Kategori: liberalisme

Udgivet den

Omskæring er nok ikke optimalt, men et forbud er værre.

Man er for tiden uhjælpeligt i undertal blandt de snakkende klasser, når man ikke går ind for et forbud mod omskæring. Og når man aldrig kunne finde på at gennemføre indgrebet på hverken sig selv eller ens søn, hvorfor kan man så være imod et forbud?

Sagen er imidlertid, at politik langt tiere handler om, hvem der skal bestemme noget end om, hvad der skal bestemmes. Jurister taler om henholdsvis kompetencenormer og forholdsnormer. Historien viser talløse eksempler, hvor vi – navnlig set i historiens lys – vil sige, at kompetencenormer er blevet misbrugt til at fastsætte urimelige forholdsnormer.

Der er både de store altafgørende forholdsnormer, middelalderens kætteri eksempelvis, hvor fastholdelse af et heliocentrisk verdensbillede kunne resultere i død på bålet. Og så er der også en ufattelig mængde af små forholdsnormer, som enkeltvis kan forekomme latterlige, men som samlet giver et indtryk af det pågældende samfund som frit eller autoritært.

Af de 2 normtyper har urimelige forholdsnormer dog den fordel, at man kan argumentere mod dem. At få flyttet kompetence til at bestemme tilbage til borgerne er, når den først én gang er flyttet til myndighederne, usigeligt svært.

At gå ind for et forbud mod omskæring er at give myndighederne lov til at bestemme endnu mere i vort liv. Det burde liberale kunne se. For mig er dette egentlig nok, men der er mere.

Hjælper forbud

Hovedbegrundelsen for, at vi mennesker ikke begår kriminalitet, er naturligvis ikke, at der findes en lov med et forbud. Sandheden er, at vi undlader forbrydelser, fordi vi helst vil behandle medborgere pænt. Og det indebærer også, at hvis vi ikke kan se meningen i et forbud, så overholder vi det ikke.

Ligesom i alle andre af livets forhold, så er overtrædelse af forbud noget man kan vænne sig til. Jo flere og jo mærkeligere de er, desto lavere bliver respekten for dem, og det gør den også overfor de mere rimelige forbud.

Omskæringsforbud vil blive omgået med alle til rådighed stående midler. Vi  vil opdage, at store befolkningsgrupper – tilfældigvis allesammen jøder og muslimer – har medfødte misdannelser, som nødvendiggør omskæringen. Det vil blive udført i udlandet, og så videre.

Og det vil det, nøjagtig lige så længe som drengenes fædre accepterer det. Og i den forbindelse bør vi nok have tillid til, at fædre ikke udsætter deres sønner for noget, som de selv helst havde været fri for. Lige så længe man vil hævde, at man selv er et tænkende væsen, må man nødvendigvis anerkende det samme om andre mennesker.

Børnene skal selv vælge

Det er et yderst velklingende argument. Liberalt og fordomsfrit, ikke sandt.  Det er faktisk bare så velklingende, at man bør overveje om det også er hult og overfladisk som et trommeskind.

Når man får et barn, så kommer man uundgåeligt til at træffe en hel masse valg; valg, som ikke kan gøres om, og som kommer til at præge barnet resten af dets liv. Der er småting, og der er store ting.  Nogle indgår så naturligt i vores kultur, at vi end ikke stiller spørgsmål ved dem. Der er ikke mange piger på 12, som ikke har huller i ørerne. Vi opdrager dem til, at det er helt i orden med skiftende seksualpartnere i en alder, som i andre kulturer ville blive mødt med vantro. Ve den, som hævder, at 16-årige gymnasieelever ikke skal drikke sig svinefulde. Vi retter tænder, flytter flyveører og alt muligt andet.

Omskæring er bare den måde, en anden kulturkreds reagerer. Og det er en kulturkreds som i hvert fald periodevis har omfattet store dele af vores egen, kristne, verden. At det valg er så helt urimeligt meget værre, og at vi partout besidder den eneste endelige sandhed om verdens indretning, har jeg svært ved at tro.

Nej, jeg synes ikke omskæring er en god idé. Jeg har et godt og nært forhold til min egen forhud. Men den er altså ikke en væsentlig del af min identitet. Andre lever udmærket uden. Og lad dem så blive ved med det.

 

PS Efter at have skrevet ovenstående er jeg kommet til at tænke mere over, at på et eller andet tidspunkt, så vil vore børn forlange en forklaring på de mærkværdigheder, som de er blevet udsat for. Så naturligvis foretager man sig ikke valg på deres vegne uden at have tænkt over det og uden at være villig til at stå ved sit valg. Og jo længere konsekvenserne rækker, desto mere tænker man nok.

Det er langt fra noget vigtigt, men alligevel et brugbart eksempel, at mine egne børn har afkrævet mig en fyldestgørende forklaring på, at X-factor var forbudt at se herhjemme, når alle deres klassekammerater måtte. Det så de som klart fremmedgørende i forhold til vennerne.  Men jeg fandt det ikke pædagogisk at se et program, hvor “dommerne” har det som en væsentlig opgave at nedværdige de optrædende med dumsmarte bemærkninger. Sådan taler vi ikke til og om hinanden herhjemme, og jeg så ingen grund til at dyrke det som underholdning. Og efterhånden tror jeg, at de kan se pointen i, at ganske vist er denne familie mærkelig på det punkt, men vi har nogle grunde til det, som ligger i forlængelse af vores menneskeopfattelse.

(Det er dog muligt, jeg har misforstået programmet. Den ene gang hvor jeg forsøgte at se det, gad jeg kun det første kvarter.)

Det er også gået op for mig, at jeg inderst inde har en dyb fornemmelse af, at engang i fremtiden vil jeg være afhængig af lige præcis mine børn. Det er måske derfor jeg føler en særlig pligt til at forvalte mit ansvar for dem godt. Jeg vil jo gerne have tilbage i samme mønt.

Begge dele er forhold, som trækker i retning af, at forældrene er nærmest og bedst til at bestemme.

Udgivet den

Liberalisme betyder ikke, at bankerne altid har ret.

Andelsboligforeningsloven har i årtier haft en regel om, at hvis en forening går konkurs, så kan de tidligere andelshavere blive boende som lejere. Men ingen har gennemtænkt i detaljer, hvordan betingelserne for lejemålet skal være. Hvor høj husleje? Depositum? Et cetera, et cetera

Lovindgreb i eksisterende aftaler er en uskik

Gennem næsten 80 år har vi haft kunstigt lave huslejer på grund af boligregulering. Og gennem de seneste 30 år har jeg konsekvent råbt og skreget på liberalisering af lejelovene. Så når regeringen nu vil indføre nye regler om beregning af husleje i ejendomme, der har tilhørt konkursramte andelsboligforeninger, så burde jeg vel smile huldsaligt.

Det gør jeg bare ikke. Og begrundelsen er enkel. Lovforslaget skal nemlig udelukkende bruges til at forrykke magtbalancen mellem andelshavere i konkurstruede andelsboligforeninger og de banker, som har ydet dem lån.

Et ensidigt lovindgreb, hvis formål er at hjælpe den ene part i et eksisterende kontraktsforhold med at vride sig ud af potentielle tab på den anden parts bekostning, det er ikke liberalisme. Det er bare ny regulering, og i en endnu mere skadelig version.

Klædt af til skindet – og nu skal de også flås

For boligmarkedet er konkursramte andelsboligforeninger ikke noget stort problem. Der gik mere end 40 år fra man indførte andelsboligforeningsloven til man så den første konkurs. Men da de endelig kom, så var det en hel stribe af de allerstørste andelsboligforeninger i landet, der tog turen, som regel som afslutningen på en lang og pinefuld proces.

For andelshaverne i de konkursramte foreninger kan det imidlertid godt være et stort problem. Skal man ynke dem? Ja, nøjagtig lige så meget som man skal begræde alle mulige andre, som har investeret i tiltro til nogle forudsætninger, der skrider. Hvis deres tab gjorde os andre rigere, så ville der være plads til skadefryd. Men sådan er det ikke.

Da man lavede lovreglen om, at andelshavere kan blive boende som lejere, var der ét sæt regler om huslejefastsættelse, nemlig “omkostningsbestemt husleje” efter boligreguleringsloven. Nu vil regeringen lave det om, så de skal betale gennemsnittet af boligafgiften i de sidste 4 år førend konkursen. Men det er naturligvis et langt højere lejeniveau, end efter de gamle regler.  Med andre ord føjer man spot til skade.

Det handler om incitamentsstrukturen

Der er ingen tvivl om, at en del af de konkursramte andelsboligforeninger blev dannet på et løsagtigt grundlag. Ejendommene blev købt for dyrt og belånt på en lidt for kreativ måde. Det er selvsagt primært købernes ansvar, men der var også nogle långivere som havde tabt jordforbindelsen.

Den jordforbindelse hed “Bekendtgørelse om realkreditinstitutters låneudmåling.” Og indholdet af den er – og har hele tiden været – at andelsboligforeninger ikke må låne flere penge, end de kan forrente og afdrage ved at opkræve den husleje, som lejelovgivningen tillader.

Så hvis et salg af de konkursramte andelsboligforeningers ejendomme ikke kan dække gælden, så har man ikke overholdt lånegrænserne. Så har man overbelånt. Og så fortjener bankerne s’gu selv at få tabene.

Dertil kommer, at hvis huslejen fremover skal sættes til et gennemsnit af boligafgiften i årene inden konkursen, så får andelsboligforeninger ikke nogen tilskyndelse til at forsøge at komme gennem krisen ved at sætte boligafgiften op. Så gælder det tværtimod om, at få den sat ned, så man kan få en lav leje efter konkursen.

Hvis man endelig vil lave det om

Selvfølgelig skal man ikke leve med fortidens uheldige love i al evighed. Og andelsboligforeningslovens regel om, at andelshavere kan fortsætte som lejere, har givetvis været for gunstig.

Men hvis man vil lave den om, så bør man – som altid – nøjes med at gøre det for nye retsforhold, altså for foreninger som stiftes i fremtiden eller optager nye lån. Så ved parterne, hvad de skal rette sig efter – begge parter vel at mærke.

Udgivet den

“Vi skal sikre mod den ultimative storm på andelsboligmarkedet”

Stop for kæmpestore konkurser om trecifrede millionbeløb, hvor hundredevis af beboere mister deres andelsindskud, har været målet for en ekspertgruppe under Erhvervsministeriet.

Eksperterne tænkte langt inde i boksen under høring om andelsboliger og konkurs

En arbejdsgruppe har arbejdet med regler, der kan sikre andelsboligforeninger mod konkurs, hvis der kommer nye kriser på boligmarkedet. Og folketinget havde inviteret til høring for at få forslagene præsenteret. Men indholdet var nærmest  givet i forvejen. Begrænsninger i lånemuligheder og valuarvurderinger, krav om minimumsudbetalinger, langsigtede budgetter og vedligeholdelsesplaner var det forudsigelige indhold i forslagene.

Men så kom det helt banale spørgsmål. Som forventeligt fra Joachim B. Olsen. “Hvor mange af de andelsboligforeninger, som er gået konkurs, ville have været solvente, hvis der havde været frie priser på andelslejligheder?”

Dyb og total tavshed. Det er åbenbart ikke en tanke, nogen ekspert har tænkt. Til sidst tog en forsagt repræsentant for ejendomsadministratorerne mod til sig, tændte mikrofonen og sagde decideret lavmælt: “Alle de københavnske!”

Når betaling af gæld bliver et problem, så er der noget galt med reglerne

At andelsboligforeninger næsten fuldstændig undtagelsesfrit drives forsvarligt, var alle eksperterne var faktisk enige om. Egentlig en imponerende præstation. Deres ejendomme vedligeholdes bedre end ejerforeningers, og de betaler af på deres gæld.

Ejendomsadministratorerne havde dog fundet ét problem. “Andelsboligforeningerne betaler faktisk for meget af på deres gæld, så lejlighederne bliver for dyre.”

Og så er det lige, man tænker på Bastiats bemærkning om det sete og det usete igen. For lejligheden bliver selvsagt ikke dyrere af, at gælden i foreningen er stor eller lille. Om man betaler af på en individuel gæld fra køb af lejligheden eller en fælles gæld i foreningen er jo i princippet ligegyldigt. Lige bortset fra, at lovgivningen har forbudt banker og realkredit at yde billige realkreditlån til køberne af de enkelte lejligheder. Så lovgivningen skaber et problem.

Brutale banker har banket Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation til tælling

Et af de virkelige slagsmål efter de store konkurser i andelsboligforeninger, Klostergården, Duegården, Hostrups Have har været: “Hvor stor husleje skal beboerne betale under konkursbehandlingen og til en ny ejer af huset?” Loven garanterer de hidtidige andelshavere, at de kan blive boende som lejere, men loven siger intet om vilkårene. Ligeså gælder at beboere, som ikke købte deres lejlighed som andel, men fortsatte som lejere, konsekvent har betalt en leje langt under andelshavernes boligafgift, og de kan absolut ikke sættes op.

Bankerne har en klar egeninteresse i at hævde, at de kan hæve huslejen til skyerne, og det vil formentlig lykkes for dem. Flere konkurser og krav om personlig og solidarisk hæftelse af alle andelshavere ved alle nye lån i alle andelsforeninger har dog været tilstrækkelige trusler til, at Andelsboligernes Fællesrepræsentation har accepteret, at der fremover skal kunne opkræves leje svarende til den hidtidige boligafgift.

Lejelovgivningens maksimumpriser er urimelige, så skal man ikke glædes over bankernes sejr? Mit bud er et klart: “Nej.” Lånereglerne er grundlæggende skruet sådan sammen, at banker og realkredit ikke må låne mere ud, end ejendommen kan bære, når beboerne betaler lejelovens normale maksimumleje. Så hvis det ikke er nok til at dække bankernes tilgodehavende, så har de overbelånt, og så fortjener de tabene. Professionelt vabanque-spil skal ikke belønnes.

Udgivet den

Boligpolitikken er de borgerliges blinde vinkel

Tilskud til særinteresser og regulering af det frie marked har aldrig været borgerlige politikeres yndlingsidé, men netop derfor burde de interessere sig mere for boligpolitik.

“Den er hjemme,” sagde Uffe ved valget i ’98. Men det var den bare ikke. Og i den borgerlige lejr lagde man skylden for nederlaget på en socialdemokratisk skræmmekampagne om de riges fordele ved at sænke boligskatterne. Siden har boligpolitik været betragtet som en tabersag af næsten alle borgerlige politikere. Det var nu ikke, fordi det nogensinde havde været opfattet som en vinder.

Det er ærgerligt, for på lige det område er der plads til at boltre sig i borgerlige kerneidéer som en kåd ko på den første forårsdag. På få andre områder har der været givet så mange tilskud til mærkelige særinteresser, opretholdt så meget forældet regulering og lagt uforholdsmæssige byrder på skaffedyrene. Det burde være et sted, hvor man kunne samle taknemlige vælgere i hobetal.

Hver gang man drøfter byrder på skaffedyrene, så vil venstrefløjen himle op om, at nedsættelser ”kun vil gavne de allerrigeste”. Og selvfølgelig vil de gavne de rigeste, men når venstrefløjen bruger ordet ”kun”, så ryger enhver forbindelse med sandheden. Det er en pointe, som fortjener at blive gentaget så mange gange, at den bliver til en selvfølgelig sandhed.

Kigger man på boligskatter, så er skævhederne ellers til at få øje på. Fra min egen verden kan nævnes, at et hus med en yderst beskeden have, som jeg tidligere boede i, i dag koster ca. 10 gange så meget i boligskatter, som den næsten lige så store andelslejlighed, som nu er mit hjem. Det har intet borgerligt parti turdet tage fat i. I stedet får vi spin i stil med de konservatives forslag om fjernelse af grundskyld og ejendomsværdiskat, som imidlertid skal være fuldstændig neutralt for statskassen, fordi lempelserne modsvares af en afskaffelse af fradragsretten og en avanceskat ved salg af bolig.

Tag dog tyren ved hornene. Sig det som det er, nemlig at jordprisen selvfølgelig er højere under etagebyggeri end under villaer, allerede fordi man har kunnet bygge mere på jorden. Og derfor skal den jord også beskattes højere.

Det er ingen naturlov, at de rige bor i villaer og de fattige i subsidieret byggeri, og det er slet ikke sandt for de 80 %, som ligger i midten. Af samme grund kan man undre sig over, at ikke alene beskattes jorden forskelligt, der er også en ejendomsværdiskat til forskel. Ja, der findes en logisk og fornuftig begrundelse for ejendomsværdiskat. I korte træk går den ud på, at for udlejningsbyggeri skal lejeren i stedet betale udlejeren en profit, som udlejeren så betaler skat af.

Men når langt den største gruppe udlejere er non-profit foretagender, som endda har modtaget støtte til opførelsen af deres bygninger, så modsvares ejendomsværdiskatten jo for lejernes vedkommende af ingenting. Og selv for de private udlejere er profitten ofte maksimeret til 7 % af ejendomsværdien i 1973. Det er jo næsten mindre end ingenting.

Det sidstnævnte forhold, at den ”midlertidige boligreguleringslov” (det er faktisk dens titel og har været det i mands minde) benytter ejendomspriser fra 1973 som udgangspunkt for beregning af den lovlige fortjeneste, er formentlig det forhold, som flest borgerlige politikere kan blive enige om, er absurd. Men de har aldrig fremsat et lovforslag om en ændring. Og somme tider er man altså nødt til at tage debatten, hvis man vil ændre på noget. Eller dog udarbejde en hvidbog eller tilsvarende derom, altså et dokument på mere end en enkelt side hvor man samler sine tanker – eller skal det ligefrem kaldes visioner – og kommer med sine bud på løsninger. Men det kræver jo, at man er villig til at arbejde sig ned i stoffet. Det er måske det, der mangler.

Det fører til en anden kæphest, nemlig at når boligpolitikken ses som en taber, så er det ikke lige der, de karrierebevidste politikere samles. Da man tidligere havde et særskilt boligudvalg i Folketinget, var det fra borgerlig side helt overvejende befolket med medlemmer af ”det tavse flertal,” altså de MF’er som ingen nogensinde har hørt eller læst om. Det er selvfølgelig ikke pænt at sige om nogle mennesker, som altid har behandlet mig venligt og lyttet interesseret. De har bare aldrig været i stand til at slå igennem på de indre linjer i deres parti. Og så nytter det hele ikke noget.

Udgivet den

Trump har suspenderet the Jones Act – en klassisk handelshindring

Voldsomme tropiske organer har meget få positive virkninger. At de skulle sætte gang i økonomien er håbløst sludder. Selv hvis folk pludselig arbejder mere, så er det jo for at nå op til tidligere levestandard, og selv når de indhenter fortidens niveau, så har de jo haft en lang periode med dårligere forhold.

Men dette års orkaner har dog alligevel haft en positiv virkning. Den amerikanske stat har for en periode suspenderet the Jones Act, som er en af de allermest klassiske former for handelshindring, nemlig et forbud mod kystfart for udenlandske skibe (cabotage).

I al sin enkelthed går loven ud på, at udenlandske skibe kun må sejle varer til eller fra landet, men ikke laste  en vare i landet og udlosse den i en anden indenlandsk havn. Det er selvsagt en lovgivning som indbyder til alle mulige former for krumspring.

Og det er en lovgivning, som demonstrerer, at uanset hvor meget amerikanere og socialister opfatter USA som højdepunktet af de frie markedskræfter, så er det bestemt ikke altid tilfældet. Det er så en skæbnens ironi, at det er en åbenlyst protektionistisk præsident, der suspenderer den.

Hvor idiotisk den er, kan illustreres med et banalt eksempel. Hvis et dansk containerskib anløber New York for at losse en del af sin last, og skal videre til Miami med resten, hvorfor så ikke fylde det op på vejen?

Arven fra merkantilismen
Forhistorien med cabotage er imidlertid lang og trang. Englændernes Navigations Acts var gennem mange år den vigtigste af denne type lovgivning. Udsprunget af merkantilismen forhindrede den andre landes skibe i ikke alene at sejle mellem engelske havne  i hjemlandet, men også imellem Storbritanien og kolonierne.

Det var blandt andet disse restriktioner, som irriterede de nordamerikanske kolonier og fremprovokerede uafhængighedsbevægelsen. Men det forhindrede dog ikke USAs nydannede kongress i at vedtage tilsvarende lovgivning som en af sine første handlinger. Men man kan selvfølgelig bemærke, at det indenlandske område var blevet lidt mindre.

Den danske ostindiske handel under den lange fred i 1700-tallet handlede forøvrigt i stort omfang om at omgå de engelske cabotage-regler.

Liberalismens gennembrud
Englænderne afskaffede deres Navigation Act i 1849 som led i den frihandels- og reformbølge, der forbindes med laissez-faire liberalismen. De har ikke fortrudt.

Amerikanerne har derimod fastholdt cabotage-regler. Og dertil kommer, at eksempelvis forsyninger til amerikansk militær skal sejles på amerikanske skibe, så det har været nødvendigt med subsidier til skibsfarten.

PS Cabotage-forbud for lastbilkørsel er lige så tosset – og sådan et har vi selv.

 

 

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: