Der er sagt mange onde ting om Skat igennem den seneste tid. Enkeltsager med trusler og afpresning, urigtige ejendomsvurderinger, opkrævning af forældede krav, ukontrollerede udbetalinger til svindlere o.s.v.
Hidtil har sagerne primært handlet om forholdet mellem de opkrævende myndigheder og borgere. Derimod har Skats ministerium (departement) indtil nu været i stand til holde sig gode venner med de politikere, som i sidste ende bestemmer over Skat. Faktisk er man i Skat gået så langt for at skabe sig venner, at en statsministerkandidats ægtefælle fik en ganske særligt god behandling. Desværre overså man, at det skabte en vis ulighed i forhold til andre menige borgere, som var i næsten samme situation som statsministerkandidaten og hendes mand. Og det var jo ikke så godt.
Men i det store og hele har man kunnet løse sine politiske opgaver og givet den bistand som en regering med rette kan forvente fra sine embedsmænd. Det går vist ikke længere.
Marienborgloven kan derimod blive en tue, som vælter læsset. Både for skatteministeriets ledelse og for regeringens chef. Det afhænger helt af, hvor effektivt oppositionen udnytter sagen.
Dårligt spin
På et tidspunkt hvor aviserne er fulde af historier om ældre mennesker, som på grund af stigende skatter må flytte fra huse, som de har både købt og betalt, så fremsætter man et lovforslag om, at en person, der får et hus stillet gratis til rådighed, ovenikøbet skal fritages for den i forvejen ekstremt lempelige skat på boligen, fordi han ellers ikke har råd til at flytte ind i det!
Forslaget kommer umiddelbart efter Carl Holst-sagen og begunstiger i første række en politiker, som ganske enkelt ikke kan tåle mere offentlighed omkring sin økonomi. Hvorfor har man forøvrigt ikke afventet vederlagskommissionens betænkning?
Man har stillet forslag om gyldighed fra fremsættelsestidspunktet, hvilket normalt kun er nødvendigt ved kriselove. Hvis nu oppositionen hænger sig fast i det ene punkt, og får det ændret. Kan de så fange statsministeren i at have brugt huset og skulle betale skat? Eller hvad nu hvis lovforslaget bare ikke når at blive vedtaget, f.eks. fordi regeringen falder.
Og hvorfor pokker har man forsøgt at gemme forslaget i en ændring af momsloven. Den slags sammenblanding af emner, der er uden sammenhæng, påser Justitsministeriet ellers strengt, ikke finder sted.
Alle andre lovforslag sendes i offentlig høring. Det er ikke sket her. Hvorfor mon?
Det ikke alene ser dumt ud; det er dumt. Og her standser det ikke! For det er ikke bare dårligt spin. Det er også dårlig skattepolitik.
Dårlig skattepolitik
Først og fremmest er det er usigeligt dårligt signal at sende til befolkningen, at skattelovene er så barske, at politikerne ikke selv ønsker at blive udsat for den behandling.
Anders Samuelsen kaldte nogle beske kommentarer om forslaget for misundelsespolitik og “ligemageri”. Men lighed for loven – og det var det kommentarerne handlede om – er ikke det samme som ligemageri.
Al skat forvrider økonomien, så det bliver umuligt at opnå Pareto-optimale forhold, og derfor er skatter skadelige. Sådan er det bare. Det er et faktum.
Nogen skatter forvrider imidlertid mere end andre. Og skattefri personalegoder er blandt de allerværste. Skoleeksemplet er hele erhvervet med mærkelige “team-building-kurser”, som udelukkende er opstået for at give arbejdsgivere en mulighed for at forære personalet skattefrie drukture.
Derudover er beskatningen af embedsboliger allerede lempelig.
Embedsboliger er jo traditionelt noget, som man finder hos staten og det store hartkorn. Præster, dommere, politimestre, skovløbere, fyrpassere og alle mulige andre havde embedsboliger. Og for at gøre stillingerne attraktive i forhold til andre jobs, så har den formelle husleje i mange år været sat temmelig lavt.
Og der er jo reelle ulemper ved at bo i andres huse. Der er det forhold, at man – uanset om man har pligt til at bo i huset eller frivilligt har accepteret at være der – er tvunget til flytte, når man forlader stillingen. Dermed har man mindre lyst til at indrette boligen efter egen smag og behov. Så derfor beskattes man kun af 90 % af markedslejen.
Hvis man så ydermere har pligt til at bo der, så man må finde sig i et hus med en anden størrelse, stil og beliggenhed, end man selv ville have valgt, så giver det et yderligere fradrag på 20 % af markedslejen.
Er alt dette ikke er tilstrækkeligt, så har man endda en regel om, at højst 15 % af den ansattes kontante løn må gå til “husleje”. Den sidste regel er formentlig mest til gavn for præster, der til tider har meget store boliger på dyre adresser. I tilfældet med statsministerens brug af Marienborg indebærer det, at der maksimalt skal beskattes af 210.000, og set i forhold til beliggenhed og størrelse er det ikke alverden. Og det er vel at mærke indtægten og ikke skatten, som vil være en del mindre. Hvad betaler naboen mon i grundskyld og ejendomsværdiskat?
Og så er det selvfølgelig sådan, at man kun skal betale for selve boligen. Hvad der måtte befinde sig under samme tag af kontorer, konfirmandstuer etc, det hører ikke med. Den konfirmandstuefinte har man sådan set allerede anvendt på Marienborg.
Højesteretssagfører David gav jo ikke ejendommen til staten for at statsministeren skulle sove i karlekammeret og have indgang fra bryggerset. Men sådan er det blevet, for de gode værelser med de fine møbler er blevet ophøjede til repræsentation, og så er ministeren havnet, hvor tyendet boede på Davids tid. Men samtidig er der så ikke nogen skat at betale af de fine rum. (Den samme finte bruges i 10 Downing Street med en temmeligt sparsom privat lejlighed.)
Hvis man nu endelig i al stilfærdighed skulle have hjulpet Løkke, så kunne man have gentaget den finte og indrettet et ganske lille pied-a-terre, så der kun skulle betales skat af et kollegieværelse. Og så var man sluppet for diskussion.
Katten ude af sækken?
Og er det overhovedet rimeligt at lade huset stå gabende tomt? (“I en tid med boligmangel” – som Pelle Dragsted garanteret ville sige.) Er det i strid med boligreguleringslovens regler om ledige boliger?
Se det er en diskussion om misundelsespolitik og ligemageri, som Samuelsen kaldte det. Men den er svær at vinde hos Clement Kjærsgaard.
De ubrugte argumenter.
Umiddelbart er der for mig at se 2 anvendelige. For det første at statsministres ansættelsesforhold er så usikre, og at de i givet fald må flytte med dags varsel, så de er nødt til under alle omstændigheder at have en privatbolig stående ledig. Værdien af fri bolig er derfor helt underordnet, fordi de ikke har et sparet privatforbrug.
Og for det andet kunne man argumentere for at benytte stedet som en egentlig fast embedsbolig – og dermed ikke kun som sommerhus – fordi man på den måde måske kan spare omkostninger til sikring af skiftende statsministerhuse, kommunikationsveje, beskyttelse mod aflytning etc. Det ville i hvert fald lyde plausibelt.
Men det er jo ikke rigtig noget, som batter.
Konklusion
Alle de tænkende medlemmer af Venstres folketingsgruppe er travlt optagede af ministerposter. En del af de andre er måske nok lidt trætte af Løkkes privatøkonomi. Hvor megen støtte får han?
De andre borgerlige partier har nok accepteret lovforslaget på forhånd. Det tyder Samuelsens udtalelser på. Men det sjove var egentlig, at et antal af hans egne folketingsmedlemmer nåede at ‘like’ de beske kommentarer om loven, førend han fik markeret linjen. Kan hans parti, der repræsenterer skaffedyrene, som også er dem, der betaler skat af fri bil, telefon etc. stå ved den lov?
De konservative kan derimod sikkert godt og DF også.
Så det gennemføres måske nok, men det kommer da til at koste indrømmelser på andre spørgsmål fra en i forvejen svag regering.
Og for Skatteministeriets departement er det blot endnu en grund til at se frem til nedlæggelse og overførsel til Finansministeriets ressort.
Det skal nok blive en fest.
