Venstre har fremlagt et boligpolitisk udspil, som hen over sommeren har været varslet som en væsentlig del af Venstres samlede politiske program ved det kommende valg. Der har altså været brugt betydelige ressourcer på det gennem nogen tid. Og selv om nyhedsstrømmen er sådan, at der forventes instinktive reaktioner på den slags, så bør man også alligevel tage sig tid nok til at gennemgå (min autokorrektur rettede heldigvis slåfejlen ”gennemflå”) det noget mere detaljeret. Den slags kommer i sagens natur til at fylde. Og dermed skræmme nogle læsere væk. Men her kommer så del 1 af mit bud på en kritik.
Planøkonomi eller markedsøkonomi
At være liberal – og det er jo stadig Venstres angivelige
udgangspunkt – indebærer en overbevisning om, at man som enkeltindivid ikke kan
overskue, hvilket udfald af en bestemt opgave, der vil være optimal for alle
ens medborgere, og derfor stoler man på, at det frie marked er bedst til at
levere en løsning, som tilfredsstiller flest mulige af samtlige individers behov.
Det handler om at sætte nogle rammer for markedet, der så vidt muligt er
neutrale i forhold til forskellige udfald på markedet, og så læne sig tilbage
og se det spændende resultat, der udfolder sig. Somme tider fuldstændig
forudsigeligt, og somme tider voldsomt overraskende.
De mere begavede planøkonomer har også indset, at selv når
de tiltager sig eneretten til at diktere et bestemt udfald – eksempelvis en
reduktion af CO2-udledningen med x % – så gør de klogt i at overlade
en valgfrihed med hensyn til, hvordan opgaven skal løses til dem, der rent
faktisk skal stille med resultatet. Man stiller opgaven og ser så, hvem der kan
levere den billigste løsning. Og endelig er der de gode gamle klassiske planøkonomer,
der ikke alene vil bestemme målene for 5-årsplanen, men også specificerer
hvilke ressourcer og teknologier, der skal anvendes til formålet.
De mere filosofisk anlagte vil indvende, at man i et eller andet
omfang kan give ganske planøkonomiske forslag et liberalt skær, hvis man bare sørger
for at definere ”markedet” snævert nok. Man kan eksempelvis fastsætte enormt
frie og teknologineutrale regler for markedet for elbiler og dermed favorisere
det i forhold til benzinbiler.
Det er til dels en metode Venstre anvender, fordi
boligudspillet overordnet handler om ejerlejligheder, medens det ignorerer
resten af boligmarkedet. Venstres udspil handler primært om ejerlejlighedspolitik
– og som jeg senere vil komme tilbage til, endda kun om en snævert begrænset del
af ejerlejlighederne.
Og når Venstre endda frejdigt erklærer, at målet er
opførelse af 122.000 ejerboliger, så har man placeret sig med begge fødder i
planøkonomiens kerneland. Det er i øvrigt et vidunderligt præcist tal. Hvor
lige netop 122.000? Havde det ikke været smartere at angive en løsere
størrelsesorden. Hvordan de når til tallet, er slet ikke underbygget, men der
må jo være en grund til, at det ikke er 121.684 boliger, der er behov for.
Den liberale løsning havde været at sige, at der skulle åbnes for byggeri af [ejer]boliger i det omfang, som køberne vil aftage dem. Så kan man naturligvis sagtens angive et skøn over det forventede antal, men man ville have vist, at ens ideologiske udgangspunkt var markedet og ikke planen.
Boligpolitik eller byggepolitik
Der er vist aldrig noget parti, som officielt har haft en
byggepolitik, men det er karakteristisk gennem de sidste 80 år, at der altid
har været fokuseret mere på at påvirke boligmarkedet gennem tilførsel af nye
boliger end ved en ændret fordeling af de eksisterende.
Det er jo klart at en tvangsmæssig omfordeling af
eksisterende boliger er noget drastisk og vil støde på modstand, men man
behøver jo bare at tænke lidt i incitamentsstrukturer. Da man i 1962 indførte
en regel om, at udlejere kunne forhøje den lovlige maksimumleje med 25 %, så
blev udlejerne naturligvis umiddelbart glade. Men det viste sig hurtigt, at
effekten var, at ingen mennesker flyttede. Hvis man flyttede, så skulle det jo
være noget meget ringere for at blive billigere. Effekten var den hidtil mest
solide låsning af boligmarkedet – og på det tidspunkt havde man ellers en del
erfaring med den slags.
Også Venstres nye politik tager sit udgangspunkt i, at der
skal tilføres flere boliger, åbnes for mere byggeri etc. Der er med andre ord
mere tale om en byggepolitik end en boligpolitik. Det er der ikke noget galt
med, men det betyder bare at rækkevidden er noget mere indskrænket. Og at der
stadig mangler en boligpolitik på hylderne i Venstres butik.
Vision eller stemmejagt
” Syv ud af 10 danskere drømmer om at bo i en ejerbolig.” Sådan indledes Venstres udspil, og i et interview i Berlingske har partiformanden erklæret, at det udsagn bygger på en opinionsmåling foretaget for Nordeakredit. På linket kan man se, at folk er blevet spurgt, hvad de helst vil bo i, hvis de kunne vælge frit. Det er nøjagtig det samme, som at spørge en 3-årig om han/hun helst vil have både kage og is til morgenmad hver dag. Det kan man ikke bruge til ret meget. Faktisk kan det undre mig, at ejerboligprocenten ikke er højere.
Det giver en mistanke om, at Venstres udspil – ligesom den ændrede holdning til Arne-pensionen – mest af alt er et forsøg på at samle stemmer. Af få mange stemmer er naturligvis hovedformålet med at være et politisk parti, men metoden kan være lidt forskellig. Der hvor jeg kommer fra, så handler det om, at man har nogle visioner om, hvordan samfundet skal være skruet sammen, og så overbeviser man flest muligt om, at det er gode holdninger, som vil give os et bedre liv. Det er lidt noget andet end at kigge efter, hvilke holdninger der er mest almindelige i befolkningen, og så forsøge at skrue dem sammen til en nogenlunde sammenhængende politik.
Man kan naturligvis også tage sit udgangspunkt i, at
samfundet oplever et eller andet problem, og så forsøger man at finde en
løsning på problemet. Men så ville man jo nok bruge en hel del plads på at
beskrive problemet, dets opståen og dets konsekvenser i sit materiale. Og det gør
Venstre ikke. Den samlede beskrivelse af baggrunden og begrundelsen for Venstres
forslag udgør ca. 800 anslag (inkl. mellemrum) eller det samme som et kort
læserbrev i avisen. Det er måske lidt magert. Eller også synes Venstre bare, at
det er så selvfølgeligt for et borgerligt parti at gå ind for ejerboliger, at
det ikke fortjener nogen uddybning. Det kan man jo så tænke lidt over. Navnlig
når man sammenholder med, hvor mange, mange gange Venstre har stemt for bevillinger
til opførelse af almennyttige lejeboliger.
Der kommer en god løsning imorgen
En sidste mere principiel overvejelse er, at hvis Venstre
for alvor mener, at der er aktuelle problemer på boligmarkedet, hvorfor har man
så ikke nogle lidt hurtigere virkende løsninger. Forslaget om en
opsparingsordning har en 5-årig horisont. For så vidt angår nybyggeriet taler Venstre
om 122.000 nye boliger indenfor 10 år. De øvrige forslag er alle behageligt fri
for tidsrammer.
I borgerlige kredse taler man i øvrigt ofte om at ”udvise
rettidig omhu”. Hvis det er sådan, at der ikke findes nogen løsninger, som kan
nå at virke på kortere tid, så må det da undre, at Venstres forslag først
kommer nu. Men det er vel bedre sent end aldrig.
Like this:
Like Loading...
