Liberal alliance som ekstremister


Ikke alt, man skriver, er lige begavet. Men somme tider kan det være nødvendigt at svare på noget, som er decideret ubegavet. Og uanset vi ikke er Parteigenossen, så synes jeg Liberal Alliance er gode og nære borgerlige venner, som bestemt har en opgave at udfylde. Og at sætte dem i samme bås som Enhedslisten, som “filosoffen” Lars Östmann gjorde forleden, er en hån.

Derfor nedenstående lille dybt personlige skinnebensspark, som blev bragt i Berlingskes papirudgave

Det lykkedes mig for øvrigt at undlade at beskrive, hvilket dybsindigt emne den ph.d.-studerende Östman (det der med ¨ er altså svært, men uden går det ikke) beskæftiger sig med, men man kan jo selv slå op på universitetets hjemmeside.

Ekstremisme

Ph.d.-studerende skal have budskaber til verden. Portrættet, der ledsager Lars Östmans jævnlige indspark, illustrerer det levende. Et dybt koncentreret menneske, der lader sig afbryde fra sit arbejde for et kort øjeblik at retlede os andre om verdens sande sammenhænge.
En af disse sammenhænge er, at politisk ekstremisme på begge fløje er i vækst og bør undgås (han bruger heldigvis ikke voldsmetaforen “bekæmpes”). Nyt er budskabet jo egentlig ikke, og at være uenig i konklusionen er også svært.

Men vokser ekstremismen virkelig både til højre og til venstre. Når Östman fremhæver Liberal Alliance som eksemplet på faretruende højre-ekstremisme, så er det unægtelig et noget tamt skue. Medlem af Liberal Alliance er jeg ikke – og bliver det næppe heller – så dette er ikke en partisoldats forsvar for den store leder, Anders Samuelsen.

At angribe LA for ekstremisme er imidlertid også at erklære, at f.eks. Carina-debatten var “ekstrem”. Men det giver jo ingen mening. Carina-debatten åbnede øjnene for nogle urimelige forhold hos det store flertal af danskere, som ikke dagligt kan overskue alle dele af velfærdsstaten.

Når Östman på den måde afskriver saglig (om end sprogligt farvet) debat om væsentlige emner som “ekstremisme”, så afskærer man samfundet fra at høre på betydelige gruppers mening om udformningen af vort fælles samfund. Så skaber man snarere grobund for den frustration, der er en ofte påberåbt grobund for ekstremisme.

At argumentere mod politiske forslag og at tage afstand fra de groteske er fint. Men at opstille fjendebilleder i forhold til jævn og fornuftig tale fremmer ikke forståelse og dialog. Hvis Östman vil fastholde, at LA er ekstreme, så modvirker han sit eget budskab, og han viser også, at han endnu ikke har forstået alle verdens sammenhænge.

Jens Fr.

PS Jeg er glad for, at du har orket at læse så langt – endnu en gang.

Bedre offentlig service?

Bedre offentlig service?

“Modig, tydelig, kompetent – med glæde” Sådan står der på en kop, som en bekendt for nylig tilegnede sig fra en kommunes personaleforvaltning. Sjovt nok står dette flammende opråb ikke på den side, der kan ses, når man drikker af koppen (kejthåndede undtaget). Så hvorfor dette opråb til de ansatte? Designerkruset har nok ikke været billigt.

Men kan hænde det ikke er rettet til medarbejderne, men derimod til de borgere, som henvender sig på rådhuset! Det er vel også på tide, man stiller krav til dem om, at ikke blot skal skatten betales med glæde, de skal også være tydelige, kompetente og frem for alt modige.

Der er ingen ende på, hvor mange offentlige myndigheder (og for den sags skyld også virksomheder), som holder seminarer, hvor de laver strategier, visioner, missioner, målsætninger, værdier, politikker og alt muligt andet selvbekræftende ragelse, der kun indeholder udsagn, som konsekvent dumper på “antonym-testen”, altså det modsatte. For hvem kunne dog ønske for sig selv, sine medarbejdere eller kunder, at de var “bange, forvrøvlede, uduelige – i vrede”.

Men i virkeligheden er det langt mere spændende, hvordan det så går, når en kommunal forvaltning skal leve op til alle de gyldne udsagn. Det kan min bekendts historie illustrere, for når han overhovedet var på rådhuset, så skyldtes det en afskedigelsessag.

Den endte med at koste kommunen 9½ månedsløn samt feriepenge og pension, i alt ca. 350.000, og det uden at kommunen fik én times arbejde i modydelse. Dertil kom at medarbejderen kunne tage andet arbejde i mellemtiden og have dobbelt indtægt.

Hvis en virksomhed havde gjort det, så havde de fortjent tabet på bundlinien. Men har borgerne fortjent at betale for det? Det er 6 kr. pr. skatteyder i den pågældende kommune.

Og hvordan forholdt det sig lige til mottoet? Var det kompetent og til glæde for nogen som helst?

Når regeringen højlydt postulerer, at højere skatter giver bedre service til borgerne, er det så mere af den slags service?

Jens Fr.

P.S. Jeg er som sædvanlig taknemlig, hvis du har holdt ud at læse helt til slutningen på indlægget. I er nogle stykker, og jeg håber, at jeg har holdt standarden. Berlingske bragte indlægget d. 12. juli 2012.

Skattereform – bedre end Samuelsen tror

Samuelsen strammer den

For de som er liberale – måske endog liberalister – har Anders Samuelsens gradvise politiske genfødsel som tilhænger af personlig frihed og ansvarlig økonomisk politik været glædelig. Så glædelig, at der ikke er grund til at minde ret meget om, at udgangspunktet var hos de radikale.
Somme tider kan der dog godt indsnige sig et skær af den fanatisme, som er så karakteristisk for den nyomvendte. Og naturligvis kan han kun bevise sit partis eksistensberettigelse ved at påpege forskelle mellem LA og den nærmeste store konkurrent, Venstre.

Derfor strammer han af og til sine kritiske synspunkter helt til bristepunktet, og det er synd, for grundlæggende er han jo på samme side og en særdeles velkommen fornyer af det borgerlige budskab.

Forleden (d. 30. juni) hævdede han således i JP, at skatteforliget var bindende for de borgerlige partier indtil 2022. Deri tager han fejl. Den tidsmæssige udstrækning af skatteforliget er teksten (som alle kan læse på ministerens hjemmeside) næsten fuldstændig tavs om. Kun i forbindelse med fredningen af boligejerne står der udtrykkeligt, at parterne er enige om, at det skal gælde frem til 2020.

Tekstens tavshed skyldes naturligvis, at den røde side ikke har haft behov for at understrege, at også på dette punkt har de måttet acceptere verdens realiteter, nemlig at der kan blive behov for yderligere “blå medicin” til skattesystemet.

Så hvis Samuelsen og hans parti har gode bud på reformer, så skal de bare blive ved med at promovere dem. De bør blot erindre, at vi sammen skal have 90 mandater efter næste valg, og at vi derfor intet opnår ved at kannibalisere hinanden.

Jens Fr.

PS Oprindeligt stod indlægget i JP d. 5. juli 2012. Men jeg er da glad for, at du læser det her.

Enhedslisten og regeringen

Flot politisk muldvarpearbejde.

Medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse truer med at lade regeringen falde på finansloven (Berl. 12/6). Skal vi virkelig tro på det?

Hvis de nuværende opinionstal holder, så ville et valg føre til, at Enhedslisten overtog positionen som det helt enerådende parti på venstre fløj i dansk politik. SFs økonomi ville formentlig bryde sammen, fordi man pludselig ville miste en meget stor del af sine offentlige tilskud. Det ville koste mange medarbejdere hos SF. Allerede efter sidste valg var der væsentlige problemer i SF som følge af mistede tilskud.
Hvis Enhedslisten var kapitalister, så ville fristelsen til at gå på Børsen med sine aktier, medens kursen er høj, være stor. Men det bør de jo også vide hos SF og S, og hvis de endnu ikke har forstået budskabet, så kan man jo minde dem om det. Og det gør Enhedslisten så.

Og man gør det elegant. Truslen om valg kommer ikke fra de “ansvarlige” medlemmer af folketingsgruppen, men fra medlemmer af hovedbestyrelsen, der til lejligheden udnævnes til partiets “bagland”. I al beskedenhed må det forventes, at kontakterne mellem folketingsgruppe og hovedbestyrelse er så nære, at den ene hånd ganske udmærket ved, hvad den anden gør. Det virkelige bagland befinder sig jo helt andre steder – lejret omkring bordene i landets medborgerhuse med kaffe og Carlsberg.

Der er derfor rigtig god grund til at tro, at der reelt er tale om et stykke koordineret politisk muldvarpearbejde med det hovedformål at give troværdighed til folketingsgruppens krav til indholdet af diverse forlig. I givet fald er det elegant, men det bør ikke skræmme nogen fra den borgerlige fløj til at give indrømmelser for at undgå, regeringen indgår forlig til venstre side.

(Oprindeligt bragt i Berlingske Tidende d. 13. juni.)

Og hvis nogen er i tvivl om, hvorfor truslen er hul og forløjet, så tænk blot på, hvad 3 ugers valgkamp vil gøre ved liste Øs opinionstal. Det der sker for tiden er selvsagt en protest, men jo tættere man kommer på stemmeurnen, desto mere betænkelig er man ved protesten. Og det ved Enhedslisten også inderst inde.

Boligmarkedet – andels eller ejerboliger

Andels- og ejerlejligheder – hvad vil køberne have?

Prisfaldene på boliger har ført til, at forbrugerne for første gang har mulighed for at vælge mellem andels- og ejerlejligheder. I daglig brug er de to boligtyper temmelig ens. Det primære formål med begge er, at man kan bo i dem. Men i en række underordnede forhold er der forskelle, og kan det virkelig føre til, at forbrugerne har en markant præference for den ene eller anden type.

Ejerlejlighedens oprindelse

Ejerlejligheden opstod som resultat af boligforliget i 1966. Det var et forlig indgået mellem alle de 4 gamle partier, altså socialdemokratiet, radikale, Venstre og konservative. Forliget blev efterfølgende svigtet af de borgerlige og fortrudt af socialdemokraterne.

