved det, at han altid huskede at opbevare sin medicin i pæne æsker fra apoteket med hans navn og dosering udenpå. Det forhindrede dog ikke et par betjente i at udse sig Kaj Benny som en særlig aversion. Så med nogenlunde mellemrum passede de ham op. Kaj Benny havde dog en vis sans for at påberåbe sig sine rettigheder – og de var dengang lidt flere end idag – så han var en besværlig kunde. Og derfor endte det jo også ofte med, at betjentene i irritation over hans lidt insisterende optræden anholdt ham.

Og lige så ofte løslod de ham uden nogen form for tiltale efter et antal timer. Hvorefter Kaj Benny krævede – og undtagelsesfrit fik – erstatning for uberettiget anholdelse. Det blev med 8 anholdelser på 6 måneder til et pænt lille skattefrit tilskud til pensionen. Og det var bestemt ikke noget, der stemte de pågældende betjentes humør lysere.

Sådan kunne livet være fortsat med samme regelmæssighed som romernes angreb på en lille landsby i Gallien, hvis ikke der en dag var sket noget nyt.

Kaj Benny kom nemlig forbi en varm sommerdag, medens en af hans bekendte var ved at blive anholdt af Kaj Bennys helt personlige vennepar blandt betjentene, Kling og Klang. Det havde udviklet sig til et helt lille opløb på en 20-30, givetvis højrøstede personer, der tydeligt tilkendegav deres mening om betjentenes kompetance, beskyldningernes rimelighed og sikkert adskilligt andet.

Udover vennen, endte det med at også Kaj Benny blev anholdt. Han havde ‘grebet forstyrrende ind i en politiforretning’ og navnlig havde han fornærmet 2 embedsmænd i funktion ved at kalde dem for ‘sorte pansersvin’. Han kunne dog ikke erkende hverken dette udsagn eller ‘dumme pansersvin’.

I byretten blev han dømt på vidneudsagn fra ikke alene venneparret, men også fra et par betjente, der hidkaldt af støjen, havde overværet episoden fra politivagtens vinduer.

Jeg havde fornøjelsen af at føre sagen i landsretten og vidste jo egentlig godt, at det var op ad bakke. Det første skridt var en besigtigelse af politivagten, hvor det sjovt nok viste sig at vinduerne sidder næsten lige så højt som i en fængselscelle. Men det var naturligvis ikke relevant, da skrivebordene just den dag var stillet nedenfor, så de kunne bestiges, når man ville nyde udsigten.

Heroverfor stod så det lidt irriterende synspunkt fra min side om, at muren på hovedbanegården er temmeligt tyk – 3 eller 4 sten – så man skal have hovedet stukket godt ud af vinduet for at betragte fortovet nedenunder. Og det må være ganske vanskeligt for en granvoksen betjent, fordi vinduerne faktisk ikke er ret store!

Derudover måtte der jo indkaldes relevante vidner, og dem var der en del af udover anklagerens. De var dog fordelt temmeligt vidt i samfundet, på jyske afvænningsanstalter, sjællandske arresthuse samt en del uden nogen fast bopæl. Så der dukkede ikke så mange op som tilsagt.

Og endelig var der mit store sats – en frifindelse af juridiske årsager. Det er almindelig kendt i injurieretten og andetsteds i strafferetten, at begrebet retorsion – gengældelse – er væsentligt. Men retorsion er normalt overfor modpartens ligeartede handlinger, at svare ordet dum med idiot eller knytnæveslag med knytnæveslag. Her var synspunktet imidlertid, at hvis retten måtte finde, at Kaj Benny havde fremsat de fornærmelige ord, så var der dog på grund af de mange uberettigede anholdelser i hans tilfælde tale om, at han – og kun han – måtte have en særlig ret til at benytte termer, som ikke normalt ville kunne bruges om betjente. Og naturligvis kun om Kling og Klang.

Det var en af de dage, hvor man var glad for, at ytringsfriheden i en retssal er total. Men det var altså heller ikke helt tosset fundet på – ej heller selv om det var fundet på af en tosset.

