Nordens Venedig – når der er vand i gaden.

Kommunen har et ansvar for skybrudsskader.

Det var interessant at læse Jyllands-Postens artikel lørdag d. 6. september om de huse, som har mistet forsikring som følge af skybrud. Når man har førstehåndskendskab til de omtalte huse, så kan man dog se, at der mangler én væsentlig oplysning, nemlig at husene har ligget der i nøjagtig 100 år, og at de indtil 2010 var tørre, om ikke som trækpapir, så dog på linje med alle andre huse fra den periode.

Det fører naturligvis til, at man må spørge sig selv, hvorfor problemet opstår lige præcis nu. For der har altså også været skybrud i løbet af de første 90 år. Det samme spørgsmål må man anstændigvis stille sig for så vidt angår Lyngbyvejen og Istedgade, som også pludselig er blevet til de rene vådområder.

Svaret er det samme for alle stederne, nemlig reduktion af kloakkernes kapacitet.
Ved Lyngbyvejen og i Hellerup skyldes det ændringer i den såkaldte Lersøledning. På Vesterbro skyldes det nedlæggelse af ‘overløbsbygværker’, som tidligere lod urenset vand løbe i havnen, hvis kloakkerne blev overfyldte. Det var selvfølgelig ulækkert med kloakvand i havnen, men det er altså værre med kloakvand i folks kældre.

Årsagen til ændringerne var et ønske om renere vand i havnen og Svanemøllebugten, så der kunne etableres havnebad hhv. strand.

Når man får de oplysninger, så bliver det også ret klart, at kommunen har et betydeligt ansvar for de skader, som er sket på ejendommene – i hvert fald et medansvar. Derfor har man også et ansvar for, at man med lynets hast får afhjulpet problemerne ved at gennemføre sine skybrudsplaner.

Bragt i Jyllands-Posten 10. september 2014