Ejendomsvurdering og erstatning




31. august havde JP igen gravet i spørgsmålet om erstatning for fejlagtige ejendomsvurderinger. Og det er jo en prisværdig aktivitet. Men når det drejer sig om erstatning – og navnlig fra staten – så bor der djævle i detaljerne. En af dem kan illustreres med følgende eksempel:
 
Hvis man nu forestillede sig, at Rigsrevisionen ville undersøge, hvor gode skolelærere er til at give årskarakterer, så kunne det gøres ret nemt ved at sammenligne års- og eksamenskarakter. Man ville givetvis kunne konstatere, at der er en forskel. Og den forskel ville formentlig også være der i de fag, hvor eleverne ikke går til eksamen, men bare får årskarakteren overført. I eksamensfagene ville man ret nemt kunne kompensere eleverne for “fejlbedømmelsen”. Men hvad skulle man gøre i de prøveløse fag? Med mindre man er villig til at afholde prøven, så er opgaven umulig.
 
Der er 1,2 mio parcelhuse i Danmark. Er vi villige til at omvurdere dem alle i en omstændelig proces, der vil koste oceaner af ressourcer? Det handler om tusindvis af årsværk. Og kan det gøres ret meget bedre end første gang? For det vil jo stadig være en slags “årskarakter”. Og så er der lige det virkeligt interessante faktum tilbage, nemlig at selv hvis vurderingen bliver ændret, så har det kun betydning for skatten i et mindretal af tilfældene. For langt de færreste betaler skat af husets ejendomsvurdering. Ejendomsværdiskat betales typisk af vurderingen i 2000 eller 2001. Og kommunal ejendomsskat, grundskyld, betales kun af den del af ejendommens samlede vurdering, der vedrører grunden. Og selv om den samlede vurdering af ejendommen bliver ændret, så kan grundværdien meget nemt være den samme. Skats vurderinger bygger på nogle gennemsnit om størrelse og byggeår etc., og de skal blive forkerte, hvis bygningen er enten moderniseret eller tværtom dårligt vedligeholdt. Men det ændrer jo ikke ved grundværdien, som man betaler grundskylden af.
 
Når det kombineres med dansk rets øvrige regler om erstatningskrav, så bliver konklusionen, at der nok er “meget skrål, men liden uld,” som bonden sagde, da han klippede sin so. Desværre!
 
Jens Fr.
 
Denne udgave er fra Jyllandsposten d. 9. september 2013

Skattereform – bedre end Samuelsen tror

Samuelsen strammer den

For de som er liberale – måske endog liberalister – har Anders Samuelsens gradvise politiske genfødsel som tilhænger af personlig frihed og ansvarlig økonomisk politik været glædelig. Så glædelig, at der ikke er grund til at minde ret meget om, at udgangspunktet var hos de radikale.
Somme tider kan der dog godt indsnige sig et skær af den fanatisme, som er så karakteristisk for den nyomvendte. Og naturligvis kan han kun bevise sit partis eksistensberettigelse ved at påpege forskelle mellem LA og den nærmeste store konkurrent, Venstre.

Derfor strammer han af og til sine kritiske synspunkter helt til bristepunktet, og det er synd, for grundlæggende er han jo på samme side og en særdeles velkommen fornyer af det borgerlige budskab.

Forleden (d. 30. juni) hævdede han således i JP, at skatteforliget var bindende for de borgerlige partier indtil 2022. Deri tager han fejl. Den tidsmæssige udstrækning af skatteforliget er teksten (som alle kan læse på ministerens hjemmeside) næsten fuldstændig tavs om. Kun i forbindelse med fredningen af boligejerne står der udtrykkeligt, at parterne er enige om, at det skal gælde frem til 2020.

Tekstens tavshed skyldes naturligvis, at den røde side ikke har haft behov for at understrege, at også på dette punkt har de måttet acceptere verdens realiteter, nemlig at der kan blive behov for yderligere “blå medicin” til skattesystemet.

Så hvis Samuelsen og hans parti har gode bud på reformer, så skal de bare blive ved med at promovere dem. De bør blot erindre, at vi sammen skal have 90 mandater efter næste valg, og at vi derfor intet opnår ved at kannibalisere hinanden.

Jens Fr.

PS Oprindeligt stod indlægget i JP d. 5. juli 2012. Men jeg er da glad for, at du læser det her.

Skatteaftalen og pressen.

Politiske nigerianerbreve

Det tog ikke mange timer fredag aften, førend de politiske partier fik udsendt medlemsmails om alle fordelene ved den nys indgåede skattereform. Nu er definitionen af et kompromis som bekendt: “Den kunst at dele en lagkage, så alle børnene tror, at de selv fik det største stykke.” Og derfor skal disse mails måske give udtryk for begejstring.

Men det bliver altså nemt lidt for godt til at være sandt. De politiske mails er nemlig holdt i samme tone som de andre glade mails, som med mellemrum havner i min indbakke, nemlig dem fra kærlighedshungrende negerpiger, som har et mindre problem med valutamyndighederne, og som inderligt håber, at jeg fortsat kan se sagen fra deres side og derfor vil støtte dem i næste skridt mod at opnå retfærdighed.

Gennem de seneste uger har det i den grad føget med forskellige skatteplaner, at selv nogenlunde opvakte borgere kan have haft svært ved at følge med, så pressearbejdet i forbindelse med indgåelsen af forliget opfattes mere som et spørgsmål om at proklamere succéssen end om gennemgang af forligets indhold og virkninger. Navnlig skrives der intet om det som mangler, hverken de punkter man selv måtte opgive eller dem, som man nødtvungent accepterede Hvorfor spindoktorer ikke kan indse, at det faktisk svækker troværdigheden, når man undlader at tale om disse sider af forlig, kan undre. Det er vist ellers et anerkendt fænomen i retorik, at troværdighed netop opnås ved, at lytteren føler, at der tales oprigtigt til ham.

Og hvor er så pressen i dette spil?

Ikke ret meget bedre. Samtlige medier bragte naturligvis straks verbatim Finansministeriets pressemeddelelse, der i sagens natur skal være neutral på samme måde som diplomater, nemlig at udeladelserne siger meget mere end teksten. Det kan man ikke bebrejde dem. Men i løbet af ganske kort tid burde nogen på redaktionen have overvejet den lille sætning, der står som overskrift for pressemeddelelsens hovedafsnit: ” De væsentligste skattenedsættelser består af: ….” Og hvor kommer så lige forhøjelserne?

Eller hvad med denne lille godbid: “Øvrige elementer forudsættes gennemført som i regeringens udspil.” Skulle man ikke prøve at grave lidt i de elementer?

Hvis man læser avisernes ledere, så er det ret åbenlyst, at der ikke har været tid til megen omtanke. Jyllandsposten forventer stadig en rød skatteaftale, og det er jo åbenlyst forkert. På den konto slår JP selv Danmarks Radio, der nøjedes med at forfægte standpunktet fredag eftermiddag. Berlingske forfalder til at skrive om ansvarlighed – uden at røre substansen – og dermed kan de konservative få lidt ros. Politiken indtager den position som man nu må have, når man går ind for Enhedslistens skatteforslag, men nødvendigvis skal fremstå som regeringsstøtte. Den fortjener en tekstanalyse fra en kompetent studerende, for der er mange tildækkede forudsætninger.

Men værre er, at de politiske journalister ikke er vågnet op. Er det simpelthen manglende faglig viden og analyseevne, der lammer dem. Det burde ellers være simpelt, her er udspillet, modforslagene og resultatet. Og hvordan vil det så komme til at virke?

I stedet tosser de rundt efter morsomme interviews med SF-ere, der ikke kan holde tand for tunge, og socialdemokrater, der gerne vil forsværge sidste uges budskaber. Mægtig morsomt, men mere sladder end nyhed For slet ikke at tale om, at de med “kongen-er-død”-typografi skriver klogt om, at alle aviser enige om, at regeringen sidder usikkert i sadlen. Det er hverken en nyhed, specielt indsigtsfuldt eller udtryk for selvstændig tankevirksomhed.

Er jeg virkelig den eneste, som savner lidt mere substans?

Jens Fr.

Socialdemokratiets yndlinge

Der kan aldrig blive nok offentligt ansatte!

At socialdemokraterne og SF lefler for de offentligt ansatte er gammelkendt, men denne uge har bragt 2 nye klare eksempler.
Da skatteomlægningen forleden blev lanceret, skulle regeringen nævne, hvem den gavnede. Og det var helt symptomatisk, at man som sædvanlig først og fremmest henviste til offentligt ansatte – lærere, sygeplejersker, brandmænd etc. De privatansatte var stort set fraværende.
Efterfølgende har Pernille Rosenkrantz-Theil erklæret sig som tilhænger af, at kontante ydelser erstattes af f.eks. dyrere skole og sundhedsvæsen. Det er en helt igennem klassisk tankegang, at man opdeler statens udgifter i offentligt forbrug (politi, domstole, børnehaver etc) og overførselsindkomster til pensionister, arbejdsløse etc. Og læg så lige mærke til, hvad det er Pernille R-T vil. Hun vil nemlig flytte pengene fra børnecheck, kontanthjælpsmodtagere, efterlønnnere m.fl. til offentligt forbrug, så man kan ansætte flere i den offentlige sektor. Med andre ord, endnu en gang vil hun bejle efter offentligt ansatte stemmer.
Hun gør det næppe bevidst, men hvad hjertet er fuldt af løber munden over med.

Skatteomlægning

Ros til Thorning.

“Et lille skridt for Danmark, men et stort skridt for Socialdemokraterne.” Sådan kan man med god ret karakterisere forslaget til skatteomlægning. Forslaget indebærer, at Helle Thorning har slugt den hidtil største kamel – en kamel af en sådan størrelse at man skulle tro, hun selv ville få pukler af det. Det er dog ikke sket endnu.

Det er naturligvis opgøret med princippet om, at offentlige velfærdsydelser skal stige væsentligt mere end priser og lønninger, som der er tale om. Det er ikke længe siden, at lige præcis det forslag var så reaktionært og ultraliberalt, at selv borgerlige politikere tog kraftigt afstand fra den slags snigløb mod den danske velfærdsstat. Det var værre end den ofte påberåbte “sociale massegrav”.

Nu er det så en del af Socialdemokraternes og SFs forslag til skatteomlægning. At kalde det en skattereform er for stort et ord, al den stund det drejer sig om ca. 14 mia. ud af et årligt budget på ca. 800 mia. Og at tro at det er nok til at fremtidssikre dansk økonomi frem til år 2022 er måske lidt naivt. Der kan altså ske en del på 10 år.

Men Socialdemokratiet har altså bevæget sig – ikke langt, men i den modsatte retning af alle hidtidige målsætninger. Det fortjener ros. At det så ikke vil give pote blandt vælgerne, skyldes jo ganske enkelt, at det kommer så kort tid efter årtiers største overbudsprogram “Fair forandring”. Netop det forhold, at “Fair forandring” er i så frisk erindring, kunne nemt have ført til, at regeringen havde valgt en lidt sikrere vej med “Færre forandringer”. Også af den grund fortjener den ros for vilje til at skære igennem.

Det er selvfølgelig ikke rosenrødt alt sammen. Der er – fra et borgerligt synspunkt – stadig så mange mangler, at man med sindsro kan fastholde, at regeringens forslag lever op til parolen om “for sent, for lidt, forkert”.

Man har stadig ikke indset, at en stor offentlig sektor er en forhindring for at fastholde Grundtvigs berømte ord om, at “få får for meget og færre for lidt”.  Ligheden i Danmark er ikke opbygget under velfærdsstaten, men i den liberale tidsalder forud for velfærdsstaten.

Forslaget prioriterer også større offentligt forbrug på bekostning af overførselsindkomster. Fra min position er færre offentlige udgifter klart at foretrække, men når man ikke kan få det, så er overførselsindkomster, der overlader forbrugsvalget til borgerne, langt bedre end monopolistisk offentligt forbrug.

Men først og fremmest skal væksten i den offentlige sektor ned, og her ligger svigtet også hos det store borgerlige parti. Det må være os menige venstrefolks opgave at gøre vore repræsentanter på tinge opmærksomme på, at vi ikke bakker op om en vækst på 0,8 % årlig i den. Det er muligt, at Venstre havde den indstilling før valget, men der er ingen som helst grund til at tro, at baglandet var enige i det synspunkt, og verdensøkonomien er ikke blevet bedre. Det er på tide, at vi får kvalt den kimære.

%d bloggers like this: