Kategori: Rodebunke

Udgivet den

Jens Frederik Hansens blog holder flyttedag


Efter 4 år og nogle hundrede opslag, så er det tid til noget nyt for Jens Frederik Hansens blog. 

Bloggen får sit eget domæne på nettet
www.JensFrederikHansen.dk er fremover stedet, hvor man finder mig. Webadressen er lidt lang, men den er kortere end den gamle. Og så er den mig. Det kan jeg godt lide.

Indholdet bliver også bedre
Holdninger til dagligdagens politiske emner dominerer mine opslag.  Aktualitet er derfor vigtig. Stigende læsertal for bloggen gør heldigvis, at det ikke længere er så interessant at få indlæggene trykt i avisen. Så der kommer flere “originals”, som ikke kan ses på andre kanaler. Og da de ikke skal vente på en avis, så kommer de fremover hurtigere.

Bloggen gør en forskel
Læsertallet er naturligvis vigtigt. Og det er stigende, pænt stigende. Ros for mine opslag kommer jævnligt fra uventede kanter, og sjovt nok går det igen, at struktur, proportionalitet og redelighed overfor modparten fremhæves. Og det bekræfter min tillid til, at verden kan flyttes i små, bittesmå skridt.

Både Gud og djævelen bor i detaljen. Troværdighed er noget, som bygges op langsomt.  Men det er på den måde man overbeviser.  Det skal jeg naturligvis fortsætte med.

 

Udgivet den

Appelrettens afvisning af indrejseforbud har åbnet mange juridiske fronter.

Præsident Trump har lidt et nederlag ved appelretten for USA’s 9. retskreds, og må nu tage stilling til, hvilke blandt flere skridt, han vil tage for at redde skindet. Han er ikke chanceløs, men nemt bliver det ikke

Det er noget af en juridisk mavepuster, den nye regering i USA har fået i Appelretten. Sagen er som at bevæge sig gennem et minefelt med rigtig mange juridisk snublesnore, og blot en af dem bliver rørt, risikerer parterne at få sprængt deres argumenter til atomer og få sagen afvist. Modsat et rigtigt minefelt er der dog forskellige snublesnore for hhv. Præsidenten og for sagsøgerne, delstaterne Washington og Minnesota. Man kan også sige det på den måde, at for hver part gælder det om, at spænde snubletrådene ud foran modparten.
Den nemmeste løsning er den mindst sandsynlige
Trump kom naturligvis straks på banen med et tweet om ”see you in court”. Nogle af os ville måske bemærke, at parterne sådan set allerede har hilst på hinanden i retten, og at det foreløbig ikke er gået så fantastisk godt for Trumps regering.
Men der er faktisk en ganske enkel løsning, som måske er værd at overveje, nemlig at rette ind til højre. Det er naturligvis et nederlag, men det kan dog undskyldes som begyndervanskeligheder, og at domstolene endnu ikke har forstået, at der er nye tider. Han kan jo også udbryde et: ”Herregud, hvis det virkelig er så vigtigt for dem, så skriver jeg da bare det samme med andre ord. Det er jo virkningen, der tæller.” (Det fylder ikke mere end de 140 anslag i et tweet.)
De fleste af os ville nok udelukke den model, men så vidt jeg har forstået, så har forretningsmanden Trump altid valgt at lukke retssager med et forlig, umiddelbart førend sagerne skulle domsforhandles. Han råber og mobber, men er dog klog nok til at falde ned, når han indser, at det ikke virker.
Og det er vel navnlig en nærliggende tanke, fordi indrejseforbuddet er midlertidigt. Når det udløber svinder interessen for retssager en del.
Der er flere sager
Man skal ikke glemme, at sagen fra 9. retskreds kun er 1 blandt flere domstolsafgørelser, der med en enkelt undtagelse alle er gået regeringen imod. De andre afgørelser har bare været mindre vidtgående. De har handlet om enkelte spørgsmål, og først og fremmest har de været ført af enkeltpersoner med begrænsede ressourcer. Sagen fra Washington føres derimod af delstatsregeringen samt et hav af biintervenienter (altså folk, der indtræder i sagen for at støtte en part). 
Men de andre sager forsvinder ikke. Taber Washington sin sag, så skal Trump stadig gennem alle de andre mindre sager, som så selvsagt blot er mindre nederlag, hvis de tabes.
Det er alt sammen foreløbigt
Vi er allesammen oppe at køre over afgørelsen, men skal altså ikke glemme, at der er tale om stadfæstelse af noget meget foreløbigt. Som vi kender det fra dansk ret kan man bede en domstol om en foreløbig afgørelse, et domstolsforbud. Indtil for få år siden hed det i Danmark et fogedforbud, men indholdet er ens.
Washington-sagen handler imidlertid ikke om en forbudskendelse, men om en midlertidig afgørelse, som kun er i kraft indtil underretten har haft tid til at tage stilling til, om den vil nedlægge en rigtigt forbudskendelse, som altså i sig selv kun er midlertidig. Dermed er der tale om midlertidighed i 2. potens, og selvom man kun nedlægger midlertidige forbud, når sagsøgeren har en vis chance for succes, så skal der altså ikke så forfærdelig meget til.
Når man så har haft tid til at forberede sagen ordentligt, afholder man den rigtige domsforhandling og kommer med en endelig afgørelse.
Hvis Washington ved den lejlighed taber sagen, og regeringen vel at mærke også vinder alle de andre sager, så kan man i øvrigt bare udvise alle de, som i mellemtiden er kommet ind. Hvis man da vel at mærke kan udpege dem blandt alle de indrejste. Det bliver måske nok lidt svært i praksis. At lade indrejseforbuddet være i kraft under sagernes behandling vil derimod kunne medføre uoprettelig skade for de ramte personer. Det taler stærkt for, at sætte det ud af kraft.
Appelmulighederne
Foreløbig har regeringen kun vundet et ud af samtlige de delspørgsmål, som tilsammen kan føre til opretholdelse af indrejseforbuddet. Og det handler om, hvorvidt man i det hele taget skal have lov til at appellere. Normalt vil en kendelse, der som denne er midlertidig i 2. potens, slet ikke kunne kæres til højere instans. Men bare den hurdle ligger der igen ved en yderligere appel til 3. instans.
Nemmere kan det måske være at udnytte en mulighed for appel, som vi ikke kender i Danmark, nemlig at man kan bede retten om genoptagelse i en ny domsforhandling med flere dommere. Ved den 9. appelret, som dækker Washington, skal der så mindst deltage 11 dommere ud af i alt 29 ved genoptagelsen. Genoptagelse er imidlertid noget, som man ikke har krav på, det er udelukkende retten selv, der tager stilling. Og i den forbindelse opvejes sagens vigtighed til dels af, at det stadig kun handler om en midlertidig kendelse.
Alternativet er en appel til den føderale Højesteret. Det skal man også søge om. Men her er der en joker, nemlig at Højesteret for tiden mangler en dommer og dermed rummer et lige antal på 8. Tallet er spændende, fordi stemmelighed automatisk resulterer i stadfæstelse. Regeringen skal altså have overbevist 5 dommere, for at vinde. Men hvis det overhovedet giver mening, at bedømme dommerne efter politisk overbevisning, så er 4:4 måske nok det mest sandsynlige.
Når sagen så kommer for retten
Nu er det jo sådan, at sagen under alle omstændigheder skal have sin endelige behandling ved underretten, og i virkeligheden er det jo den endelige sagsbehandling, der tæller. Og der har Trump nok bedre chancer end den uendelige række af foreløbige nederlag indikerer. Det kan jo heller ikke blive meget værre, ku’ man sige.
For det første er det i alle retssystemer, sådan at man ikke kan anlægge hypotetiske sager. Man kan kun anlægge sager, hvis sagsøgeren kan bruge en dom til noget; ikke nødvendigvis til meget, men dog til noget. Washington har anlagt sagen, fordi indrejseforbuddet skader statens skattegrundlag og besværliggør de statsejede universiteters funktion i forhold til ansatte og studerende fra udlandet. Så er isen nok så tynd, som den kan blive.
Et væsentligt argument for Trump er, at domstole slet ikke kan påkende spørgsmål om enkeltpersoners indrejse, og da slet ikke når Præsidenten påberåber sig nationens sikkerhed som begrundelse for sine handlinger. Hvor en dansk domstol formentlig altid ville bedømme et regelsæts virkning på en bestemt person, så kan en amerikansk tage stilling til selve regelsættet. Da den danske højesteret underkendte Tvindloven som grundlovsstridig, så skete det i forhold til nogle bestemte skoler. I forhold til andre skoler kunne loven i princippet godt gælde. Men hvis de anlagde en sag, så ville de jo vinde den, så derfor var loven reelt ophævet ved den første dom.
Det bærende for at underkende indrejseforbuddet er imidlertid ikke, at et indrejseforbud ikke kan udstedes lovligt. Det er derimod, at sagsbehandlingen af hver enkelt rejsende ikke har været tilstrækkeligt grundig, for de har ikke fået lov til at argumentere for, hvorfor de personligt ikke skal være omfattede af forbuddet. Og fair sagsbehandling er grundlovssikret i USA.
Det er jo et forhold, som der ret nemt kan rettes op på fra Præsidentens side, ved at udstede en ny anordning (executive order) med nogle mindre ændringer til den oprindelige. Det samme gælder, at man fik udstrakt forbuddet til personer med permanent opholdstilladelse (green card).
For Washington er det et vigtigt argument, at forbuddet retter sig mod muslimer, hvor den amerikanske grundlov udtrykkeligt forbyder enhver forskelsbehandling på grund af religion. Men det er en sådan juridisk hvepserede, at appelretten har afvist at tage nogen som helst stilling til spørgsmålet, førend man til sin tid skal afsige endelig dom.
Hvor det ender kan ingen sige. Men der er lagt op til et spændende forår for juristerne – og for præsidenten.
Udgivet den

Nattelarmen og svineriet i København er EUs skyld.

Debatten om nattelarm og svineri i det indre København savner kun en ting, nemlig at nogen skyder skylden på EU. Alt ondt plejer at være EUs skyld. Og når det drejer sig om støj i byen, så er det for en gangs skyld ikke helt forkert.

For hvorfor er der er mere larm i gaden end for blot 10-20 år siden? Antallet af værtshuse er steget, men så længe folk sidder indenfor på et værtshus, larmer de ikke på gaden. Forskellen er imidlertid lige præcis, at de ikke længere sidder inde på værtshusene, og det skyldes rygeloven, der udspringer af et EU-direktiv. Vi ved allesammen, at i ethvert selskab er rygerne de morsomste, og når en af dem forsvinder ud af døren, stryger resten af selskabet med. Og så er der pludselig højtlydt tale på gaden. De tager naturligvis også deres drikkevarer med, og så fandt vi altså kilden til glasskårene.

Når de først er kommet udenfor, bliver de også nemmere inspireret til at søge nye vandhuller længere henne ad gaden, og så kører svikmøllen. Det bliver ikke bedre af, at de på vejen kan kigge ind hos detailhandlende med lang åbningstid og supplere lageret af drikkevarer. Så længe folk befinder sig inde på et værtshus, kan stedets vagter skille diverse kamphaner ad. Men det kan de jo ikke tillade sig på samme måde ude på gaden. I stedet for at skændes om antallet af udendørsarrangementer, burde vi indse, at det endnu en gang er et formynderisk forbud, der har uønskede konsekvenser.

Tænk på det, næste gang nogen råber, at dette eller hint bør forbydes.

Bragt som dagens brev i Berlingske 15. september. 

Udgivet den

Oversikkerheds-formynderi i lufthavnene.

Prøv lige at forestille dig, at man som rejsende kunne vælge mellem at flyve med 2 forskellige selskaber med hvert sit sikkerhedsniveau:

Det ene med hele svineriet, hvor man står i kø, smider sko og bælter, tæller millilitre shampoo, konfiskerer lommeknive, forbyder fotografering i miles omkreds og alt muligt andet petitesserytteri.

Det andet med et overfladisk forsøg på at finde større håndvåben.

Hvilket flyselskab tror du så, man ville vælge? Jeg er ikke i tvivl.

