Det er næppe til gavn for patienterne, når det er lige præcis Peter Gøtzsche fra Cochrane-centeret og meningsautomaten Henrik Day Poulsen, der tørner sammen i Berlingske om brugen af medicin til at behandle sindssygdomme. Når det gælder evnen til at formulere sig firkantet, har ingen af de 2 vist noget at lade den anden høre.
Så for en lægmand er det fristende, at sandheden ligger nogenlunde midt imellem, og at det handler om at finde den gyldne middelvej.
Det er bare ikke en fristelse, man bør falde for. Rent logisk er der intet, som taler for, at dydens smalle sti befinder sig præcis midt imellem jomfrudom og gadeprostitution. Den går nok nærmere den ene af de 2 ekstremer.
Når man tænker på, at sindsygehospitaler i gamle dage blev placeret pænt udenfor byerne, så råbene fra de gale ikke kunne nå derind, så er der dog sket en del fremskridt – og en væsentlig del deraf skyldes nu engang medicin.
Måske bruges der for megen medicin. Men det kan der dog være grunde til. Depressioner påvirker ofte patientens livskvalitet så meget, at de blot ønsker, at nogen vil tage sig sammen til at slå dem ihjel, nogle patienter går så langt som til selv at ville gøre det, og for en ikke ringe andel lykkes det. Andre patienter oplever derimod påny, at livet alligevel indeholder gode ting; hvis de er heldige, får det måske ligefrem mening igen.
Men så længe sygdommen raser, og patienterne er synligt forpinte, er det kun forståeligt, at lægerne gerne vil forkorte tiden, i stedet for at afvente at sygdommen falder til ro af sig selv. Jo længere sygdommen varer, desto værre er også dens bivirkninger i form af skilsmisser, forsømte børn og arbejdsløshed. Man skal ikke have besøgt en psykiatrisk afdeling mange gange, førend man bemærker, at der er en del længere mellem både besøgende og blomsterbuketter end på barselsgangen.
Dertil kommer frygten for, at manglende behandling med alderen kan få kurven over op-og nedture til at stige i både frekvens og amplitude. Hvis en patient skal vælge mellem den angst, og lidt ekstra medicin, så er valget såmænd ikke så svært.
Patienterne får ofte stærke meninger om behandlingen. Store forhåbninger om livsforbedring, der projiceres over i, at de tillægger medicinen afgørende virkning. Omvendt vil skuffelse over tilbagefald ofte også medføre en ligeså udokumenteret kritik.
Og hvad der måske næsten er værst, er, at mange patienter i deres søgen efter en udfrielse begynder på det, der så smukt kaldes “selvmedicinering”, og som typisk dækker over et temmeligt massivt indtag af alkohol. Psykofarmaka skal altså have temmeligt mange ubehagelige bivirkninger for at være ligeså slemt som virkningen af en daglig flaske kirsebærvin.
På den baggrund virker et postulat om en mulig reduktion i forbruget med 9/10 meningsløst. Men mon ikke de allermest plagede patienter er lettest til fals for påstanden. I så fald er Gøtzsches synspunkter nok en tand værre end bare kværulerende.
Bragt i Berlingske 28. september 2015