Gennem årtier har jeg som liberal hørt venstrefløjen himle op om, at liberalismen savner social ansvarlighed; at det kan være meget godt for de rige, men at vi overlader de svageste til at sejle i deres egen sø.
Det siger sig selv, at jeg ikke er enig. Tværtimod må jeg gang på gang konstatere, at det regulerede velfærdssamfund er til gavn for de konforme, lønmodtagerne der hver eneste måned lader arbejdsgiveren trække skatten af deres løn, banken betale alle deres øvrige udgifter, og som så på “ansvarlig” vis lever af resten.
De konforme er selvsagt dækkede af fuld løn under såvel sygdom som barsel; de hævder, at de betaler for “arbejdsløshedsforsikring”, selvom enhver kan se, at kontingentet kun lige kan dække portoen på a-kassens medlemsblad, og sådan kunne man blive ved.
Gennem de sidste 5-6 år har jeg haft det lille spændende job at være medlem af et skatteankenævn. At være en del af det repressive system, og at vigte sig deraf, vil nogen nok synes er udtryk for en afsporet personlighed, men jeg vil trods alt hævde, at jeg gør et gavnligt stykke arbejde. Også selv om det at være en “bøddel med et menneskeligt ansigt” godt kan være utaknemmeligt; for når man slår nogen ihjel, så er de som regel ret ligeglade med, om man gør det på en høflig måde.
Men gennem mit arbejde der har jeg mødt en gruppe af samfundets svageste mennesker, som jeg aldrig nogen sinde har set løfte en røst i offentligheden til forsvar for sig selv. Og jeg har heller aldrig set nogen anden gruppe tage dem i forsvar.
Det er de små selvstændige indvandrere jeg tænker på, pizzabagerne, shawarmamanden og indehaveren af døgnkiosken.
Deres forhold til alle mulige andre myndigheder kender jeg ikke, men hvorledes de behandles af skattevæsenet, det har jeg efterhånden set nok af.
Udgangspunktet for de sager er altid, at skattevæsenet konstaterer, at virksomhedens regnskab ikke opfylder gældende krav til regnskaber, og at man derfor kan foretage en skønsmæssig bedømmelse af indkomsten.
Allerede her skiller lønmodtageren sig ud fra den selvstændige. For lønmodtagere kan man kun foretage en skønsmæssig ansættelse, såfremt der overhovedet ikke er indleveret en selvangivelse, for den selvstændige, hvis den indeholder fejl. Og regnskaber indeholder altid fejl!
Klassikeren er, at pizzabageren ikke udarbejder daglig kassekladde og foretager afstemning, og så er fælden klappet. Regnskabet opfylder ikke reglerne, så her må der skønnes.
Derefter foretager myndighederne et skøn over de udgifter, som familien formentlig har afholdt. Kan det beløb ikke rummes indenfor den oplyste fortjeneste, så forhøjes indkomsten, så der bliver den nødvendige indtægt.
Det er for så vidt ikke så spændende, hvis det ikke lige var for en enkelt detalje, nemlig de tal man bruger til at vurdere privatforbruget. Skattevæsenet er naturligvis ikke onde, men for at få et objektivt grundlag, så genbruger man som regel de budgettal, som forbrugerstyrelsen har offentliggjort som sædvanlige for danske familier. Og de skyder naturligvis langt over målet.
Hvis man spørger en kontormedarbejder i skattevæsenet om hendes budgettal, så har hun aldrig så stort et rådighedsbeløb som det, forbrugerstyrelsen anser for passende. Og når pizzabageren møder op i skatteankenævnet i halvslidt tøj fra Bilka (det kan selv jeg se), så har hans familie nok heller ikke den størrelse rådighedsbeløb.
Resultatet er dog en tårnhøj indtægt og en skattegæld, som der kan betales af på i årtier. Det kan jo tilføjes, at skat i al beskedenhed beregner sig en rente på 1% om måneden – uden fradragsret. Ydermere får man fornøjelsen af en dummebøde, der efter standardtaksterne er 1 eller 2 gange den unddragne skat. Der skal ikke meget til, førend man er skatteinvalid på livstid.
Og når vi lige er i gang, så finansierer pizzabageren som regel sin forretning med lån fra familie og venner. Det laver man kun sjældent gældsbreve på og udbetalingen af beløbene sker ofte kontant, f.eks. fordi man forhøjer lånet i forbindelse med en søn eller svigersøns likviditetsbehov. Tilbagebetaling sker ofte lige så uformelt.
Hvis beløbet sendes fra lande med valutarestriktioner, så sker det ofte udenom bankerne, og så er den helt gal.
Skattevæsenet underkender disse lån på stribe og omdøber dem til sort indkomst. I et tilfælde, som jeg kender til, forhøjede man indkomsten for en 56-årig dame af indisk oprindelse med fuldtidsjob i en statslig styrelse og 4 børn med 300.000 på et år. Hvis en kvinde skal tjene 300.000 sort om året (efter driftsudgifter!), så kender jeg kun et erhverv, der gør det muligt, og så skal man næppe have født 4 børn! Når man ikke forhøjede mandens indkomst i stedet (det var ham, der drev pizzeriaet, men hun ejede det), så skyldtes det måske, at han tidligere havde haft besøg af skattevæsenet og ikke længere kunne klemmes yderligere.
At disse mennesker fortsætter kan egentlig undre, men det er der jo også mange af dem, der ikke gør. Når en betydelig del af indvandrerne er udenfor arbejdsmarkedet, så kunne det jo skyldes, at de en gang har stukket næsen frem og fik den skåret af. Så er det tryggere på offentlig overførsel.
Men hvis vi fremover skal have nystartede selvstændige i Danmark, så nytter det ikke, at de kvæles i starten. Jeg skal ikke udelukke, at de tjener sorte penge, men omfanget deraf er dog nok mindre, end mange tror. Skattevæsenets forhøjelser af deres indtægt kan i hvert fald ikke bruges til beregning af den sorte omsætning.
Mine børn kan godt lide pizza, jeg spiser gerne shawarma på alene hjemme-aftener, og døgnkiosken er naturligvis uundværlig. Det er der sikkert andre, der synes, og næste gang man besøger en af dem, så skulle man måske skønne lidt på, at de stadig gider.