Baggrunden var et grotesk boligmarked. Krigstidens rationering var aldrig blevet ophævet, og et stort antal unge mennesker var på udkig efter en bolig. Man skulle ligefrem ansøge kommunen om tilladelse til at få en bolig – altså ren sovjetkommunisme. Og kun de gifte fik!

Forliget indførte ejerlejligheden, hvor ledige lejligheder kunne sælges til den højestbydende. Og en del var selvsagt villige til at byde højt. Uanset mange ejendomme blev opdelt i ejerlejligheder, så betød det dog ikke, at de kom til salg, for de eksisterende lejere var beskyttede mod opsigelse.

Så de få ejerlejligheder, som blev udbudt, blev solgt til skyhøje priser, og det førte til megen kritik af spekulation og anden dårligdom. Og i 1972 blev muligheden for opdeling i ejerlejligheder afskaffet igen.

Men hvorfor har de borgerlige aldrig genindført den? Tror man på ejendomsretten? Eller er det bare festtaleretorik?

Andelsboligernes baggrund

I stedet besluttede man i 1975 at pålægge udlejere, at de ved salg skulle tilbyde ejendommen til lejerne som andelsboliger. Og siden er privat udlejning nærmest decimeret.

Venstrefløjen så andelsboligen som en billig og nemt tilgængelig boligform. Og navnlig fri for profitmageri. Den nemme tilgængelighed var ren fiktion. Men prisen gjorde selvsagt andele attraktive.

Prisen var dog ikke udtryk for samfundssind, men skyldtes lovgivningen. Det har udviklingen vist. Da de offentlige ejendomsvurderinger steg, så udnyttede andelshaverne naturligvis disse muligheder. Hvis ejere af ejerlejligheder tjente mere på lejlighedens værdistigning end ved at arbejde, hvorfor skulle andelshaverne så ikke have samme muligheder.

Det lave udgangspunkt for priserne gjorde, at fortjenesten udtrykt i procent ofte var højere end for ejerlejligheden. Hvis en andelslejlighed stiger fra 250.000 til 750.000, så er fortjenesten 200 %, medens en stigning på en ejerlejlighed fra 1.000.000 til 1.500.000 kun er 50 %. Men priserne på de 2 lejlighedstyper beregnes forskelligt, så man kan sagtens forestille sig, at de 2 eksempler dækker over næsten ens lejligheder.

Prissammenligning

En sammenligning viser entydigt, at andelsboligerne koster mindst. Det er dog svært at sammenligne. Først og fremmest fordi andelsboligerne typisk er ældre, lidt mindre og de har en ringere boligstandard (de mangler evt. badeværelser eller eget toilet).

Målingen kan foretages enten på værdien af lejligheden (svarende til ejerlejligheders købspris) eller på den månedlige pris ved at bo i lejligheden (svarende til ejerlejlighedens nettoydelse). Begge dele kan kun gøres skønsmæssigt, og det vil være et relativt groft skøn.

Navnlig den månedlige nettoydelse kan er svær, for her spiller en række skatteforhold ind. Belåningsformerne er der også forskel på. Ejerlejligheder købes med realkreditlån. Andelshaveren er henvist til at bruge dyrere banklån. Det bør føre til lavere værdier på andelslejligheder.

Med i ligningen hører, at valget af forkerte realkreditlån kan være en belastning, hvor andelshavere kan komme forfærdeligt i klemme.

Resultatet er, at andele er 20 % – eller mere – billigere end ejerlejligheder. Det betyder, at en køber, der kan vælge mellem de 2 typer lejlighed, vil betale en temmelig stor formue for at slippe for andelslejligheden. Og det må undre.

Hvorfor er der prisforskel

Fra venstrefløjen roser man ofte den særlige ethos “andelstanken”, men hvis den har en positiv værdi for beboerne, så burde den da føre til konkurrence om at komme til at bo i andelsbolig, altså gøre andelene dyrere.

Priserne viser imidlertid, at borgerne klart vælger andelsboligen fra og foretrækker ejerlejligheden.

Hvis 2 butikker havde 20 % forskel på prisen, selv om man havde ens varer og åbningstider, så ville der være noget helt galt. Det gælder også, når det samme sker på boligmarkedet. Og fejlen er den lovgivning, der styrer andelsboligforeningerne.

Tiden må være inde til at gennemføre ændringer, så de 2 boligformer bliver umiddelbart sammenlignelige, og så unge menneskers første investering i en bolig ikke bliver en lodseddel om, hvilken boligform, der fremover bliver mest fordelagtig.

Det nemmeste ville være, hvis man åbnede for, at andelslejligheder kan overgå til ejerformen – og vice versa. Så vælger beboerne selv, så kan de selv tage ansvaret, og i det lange løb har flertallet alligevel altid ret. Det er i hvert fald begrundelsen for at have demokrati.

Jens Frederik

Oprindeligt bragt i Børsen i sommeren 2011

%d bloggers like this: