En luksusfange – om Oberstløjtnant Ørums erindringer

Det er er ikke blevet til så mange refleksioner over bøger, som jeg godt kunne tænke mig, men for nylig har jeg læst Oberstløjtnant Ørums erindringer, der udkom som Frihedsmuseets Venners årsskrift i 2013.

Ørum er nok ikke så bekendt idag, hvilket egentlig kan undre lidt, for som oftest vil de, som overlever længe, få en mere fremtrædende plads i historien, end de der dør kort efter begivenhederne. Og Ørum døde først i 1999, men han havde på det tidspunkt tilbragt 44 år i et selvvalgt eksil i Frankrig.

Bogens hovedindhold er 196 sider beretning skrevet omkring 1971 om perioden fra optakten til 2. verdenskrig og hans overvejelser om mulighederne for at forsvare Danmark, over 9. april til han i oktober 1943 bliver bragt til Sverige. Derudover er der optrykt nogle officielle akter, mest fra tiden i Sverige, og i slutningen en kort, men ujævn biografi over hans øvrige liv. Nogen egentlig vurdering af hans betydning er der ikke, og hvor man kunne have håbet på en god spionhistorie, så er det hans “Jammersminde” fra retssagen og opholdet i Vestre Fængsel, der udgør langt den største del af bogen.

Ørum var 9. april chef for flyvestationen i Værløse og allerede i dagene derefter indtog han den holdning, der blev kendt som “den kolde skulder”. Biografien i bogens slutning erklærer, at han den 10. april ved morgenmaden kommanderede alle danske officerer ud af messen, førend besættelsesmagtens repræsentanter indfandt sig. Selv henlægger han begivenheden til et aftensmåltid få dage senere.

Kort tid derefter bliver han indblandet i efterretningsvirksomhed til fordel for de allierede sammen med ritmester Lunding, hvortil kommer, at han begynder at planlægge en form for masseflugt af danske flyvere til England. Tanken var, at briterne skulle sende transportmaskiner, der skulle lande på udvalgte steder i Jylland, samle officererne op og returnere.

Planen viser sig imidlertid vanskelig at gennemføre, fordi englænderne ikke er specielt interesserede, og det går også op for de sammensvorne, at hemmeligheden omkring den er brudt. Der er blevet snakket for meget. Ørum forsøger på elegant vis at udnytte reglerne i straffeloven om tilbagetræden fra forsøg, men det er nu kun på skrømt.

Og for sig selv planlægger han fortsat en flugt til England – via Berlin! Officielt fordi han vil rejse videre til Brasilien. Tanken er dog at stå af i Portugal og derfra til England. Men han bliver altså arresteret i Berlin og tiltalt for spionage samtidig med, at et antal medskyldige anholdes i København. Efter tysk ret vil anklageren kræve dødsstraf, og det sætter den danske regering i et dilemma, for en dødsstraf afsagt af en tysk militærdomstol vil udgøre et farligt præcedens for resten af besættelsen. Og vi befinder os altså i december ’40, hvor man fortsat er slået af forbløffelse og forundring over de store tyske sejre, og må regne med tysk dominans efter krigens afslutning.

Løsningen er en særlig straffelov (Lex Ørum – som har sit eget blogopslag), en lynhurtig retssag med en pålidelig dommer, og så nobel lille dom på livstid for Ørum og nogle gode lange straffe til de medskyldige. Men dog ikke mere skueproces end at 1 frifindes.

Herefter følger et længere ophold bag tremmer, hvor han forstår at indrette sig på imponerende vis. Han forbliver i Vestre, der normalt kun er til varetægt, får fast værelse på sygeafdelingen med egne møbler, slipper for fængselstøj, begynder en karriere som oversætter, holder middagsselskaber med øvrige celebre fanger, skaffer sig adgang til at høre nyheder på radio, tager på talløse udflugter til navnlig militærhospitalet, men også til skræderen.

Det går selvsagt ikke i længden og enden bliver da også, at han i november overflyttes til Vridsløselille Statsfængsel, hvor han så må starte forfra. Og det gør han efter noder. Det er næsten for godt til at være sandt.

Og igen tager han tilflugt til militærhospitalet, hvor han oplever 29. august ’43. Og derfra “bortføres” han til Sverige. Det er næsten rørende at læse, hvordan han må overtale sine vagter til at passe på sig, så han kan være sikker på, at de er til stede, når bortførerne dukker op!

Hvad der derimod ikke er så rørende, er bemærkningen om, at tyskerne på et tidspunkt opgav et krav om at få ham behandlet efter tyske fængselsreglementer, fordi de indså, at de sædvanlige danske var skrappere. Det siger ikke noget godt om datidens danske kriminalpolitik.

Ørums empati for hans kolleger – de ordinære fanger  – kan også ligge på et meget lille sted. Måske er den tidstypisk, men det er dog imponerende, at han kan distancere sig så meget fra dem, f.eks. i en beskrivelse af kirkegangen juleaften ’42, men også en række andre steder.

I det hele taget er han en sær stivstikker med sine forestillinger om, at han hellere vil dømmes til døden af tyskerne end til livet af en dansk ret, at han skaffer sig talløse begunstigelser i fængslet, men alligevel forsøger at blive overført til tyske fængsel. Og så flygter til Sverige for ikke at havne i tyske hænder.

Tiden i Sverige blev slem for ham. Det er vist almindelig kendt, at de officerer, som efter interneringen ved forsvarets opløsning blev kommanderede til Sverige, ikke rigtig accepterede den gruppe, som allerede tidligere havde engageret sig i modstandskampen. Modsætningsforholdet til brigaden er klart. Og han havnede på et sidespor, hvor han end ikke blev optaget i brigaden.

Beskrivelsen af hans liv efter besættelsen er kort, selv om hans liv egentlig rummer interessante momenter. Dannelsen af et dansk luftvåben var præget af magtkampe. Groft sagt var hovedarkitekten Kaj Birksted, der i allieret tjeneste (formelt norsk, men selvsagt reelt britisk) havde tjent sig op til oberstløjtnant og nu kom hjem til genindtræden på sin plads som sekondløjtnant (man tror det er løgn), hvorfra han ledede genskabelsen og så sendes ud i kulden. I kulden havnede også Ørum, der efter en tid som generalinspektør for flyvetropperne, fik en retrætepost som militærattache og siden ikke påny tog bopæl i Danmark.

Samlet set giver beretningen et interessant indblik i personligheden. Og så viser den indirekte, at selv medens modstanden var i sin vorden, så var den underliggende holdning i befolkningen i meget vidt omfang britisk-venlig. Men det er ikke nogen central beretning om modstand og heltegerninger, så skal man andre steder hen.

Boganmeldelse: 2. Verdenskrig i Europa

Europe at War 1939-45: No Simple Victory, af Norman Davies, London 2006 (findes også i dansk udgave med titlen 2. Verdenskrig i Europa)

Denne gang skal der roses højt og inderligt. Det er ellers ikke så tit superlativerne kommer i brug, når jeg læser bøger om 2. verdenskrig. Dertil har jeg læst for mange – igennem årene er det nok blevet til et firecifret antal bind på engelsk og dansk. Og efterhånden bliver man jo noget blasert.

Men her er der tale om et værk, som rykker rundt på mine forestillinger. Det er ellers nogle ganske enkle synspunkter forfatteren fører i marken – proportioner, et krav om ’enkeltmoral’ (altså det modsatte af dobbeltmoral) og nedenunder det hele en grundlæggende individualisme.

Proportioner er som sagt afgørende for forfatteren, og derfor forsøger han en kvantificering af krigsindsatsen. Bag det ligger den tanke, at vestlig historieskrivning ikke har haft mulighed for at inddrage kilder fra landene bag jerntæppet. Og det har naturligvis ført til en fremhævelse af den amerikansk-engelske krigsindsats på slagmarken. Og det forstærkes kun af en naturlig trang til at fokusere på ens eget lands indsats.

I et opgør med det forsøger Davies sig med en kvantificering i ’mandmåneder’ og resultatet er slående. 406 millioner mandmåneder på østfronten og 16 i vest fra Normandiet til Lüneburger Heide. I 70’erne forsøgte min onkel Nille at bibringe mig en forståelse for omfanget af Sovjets krigsindsats, og egentlig troede jeg, at det var lykkedes i en sådan grad, at mit udsyn var afbalanceret. Men det var det altså ikke. En faktor 25 gør altså en forskel, som ikke lige lader sig bortforklare. Og når han ser på andre kvantificerbare størrelser, såsom antal døde, deltagere i slag og så videre, så viser der sig tilsvarende proportioner. Den sovjetiske krigsindsats har et sådant omfang, at man må undre sig over, at der overhovedet har været ressourcer til det. Hvordan kunne et land, som ganske vist havde en relativt stor befolkning, men som vi ikke opfatter som særlig velstående, fremtrylle alle de ressourcer? Efter læsningen bliver det spørgsmål mere påtrængende end nogensinde. Desværre ligger det udenfor Davies disposition at besvare det.

En nærliggende forklaringsmodel kunne være, at sovjetstyret ikke behøvede at tage noget hensyn til, at dets soldater og arbejdere efter krigen på ny skulle fungere som borgere i samfundet. Der kan ikke være tvivl om, at mennesker bliver forråede af at deltage i krig. Men jo mere soldaterne forrås, desto sværere bliver det, når de skal være ansvarlige samfundsborgere efter krigen. Det sætter dog nogle grænser for mishandlingen af egne borgere. Men det var ikke den slags principper, som begrænsede sovjetstyret i dets krigsførelse.

Den anden hovedtese er spørgsmålet om moralsk holdning til krigen. Hvem var de gode, og hvem de onde. For den som er opdraget i en Luthersk tradition burde det ikke være så svært at forstå, at selv blandt en gruppe forbrydere, så kan nogle være værre end andre (det er sjovt nok unaturligt at skrive bedre end andre). Og faktisk kan det samme menneske i én situation være forbryderen og i andre offeret.

I den forbindelse spiller det ind, at 2. verdenskrig er så præget af skiftende alliancer, at selv en afghansk krigsherre ville have svært ved at følge med. Skoleeksemplet er naturligvis Royal Navy’s tilintetgørelse af den franske flåde umiddelbart efter våbenstilstanden mellem Tyskland og Frankrig i 1940, men også Vinterkrigen er illustrativ. I slutningen af vinteren 1939-40 overvejede vestmagterne at gribe ind på finsk side imod Sovjet. Men fra 1941 og frem var Finland en tysk allieret. Allerede på den baggrund bliver det uhyre vanskeligt at opretholde en forestilling om de gode og de onde. Og det bliver værre endnu. For hvilket land slog egentlig flest egne borgere ihjel under krigen.

Der argumenteres med synspunkter som klart holder sig indenfor vor normale opfattelse af godt og skidt, men med inddragelse af fakta, som jeg ikke tidligere har været helt så opmærksom på, og derfor giver det nye resultater. Det er meget forfriskende.

Individualismen, som er den tredje hovedtendens i bogen er derimod ikke noget forfatteren spiller helt så åbent med. Måske ved han ikke helt selv, hvor markant den er i hans tekst fremfor i andre bøger om det samme. Og dog kan tanken ikke være ham fremmed, for på den allersidste side bliver hensynet til den enkelte gjort til bogens højdepunkt.

Et sjovt kapitel handler om den skiftende opfattelse af verdenskrigen i film, litteratur etc. Det grænser til historiografi, men kan nok rigtigere beskrives som bevidsthedshistorie. Og der deles i øvrigt næser ud til de, som bruger krigen for at fremme egne dagsordner. Det er, som om forfatteren har kendt Anders Fogh Rasmussens udtalelser om besættelsen. I hvert kunne Fogh få noget ud af at læse bogen.

En passant bør der lige fremholdes nogle bogtekniske forhold. Bogen er uden et traditionelt noteapparat om hver enkelt detalje, men de fleste pointer baseres på kendte fakta, så jeg savnede det ikke. Til gengæld irriterede fraværet af en ordentlig indholdsfortegnelse, i de tilfælde hvor et tidligere afsnit skulle genlæses. Og kapitlet om civiles forhold under krigen led af strukturelle svagheder, da de enkelte afsnit blot er ordnet efter alfabetiske overskrifter. Det skal i øvrigt bemærkes, at bogen også findes i en dansk oversættelse, men den skal man nok holde sig fra. Den lider af den slags irritationsmomenter, som opstår, når ’2nd Polish division’ oversættes til ’den 2. afdeling af polakker’.

Men som nævnt indledningsvis, så er der samlet set tale om en fremragende bog, der udvider horisonten, og inspirerer til ny tænkning. For mit vedkommende i høj grad til at overveje, om sovjets besættelse af østeuropa var betaling for hjælp i fjernøsten. Notabene en hjælp, der aldrig blev reel brug for, da atombomben effektivt gjorde en ende på japans modstandsvilje.