Kabell-skrot

Med det antal pressemedarbejdere, der er ansat i Københavns Kommune, har borgmester Kabell næppe selv skrevet ret mange linjer i den kronik om planlovsændringer, som Berlingske bragte for nylig.

Hvis det er højdepunktet af journalistisk kunnen, så har vi ikke brug for pressemedarbejderne. For kronikken handlede stort set ikke om emnet; regeringens afskaffelse af reglerne om at grundejere skal tvangssælge jord til lejeboliger med offentlige tilskud. Den var derimod et åbent brev til Dansk Folkeparti om, hvorvidt DFs vælgere vil kunne lide forslaget. Som om DF ikke selv bedst kender sine vælgere!

Så det bemærkelsesværdigeved den var egentlig først og fremmest, at argumenterne blev fremført i traditionel marxistisk stil, nemlig den tankegang at befolkningen bedst beskrives som klasser. Kapitalister er ganske vist udskiftet med “de rigeste” og proletarer med “de svageste”, men den basale følelse er stadig galdegrøn misundelse. Og så er det man føler trang til at udbryde et: “Kan vi ikke snart komme lidt videre.”

Man må også undre sig over, at Kabell fortsat er tilhænger af, at der skal opføres såkaldt “almene boliger”. Tidligere kaldte man den sociale boliger, men fordelingen var dybt asocial. Så blev de til almennyttige, men det var jo heller ikke korrekt, og derfor forsvandt det nyttige fra navnet. Almene er de i øvrigt kun i den forstand, at de er alment betalte i form af tilskud fra stat og kommune.

Stort set samtlige problematiske boligområder i landet er opført med tilskud. Men når man gør opmærksom på det, så ender man desværre ofte i noget, der ligner den gamle diskussion om, hvorvidt Sovjetunionen nu også var et kommunistisk land. Altså den der evige schlager om, at “idealerne var gode nok, men udførelsen ikke”.

Tiden burde snart være inde til et opgør med den idé, at staten skal yde tilskud til nogle menneskers boliger. Navnlig fordi det automatisk fører til, at boligerne standardiseres og klassificeres, som ungdomsboliger, gamleboliger etc. Lidt ligesom bønderne har svinestier, hønsebure og båse til køerne.

Det er sådan Kabells menneskesyn er, og det er lidt synd for ham – og for os.

Beholder liste Ø Johanne som kandidat?

Hvis man skulle tro journalisterne på et af landets førende dagblade, så skal valget holdes senest inden Enhedslistens årsmøde i juni, ellers “betyder rotationsprincippet, at [Johanne Schmidt-Nielsens] navn ikke kan komme på den nye kandidatliste og derfor heller ikke vælgernes næste stemmeseddel.”

De må jo tro på det, når de skriver det. Men derfor behøver vi andre ikke nødvendigvis gøre det. Slet ikke, når synspunktet er forkert. Og det er næsten ikke til at holde ud, at misforståelsen ikke er ny. Faktisk har historien cyklet rundt i pressen, i hvert fald siden den blev udsendt af Ritzau i februar for 2 år siden.

Og hvorfor hævder jeg så med farisæisk stædighed, at de tager fejl. Det gør jeg, fordi jeg har læst de regler, som Enhedslisten bruger for at opstille kandidater:

Enhedslistens vedtægter

§ 10, stk. 1 i uddrag:
“Forud for hvert ordinært årsmøde afholdes en urafstemning om valg af spidskandidater til Folketinget.” [min fremhævning]

§ 15, stk. 3:
“Medlemmer af folketinget kan ikke opstille til urafstemningen ved årsmødet efter deres syvende år i Folketinget.”

Det er altså udelukkende spidskandidat i en storkreds, hun ikke kan blive. Lokalforeningerne vælger derimod de øvrige kandidater på listen, og derfor kan hun sagtens opstilles som nr. 2, 3 eller 117.

Konsekvenserne

Normalt ville en placering nede på listen dræbe enhver kandidats mulighed for at fortsætte i Folketinget. Og det ville der være flere grunde til, men først og fremmest at et parti har mulighed for at have indflydelse på, hvilke kandidater der får fornøjelse af partistemmerne. De fleste partier benytter sideordnet opstilling, som indebærer en (i øvrigt ret kompleks) fordeling af partistemmerne på alle de opstillede. 

Men Enhedslisten benytter stadig den gode gamle stalinistiske metode med partiliste, og derfor bliver folk valgt i listens rækkefølge, med mindre en kandidat har personlige stemmer nok til at overgå både partistemmerne og de personlige stemmer til de højere placerede kandidater. Det kaldes med god grund at ‘sprænge listen’.

Når listen sprænges, sker det normalt i forhold til det yderste mandat, for på det tidspunkt er der jo ikke længere partistemmer nok til at fylde kvotaen helt (i givet fald ville partiet nemlig have fået et yderligere mandat). Det øger selvsagt chancen for at sprænge listen markant, hvis man får placeret nogle relativt ukendte, som ikke får ret mange personlige stemmer, højere på listen. 

Listesprængning bliver også langt nemmere, når partiet opnår flere mandater i samme storkreds. Men da Enhedslisten traditionelt kun har fået valgt en 4-6 stykker på landsplan, så er det ligesom lidt svært at komme op på 2 i én storkreds. Ved sidste valg blev der imidlertid valgt 3 enhedslistefolk i København, og det kan gå endnu værre næste gang. Så er det altså ikke længere så svært.
 

Og så er der trumfkortet, nemlig at Johanne Schmidt-Nielsen ved sidste valg selv trak 47.000 personlige stemmer ud af partiets i alt 71.000 i storkredsen. Så er problemet nok ikke så stort for hende.
 

Og derfor udskrives valget ikke for hverken at give hende mulighed for eller udelukke hende fra at være opstillet. For uanset hvornår der bliver valg, så vil hun kunne stå på stemmesedlen; det er udelukkende et spørgsmål om, hvor hun står.

Og indtil pressen har fået læst på den lektie, så kan de i liste Ø gå rundt og fryde sig over al den gode omtale af et ikke-eksisterende problem.

Enhedslistens partiprogram.

Mener de det virkelig.

I takt med at Enhedslisten stormer frem i meningsmålingerne, er en række nysgerrige – og måske bekymrede – begyndt rent faktisk at læse på partiets program.

At programmet er dansk politiks parallel til en fossil fortidsøgle kan ikke undre, altså lige bortset fra det forhold, at arten kan genopstå fra de uddøde uden at have foretaget nogen form for evolutionær tilpasning. End ikke sabelkatten, som er opstået 3 gange i løbet af de seneste ca. 3 mio. år, og som heldigvis også er uddød 3 gange, kan fremvise en tilsvarende mangel på tilpasning til ændrede forhold.

Og af samme grund kan man fristes til at tænke, at Enhedslisten medlemmer umuligt kan mene det, de skriver i programmet. Det er simpelthen for fantasifuldt og virkelighedsforladt. Det kan da umuligt passe sammen med det sympatiske og ligefremme eksempel på naboens søde datter, der står som partiets fremmeste talskvinde. Og lige præcis derfor er der grund til et erindre om, at tyskerne havde nøjagtig den samme reaktion, da nationalsocialisterne nærmede sig magten i trediverne. At ordet “program” i virkeligheden skulle læses som “pogrom” stod uden for civiliserede menneskers fantasi.

Nu er det så dæmoniserende at sammenligne med nazister, at man med omhu skal sørge for at afgrænse analogien, for ellers mister man selv troværdighed – og det skulle jo nødig ske. Så lad mig med det samme indrømme, at jeg på ingen måde anser Enhedslisten for lige så ekstrem i sit menneskesyn, og at jeg anser faren for, at de får mulighed for at få bestemmende indflydelse for uendeligt ringe. Men på de punkter, hvor de får indflydelse – blot i begrænset omfang – må man tage i betragtning, hvilket udgangspunkt de møder frem med.

Så langt er der grund til at tage dem alvorligt. Derfor kunne det også være dejligt at få udstillet, hvor meget de egentlig vil tage konsekvensen af deres egne meninger. Det burde i hvert fald deres nærmeste konkurrenter være interesserede i.

I Folketingsåret 2010-11 (1. samling) var de med til at fremsætte 43 (jeg kan have talt lidt for få) af i alt 135 forslag til folketingsbeslutning, som stammede fra partier udenfor regeringen.

Beslutningsforslagene går i vidt omfang ud på, at det pålægges regeringen at udarbejde et lovforslag om et bestemt emne, f.eks. forslaget med det letforståelige navn “Forslag til Folketingsbeslutning om bestilleransvar (solidaransvar)”, der ville pålægge alle borgere som ombygger deres hus for mere end 100.000 kr. at undersøge, om håndværkerne husker at betale moms!

Andre forslag vil blot pålægge regeringen at udføre bestemte handlinger. Her kunne nævnes det oplagte forslag “om at videreføre de sunde dele af Amagerbanken som offentligt ejet og drevet bank.”

Beslutningsforslag dør imidlertid oftest ved 1. behandling, og får dermed ikke den gennemarbejdning, som de mere afsindige forslag fortjener, for det er jo i detaljerne, djævelen bor. Reelt set kan kunderne kun sikre sig mod håndværkeres undladen af at betale moms ved, at kunden betaler momsen, og skal håndværkerne hæfte for det. Og hvem skal lige afgøre, hvilke dele af Amagerbanken, der er sunde, og hvad skal der ske, hvis de tager fejl.

Begge forslagene er meningsløse slag i den tomme luft, og det var mange af de andre også. Men de fortjener at blive drøftet, om ikke af andre grunde så fordi indholdet bør stilles til skue for den undrende offentlighed. Og sådan er det også med resten af programmet. Skal nedlæggelse af politiet medføre, at ingen anholder voldtægtsmænd, bankrøvere og cykeltyve. Eller at det bliver gratis at køre for stærkt på motorvejene, fordi ingen nogensinde kontrollerer os.

Enhedslisten har aldrig selv brugt ressourcer på at fortælle os det. Selv om de, som nævnt, fremsatte 43 beslutningsforslag, så blev det kun til 4 lovforslag. Og ingen af dem handlede om nationalisering eller afvikling af det kapitalistiske magtapparat. Men hvis hver 8. dansker vil stemme på liste Ø, så fortjener de at se, hvordan man vil gennemføre den politik, der står i programmet. Det skulle da nødigt vise sig blot at bestå af gratis synspunkter.

Derfor kunne man overveje, om ikke regeringen virkelig burde bruge lidt tid på at udarbejde forslag derom. Ikke for selv at stemme på dem, men som en service til landets vælgere, og et parti, der åbenlyst ville vise sig at være bange for at skulle leve med konsekvenserne af egne holdninger. Det ville nok blive festligt for os andre.

Jens Fr.

Og p.s. Jeg er rigtigt glad for din opmærksomhed, hvis du er nået helt herned.

Enhedslisten og regeringen

Flot politisk muldvarpearbejde.

Medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse truer med at lade regeringen falde på finansloven (Berl. 12/6). Skal vi virkelig tro på det?

Hvis de nuværende opinionstal holder, så ville et valg føre til, at Enhedslisten overtog positionen som det helt enerådende parti på venstre fløj i dansk politik. SFs økonomi ville formentlig bryde sammen, fordi man pludselig ville miste en meget stor del af sine offentlige tilskud. Det ville koste mange medarbejdere hos SF. Allerede efter sidste valg var der væsentlige problemer i SF som følge af mistede tilskud.
Hvis Enhedslisten var kapitalister, så ville fristelsen til at gå på Børsen med sine aktier, medens kursen er høj, være stor. Men det bør de jo også vide hos SF og S, og hvis de endnu ikke har forstået budskabet, så kan man jo minde dem om det. Og det gør Enhedslisten så.

Og man gør det elegant. Truslen om valg kommer ikke fra de “ansvarlige” medlemmer af folketingsgruppen, men fra medlemmer af hovedbestyrelsen, der til lejligheden udnævnes til partiets “bagland”. I al beskedenhed må det forventes, at kontakterne mellem folketingsgruppe og hovedbestyrelse er så nære, at den ene hånd ganske udmærket ved, hvad den anden gør. Det virkelige bagland befinder sig jo helt andre steder – lejret omkring bordene i landets medborgerhuse med kaffe og Carlsberg.

Der er derfor rigtig god grund til at tro, at der reelt er tale om et stykke koordineret politisk muldvarpearbejde med det hovedformål at give troværdighed til folketingsgruppens krav til indholdet af diverse forlig. I givet fald er det elegant, men det bør ikke skræmme nogen fra den borgerlige fløj til at give indrømmelser for at undgå, regeringen indgår forlig til venstre side.

(Oprindeligt bragt i Berlingske Tidende d. 13. juni.)

Og hvis nogen er i tvivl om, hvorfor truslen er hul og forløjet, så tænk blot på, hvad 3 ugers valgkamp vil gøre ved liste Øs opinionstal. Det der sker for tiden er selvsagt en protest, men jo tættere man kommer på stemmeurnen, desto mere betænkelig er man ved protesten. Og det ved Enhedslisten også inderst inde.

%d bloggers like this: