Kategori: Blogindlæg

Udgivet den

Pengene fosser ud af statskassen … også til Peter Loft.

Det bliver en dyr historie for skatteyderne, at Thor Møger ville af med sin departementschef, Peter Loft. Faktisk så dyrt, at man andre steder nok ville have fået en påtegning fra revisionen.

Om Loft var en dygtig chef, der efterlod et ministerium i god orden, kan jeg ikke sige. Det er jo i hvert fald sikkert, at den ledelse, der kom i hans sted, ikke har formået at undgå fejl i massivt omfang. Men det er en anden historie.

At Kinnock-sagen var anledningen til at Loft røg, ved vi jo alle. Men det var ikke den begrundelse man brugte for at sende ham hjem. I den forbindelse sagde man, at der var behov for fornyelse. Og hvis det virkelig havde været den sande begrundelse, så ville det også have været fair nok.

Traditionen er, at en minister altid og uden forklaring kan afskedige en tjenestemand, såfremt han ikke længere har tillid til ham – en diskretionær afskedigelse. Der skal ingen begrundelse gives. Det koster bare noget. Tjenestemanden skal have en livslang pension, som beregnes ud fra antallet af ansættelsesår. Og han bevarer pensionen uanset om han får ny stilling, så længe han bare holder sig fra staten som arbejdsgiver.

Noget andet er det, hvis man nedlægger hans job. Hele fundamentet med tjenestemænd er, at der er tale om stillinger af så central betydning for staten, at de principielt set aldrig skal nedlægges. Hvis man så gør det, så har staten en pligt til at finde medarbejderen et nyt tilsvarende job. I mellemtiden sendes medarbejderen hjem med “rådighedsløn”, det der i gamle dage hed ventepenge. Rådighedsløn er fuld løn i en periode på 3 år, og dernæst overgår man til pensionering, ligesom ved en diskretionær afskedigelse.

I hvert fald når der ikke er tale om topchefer, så fører disse – tilsyneladende udmærkede – regler til, at man lægger et voldsomt pres på den ansatte i det syndige håb, at han selv siger op. Eller at han begår en dummert, så han kan opsiges af andre grunde, uduelighed, samarbejdsvanskeligheder eller lign. For så forfalder pensionen først, når han bliver gammel, og dermed sparer man beløbet i de mellemliggende år.

I forhold til de regler er Lofts afskedigelse absurd – set med skatteyderøjne.

Man postulerer, at hans stilling nedlægges, så han skal have løn i 3 år til. Det kan lade sig gøre, fordi man skaffede plads til hans afløser, ved at oprette en ekstra stilling, så ministeriet havde 2 departementschefer. I fiktionens verden er afløseren altså slet ikke en efterfølger, men en kær kollega.

Set med bogholderøjne, så havde det eneste rigtige været at afskedige ham straks. I så fald havde han fået pension under hele sagen og det ville han selvsagt også skulle have fremover. Men forskellen på løn og pension i alle årene havde man da sparet. Og man ville ikke skulle tælle løn i en ekstra rådighedsperiode med, når man skulle beregne hans anciennitet og pension.

Den tur Loft har været igennem med mange års usikkerhed, med en de facto bortvisning fra alle hans kontakter gennem et langt arbejdsliv og uden mulighed for at komme igang med noget nyt så længe undersøgelseskommissionen arbejdede (Gid fanden havde den slags omsvøbsdepartementer!) er på mange måder en urimelig belastning af et menneske. Navnlig har det været slemt, fordi man hele tiden har opretholdt en fiktion om, at hvis kommissionen frifandt Loft, så var han stadig departementschef.

Ved at opretholde den fiktion har man fuldstændig spærret mandens muligheder for at komme i gang med noget nyt. Og den samme løgn skal altså nu koste nogle millioner i ekstra omkostninger. Det er ikke tilfredsstillende.

Udgivet den

Lemfældige straffelove

Forleden havde jeg fornøjelsen af at høre Jacob Mchangama tale om udviklingen i retssikkerhed.

Og i den anledning kan jeg ikke undlade at køre frem med en gammel kæphest, nemlig at når man har for mange og for fjollede straffelove, så bliver det temmelig lemfældigt, hvem der bliver straffet for overtrædelserne.

Princippet må være, at når man straffer mord, så vil vi have alle mordere tiltalt og buret inde, ikke kun de rødhårede, de fulde og bandemedlemmerne, men også alle de andre.
Tilsvarende må gælde for alle andre forbrydelser.
Men vi kender jo allesammen til, at der sker en ulovlighed, og det får lov at passere. Først og fremmest fordi vi som almindelige borgere ikke ser det som vores opgave at lege politi. Men politiet gør det jo også. De standser os og minder os om, at vi hellere må lade være med at cykle over for rødt næste gang.
Men principielt set bør man vel ikke have en straffehjemmel, med mindre forholdet er så groft, at enhver bonus pater familias ville føle sig foranlediget til at gribe ind. Og det niveau ligger nok ret højt i forhold til dagens standard for pjattede forbud mod at undlade nummerstempling af cykelstel etc.
Hvis når man først accepterer, at nogle forbrydelser kan gå ustraffede, selv når de er opdagede, så åbner man for den rene vilkårlighed. Så bliver det de rødhårede, de fulde og bandemedlemmerne, som straffes. Og somme tider bliver det også bare en bedsteborger, som bare ved denne lejlighed er kommet lidt skævt ind på en betjent, der rammes. 
Det er ikke betryggende, hverken for de rødhårede eller bedsteborgerne.
Udgivet den

Konservativ boligskat – at forandre for at bevare.

Nu har jeg fået læst på det konservative forslag om ejendomsbeskatning.

Det er lykkedes dem at finde 2 plausible principper, som er gode slogans for omlægningen.
– man skal beskattes efter betalingsevne
– skatten bør ikke tilskynde til gældsætning

Virkningen på boligmarkedet

Forslaget forholder sig ikke ret meget til relationen mellem forskellige boligformer udover at det er provenuneutralt i forhold til ejerboliger. Det letter altså ikke byrden på boligejerne, men udskyder bare beskatningen. Det betyder dog også, at ændringerne i boligpriserne vil være beskedne.Når forslaget vurderes at koste 9 mia. årligt, så er det, fordi man vil give en lettelse til lejere! Og det er jo en konservativ mærkesag, ikk’? Eller er det bare en af de efterhånden typiske konservative tabersager?

Hvor stor er profitten?

Der er alvorlige problemer med beregningen af gevinstens størrelse.Vil de sondre mellem forbedring og vedligehold? Det kan blive kritisk. Alt skille de 2 typer udgift ad er et mareridt. Er nye vinduer forbedring eller vedligehold. Eller skal man splitte udgiften i 2, sådan som man gør i lejeloven og i den gældende ejendomsavanceskattelov samt noget lignende i afskrivningsloven. Hvis begge dele regnes med til anskaffelsessummen, så bliver fortjenesten tilsvarende mindre. Det kan blive til store beløb. Og dermed til store skatteforskelle – både for ejerne og for statskassen.Indekseres tillæggene med inflationen, sådan som man gør med købesummen? Det vil kunne give en væsentlig forskel på skatten. Det vises bedst med et eksempel:

Hvis vi sammenligner et hus købt for 1 mio og straks sat istand for 1 mio med et tilsvarende hus købt for 2 mio, hvor sælgeren altså har foretaget istandsættelsen. Efter nogle år sælges huset for 4 mio. Hvis forbrugerpriserne, som købesummerne reguleres efter i mellemtiden er steget med 50 %, så vil den indekserede købesum jo være hhv. 1,5 mio og 3 mio. Så det ene sæt købere vil blive beskattet af 2,5 mio og det andet af 1 mio. Det giver en forskel på 750.000 i skat. Så det er der penge i. Medmindre man altså indekserer forbedringer.

Indgangsværdierne?

I forbindelse med en evt. ikrafttræden skal der fastlægges indgangsværdier, for man vil selvsagt ikke beskatte fortjeneste optjent inden.

Hvis forslaget gennemføres, så vil det være en fordel med en høj indgangsværdi. Derfor vil alle ægtefæller umiddelbart inden loven træder i kraft sørge for at huset skifter ejer til den anden til en høj pris. Her er der mange penge at tjene, så til dem, der har, skal meget gives.

Hvornår skal der betales?

Ved at udskyde beskatning til ejendommene sælges vil de opbygge et skattegrundlag over mange år, og det er jo en konservativ dyd at “lægge skatter i sparebøssen”. Men hvornår kommer pengene så. Beskatningen skal ske “ved nedgang i boligforbrug”. Men hvad er det?

Igen er et eksempel godt. Et par har lejelejlighed og sommerhus, og skifter lejligheden ud med en villa. Først derefter sælger de sommerhuset. Er sommerhussalget nedgang i boligforbrug? Skal det beskattes?

Er det nedgang i boligforbrug, hvis man udlejer sin bolig i mere end 12 måneder? Ellers kan man jo, når man “forlader boligmarkedet” blot udleje sin bolig og udskyde beskatningstidspunktet.

Og så er der klassikeren med dem, der efter skilsmisse flytter i lejebolig i nogle år. De vil blive ramt og slået tilbage til start.

Der kan måske også være nogle fordele ved at lægge ejendommen i et selskab og så bo til leje. Selskaber beskattes jo p.t. lavere af gevinsten. Det skal jeg dog overveje lidt mere.

Rentefradraget

Det er rentefradraget på alle lån, som de konservative vil afskaffe – altså også når der stilles pant i biler eller blanco-lån. Så det rammer også andre end boligejere. Og det rammer allehånde investeringer i virksomheder, hvor iværksættere ofte må belåne hus og hjem for at skaffe kapital.

Og det giver en voldsom forskel mellem skatten på renteindtægter og på udgifter. Det må og skal justeres. Ellers får vi nogle sjove former for partielle forældrekøb og islamiske lån. (De betaler jo ikke rente, men forskellige former for hokus-pokus.)

Iøvrigt er der jo en sammenhæng mellem rentefradrag og ejendomsværdiskat. Thi begrundelsen for skatten er, at hvis man har en formue i banken, kommer man til at betale skat af renterne. Når man i stedet anbringer den i et hus, så “snyder” man staten for den skat, og det får man altså bare ikke lov til. Rimeligheden i det kan diskuteres.

Konklusion

Det er faktisk godt fundet på, for ved første gennemlæsning så det rigtig fint og sammenhængende ud, og de konservative argumenterer langt bedre for deres synspunkter, end vi er vant til.

Men de løser ikke de grundlæggende problemer ved ejendomsavanceskat, som har ført til, at selv om vi i princippet allerede har den type skat, så har vi i mange år haft en undtagelse for næsten alle avancer, fordi ejerboliger har været undtagede.

På nogle punkter gavner forslaget faktisk de forkerte, nemlig lejerne.

Selv for kernevælgerne er der kun tale om at bevare for at forandre. Det er ikke godt nok.

Udgivet den

Fribolig til statsministeren?

Der er sagt mange onde ting om Skat igennem den seneste tid. Enkeltsager med trusler og afpresning, urigtige ejendomsvurderinger, opkrævning af forældede krav, ukontrollerede udbetalinger til svindlere o.s.v.

Hidtil har sagerne primært handlet om forholdet mellem de opkrævende myndigheder og borgere. Derimod har Skats ministerium (departement) indtil nu været i stand til holde sig gode venner med de politikere, som i sidste ende bestemmer over Skat. Faktisk er man i Skat gået så langt for at skabe sig venner, at en statsministerkandidats ægtefælle fik en ganske særligt god behandling. Desværre overså man, at det skabte en vis ulighed i forhold til andre menige borgere, som var i næsten samme situation som statsministerkandidaten og hendes mand. Og det var jo ikke så godt.

Men i det store og hele har man kunnet løse sine politiske opgaver og givet den bistand som en regering med rette kan forvente fra sine embedsmænd. Det går vist ikke længere.

Marienborgloven kan derimod blive en tue, som vælter læsset. Både for skatteministeriets ledelse og for regeringens chef. Det afhænger helt af, hvor effektivt oppositionen udnytter sagen.

Dårligt spin

På et tidspunkt hvor aviserne er fulde af historier om ældre mennesker, som på grund af stigende skatter må flytte fra huse, som de har både købt og betalt, så fremsætter man et lovforslag om, at en person, der får et hus stillet gratis til rådighed, ovenikøbet skal fritages for den i forvejen ekstremt lempelige skat på boligen, fordi han ellers ikke har råd til at flytte ind i det!

Forslaget kommer umiddelbart efter Carl Holst-sagen og begunstiger i første række en politiker, som ganske enkelt ikke kan tåle mere offentlighed omkring sin økonomi. Hvorfor har man forøvrigt ikke afventet vederlagskommissionens betænkning?

Man har stillet forslag om gyldighed fra fremsættelsestidspunktet, hvilket normalt kun er nødvendigt ved kriselove. Hvis nu oppositionen hænger sig fast i det ene punkt, og får det ændret. Kan de så fange statsministeren i at have brugt huset og skulle betale skat? Eller hvad nu hvis lovforslaget bare ikke når at blive vedtaget, f.eks. fordi regeringen falder.

Og hvorfor pokker har man forsøgt at gemme forslaget i en ændring af momsloven. Den slags sammenblanding af emner, der er uden sammenhæng, påser Justitsministeriet ellers strengt, ikke finder sted.

Alle andre lovforslag sendes i offentlig høring. Det er ikke sket her. Hvorfor mon?

Det ikke alene ser dumt ud; det er dumt. Og her standser det ikke! For det er ikke bare dårligt spin. Det er også dårlig skattepolitik.

Dårlig skattepolitik

Først og fremmest er det er usigeligt dårligt signal at sende til befolkningen, at skattelovene er så barske, at politikerne ikke selv ønsker at blive udsat for den behandling.

Anders Samuelsen kaldte nogle beske kommentarer om forslaget for misundelsespolitik og “ligemageri”. Men lighed for loven – og det var det kommentarerne handlede om – er ikke det samme som ligemageri.

Al skat forvrider økonomien, så det bliver umuligt at opnå Pareto-optimale forhold, og derfor er skatter skadelige. Sådan er det bare. Det er et faktum.

Nogen skatter forvrider imidlertid mere end andre. Og skattefri personalegoder er blandt de allerværste. Skoleeksemplet er hele erhvervet med mærkelige “team-building-kurser”, som udelukkende er opstået for at give arbejdsgivere en mulighed for at forære personalet skattefrie drukture.

Derudover er beskatningen af embedsboliger allerede lempelig.

Embedsboliger er jo traditionelt noget, som man finder hos staten og det store hartkorn. Præster, dommere, politimestre, skovløbere, fyrpassere og alle mulige andre havde embedsboliger. Og for at gøre stillingerne attraktive i forhold til andre jobs, så har den formelle husleje i mange år været sat temmelig lavt.

Og der er jo reelle ulemper ved at bo i andres huse. Der er det forhold, at man – uanset om man har pligt til at bo i huset eller frivilligt har accepteret at være der – er tvunget til flytte, når man forlader stillingen. Dermed har man mindre lyst til at indrette boligen efter egen smag og behov. Så derfor beskattes man kun af 90 % af markedslejen.

Hvis man så ydermere har pligt til at bo der, så man må finde sig i et hus med en anden størrelse, stil og beliggenhed, end man selv ville have valgt, så giver det et yderligere fradrag på 20 % af markedslejen.

Er alt dette ikke er tilstrækkeligt, så har man endda en regel om, at højst 15 % af den ansattes kontante løn må gå til “husleje”. Den sidste regel er formentlig mest til gavn for præster, der til tider har meget store boliger på dyre adresser. I tilfældet med statsministerens brug af Marienborg indebærer det, at der maksimalt skal beskattes af 210.000, og set i forhold til beliggenhed og størrelse er det ikke alverden. Og det er vel at mærke indtægten og ikke skatten, som vil være en del mindre. Hvad betaler naboen mon i grundskyld og ejendomsværdiskat?

Og så er det selvfølgelig sådan, at man kun skal betale for selve boligen. Hvad der måtte befinde sig under samme tag af kontorer, konfirmandstuer etc, det hører ikke med. Den konfirmandstuefinte har man sådan set allerede anvendt på Marienborg.

Højesteretssagfører David gav jo ikke ejendommen til staten for at statsministeren skulle sove i karlekammeret og have indgang fra bryggerset. Men sådan er det blevet, for de gode værelser med de fine møbler er blevet ophøjede til repræsentation, og så er ministeren havnet, hvor tyendet boede på Davids tid. Men samtidig er der så ikke nogen skat at betale af de fine rum. (Den samme finte bruges i 10 Downing Street med en temmeligt sparsom privat lejlighed.)

Hvis man nu endelig i al stilfærdighed skulle have hjulpet Løkke, så kunne man have gentaget den finte og indrettet et ganske lille pied-a-terre, så der kun skulle betales skat af et kollegieværelse. Og så var man sluppet for diskussion.

Katten ude af sækken?

Marienborg er næppe et foretagende, som holder til alt for meget dagslys. Det er i bogstaveligste forstand en hvid elefant ligesom det lige så hvide kongeskib. Brugen deraf står ganske enkelt ikke mål med omkostningerne. Ingen statsminister har vist nogensinde udnyttet stedet efter intentionen. 