Og så er det, at jeg bliver så ukristeligt irriteret over hele tiden at få at vide, at “det er for jeres egen skyld, vi er nødt til at gøre det”.  Irritationen opstår for det første, fordi det altid er lidt nedladende, når andre tillader sig at mene, at jeg ikke selv kan finde ud af, hvad der er bedst for mig. Og for det andet, fordi deres postulat er så åbenlyst forkert.

Når tanken er værd at skrive om, så er det også fordi, eksemplet kan bruges til at vise, at der er 2 muligheder for en liberal argumentation.

Den normale er den økonomiske, som vi alt for nemt forfalder til. Omkostningerne ved sikkerhedscirkusset er nemme at påvise. Mængden af tid og andre ressourcer brugt på det i forhold til udbyttet af det øgede sikkerhedsniveau er enorm. Ganske vist svarer fortalerne altid, at vi ikke kan vide, hvor mange angreb det har forhindret. Men det er nok ikke helt korrekt. Man kan  godt sammenligne med niveauet før i tiden, i andre lande, hvad der ellers finder sted af terror etc.

Men der er altså også den vanskeligere moralske argumentation. Den med at vores samfund bygger på respekten for, at det enkelte menneske langt hen ad vejen selv kan træffe beslutninger om sit eget liv. Den tankegang er nøje knyttet sammen med en forståelse af, at mennesket er et socialt væsen, og derfor nødigt træffer valg, som skader andre. Og den er knyttet sammen med liberalismens kernetanke, at selv når vi træffer valg, som udelukkende er til gavn for os selv, så viser det sig magisk nok, at de også er til gavn for andre.

De 2 argumentationsformer supplerer hinanden – og de kan godt ses som varianter over samme tema – men den moralske er vigtig, fordi socialister i alle lejre dybest set kun lader sig rokke i deres overbevisning af den type synspunkter.

Udgivet den

Undgå forargelsens fangarme.

Myten om en dårlig tone i debatten på de sociale medier er ikke nødvendigvis sand – i hvert fald ikke for os i andet eller tredje geled af den offentlige debat.

Gennem de seneste år har Berlingske optaget et større tocifret antal indlæg fra min hånd. Men jeg har endnu ikke modtaget reaktioner med truende undertoner. Nogle har været ureflekterede, men det er dog menneskeligt. Til gengæld har der faktisk også været et – mindre – antal venlige breve med tak for et indlæg, som altså har givet den læser en ny forståelse.

Man kommer næppe udenom, at reaktionerne også skyldes debattørens eget valg af budskab. Som liberal har man den umiddelbare fordel, at der næsten altid argumenteres mod flere forbud, straf og myndighedskontroller, og det giver forhåbentlig en vis velvilje hos læserne. Men det handler nok også om, hvorvidt man vil pådutte andre sin mening, eller om man er villig til at argumentere for sin egen opfattelse. Det kan godt gøres farverigt uden at være usagligt. Men først og fremmest skal det gøres med en viden om, at ens modpart trods alt har en grund til at have sin afvigende (omend forfejlede) mening.

Det er måske forhold, som en del meningsdannere kunne overveje lidt mere. For mange af reaktionerne er jo bare en slags overdrevne »nej, nu vil vi ikke udsættes for flere mærkelige påhit og indgreb i vores liv!«

Desuden bør det nøje overvejes, om diverse mishagsytringer også skal ses som trusler. Trusler mod debatindlæg er jo formålsløse. Uanset hvor meget man truer, så er debattørens meninger jo sluppet ud i det offentlige rum. Traditionelt går trusler ud på, at hvis nogen gør…, så sker der… Men det er noget helt andet end alle de grimme variationer over temaet »gid du må brænde op i helvede«.

I virkelighedens verden har vi vist heller ikke eksempler på, at facebook-ytringer er blevet fulgt op med realiteter. Og det er måske det vigtigste at huske på, når forargelsens fangarme griber i en.

Bragt som dagens brev i Berlingske 22. august 2016. Men det er nu mest et opkog af gamle tanker om, at debattører lidt selv bestemmer, om de får Mere tak end utak.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: