Bandeforbud

For nylig bredte begejstringen sig blandt politikere, efter at politiet havde opgjort antallet af kriminelle med bandetilknytning. At narkohandel og bander er et sammensurium, og at narkohandlere samt deres tæskehold kommer bag tremmer i ret lange perioder, er dog ikke en nyhed.

Nej, nyheden ligger i, at man nu endelig mener, at der er grundlag for at forbyde bandernes eksistens. Hvis man blot et øjeblik antager, at grundlaget er der, så trænger der sig et spørgsmål på: “Hvad vil man opnå med det?”

For at sige det helt banalt, er der så noget som helst, der forhindrer, at bandemedlemmerne næste dag afholder stiftende generalforsamling i en ny og tilsvarende organisation? Det er muligt, at reglerne om ophævelse af foreninger har stået i Grundloven siden 1849, men der er sandelig også en grund til, at reglerne kun er blevet brugt et ganske beskedent antal gange.

Opløsning af foreninger kan ske på 2 måder, enten ved dom eller ved en særlig lov.

Louis Pios socialister blev forbudt i 1874 ved en dom, fordi man anså formålet for ulovligt. Men det er jo ret åbenlyst, at socialisterne blot arbejdede videre under andre former.

Dernæst findes der domme om foreninger, der skulle omgå nogle regler i beværterlovgivningen, idet man meldte sig ind i en forening ved indgangsdøren, og så kunne der udskænkes frit. Det er af samme grund man bruger betegnelsen ‘natklub’. Så var der i 1924 en forening, der mest frekventeredes af bøsser. Hvad dens medlemmer gjorde bagefter vides ikke, men givet er, at i det lange løb havde dommen ikke voldsom betydning.

I 30’erne blev der indført et uniformsforbud, som bl.a. ramte spejderbevægelsen og et forbud mod at stifte foreninger, der skulle tjene som politiske partiers tæskehold. Hvor stor effektivitet de 2 love egentlig havde, kan nok diskuteres, men under alle omstændigheder handlede de ikke om opløsning af eksisterende foreninger.

Det gjorde derimod den bedst kendte sag, nemlig opløsningen af kommunistpartiet i 1941. Den er sin egen af flere grunde. For det første skete opløsningen ved lov. For det andet blev de kommunistiske folketingsmedlemmer afskåret fra at deltage i behandlingen af lovforslaget. Og for det 3. blev en hel del af foreningens medlemmer buret inde. Hvis man interesserer sig lidt for proportioner, så står det nok temmelig klart, at indespærringen var det værste indgreb og dernæst indgrebet i folketingsmedlemmernes deltagelse i folketingets møder.

Selve  opløsningen af partiet var derimod underordnet, for partiet var såmænd nok gået under jorden alligevel. Og det gjorde det jo også. Den største forhindring for partiets fortsatte virke var fraværet af de internerede personer – ikke forbuddet.

Set i det lys må man konstatere, at sandsynligheden for at opløsning af rockergrupper vil have nogen anden virkning end beskæftigelse af et større antal jurister er ganske beskeden

Det er slemt nok at skyde gråspurve med kanoner, men endnu værre bliver det, når fuglen blot flyver sin vej, inden granaten lander. Det vil være realiteten med et forsøg på at forbyde bander. Så skal vi ikke bare lade være – uanset der kunne findes andre argumenter mod et forbud.

Er alting glemt om hundred år?

Det kan lyde mærkeligt, at jeg som næste led i argumentationskæden egentlig godt kunne finde på at sammenligne narkogangstere med så hæderkronede foretagender som socialdemokraterne og bøssebevægelsen. Idag betragter de fleste Louis Pio som en pioner for den nye tid. Og Herman Bang er ikke længere en sindssyg forfatter blot på grund af sin homofili. Og det må føre til det noget provokerende spørgsmål, om narkohandlere om 100 år vil blive bedømt på samme måde.

Umiddelbart lyder det vanvittigt, men når man ser ud i verden, så må man konstatere, at der er et stadigt stigende antal lande, der bevæger i retning af at legalisere handel med narkotika, navnlig hash. Og resultaterne af liberaliseringerne er entydige. Så selve handelen vil formentlig foregå aldeles legalt en gang i fremtiden. Det kunne jo tale for, at man i fremtiden vil mene, at rockerne nok ikke var så slemme.

Den mængde vold og drab som udgår fra disse grupper, er imidlertid overvældende. Og periodevis ser man den undskyldning, at der primært er tale om vold mod andre markedsdeltagere. Men den køber jeg ikke. For det første er banditter ikke en særlig form for undermennesker, som det er mere legitimt at slå ihjel. (Og hvorfor skulle så kun gruppens egne medlemmer have lov til at begå drabene?) Og dernæst er der temmeligt mange af ofrene, som ikke er banditter. Så der er ingen grund til at se mildere på gerningsmændene til disse voldsforbrydelser end  på andre ugerningsmænd..

Men alligevel må jeg objektivt set konstatere, at opfattelsen af forbudstidens gangstere efterhånden er mildnet en del i takt med, at man ser forbuddet som den egentlige årsag til drab og vold. Så kan hænde, der også kommer et forsonende skær over Makrellen samt hans ligemænd. Men ikke med min gode vilje.

Men om hundred år vil man nok betragte kriminalisering af selve handelen som en mærkelig fortidig foreteelse, som da aldrig burde have ført til et bandeforbud.

Lad os nu tænke tanken til ende

Hvis man ikke har ladet sig overbevise om, at et forbud er omsonst, så kan man jo overveje, hvorledes en retssag vil forløbe. Og det er her juraen normalt er kommet til kort, for der skal være en række betingelser, der skal opfyldes.

Sjovt nok blev der foretaget en ændring af grundlovens regler om foreningsfrihed i 1953, så regeringen ligefrem fik en pligt til at indlede sager om opløsning af voldelige foreninger. Og så skulle der vel ikke være flere problemer. Men det er der.

Og banderne vil lægge hårdt ud med det enkle synspunkt, at de slet ikke er foreninger. Det lyder for fjollet til at være sandt, men de har faktisk nogle gode kort på hånden, herunder at domstolene selv ved tidligere lejligheder har fastslået, at det er de ikke.

Det skete fordi rockerne på et tidspunkt gik i offensiven og anlagde sag mod en lidt åbenmundet politiembedsmænd, der klart havde koblet rockere og narkohandel, men måske havde svært ved at dokumentere det på en sådan måde, at han kunne vinde en injuriesag. Det var jo ikke så godt, men heldigvis kunne rockerne kun føre sagen, hvis de var en forening, og det fastslog retten så, at der ikke var tale om. Der var en del hold i det, for bortset fra en knivskarpt afgrænset medlemsgruppe, så havde rockerne ingen formelle vedtægter, det var tåget hvorledes bestyrelsen blev valgt, og der var heller ikke noget regnskab. Altså var det ingen forening.

Og det næste element bliver, at de ulovlige aktiviteter skal ske i foreningen. Det er svært at sige, at der ikke er et mønster, men det har vi jo vidst i årtier. Hvordan handelen egentlig er organiseret står ikke helt klart, men det er givetvis nærmere er en form for individuelle franchises og ad hoc partnerskaber end et fælles interessentskab. En sådan opdeling i mindre enheder vil i hvert fald gøre systemet mere modstandsdygtigt overfor efterforskning og retsforfølgning.Det er også mit indtryk, at de fleste bandeaktiviteter foregår individuelt eller i smågrupper. Det er ikke sådan, at samtlige indtægter og udgifter går direkte i den fælles kasse, og hvis det endelig sker, så gøres det ikke på en dokumenterbar måde.

I virkeligheden kan man måske argumentere for, at det er adgangen til en organiseret erfaringsudveksling samt en kartellignende markedsdeling, der er de største risikomomenter ved banderne. Men det bliver ganske svært at dokumentere på nogenlunde overbevisende måde. Jeg kan lige se disse hærdebrede mænd sidde med barnligt troskyldige øjne og forklare, at de sandelig mestendels udveksler strikkeopskrifter – eller endnu bedre, at de er en slags ‘criminals anonymous’, der holder gruppeterapi for at undgå recidiv. Ikke et øje vil være tørt.

Så det kan måske nok være, at det vil lykkes at få et forbud, men førend man når dertil, så er der brugt mange penge på beskæftigelse af jurister og gjort megen grin med borgermusikken.

Dann haben wir aber andere Metoden!

De fik jo krammet på Al Capone til sidst, så det må da også kunne lykkes for os. Det var i hvert fald et meget populært synspunkt, som blev fremført for nogle år siden. Og metoden skulle være en effektiv brug af al mulig anden lovgivning end straffeloven.

Det drejer sig om alt fra folkeregisterloven, over moms- og skattelove til regler om nattestøj i boligområder.

Alt kan lade sig gøre, men det er vanvittig dyrt. Selv har jeg haft fornøjelsen af en sag, hvor man forsøgte at skræmme en rockergruppe fra et benytte en bygning i Hvidovre, der tidligere havde været forsamlingshus eller lign. Som jeg husker det, så havde man samlet en lang liste over ulovlige forhold. Det drejede sig om larm fra motorer, når der blev justeret motorcykler i gården, over en manglende brandslukker, en blokeret redningsåbning, opsætning af en gipsvæg uden byggetilladelse, og guderne må vide hvad.

Nu var det ikke sådan, at der stod ‘Nøragersmindebanden’ på skødet. Skødehaverne var nogle relativt perifere personer, herunder en af Danmarks mest frifundne, der havde lejet ud til gruppen. Ejerne havde – sjovt nok – et fint revideret regnskab over deres udlejningsvirksomhed. Men ifølge deres eget udsagn havde de en ret urolig gruppe lejere, og man kunne selvsagt ikke pålægge dem ansvar for lejernes opførsel.

Det hele kom til at udspille sig over 3 retsdage, med et hav af beskikkede advokater og en hel deling betjente til at sørge for sikkerheden. Jeg tror mit eget honorar var over 50.000, så den gipsvæg blev dyr for stat og kommune – navnlig da der stort set blev frifundet grundet dårligt fodarbejde hos kommunens jurister.

Naturligvis kan man ved en koncentreret indsats få nogle enkelte pragteksemplarer ned med nakken. Problemet er bare, at indtil nu har det vist sig, at ‘for de gamle som faldt er der ny overalt’. Og hvis man skal nå raden rundt, så får man travlt. For at sige det ligeud, så går også denne model op i beskæftigelsesterapi for jurister.

Dertil kommer, at de forskellige små stramninger af allehånde love i den gode sags tjeneste uundgåeligt også vil blive brugt mod almindelige lovlydige borgere. Den seneste tids totalkontroller kan godt ses som et resultat deraf. I stedet for at bruge sin tid på de besværlige kriminelle, så bruger man de samme metoder mod de øvrige borgere. Man får selvsagt en vist fangst, det er langt enklere sager og navnlig slipper man for den risiko for voldelige konfrontationer, som er en del af bandernes kendetegn.

Så hvad skal vi gøre?

Den uundgåelige konklusion er, at bandeforbud har glimrende virkninger som beskæftigelsesfremmende foranstaltning for nyuddannede akademikere. Men anden virkning har det næppe. Så det vil da sikre beskæftigelsen for akademikerne i årtier fremover.

De ressourcer der bruges på den indsats, er imidlertid ressourcer, som man tager fra alle mulige andre formål. Så man må da overveje, om der ikke findes bare et eneste andet sted, hvor man kunne bruge vore skattekroner med større udbytte. Det tror jeg nok, der er.

Skattemoral

Avisredaktører elsker, når man forkorter. Heldigvis kan jeg her bringe de oprindelige – læseværdige – udgaver. Denne tekst, der havde sin baggrund i, at Danmarks Radio endnu en gang angreb ‘advokater, revisorer og andre højtlønnede’  for at give umoralske, men lovlige råd om skattetænkning, blev forarbejdet til et lille stykke i Børsen:

Vi er alle skattetænkere

Kampagnejournalistik minder lidt om militær strategi. Angriberen ved, hvor offensiven vil finde sted, og forsvarerne vil ofte være forvirrede og svare igen med variende og til dels modsatrettede midler. Sådan er det også med DRs skatteudsendelser.

Politikerne, der tror, at de skal have en mening om alt, er allerede løbet over ende og kræver i samlet flok yderligere, fornyet og målrettet indsats mod anløbne rådgivere. Det har de ganske vist gjort i årtier og uden synderlig virkning, men det ser godt ud. Vi andre, som har lidt mere tid til at tænke, kan måske nok have lidt flere tvivl om årsag, virkning og konsekvenser.

For det første er det helt notorisk, at jo højere skat, desto større kan fortjenesten ved at undgå skatten blive. Det indebærer selvsagt, at lovene bliver længere og mere komplicerede. De som tror, at man kan lave et enkelt skattesystem fornægter altså betydningen af økonomiske incitamenter. Men der er selvfølgelig nogen, som er naive og ikke vil have deres cirkler forstyrrede af fakta.

For det andet er det jo i praksis sådan, at næppe nogen branche er underlagt et skrappere rådgivningsansvar end de, som beskæftiger sig med skat. Der er domme som gør rådgivere ansvarlige for ikke at have anvist skattebesparelser, uanset kun et mindretal blandt rådgivere kendte til og benyttede den pågældende metode. Sjovt nok er erstatningsansvaret i øvrigt størst, hvis man ikke minimerer klientens skat, for så kommer rådgiveren til at den skat, som kunne have været undgået. Er dispositionen derimod kommet på den forkerte side af loven, så kan kunden ikke kræve erstatning, for han har jo intet tab lidt. Til gengæld er der så et problem med et strafansvar. Så det er en evindelig sejlads mellem Scylla og Charybdis.

For det tredie vil ingen rådgiver foretage sig noget som helst uden at have rygdækning i enten klare og kendte regler eller i en bindende forhåndsbesked. Måske nok en forhåndsbesked indhentet i en mindre betydende sag, men i hvert fald med nøjagtig samme fakta. Derfor er det ikke så interessant, hvad nogle bankfolk m.v. har foregøglet af guld og grønne skove som led i en salgstale. Og man bør i øvrigt kun dømmes for sine gennemførte gerninger, ikke for intentionerne. Det er kun det 10. bud, som også forsøger at lægge bånd på fantasien. Og det ved vi vist alle, ikke er så vellykket.

For det fjerde må kritiken i givet fald rettes mod alle, der forsøger sig som skatteål. Man er jo lige moralsk anløben, hvad enten man er udenlandsk eller indenlandsk skattetænker. Men hver eneste morlille, som forærer børn og børnebørn de årlige 55.000 for at undgå arveafgift, handler med samme hensigt. De forældre, som overdrager en forældrekøbt lejlighed til datteren for at undgå avanceskat ved videresalg, er heller ikke ret meget bedre. Eller de som flytter skattefradrag fra en andelsboligforening til dens andelshavere. Hvis alle de skal brændemærkes som skattetænkere og umoralske individer, så får man travlt.

Og man kan blive ved. Men er det nødvendigt med et femte, sjette og syvende punkt. Etik handler ikke kun om at være højtravende, men navnlig om at løse enkle modsætningsforhold på en anvendelig måde. Hidtil har vi gjort det ved at operere med begrebsparret lovlig versus ulovlig. Det har fungeret i mange år. Mon ‘tvivlsom’ og dets antonym kan fungere lige så godt?

Anholdelsen i Horsens

Måske er jeg bare en lille smule insisterende, men jeg synes altså, det er dybt interessant, hvad man blandt mine bekendte på nettet kan se af gode autoritetstro argumenter for, at videoen fra forleden er helt acceptabel. Og samtidig er jeg egentlig stolt af, at mine unger har drøftet sagen, og faktisk har leveret stillingtagen til en række synspunkter. Vi kan f.eks. starte med:

Proletar-argumentet.

Når man ser videoen, så tager det ikke mange sekunder, førend man ser, at den anholdte klæ’r sig som en proletar, at han taler som en proletar, og at han endda bevæger sig som en proletar. Kort sagt, han er en proletar – og derfor må man nok bruge magt lidt tidligere og lidt mere end ellers.

Men berettiger det ham nu også til en særlig behandling? Er der virkelig nogen som mener, at folk fra Vedbæk, Sønderjylland eller Færøerne også skal behandles ringere eller ligefrem bedre af myndighederne. Er det nødvendigt at uddybe det synspunkt? I så fald bør man se Henry Fords gamle film om “12 vrede mænd”, der essentielt handler om den evigtgyldige sandhed, at man altid lige bør overveje, “om det kunne have været mig”.

Lad mig i øvrigt lige tilføje, at jeg ikke siger, at man ikke skal straffes for at tale grimt til Politiet. Det skal man. Uanset hvem man er, så må man forsøge at tale fint, når man har med myndigheder at gøre. Mit synspunkt går udelukkende på, om straffen skal afsones i et fængsel eller med en gang klø.

Godt politiarbejde?

En af de bedre udtalelser kommer fra bl.a. Politiforbundets formand, der karakteriserer anholdelsen som “godt politiarbejde”. Og han er bestemt ikke alene med det synspunkt.

Der hvor jeg kommer fra, har vi det ellers sådan, at det bedste politiarbejde resulterer i, at den anholdte lammefromt følger med på stationen. Men der er selvsagt en gradsforskel mellem det optimale og det jævnt hen gode, og der er endnu længere ned til det kritisable.

Det kan godt være, at jeg stiller høje krav til Politiet og har lidt flere forventninger til dem end så mange andre – måske fordi de ikke har spillet så stor en rolle i mit beskyttede liv. Men ligefrem at nå til karakteren god, er det ikke lidt for højt?

Og hvis det er godt politiarbejde, så indebærer det også, at sådan gør betjentene altid. Så enten er politiet racistisk, hvad der forhåbentlig ikke er tilfældet, eller også vil jeg godt betakke mig for at blive anholdt.

Vi kender ikke forhistorien.

Det er selvfølgelig interessant, hvad der er gået forud, men hvis nu fyren har begået noget virkelig alvorligt – f.eks. et voldeligt overfald – hvorfor er han så ikke allerede i håndjern? Da videoen starter har vi i hvert fald en situation, der er så rolig, som man nu en gang kan forvente. Man behøver altså ikke ligefrem tage dansetrin hen til politibilen. Hvis situationen har været ophidset, så er den faldet til ro igen.

Og når det er tilfældet, så må tidligere episoder være af helt underordnet betydning. Man kan måske ikke sige, at man skal starte fra nulpunktet igen, men det må være tæt på. Derfor duer argumentet om forhistorien ikke til så farlig meget.

Den nødvendige magt.

Der er ingen tvivl om, at politiet har lov til at bruge den nødvendige magt til at foretage en anholdelse. Dette indlæg skal imidlertid ikke være en gennemgang af den strafferetlige litteratur om anholdelser, men af almindelige facebook-argumenter. Jeg vil derfor nøjes med en rent sproglig bemærkning.

Ordet “nødvendig” indebærer, at man må bruge magt, hvis man ikke kan gennemføre anholdelsen på anden vis. Hvis man derimod med et element af tålmod eller behændig overtalelse kunne have nået samme mål, så er magtanvendelsen unødvendig. En af mine anker mod denne video er, at der er så kontant afregning. Det kan godt være, at den anholdte har været “a pain in the arse”, men jeg kan ikke se, at betjenten (og her tænker jeg primært på den mandlige) i nævneværdigt omfang forsøger andre løsninger.

Når udtrykket “nødvendig magtanvendelse” benyttes som argumentation, så er det altså enten sproglig slaphed eller udtryk for, at man ikke har ret megen fantasi til at finde løsninger.

Hjemme hos os bruger vi også vold.

Et beslægtet argument, som jeg endda har set brugt af flere forskellige, er, at betjenten ikke anvender mere vold, end folk selv gør for at børste tænder på en genstridig 3-årig (den anden gang var barnet 2-årigt). Til det er der kun at sige, at jeg er taknemlig for, at jeg er blevet så stor, at jeg selv børster mine tænder. Og at nogen børn måske bør vælge deres forældre med større omhu.

Aktion og reaktion.

Når man bedømmer en situation, så er det ikke helt uden relevans, hvem der er den aktivt udfarende part, og hvem der er den reagerende. Selvfølgelig kan man sige, at fra det tidspunkt, hvor den ene part først henvender sig til den anden, så er det hele en kæde af reaktioner, men der altså nogle markante brud i handlingsmønsteret, hvor temperaturen lige pludselig stiger temmelig mange grader.

Der kan sagtens have været nogle ophidsede øjeblikke inden videoen starter, men situationen er nede på et overskueligt niveau. Og så er det jo vigtigt, at den ikke eskalerer igen. Det er bl.a. en af de ting, som man helt berettiget må forvente, at betjente er rigtigt gode til.

Men det synes jeg helt ærligt, ikke den stærkeste betjent er her.

Sammenfatning.

Der kan vist ikke være ret megen tvivl om, hvor denne lille families sympatier ligger. Måske er vi lidt verdensfjerne og bryder os bare ikke om at få livets mere brutale realiteter ind i dagligstuen, men der er nu engang langt fra betjente i skræddersyede jakkesæt, der følger ænder over gaden, og til denne episode.

Den er rent ud sagt ikke det heldigste. Hvor på skalaen den nærmere skal placeres; det kræver lidt flere overvejelser. Det behøver ikke være sådan, at betjenten har gjort sig fortjent til at blive stegt på Skt. Hans-bålet, men det er væsentligt, at man hele tiden overvejer, hvordan man kan gøre tingene bedre.

Det er dog ikke lige den indstilling, man mærker ulme i folkedybet, og det kan egentlig godt undre lidt.

Efterskrift

Ifølge Politiken fik betjenten kritik for sagen af klagemyndigheden.

Mig og ordensmagten

Vi burde jo være perlevenner. For efter at have levet et halvt århundrede så er jeg aldrig kommet i fængsel. Men det var dog lige ved sidste år. Men det har taget tid at blive klar til at skrive om det.

Optakten

Forhistorien var såmænd fredelig nok, nemlig at jeg var ved at forlade rigsarkivet efter et forgæves forsøg på at finde den mormonfilm (det hedder det altså), som ville kunne hjælpe mig videre med en slægtshistorisk knude. Jeg var altså udstyret som midaldrende mand på bytur, d.v.s. gråsprængt skæg, tweed-jakke og nogenlunde nypudsede sko.

Igennem porten ud til Rigsdagsgården ser jeg pludselig en dame komme løbende forfulgt af en anden dame, der langer ud efter hende. Som en pæn borger så jeg råber højt og tydeligt: “Hov. Hov. Kan De så la’ vær'” Det mindede lidt om den der sjove video fra 90’erne med Birthe Rønn Hornbech.

Desværre var forfølgeren civilklædt betjent, men det opdagede jeg først, da jeg var kommet temmelig tæt på dem. Den første dame, der var ældre og åbenlyst lidt til en side, stod da klemt op ad muren, medens den langt kraftigere kvindelige betjent råbte ind i hovedet på hende, at hun skulle forlade stedet. Det var ligesom lidt vanskeligt at adlyde den ordre. Og betjenten fortsatte råberiet, medens folk stod stille og kiggede. Der kom et par uniformerede betjente og et par af Folketingets.

Den ene betjent stillede sig op mellem mig og de 2 damer, så jeg gik pænt hen til ham, fik hans opmærksomhed og meddelte, at den optræden ikke var dansk politi værdig. Måske en lidt højstemt formulering, men sådan blev det nu. Og så blev jeg selvsagt stående og så på. Det reagerede han ikke på. Nogen tid senere slap den tossede dame af sted, og så fik jeg ellers den kvindelige betjents opmærksomhed.

Apoteosen

Lige som jeg var ved at vende rundt og forlade stedet – lidt rystet over optrinnet – blev jeg anråbt, og beordret til at blive der, for “vi skulle vist lige tale sammen”. Det blev nu mere til enetale, og det bedste ved den var, at hver gang betjenten havde talt færdig, og jeg så konstaterede, at jeg ikke var enig, men at vi nok heller ikke ville blive det, og at det derfor ville være fornuftigt at afslutte konversationen, så startede hun sandelig forfra med det samme foredrag om, at jeg var tilbageholdt, og at jeg ikke måtte gribe ind i en politiforretning.

Og det var jo lidt rigtigt, at det havde jeg været lige ved. Men jeg syntes rigtignok ikke forsætskravet var helt opfyldt. På det tidspunkt havde hun vist fået et visitkort, så hun kunne kontrollere mine personalia. Og det blev på den baggrund temmelig klart antydet, at en fortidig universitetsuddannelse i jura ikke kunne have medført indsigter i nutidig ret. Og jeg manglede tydeligvis indsigt i politiets normer for god opførsel.

Det var faktisk lidt pinligt, for vi stod midt på kørebanen, gården gav genlyd af hendes synspunkter og det tog altså temmelig lang tid. Tilskuerantallet voksede støt.

Jeg blev underholdt med, at den tossede dame havde tilhold mod at vise sig i Østre Landsret (og undlod at bemærke, at den ligger i nogen afstand helt nede i Bredgade), at det var for vores egen skyld, at politiet greb ind, for damen kunne jo have haft en bombe i sin taske (jeg undlod igen at gøre opmærksom på, at hun så næppe skulle have haft lov til at gå). Og jeg var rent faktisk rystet nok til ikke at huske at repetere, at betjentens opførsel havde været uværdig for dansk politi.

Det hele foregik i øvrigt på den måde, at betjenten konsekvent trådte helt tæt på mig. Det hedder vist formelt, at hun trådte ind i min intimsfære. Og hver gang det blev for meget, så gik jeg et skridt tilbage. Hun havde også en voldsom trang til at holde på min arm og skulder, men brød sig ikke om, hverken at jeg frabad mig håndspålæggelse, eller at jeg bad hende holde en tilbørlig afstand. Men hvad skulle jeg ellers kalde det?

Ubehageligt var det. Og imedens stod den anden betjent blot og så på. Han kunne vel have lagt sig lidt imellem, opfordret hende til at gå ind til kaffen, medens han tog over – eller hvad ved jeg.

For at gøre en lang historie kort, så slap jeg i sidste ende med skrækken, men da havde politiet på nogle minutter mistet en stor del af min tillid, som ellers er bygget op gennem 2/3 menneskealder. Større er skaden såmænd ikke.

Fundamentalt set vil jeg gerne have stor forståelse for, at politiets arbejde er vanskeligt og belastende, og at der vil ske fejl. Men hvis jeg fremover skal have den forståelse, så kræver det nok, at politiet selv forstår, at når man har så belastende og vanskeligt et arbejde, så vil man begå flere fejl end ønskeligt. Og der er måske visse fejl, som man kunne undgå ved lidt omtanke.

Og nej, jeg har ikke klaget over den pågældende betjent, for det var så klart, at hun bare gjorde som vanligt. Og deri ligger egentlig det generende. Og jeg kan altså stadig ikke helt undgå den tanke, at måske har politiet fået for mange beføjelser.

(PS. Den slægtshistoriske knude fik jeg løst dagen efter, at denne tekst var skrevet. Det var rigtig dejligt.)

Se og Hør har da ret – i en detalje.

Lidt om fogedforbud og forholdet til udenlandsk ret.

Et fogedforbud i Frankrig har ingen betydning for om Se og Hør må trykke topløse billeder af hertuginden af Cambridge. Sådan udtalte bladets redaktør sig forleden til Ritzau. Og selve den ytring er helt korrekt, men den eftersætning, som hørte med, viste, at redaktøren alligevel ikke har begrebet ret meget om juraen. Han tilføjede nemlig, at Se og Hør havde anskaffet sig billederne, inden forbuddet blev nedlagt. Men det er helt uden betydning for sagen.



Det er naturligvis rigtigt, at det ikke giver mening, at et lands domstole forsøger at regulere handlinger i andre lande, traditionelt udtrykt af en engelsk dommer med vendingen, at det nytter ikke noget, at engelske domstole forbyder en franskmand at ryge på gaderne i Paris. Dommen ville jo ikke kunne gennemtvinges uden hjælp fra myndighederne på gerningsstedet, og de ville næppe adlyde et bud om den slags fra udlandet. Så i den forstand har redaktøren ret. Et fransk fogedbud ér uden virkning i Danmark.

Men det er også det eneste, han har ret i, og det er i øvrigt ligegyldigt i denne sammenhæng for Se og Hør udgiver jo billederne i Danmark, så han bør overveje indholdet af dansk ret..

I Danmark er optagelse af billeder af privat natur, medens den afbildede befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, strafbart. Men den bestemmelse rammer jo kun optagelsen og dermed fotografen, og da billederne er optaget i Frankrig, og vi ikke kan forbyde handlinger på fransk grund, så er det ikke relevant.

Se og Hør er i denne forbindelse en hæler, der aftager en vare, som ikke ville være lovlig, hvis den var fremstillet i Danmark, og det er varen heller ikke, selvom billederne tages i Frankrig. Og hæleribestemmelsen er formuleret anderledes, idet den kun omfatter billeder vedrørende en andens private forhold eller som åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Er et par bryster “private” eller kan de “åbenbart forlanges unddraget offentligheden”. I min gymnasietid tog pigerne topløse solbade i skolegården – og gud hvor var det både dejligt og pinligt at stirre på. Men mon ikke den hemmeligt attråede Karoline havde dækket sig til, hvis jeg havde medbragt et kamera?

Ej heller forekomsten af pigerne på Ekstra-Bladets side 9 (hvor de dog efterhånden er temmelig påklædte) er formentlig nok til at gøre brugen af billeder af andre kvinder retmæssig, for i den situation foreligger der et samtykke, og det er velkendt, at samtykke kan gøre det ulovlige lovligt – tænk blot på en boksekamp og vold.

Det er imidlertid min opfattelse, at de bare bryster er beskyttede, for det ville jeg ønske for mine kære, hvis de stod i situationen. Og det tror jeg egentlig de fleste ville. Og så er der ingen grund til at gøre problemet sværere.

Hvis brystbilleder er private, og offentliggørelse altså strafbar, så indtræder der noget interessant, nemlig at enhver medvirken til handlingen også er det. Det gælder bladets ejer, som tilsyneladende bakker op. Det gælder også kioskejeren, som formidler i næste led, og det gælder frisøren, som lægger det foran sine kunder. De kan godt nok få travlt hos politiet, hvis de skal følge op på den. Men hvis det ikke sker, hvorfor skulle hovedmanden så straffes? Det skal han, fordi han er hovedmand, og man kan finde ham.

Men alt dette handler jo om strafbarhed, og det er ikke nødvendigvis sådan, at noget bliver lovligt, hvis det mod forventning ikke er strafbart. Der findes også et civilretligt system, der til dels falder sammen med strafferetten, men somme tider er videre og i sjældnere tilfælde smallere end det civilretlige. 

Og i det civilretlige system optræder så det mærkelige begreb “fogedforbud”. Lad mig med det samme gøre opmærksom på, at forbud kan have forskelligt indhold i Danmark og Frankrig, så det følgende gælder kun Danmark.

Det er så lokkende at tro, at et “fogedforbud” gør noget forbudt, men det er ikke tilfældet. Domstolenes funktion er normalt efterfølgende; man kan kun idømme sanktioner overfor de, som har gjort noget forbudt. I civilretlige sager vil det typisk være betaling af en erstatning, og det er jo ikke altid, at det er det bedste plaster på såret.

Hvis man vil – eller er i færd med at – foretage sig noget, som sandsynligvis er forbudt, og som kan medføre, at man skal betale erstatning, så har retssystemet en interesse i at kunne stoppe det. Og en af de måder, hvorpå man måske kan afskrække nogen, er ved at tilføje en mulighed for, at man oveni en erstatning kan blive pålagt at betale bøde, komme i fængsel, eller få konfiskeret sine redskaber eller sin fortjeneste. Og det er det, som et fogedforbud gør. Fogedforbudet indebærer en foreløbig vurdering af, at noget formentlig vil være/er forbudt, og så knalder man muligheden for hårdhændede sanktioner oveni, hvis man gennemfører/fortsætter med den pågældende handling.

Manglen på et fogedforbud i Danmark medfører derfor ikke, at brystbilleder bliver gratis at offentliggøre. Men det fører til, at man kan nøjes med at betale en godtgørelse, som man må håbe fastsættes, som den gængse pris som modeller af den kaliber ville kunne beregne sig. Det kunne godt være temmelig meget i denne situation. Andre modeller – f.eks. Anne Linnet – der blev fotograferet på stranden, har dog ikke fået så vanvittig meget. I den sag grinede redaktøren af Ugens Rapport nok hele vejen hen til bogholderiet.

Forhåbentlig får vi et brag af en retssag, og forhåbentlig får Se og Hør lov til at betale.

Jens Fr.

Og så lige et PS. Er der ikke en eller anden desert, der på originalsproget hedder noget med prinsessebryster eller lign?