Bycykler – har Kabell mon styr på det?

Det er da en befrielse, at man nu opgiver de københavnske bycykler. Men måden man gør det på, er måske en smule betænkelig.

Sjovt er de alle ledige!

Hvis man skal ophæve kontrakten, så skal leverandøren have begået et væsentligt kontraktbrud. Det er tilsyneladende ikke tilfældet endnu, så for at skaffe sig et grundlag for en ophævelse, giver man nu leverandøren en absolut sidste frist på 14 dage til at levere alle cyklerne. Det er som udgangspunkt fornuftigt og almindelig praksis i kontraktret.

Men ifølge pressen, bl.a. TV2, så gør man det vel vidende, at kravet umuligt kan opfyldes. Og så begynder det at blive noget betænkeligt. Hvis man giver folk en frist til noget, så skal det være muligt for en effektiv kontraktspart at opfylde kravet inden fristens udløb. Ellers giver det ingen mening.

Jura går ikke ud på at fange modparten i en umulig situation, men på at løse problemer.

Risikoen ved fremgangsmåden er måske ikke ret stor, men det kan altså ikke helt udelukkes, at en domstol efterfølgende vil nå til det resultat, at en frist på 14 dage var for kort, fordi levering var umulig indenfor fristen, og at kommunen derfor har hævet kontrakten uden det fornødne grundlag.

Det vil i givet fald føje komik til tragedie, hvis borgerne i København og på Frederiksberg først spilder penge på et umuligt projekt og bagefter skal betale erstatning til leverandøren for kontraktsbrud.

Vi ved jo alle, hvordan det gik med Københavns storskrydende sagsanlæg i Farvergadesagen. Vi så også, hvor absurd et synspunkt Kommunen i første omgang indtog, da en ung pige styrtede baglæns ned og blev lam på grund af manglende vedligeholdelse af et rækværk. Og kommunens vovemod i sagen om Grøndalsvænge er heller ikke ubetydeligt.

Er det mon ikke på tide at passe lidt mere på vores penge. Man kunne starte med at undgå fjollede projekter, men da det åbenbart ikke sker, så kan man i hvert fald tænke sig om, når man vil ud af dem igen.

Oprindelig bragt i Berlingske Tidende

En tilståelsessag

Det er sjældent, man ser nogen anerkende eget overmod med en sådan selvfølgelighed, som Lars Therkildsen udviste i sin kronik i Berlingske 22. sep. Intentionen var selvfølgelig at skrive en smuk og rørende artikel om, hvor godt og fremsynet vore offentlige myndigheder agerer for at sikre os mod klimaforandringer.

Og for virkelig at vise, hvor hurtigt og effektivt man arbejder, så får vi en historie om, hvorledes man har genåbnet en række overløb fra kloakkerne til havnen. Det ord er virkelig værd at læse: »genåbnet«. Så sandheden er, at man gennem en lang årrække målrettet har lukket de dele af kloakkerne, som skulle sikre københavnerne mod oversvømmelser. I stedet har vi fået chancen for at beskue fotogene badenymfer på Islands Brygge.

Gad egentlig vide, hvad prisen har været pr. badegæst? Med skader på syv milliarder for en enkelt oversvømmelse, skal der mange badende til for at nå samme pris som i en svømmehal. Og så har vi slet ikke regnet anlægsomkostningerne med! Og man skal ikke have megen erfaring med erstatningsret, før man uvilkårligt spørger sig selv, om ikke man bliver erstatningspligtig, når man med vilje forhindrer kloakvand i at løbe i havnen og i stedet sender det direkte ned i folks kældre.

Det forhold er både relevant for de allerede skete skader, som er blevet betalt af forsikringsselskaber, og i endnu højere grad for de stakkels mennesker, som ikke længere kan tegne forsikringer.

I stedet for skåltaler om klimasikring, trænger vi københavnere vist til en alvorlig snak om, hvem der har beordret udførelsen af noget så hovedløst.

Bragt som ‘Dagens læserbrev’ i Berlingske Tidende 24. september 2014

Nødløgn eller pligtløgn?

Hvis det ikke er sandt, skal det være godt fundet på!

En af mine første juralærere havde den irriterende vane, at når en studerende i en opgave havde fundet en lidt for nyskabende løsning på et spørgsmål, så skrev han bare “Læs loven”. Og i timerne understregede han ofte, at “det står altsammen i loven, man skal bare lære at læse!”

De ord kunne være blevet brugt mange gange i sidste uge, da politikere fra hele spektret for en gangs skyld kunne enes om noget, nemlig at man ikke må lyve overfor Folketinget. Baggrunden var selvsagt, at et tjenestemandsforhør var endt med, at Justitsministeriets departementschef og en afdelingschef ikke kunne bebrejdes deres uomtvistelige løgne til støtte for ministerens mummespil med Folketingets retsudvalg.

Helt galt er det blevet efter et møde mellem ministeren og partiernes ordførere, hvor Karen Hækkerup angiveligt har udtalt, at “der er tale om en helt ny retstilstand!”

Det er muligt, at hun ikke lyver, men hun taler i hvert fald ikke sandt, og det er heller ikke ret godt fundet på. For det står alt sammen i loven, endda så tydeligt at enhver kan læse den.

Kan løgn straffes?

Faktum i sagen er, at ministeriets embedsmænd anså sig for underlagt tavshedspligt, og derfor løj. Det er ligeledes et faktum, at de udleverede en del af de tavshedsbelagte oplysninger til ét folketingsmedlem, nemlig udvalgsformanden.

Kæden af jura, der skal bruges er lidt længere:

  • Forvaltningsloven fastlægger, hvornår noget kan være underlagt tavshedspligt.
  • (Straffeloven § 152 fastlægger, hvornår brud på tavshedspligten kan straffes. Det kunne være relevant i forhold til orienteringen af udvalgsformanden, men ellers ikke i denne sag.)
  • Retsplejeloven indeholder et forbud mod, at embedsmænd i retten afkræves vidneforklaring om noget der er omfattet af tavshedspligt.
  • Straffeloven § 159 gør det straffrit at forklare falsk, hvis man ikke må afkræves forklaring.

Læg mærke til at ordet ‘afkræves‘ går igen (og derfor er skrevet med kursiv i min gengivelse).

Resultatet af perlekæden af jura er, at når en embedsmand har tavshedspligt, så kan han heller ikke straffes for falsk forklaring i retten, hvis han lægger røgslør ud. Man kan måske næsten sige, at tavshedspligt fører til, at embedsmænd ikke må tale sandt, og at det de rent faktisk siger, endda skal være godt fundet på. Derfor kan det da ikke undre, at de 3 dommere, der skulle undersøge sagen, nåede til samme konklusion, når det drejer sig om forklaringer overfor Folketinget.

En sjælden undtagelse?

Fra forskellige juristers side – herunder en professor i forvaltningsret – har man fremhævet, at nødløgn kun kan bruges i ganske usædvanlige og sjældne situationer. Det er for det første forkert, fordi retten (eller ligefrem pligten) til at lyve, som det ses, gælder i alle de tilfælde, hvor embedsmanden er pålagt tavshedspligt. Og for det andet, så virker den foreliggende situation, som blandt andre tidligere minister Torben Lund ganske rigtigt har repliceret, da heller ikke som en så usædvanligt sjælden begivenhed, at den kan betragtes som enestående.

Hvis man tager sig tid til at læse redegørelsen fra tjenestemandsforhøret, så vil man i øvrigt kunne finde mindst et hårrejsende eksempel på, at embedsmænd forbereder de mest utrolige tågesvar for ministeren. Måske er det ikke direkte løgne, men det er i hvert fald ikke ‘hele sandheden’, og slet ikke ‘intet andet end sandheden’, som man åbenbart skal forvente fra embedsmænd.