Det ville være dejligt at kunne sige, at det kom til at stå i dommen, men det gjorde det ikke. Det var nok for langt for den imposante retspræsident Boas, men det lagde måske nok en grund. Midten mellem 2 poler defineres jo af polerne.

Så Kaj Benny blev frifundet, fordi gerningen “ikke var bevist med den til en domfældelse fornødne sikkerhed”.

Samme eftermiddag blev Kaj Benny anholdt af Kling og Klang på McDonalds på Hovedbanegården for tyveri af en reklamekuglepen til en værdi af kr. 1,33.

Og så er det lige man spørger sig selv, hvor små ting politi, domstole og forsvarere egentlig skal spilde deres tid med?

Hvis man har lyst til mere fra samme skuffe, så kig her.

Nødløgn eller pligtløgn?

Hvis det ikke er sandt, skal det være godt fundet på!

En af mine første juralærere havde den irriterende vane, at når en studerende i en opgave havde fundet en lidt for nyskabende løsning på et spørgsmål, så skrev han bare “Læs loven”. Og i timerne understregede han ofte, at “det står altsammen i loven, man skal bare lære at læse!”

De ord kunne være blevet brugt mange gange i sidste uge, da politikere fra hele spektret for en gangs skyld kunne enes om noget, nemlig at man ikke må lyve overfor Folketinget. Baggrunden var selvsagt, at et tjenestemandsforhør var endt med, at Justitsministeriets departementschef og en afdelingschef ikke kunne bebrejdes deres uomtvistelige løgne til støtte for ministerens mummespil med Folketingets retsudvalg.

Helt galt er det blevet efter et møde mellem ministeren og partiernes ordførere, hvor Karen Hækkerup angiveligt har udtalt, at “der er tale om en helt ny retstilstand!”

Det er muligt, at hun ikke lyver, men hun taler i hvert fald ikke sandt, og det er heller ikke ret godt fundet på. For det står alt sammen i loven, endda så tydeligt at enhver kan læse den.

Kan løgn straffes?

Faktum i sagen er, at ministeriets embedsmænd anså sig for underlagt tavshedspligt, og derfor løj. Det er ligeledes et faktum, at de udleverede en del af de tavshedsbelagte oplysninger til ét folketingsmedlem, nemlig udvalgsformanden.

Kæden af jura, der skal bruges er lidt længere:

  • Forvaltningsloven fastlægger, hvornår noget kan være underlagt tavshedspligt.
  • (Straffeloven § 152 fastlægger, hvornår brud på tavshedspligten kan straffes. Det kunne være relevant i forhold til orienteringen af udvalgsformanden, men ellers ikke i denne sag.)
  • Retsplejeloven indeholder et forbud mod, at embedsmænd i retten afkræves vidneforklaring om noget der er omfattet af tavshedspligt.
  • Straffeloven § 159 gør det straffrit at forklare falsk, hvis man ikke må afkræves forklaring.

Læg mærke til at ordet ‘afkræves‘ går igen (og derfor er skrevet med kursiv i min gengivelse).

Resultatet af perlekæden af jura er, at når en embedsmand har tavshedspligt, så kan han heller ikke straffes for falsk forklaring i retten, hvis han lægger røgslør ud. Man kan måske næsten sige, at tavshedspligt fører til, at embedsmænd ikke må tale sandt, og at det de rent faktisk siger, endda skal være godt fundet på. Derfor kan det da ikke undre, at de 3 dommere, der skulle undersøge sagen, nåede til samme konklusion, når det drejer sig om forklaringer overfor Folketinget.

En sjælden undtagelse?

Fra forskellige juristers side – herunder en professor i forvaltningsret – har man fremhævet, at nødløgn kun kan bruges i ganske usædvanlige og sjældne situationer. Det er for det første forkert, fordi retten (eller ligefrem pligten) til at lyve, som det ses, gælder i alle de tilfælde, hvor embedsmanden er pålagt tavshedspligt. Og for det andet, så virker den foreliggende situation, som blandt andre tidligere minister Torben Lund ganske rigtigt har repliceret, da heller ikke som en så usædvanligt sjælden begivenhed, at den kan betragtes som enestående.

Hvis man tager sig tid til at læse redegørelsen fra tjenestemandsforhøret, så vil man i øvrigt kunne finde mindst et hårrejsende eksempel på, at embedsmænd forbereder de mest utrolige tågesvar for ministeren. Måske er det ikke direkte løgne, men det er i hvert fald ikke ‘hele sandheden’, og slet ikke ‘intet andet end sandheden’, som man åbenbart skal forvente fra embedsmænd.

Hvem er skurken?

Henover hele sagen står det bøjet i neon, at selv om det var Bødskov og hans embedsmænd der løj, så er den egentlige skurk i spillet tavshedspligten. Der er en tendens i disse år til, at hver eneste forvaltningsskandale handler om misbrug af tavshedspligt (f.eks. Sass Larsen). Ministerier påkalder sig tavshedspligt med de tyndest tænkelige begrundelser, og i den aktuelle sag er det yderst vanskeligt at se, at der var nogen grund til tavshedspligt – navnlig når man selv brød den overfor ét folketingsmedlem.

Uden tavshedspligt havde det været ulovligt at lyve overfor Folketinget, ja så havde det tværtimod været strafbart.

Hvis der skal gøres noget politisk , så er det at begrænse brugen af tavshedspligt.

NB En læselet udgave af dette indlæg stod i Berlingske d. 19. maj 2014.

Bandeforbud

For nylig bredte begejstringen sig blandt politikere, efter at politiet havde opgjort antallet af kriminelle med bandetilknytning. At narkohandel og bander er et sammensurium, og at narkohandlere samt deres tæskehold kommer bag tremmer i ret lange perioder, er dog ikke en nyhed.

Nej, nyheden ligger i, at man nu endelig mener, at der er grundlag for at forbyde bandernes eksistens. Hvis man blot et øjeblik antager, at grundlaget er der, så trænger der sig et spørgsmål på: “Hvad vil man opnå med det?”

For at sige det helt banalt, er der så noget som helst, der forhindrer, at bandemedlemmerne næste dag afholder stiftende generalforsamling i en ny og tilsvarende organisation? Det er muligt, at reglerne om ophævelse af foreninger har stået i Grundloven siden 1849, men der er sandelig også en grund til, at reglerne kun er blevet brugt et ganske beskedent antal gange.

Opløsning af foreninger kan ske på 2 måder, enten ved dom eller ved en særlig lov.

Louis Pios socialister blev forbudt i 1874 ved en dom, fordi man anså formålet for ulovligt. Men det er jo ret åbenlyst, at socialisterne blot arbejdede videre under andre former.

Dernæst findes der domme om foreninger, der skulle omgå nogle regler i beværterlovgivningen, idet man meldte sig ind i en forening ved indgangsdøren, og så kunne der udskænkes frit. Det er af samme grund man bruger betegnelsen ‘natklub’. Så var der i 1924 en forening, der mest frekventeredes af bøsser. Hvad dens medlemmer gjorde bagefter vides ikke, men givet er, at i det lange løb havde dommen ikke voldsom betydning.

I 30’erne blev der indført et uniformsforbud, som bl.a. ramte spejderbevægelsen og et forbud mod at stifte foreninger, der skulle tjene som politiske partiers tæskehold. Hvor stor effektivitet de 2 love egentlig havde, kan nok diskuteres, men under alle omstændigheder handlede de ikke om opløsning af eksisterende foreninger.

Det gjorde derimod den bedst kendte sag, nemlig opløsningen af kommunistpartiet i 1941. Den er sin egen af flere grunde. For det første skete opløsningen ved lov. For det andet blev de kommunistiske folketingsmedlemmer afskåret fra at deltage i behandlingen af lovforslaget. Og for det 3. blev en hel del af foreningens medlemmer buret inde. Hvis man interesserer sig lidt for proportioner, så står det nok temmelig klart, at indespærringen var det værste indgreb og dernæst indgrebet i folketingsmedlemmernes deltagelse i folketingets møder.

Selve  opløsningen af partiet var derimod underordnet, for partiet var såmænd nok gået under jorden alligevel. Og det gjorde det jo også. Den største forhindring for partiets fortsatte virke var fraværet af de internerede personer – ikke forbuddet.

Set i det lys må man konstatere, at sandsynligheden for at opløsning af rockergrupper vil have nogen anden virkning end beskæftigelse af et større antal jurister er ganske beskeden

Det er slemt nok at skyde gråspurve med kanoner, men endnu værre bliver det, når fuglen blot flyver sin vej, inden granaten lander. Det vil være realiteten med et forsøg på at forbyde bander. Så skal vi ikke bare lade være – uanset der kunne findes andre argumenter mod et forbud.

Er alting glemt om hundred år?

Det kan lyde mærkeligt, at jeg som næste led i argumentationskæden egentlig godt kunne finde på at sammenligne narkogangstere med så hæderkronede foretagender som socialdemokraterne og bøssebevægelsen. Idag betragter de fleste Louis Pio som en pioner for den nye tid. Og Herman Bang er ikke længere en sindssyg forfatter blot på grund af sin homofili. Og det må føre til det noget provokerende spørgsmål, om narkohandlere om 100 år vil blive bedømt på samme måde.

Umiddelbart lyder det vanvittigt, men når man ser ud i verden, så må man konstatere, at der er et stadigt stigende antal lande, der bevæger i retning af at legalisere handel med narkotika, navnlig hash. Og resultaterne af liberaliseringerne er entydige. Så selve handelen vil formentlig foregå aldeles legalt en gang i fremtiden. Det kunne jo tale for, at man i fremtiden vil mene, at rockerne nok ikke var så slemme.

Den mængde vold og drab som udgår fra disse grupper, er imidlertid overvældende. Og periodevis ser man den undskyldning, at der primært er tale om vold mod andre markedsdeltagere. Men den køber jeg ikke. For det første er banditter ikke en særlig form for undermennesker, som det er mere legitimt at slå ihjel. (Og hvorfor skulle så kun gruppens egne medlemmer have lov til at begå drabene?) Og dernæst er der temmeligt mange af ofrene, som ikke er banditter. Så der er ingen grund til at se mildere på gerningsmændene til disse voldsforbrydelser end  på andre ugerningsmænd..

Men alligevel må jeg objektivt set konstatere, at opfattelsen af forbudstidens gangstere efterhånden er mildnet en del i takt med, at man ser forbuddet som den egentlige årsag til drab og vold. Så kan hænde, der også kommer et forsonende skær over Makrellen samt hans ligemænd. Men ikke med min gode vilje.

Men om hundred år vil man nok betragte kriminalisering af selve handelen som en mærkelig fortidig foreteelse, som da aldrig burde have ført til et bandeforbud.

Lad os nu tænke tanken til ende

Hvis man ikke har ladet sig overbevise om, at et forbud er omsonst, så kan man jo overveje, hvorledes en retssag vil forløbe. Og det er her juraen normalt er kommet til kort, for der skal være en række betingelser, der skal opfyldes.

Sjovt nok blev der foretaget en ændring af grundlovens regler om foreningsfrihed i 1953, så regeringen ligefrem fik en pligt til at indlede sager om opløsning af voldelige foreninger. Og så skulle der vel ikke være flere problemer. Men det er der.

Og banderne vil lægge hårdt ud med det enkle synspunkt, at de slet ikke er foreninger. Det lyder for fjollet til at være sandt, men de har faktisk nogle gode kort på hånden, herunder at domstolene selv ved tidligere lejligheder har fastslået, at det er de ikke.

Det skete fordi rockerne på et tidspunkt gik i offensiven og anlagde sag mod en lidt åbenmundet politiembedsmænd, der klart havde koblet rockere og narkohandel, men måske havde svært ved at dokumentere det på en sådan måde, at han kunne vinde en injuriesag. Det var jo ikke så godt, men heldigvis kunne rockerne kun føre sagen, hvis de var en forening, og det fastslog retten så, at der ikke var tale om. Der var en del hold i det, for bortset fra en knivskarpt afgrænset medlemsgruppe, så havde rockerne ingen formelle vedtægter, det var tåget hvorledes bestyrelsen blev valgt, og der var heller ikke noget regnskab. Altså var det ingen forening.

Og det næste element bliver, at de ulovlige aktiviteter skal ske i foreningen. Det er svært at sige, at der ikke er et mønster, men det har vi jo vidst i årtier. Hvordan handelen egentlig er organiseret står ikke helt klart, men det er givetvis nærmere er en form for individuelle franchises og ad hoc partnerskaber end et fælles interessentskab. En sådan opdeling i mindre enheder vil i hvert fald gøre systemet mere modstandsdygtigt overfor efterforskning og retsforfølgning.Det er også mit indtryk, at de fleste bandeaktiviteter foregår individuelt eller i smågrupper. Det er ikke sådan, at samtlige indtægter og udgifter går direkte i den fælles kasse, og hvis det endelig sker, så gøres det ikke på en dokumenterbar måde.

I virkeligheden kan man måske argumentere for, at det er adgangen til en organiseret erfaringsudveksling samt en kartellignende markedsdeling, der er de største risikomomenter ved banderne. Men det bliver ganske svært at dokumentere på nogenlunde overbevisende måde. Jeg kan lige se disse hærdebrede mænd sidde med barnligt troskyldige øjne og forklare, at de sandelig mestendels udveksler strikkeopskrifter – eller endnu bedre, at de er en slags ‘criminals anonymous’, der holder gruppeterapi for at undgå recidiv. Ikke et øje vil være tørt.

Så det kan måske nok være, at det vil lykkes at få et forbud, men førend man når dertil, så er der brugt mange penge på beskæftigelse af jurister og gjort megen grin med borgermusikken.

Dann haben wir aber andere Metoden!

De fik jo krammet på Al Capone til sidst, så det må da også kunne lykkes for os. Det var i hvert fald et meget populært synspunkt, som blev fremført for nogle år siden. Og metoden skulle være en effektiv brug af al mulig anden lovgivning end straffeloven.

Det drejer sig om alt fra folkeregisterloven, over moms- og skattelove til regler om nattestøj i boligområder.

Alt kan lade sig gøre, men det er vanvittig dyrt. Selv har jeg haft fornøjelsen af en sag, hvor man forsøgte at skræmme en rockergruppe fra et benytte en bygning i Hvidovre, der tidligere havde været forsamlingshus eller lign. Som jeg husker det, så havde man samlet en lang liste over ulovlige forhold. Det drejede sig om larm fra motorer, når der blev justeret motorcykler i gården, over en manglende brandslukker, en blokeret redningsåbning, opsætning af en gipsvæg uden byggetilladelse, og guderne må vide hvad.

Nu var det ikke sådan, at der stod ‘Nøragersmindebanden’ på skødet. Skødehaverne var nogle relativt perifere personer, herunder en af Danmarks mest frifundne, der havde lejet ud til gruppen. Ejerne havde – sjovt nok – et fint revideret regnskab over deres udlejningsvirksomhed. Men ifølge deres eget udsagn havde de en ret urolig gruppe lejere, og man kunne selvsagt ikke pålægge dem ansvar for lejernes opførsel.

Det hele kom til at udspille sig over 3 retsdage, med et hav af beskikkede advokater og en hel deling betjente til at sørge for sikkerheden. Jeg tror mit eget honorar var over 50.000, så den gipsvæg blev dyr for stat og kommune – navnlig da der stort set blev frifundet grundet dårligt fodarbejde hos kommunens jurister.

Naturligvis kan man ved en koncentreret indsats få nogle enkelte pragteksemplarer ned med nakken. Problemet er bare, at indtil nu har det vist sig, at ‘for de gamle som faldt er der ny overalt’. Og hvis man skal nå raden rundt, så får man travlt. For at sige det ligeud, så går også denne model op i beskæftigelsesterapi for jurister.

Dertil kommer, at de forskellige små stramninger af allehånde love i den gode sags tjeneste uundgåeligt også vil blive brugt mod almindelige lovlydige borgere. Den seneste tids totalkontroller kan godt ses som et resultat deraf. I stedet for at bruge sin tid på de besværlige kriminelle, så bruger man de samme metoder mod de øvrige borgere. Man får selvsagt en vist fangst, det er langt enklere sager og navnlig slipper man for den risiko for voldelige konfrontationer, som er en del af bandernes kendetegn.

Så hvad skal vi gøre?

Den uundgåelige konklusion er, at bandeforbud har glimrende virkninger som beskæftigelsesfremmende foranstaltning for nyuddannede akademikere. Men anden virkning har det næppe. Så det vil da sikre beskæftigelsen for akademikerne i årtier fremover.

De ressourcer der bruges på den indsats, er imidlertid ressourcer, som man tager fra alle mulige andre formål. Så man må da overveje, om der ikke findes bare et eneste andet sted, hvor man kunne bruge vore skattekroner med større udbytte. Det tror jeg nok, der er.

Skattemoral

Avisredaktører elsker, når man forkorter. Heldigvis kan jeg her bringe de oprindelige – læseværdige – udgaver. Denne tekst, der havde sin baggrund i, at Danmarks Radio endnu en gang angreb ‘advokater, revisorer og andre højtlønnede’  for at give umoralske, men lovlige råd om skattetænkning, blev forarbejdet til et lille stykke i Børsen:

Vi er alle skattetænkere

Kampagnejournalistik minder lidt om militær strategi. Angriberen ved, hvor offensiven vil finde sted, og forsvarerne vil ofte være forvirrede og svare igen med variende og til dels modsatrettede midler. Sådan er det også med DRs skatteudsendelser.

Politikerne, der tror, at de skal have en mening om alt, er allerede løbet over ende og kræver i samlet flok yderligere, fornyet og målrettet indsats mod anløbne rådgivere. Det har de ganske vist gjort i årtier og uden synderlig virkning, men det ser godt ud. Vi andre, som har lidt mere tid til at tænke, kan måske nok have lidt flere tvivl om årsag, virkning og konsekvenser.

For det første er det helt notorisk, at jo højere skat, desto større kan fortjenesten ved at undgå skatten blive. Det indebærer selvsagt, at lovene bliver længere og mere komplicerede. De som tror, at man kan lave et enkelt skattesystem fornægter altså betydningen af økonomiske incitamenter. Men der er selvfølgelig nogen, som er naive og ikke vil have deres cirkler forstyrrede af fakta.

For det andet er det jo i praksis sådan, at næppe nogen branche er underlagt et skrappere rådgivningsansvar end de, som beskæftiger sig med skat. Der er domme som gør rådgivere ansvarlige for ikke at have anvist skattebesparelser, uanset kun et mindretal blandt rådgivere kendte til og benyttede den pågældende metode. Sjovt nok er erstatningsansvaret i øvrigt størst, hvis man ikke minimerer klientens skat, for så kommer rådgiveren til at den skat, som kunne have været undgået. Er dispositionen derimod kommet på den forkerte side af loven, så kan kunden ikke kræve erstatning, for han har jo intet tab lidt. Til gengæld er der så et problem med et strafansvar. Så det er en evindelig sejlads mellem Scylla og Charybdis.

For det tredie vil ingen rådgiver foretage sig noget som helst uden at have rygdækning i enten klare og kendte regler eller i en bindende forhåndsbesked. Måske nok en forhåndsbesked indhentet i en mindre betydende sag, men i hvert fald med nøjagtig samme fakta. Derfor er det ikke så interessant, hvad nogle bankfolk m.v. har foregøglet af guld og grønne skove som led i en salgstale. Og man bør i øvrigt kun dømmes for sine gennemførte gerninger, ikke for intentionerne. Det er kun det 10. bud, som også forsøger at lægge bånd på fantasien. Og det ved vi vist alle, ikke er så vellykket.

For det fjerde må kritiken i givet fald rettes mod alle, der forsøger sig som skatteål. Man er jo lige moralsk anløben, hvad enten man er udenlandsk eller indenlandsk skattetænker. Men hver eneste morlille, som forærer børn og børnebørn de årlige 55.000 for at undgå arveafgift, handler med samme hensigt. De forældre, som overdrager en forældrekøbt lejlighed til datteren for at undgå avanceskat ved videresalg, er heller ikke ret meget bedre. Eller de som flytter skattefradrag fra en andelsboligforening til dens andelshavere. Hvis alle de skal brændemærkes som skattetænkere og umoralske individer, så får man travlt.

Og man kan blive ved. Men er det nødvendigt med et femte, sjette og syvende punkt. Etik handler ikke kun om at være højtravende, men navnlig om at løse enkle modsætningsforhold på en anvendelig måde. Hidtil har vi gjort det ved at operere med begrebsparret lovlig versus ulovlig. Det har fungeret i mange år. Mon ‘tvivlsom’ og dets antonym kan fungere lige så godt?

Anholdelsen i Horsens

Måske er jeg bare en lille smule insisterende, men jeg synes altså, det er dybt interessant, hvad man blandt mine bekendte på nettet kan se af gode autoritetstro argumenter for, at videoen fra forleden er helt acceptabel. Og samtidig er jeg egentlig stolt af, at mine unger har drøftet sagen, og faktisk har leveret stillingtagen til en række synspunkter. Vi kan f.eks. starte med:

Proletar-argumentet.

Når man ser videoen, så tager det ikke mange sekunder, førend man ser, at den anholdte klæ’r sig som en proletar, at han taler som en proletar, og at han endda bevæger sig som en proletar. Kort sagt, han er en proletar – og derfor må man nok bruge magt lidt tidligere og lidt mere end ellers.

Men berettiger det ham nu også til en særlig behandling? Er der virkelig nogen som mener, at folk fra Vedbæk, Sønderjylland eller Færøerne også skal behandles ringere eller ligefrem bedre af myndighederne. Er det nødvendigt at uddybe det synspunkt? I så fald bør man se Henry Fords gamle film om “12 vrede mænd”, der essentielt handler om den evigtgyldige sandhed, at man altid lige bør overveje, “om det kunne have været mig”.

Lad mig i øvrigt lige tilføje, at jeg ikke siger, at man ikke skal straffes for at tale grimt til Politiet. Det skal man. Uanset hvem man er, så må man forsøge at tale fint, når man har med myndigheder at gøre. Mit synspunkt går udelukkende på, om straffen skal afsones i et fængsel eller med en gang klø.

Godt politiarbejde?

En af de bedre udtalelser kommer fra bl.a. Politiforbundets formand, der karakteriserer anholdelsen som “godt politiarbejde”. Og han er bestemt ikke alene med det synspunkt.

Der hvor jeg kommer fra, har vi det ellers sådan, at det bedste politiarbejde resulterer i, at den anholdte lammefromt følger med på stationen. Men der er selvsagt en gradsforskel mellem det optimale og det jævnt hen gode, og der er endnu længere ned til det kritisable.

Det kan godt være, at jeg stiller høje krav til Politiet og har lidt flere forventninger til dem end så mange andre – måske fordi de ikke har spillet så stor en rolle i mit beskyttede liv. Men ligefrem at nå til karakteren god, er det ikke lidt for højt?

Og hvis det er godt politiarbejde, så indebærer det også, at sådan gør betjentene altid. Så enten er politiet racistisk, hvad der forhåbentlig ikke er tilfældet, eller også vil jeg godt betakke mig for at blive anholdt.

Vi kender ikke forhistorien.

Det er selvfølgelig interessant, hvad der er gået forud, men hvis nu fyren har begået noget virkelig alvorligt – f.eks. et voldeligt overfald – hvorfor er han så ikke allerede i håndjern? Da videoen starter har vi i hvert fald en situation, der er så rolig, som man nu en gang kan forvente. Man behøver altså ikke ligefrem tage dansetrin hen til politibilen. Hvis situationen har været ophidset, så er den faldet til ro igen.

Og når det er tilfældet, så må tidligere episoder være af helt underordnet betydning. Man kan måske ikke sige, at man skal starte fra nulpunktet igen, men det må være tæt på. Derfor duer argumentet om forhistorien ikke til så farlig meget.

Den nødvendige magt.

Der er ingen tvivl om, at politiet har lov til at bruge den nødvendige magt til at foretage en anholdelse. Dette indlæg skal imidlertid ikke være en gennemgang af den strafferetlige litteratur om anholdelser, men af almindelige facebook-argumenter. Jeg vil derfor nøjes med en rent sproglig bemærkning.

Ordet “nødvendig” indebærer, at man må bruge magt, hvis man ikke kan gennemføre anholdelsen på anden vis. Hvis man derimod med et element af tålmod eller behændig overtalelse kunne have nået samme mål, så er magtanvendelsen unødvendig. En af mine anker mod denne video er, at der er så kontant afregning. Det kan godt være, at den anholdte har været “a pain in the arse”, men jeg kan ikke se, at betjenten (og her tænker jeg primært på den mandlige) i nævneværdigt omfang forsøger andre løsninger.

Når udtrykket “nødvendig magtanvendelse” benyttes som argumentation, så er det altså enten sproglig slaphed eller udtryk for, at man ikke har ret megen fantasi til at finde løsninger.

Hjemme hos os bruger vi også vold.

Et beslægtet argument, som jeg endda har set brugt af flere forskellige, er, at betjenten ikke anvender mere vold, end folk selv gør for at børste tænder på en genstridig 3-årig (den anden gang var barnet 2-årigt). Til det er der kun at sige, at jeg er taknemlig for, at jeg er blevet så stor, at jeg selv børster mine tænder. Og at nogen børn måske bør vælge deres forældre med større omhu.

Aktion og reaktion.

Når man bedømmer en situation, så er det ikke helt uden relevans, hvem der er den aktivt udfarende part, og hvem der er den reagerende. Selvfølgelig kan man sige, at fra det tidspunkt, hvor den ene part først henvender sig til den anden, så er det hele en kæde af reaktioner, men der altså nogle markante brud i handlingsmønsteret, hvor temperaturen lige pludselig stiger temmelig mange grader.

Der kan sagtens have været nogle ophidsede øjeblikke inden videoen starter, men situationen er nede på et overskueligt niveau. Og så er det jo vigtigt, at den ikke eskalerer igen. Det er bl.a. en af de ting, som man helt berettiget må forvente, at betjente er rigtigt gode til.

Men det synes jeg helt ærligt, ikke den stærkeste betjent er her.

Sammenfatning.

Der kan vist ikke være ret megen tvivl om, hvor denne lille families sympatier ligger. Måske er vi lidt verdensfjerne og bryder os bare ikke om at få livets mere brutale realiteter ind i dagligstuen, men der er nu engang langt fra betjente i skræddersyede jakkesæt, der følger ænder over gaden, og til denne episode.

Den er rent ud sagt ikke det heldigste. Hvor på skalaen den nærmere skal placeres; det kræver lidt flere overvejelser. Det behøver ikke være sådan, at betjenten har gjort sig fortjent til at blive stegt på Skt. Hans-bålet, men det er væsentligt, at man hele tiden overvejer, hvordan man kan gøre tingene bedre.

Det er dog ikke lige den indstilling, man mærker ulme i folkedybet, og det kan egentlig godt undre lidt.

Efterskrift

Ifølge Politiken fik betjenten kritik for sagen af klagemyndigheden.