Og er det overhovedet rimeligt at lade huset stå gabende tomt? (“I en tid med boligmangel” – som Pelle Dragsted garanteret ville sige.) Er det i strid med boligreguleringslovens regler om ledige boliger?

Se det er en diskussion om misundelsespolitik og ligemageri, som Samuelsen kaldte det. Men den er svær at vinde hos Clement Kjærsgaard.

De ubrugte argumenter.

Min holdning er vist ikke svær at se, men retfærdigvis bør man også overveje, om der er argumenter den anden vej. Og det er der. Dem har Skatteministeriet bare ikke set og brugt i lovforslaget. Og det er da topmålet.

Umiddelbart er der for mig at se 2 anvendelige. For det første at statsministres ansættelsesforhold er så usikre, og at de i givet fald må flytte med dags varsel, så de er nødt til under alle omstændigheder at have en privatbolig stående ledig. Værdien af fri bolig er derfor helt underordnet, fordi de ikke har et sparet privatforbrug.

Og for det andet kunne man argumentere for at benytte stedet som en egentlig fast embedsbolig – og dermed ikke kun som sommerhus – fordi man på den måde måske kan spare omkostninger til sikring af skiftende statsministerhuse, kommunikationsveje, beskyttelse mod aflytning etc. Det ville i hvert fald lyde plausibelt.

Men det er jo ikke rigtig noget, som batter.

Konklusion

Alle de tænkende medlemmer af Venstres folketingsgruppe er travlt optagede af ministerposter. En del af de andre er måske nok lidt trætte af Løkkes privatøkonomi. Hvor megen støtte får han?

De andre borgerlige partier har nok accepteret lovforslaget på forhånd. Det tyder Samuelsens udtalelser på. Men det sjove var egentlig, at et antal af hans egne folketingsmedlemmer nåede at ‘like’ de beske kommentarer om loven, førend han fik markeret linjen. Kan hans parti, der repræsenterer skaffedyrene, som også er dem, der betaler skat af fri bil, telefon etc. stå ved den lov?

De konservative kan derimod sikkert godt og DF også.

Så det gennemføres måske nok, men det kommer da til at koste indrømmelser på andre spørgsmål fra en i forvejen svag regering.

Og for Skatteministeriets departement er det blot endnu en grund til at se frem til nedlæggelse og overførsel til Finansministeriets ressort.

Det skal nok blive en fest.

Udgivet den

Sharia

Nu kører diskussionen om Sharia igen, igen og endnu en gang. Og hver gang kommer der fokus på de mere outrerede dele af strafferetten.

Men så enkelt er problemet bare ikke.

For i praksis er emner som aftale, familie- og arveret nok langt vigtigere.

Og så er det, at jeg faktisk godt vil forsvare eksistensen af parallelle retssystemer.

For det første fordi indvandrere – og det gælder uanset oprindelse – ofte kommer hertil med en partner, som de har etableret sig med under de forudsætninger, som var gældende i hjemlandet. Det er i øvrigt et synspunkt, som igennem mange år har været accepteret af domstolene, så i begrænset omfang er Sharia allerede en del af dansk ret.

Og for det andet fordi jeg egentlig har lidt svært ved at se, at dansk ret i alle situationer er lige så perfekt, som hvis den var åbenbaret af Gud.

Og for det tredje fordi vi faktisk har prøvet det før. Huguenotter og jøder havde deres egne spilleregler, love og domstole, indtil de blev integrerede/assimilerede. Og hvorfor skal et dansk samfund i det 21. århundrede være mindre fleksibelt og accepterende end en stivnakket halvtyran som Frederik VI, der eller mest er kendt for “Vi alene vide…”.

Der er selvsagt nogle vildskud, som ikke skal accepteres – meget lave aldre for ægteskab og sex eksempelvis – men det er jo ting, som man så må tage stilling til problem for problem.

Men skal et samfund, der accepterer alle mulige seksuelle konstellationer og frit valg af juridisk køn, f.eks. forbyde legaliseret bigami? Jeg har i hvert fald svært ved at se konsekvensen.

Og hvis jeg så skal tages til indtægt for at være tilhænger af Sharia, så siger det mere om kritikernes manglende vilje – eller evne – til at læse indenad, end det siger om mig.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: