Hvis det er fornuftigt med en ejendomsværdiskat på 3 procent for dyre huse, så må det skulle have logiske konsekvenser andre steder i skattesystemet
Ejendomsværdiskatten har en siamesisk tvilling
Forhistorien til ejendomsværdiskatten er, at den er tænkt som et modstykke til rentefradraget. I detaljer er det ret teknisk, men principperne kan vises med følgende eksempel:
Skatteyderen Isaksen har for 5 millioner realkreditobligationer. Dem tjener han renter af, ca. 2 % eller 100.000 som han betaler skat af. For at gøre det enkelt regner vi med en skatteprocent på 33 %, så skatten bliver 33.000.
Nu sælger han så obligationerne og køber et hus for pengene. Men så får han jo ikke længere nogen renteindtægt, og set fra skattevæsenets side “snyder” han dem altså for de 33.000.
I stedet pålægger man ham en skat på 1 % af værdien af huset. og dermed betaler han 50.000 i skat. Men da værdien af huset er mere end 3 millioner, så lægger man 2 % ekstra ovenpå af de sidste 2 millioner. Det er lige 40.000 ekstra, så skatten i alt bliver 90.000. Så skal Skat i hvert fald ikke være utilfredse.
Hvis Isaksen nu desværre ikke har alle pengene til huset kontant, så ville han komme alvorligt i klemme; han ville sidde “i saksen”, hvis han ikke kunne trække renterne fra.
Derfor får han rentefradrag. Og dermed hænger systemet sammen. Rentefradraget er ejendomsværdiskattens siamesiske tvilling.
Og så ved jeg i øvrigt godt, at vi har set bort fra, at renteniveauet kan ændre sig, at vurderingen af huset ikke nødvendigvis er den samme som prisen og en hel masse andet. Men princippet skal man alligevel ikke glemme.
Hvad så med ekstraskat på dyrere huse?
Da der altså er 3 gange højere skat på den del af huset, som er mere end 3 mio værd, og vi kender begrundelsen for skatten, så fører det til et helt banalt spørgsmål. “Da Isaksen havde pengene stående i obligationer, fik han så 3 gange så mange renter for de sidste 2 millioner?” Det er naturligvis et retorisk spørgsmål. Men når rentefradrag er ejendomsværdiskattens siamesiske tvilling, så må det i hvert fald føre til denne helt banale konklusion:
Hvis man vil have 3 gange højere skat af dyre huse, så skal beboerne også have 3 gange højere rentefradrag!
Skattesystemet skal hænge sammen
Noget af det allerbedste ved det danske skattesystem er faktisk, at der er gjort en enorm indsats for at gøre systemet logisk sammenhængende.
Det gør lovgivningen meget enklere, og det er grunden til, at jeg stædigt fastholder, at i forhold til hvor mange penge der skal drives ind, så er det forbløffende korte og enkle skattelove vi har. Hvis man sætter skatten ned kan det selvsagt gøres langt nemmere, men med de skatter vi har, så er lovene bedre, end man kunne forvente.
Indre sammenhæng i systemet er et af de bedste midler til at sørge for, at man får pengene i kassen. Derfor skal vi værne meget intenst om den. Selvfølgelig er der steder, hvor der ikke er den logik. Men det er altså ikke et argument for, at man skal modarbejde logikken andre steder.
Du skal selv gøre noget ved det
En rimelig fordeling af boligskatterne kommer ikke af sig selv. De, der næsten intet betaler, vil jo ikke ligefrem være de varmeste fortalere for, at de skal betale mere, vel? Så det er helt op til dig selv at overbevise tvivlerne.