Hvem er skurken?

Henover hele sagen står det bøjet i neon, at selv om det var Bødskov og hans embedsmænd der løj, så er den egentlige skurk i spillet tavshedspligten. Der er en tendens i disse år til, at hver eneste forvaltningsskandale handler om misbrug af tavshedspligt (f.eks. Sass Larsen). Ministerier påkalder sig tavshedspligt med de tyndest tænkelige begrundelser, og i den aktuelle sag er det yderst vanskeligt at se, at der var nogen grund til tavshedspligt – navnlig når man selv brød den overfor ét folketingsmedlem.

Uden tavshedspligt havde det været ulovligt at lyve overfor Folketinget, ja så havde det tværtimod været strafbart.

Hvis der skal gøres noget politisk , så er det at begrænse brugen af tavshedspligt.

NB En læselet udgave af dette indlæg stod i Berlingske d. 19. maj 2014.

Overfladiske Barfoed

De konservatives bannerfører, Lars Barfoed offentliggjorde en kronik i Berlingske med titlen: “Danskerne skal kende historien”. Det er jo som udgangspunkt ikke noget særlig kontroversielt synspunkt, snarere kunne man kalde det for en meningsløs floskel. Og det gjorde jeg da også i dette opinionsindlæg i Berlingske d. 5. januar:

Barfoed var alt for overfladisk

Det var med en ligegyldig floskel, den konservative partileder indledte sin seneste kulturpolitiske programerklæring i Berlingske 3. juledag, for mon nogen kunne finde på at mene, at danskerne ikke skal kende historien.

Resten af kronikken fortsætter på samme niveau. Barfoed mener, at historieløsheden raser, og at det skyldes en sammensværgelse mellem den nuværende regering og de ultraliberale. Desuden ligger det som en skjult præmis, at blot man følger de konservatives forslag om 150 mio. mere til kulturen, så vil tilstanden forandres til det bedre. Det er i sandhed spændende postulater, som nok fortjener en nærmere overvejelse.

Men allerførst kunne det måske være interessant at trække en anden konservativ kæphest af stalden, nemlig ungdommens manglende sproglige formåen. For en konservativ partifører burde vel fremstå som en repræsentant for øvet, men traditionel sprogbrug. Karakteren bliver ikke helt ringe, men nogle elementer tyder på manglende sikkerhed. ‘Vores’eller ‘vort’ identitetstab kan diskuteres, men usikkerhed med hensyn til ‘hans’ eller ‘sin’ er måske tegn på, at vor tids problemer i folkeskolen har deres rod for temmelig mange år siden. Er man ‘bekendte’ eller ‘bekendt’ med en sproglig detalje, eller er det bare ligegyldigt, fordi vi jo godt forstår, hvad manden mener.

En del af kronikken er en skovtur blandt historiske begivenheder tilsat nogle formodninger om deres afgørende betydning for historiens gang. Niveauet ligger på højde med ‘Historiebog for mellemskolen’, hvor Danmark afstod Norge, og Norge opfostrede store danskere. Mon nogen kan overhøre imperiets klagesang i de linjer. Og kan man forstå, nogle nordmænd derfor taler om firehundredeårsnatten.

Men tilbage til hovedbudskabet, for ved vi egentlig med nogen form for sikkerhed, at nutidens unge har mindre historiekundskab end fortidens. Vi, der startede i skole omkring 1970, forlod i hvert fald også skolen uden systematiske kundskaber i historie.

For hvert år der går, bliver menneskehedens historie længere. Nogen viden kommer til og andet glider ud i glemslen. I mit liv indtager murens fald samme rolle som befrielsen for mine forældre. Mine oldeforældre blev som børn indpodet smerten fra de slesvigske krige. Det er svært at sammenligne graden af kundskab til fortiden.

Det bør heller ikke overses, at vi borgerlige har siddet på magten i 21 ud af de sidste 29 år, så det er næppe helt rimeligt, at give socialisterne skylden for alle systemets mangler. Men det kan selvfølgelig også skyldes en ultraliberal indflydelse på de borgerlige regeringer. Hvis man nu hører til dem, der anser Dan Browns bøger for historisk litteratur, så kan det da være en udmærket forklaring. Jeg går dog ud fra, at Barfoed ikke hører dertil, og derfor kræver hans postulat om de liberalistiske højrekræfter en vis uddybning. Men det bliver kun til bragesnak og løst krudt fra Fregatten Jylland.

Og så er vi end ikke begyndt at overveje, om de 150 mio. kan ændre på tilstanden. Tror Barfoed mon selv på det?

 

 

Liberale og konservatives fællesgods.

Fremskridtene ligger i valgmulighederne.

Det kan godt være lidt svært at placere sig selv i debatten om konservatisme kontra liberalisme. Som vælger har jeg altid befundet mig i grænselandet mellem de to bevægelser, oprindelig som medlem af KU i København, men nu hos Venstre. Og Alliancen kunne såmænd også gå an. Men alligevel føres debatten knivskarpt på præmissen om, at den, som ikke er med os, er imod os.

Om man værdsætter frihed for dens egen skyld, eller om frihed bare er en sidegevinst ved en fornuftig løsning af samfundets problemer, er en strid om profetens skæg. Den må større skønånder tage. Til gengæld er der et moment ved valgfrihed, som man hidtil har udeladt af debatten. Og det er, at politik ikke blot handler om resultater, men også om den proces, der fører til resultatet.



Politik handler altså ikke bare om, hvad der bestemmes, men også om hvem der bestemmer. Vi vil jo alle sammen gerne leve i et samfund, hvor sygehusene fungerer, hvor skolebørnene er glade, og alle har et arbejde. Men hvordan sikrer vi os det? Er der én og kun én vej til det mål? Og hvordan prioriterer vi mellem endnu bedre sygehuse, klogere skoler og sjovere arbejde? Det er her den virkelige skillelinje går.



Vi kan overlade det til valgte politikere at udstikke kursen, og så sætter vi alt på ét bræt. Det kan f. eks. godt være, at det er en god idé med de ændringer af folkeskolen, som man gennemførte i foråret.

Men vi løber da en risiko. Hvis det om ti år viser sig, at det er gået den forkerte vej, er det temmelig katastrofalt.

MEN HVAD NU hvis det i stedet for en stor landsdækkende ændring havde været sådan, at den enkelte skole havde haft mulighed for at foretage den udvikling, som forekom rigtigt for dens elever.

Så ville vi om ti år se forskellige resultater, nogle gode og nogle elendige, men vi kunne i hvert fald se forskel. Og mon ikke de elendige på et tidspunkt ville begynde at rette ind efter de gode? Det ville de i hvert fald, hvis børnene og deres forældre selv kunne vælge blandt skolerne.


Slagordsagtigt kunne man hævde, at variation er vejen til evolution. Essensen af fremskridt er at have forskellige muligheder for ændring, vælge blandt dem, sammenligne resultaterne og så vælge om igen. Jo flere gange vi forsøger med forskellige muligheder, desto større er chancen for at finde noget bedre. Fremskridtene bliver måske nok famlende, tøvende og søgende, men de sker. Derfor er retten til at indrette sig forskelligt så usigelig vigtig for fællesskabet, for kun den kan give os valgmulighederne og dermed fremskridt.

I min naivitet har jeg altid troet, at det var noget i den stil, der mentes med det konservative motto om at forandre for at bevare. Men man får nemt det indtryk, at nutidens konservative tiltror sig evner til at vælge for os alle. Kun deres meninger om folkefællesskab, retskrivningsordbogen og sædelig adfærd er acceptable. Hvis det er tilfældet, så er grøften mellem liberale og konservative blevet dybere, og i så fald ved jeg også, hvilken side af grøften jeg helst vil stå på.
%d bloggers like this: