Lemfældige straffelove

Forleden havde jeg fornøjelsen af at høre Jacob Mchangama tale om udviklingen i retssikkerhed.

Og i den anledning kan jeg ikke undlade at køre frem med en gammel kæphest, nemlig at når man har for mange og for fjollede straffelove, så bliver det temmelig lemfældigt, hvem der bliver straffet for overtrædelserne.

Princippet må være, at når man straffer mord, så vil vi have alle mordere tiltalt og buret inde, ikke kun de rødhårede, de fulde og bandemedlemmerne, men også alle de andre.
Tilsvarende må gælde for alle andre forbrydelser.
Men vi kender jo allesammen til, at der sker en ulovlighed, og det får lov at passere. Først og fremmest fordi vi som almindelige borgere ikke ser det som vores opgave at lege politi. Men politiet gør det jo også. De standser os og minder os om, at vi hellere må lade være med at cykle over for rødt næste gang.
Men principielt set bør man vel ikke have en straffehjemmel, med mindre forholdet er så groft, at enhver bonus pater familias ville føle sig foranlediget til at gribe ind. Og det niveau ligger nok ret højt i forhold til dagens standard for pjattede forbud mod at undlade nummerstempling af cykelstel etc.
Hvis når man først accepterer, at nogle forbrydelser kan gå ustraffede, selv når de er opdagede, så åbner man for den rene vilkårlighed. Så bliver det de rødhårede, de fulde og bandemedlemmerne, som straffes. Og somme tider bliver det også bare en bedsteborger, som bare ved denne lejlighed er kommet lidt skævt ind på en betjent, der rammes. 
Det er ikke betryggende, hverken for de rødhårede eller bedsteborgerne.

Sharia

Nu kører diskussionen om Sharia igen, igen og endnu en gang. Og hver gang kommer der fokus på de mere outrerede dele af strafferetten.

Men så enkelt er problemet bare ikke.

For i praksis er emner som aftale, familie- og arveret nok langt vigtigere.

Og så er det, at jeg faktisk godt vil forsvare eksistensen af parallelle retssystemer.

For det første fordi indvandrere – og det gælder uanset oprindelse – ofte kommer hertil med en partner, som de har etableret sig med under de forudsætninger, som var gældende i hjemlandet. Det er i øvrigt et synspunkt, som igennem mange år har været accepteret af domstolene, så i begrænset omfang er Sharia allerede en del af dansk ret.

Og for det andet fordi jeg egentlig har lidt svært ved at se, at dansk ret i alle situationer er lige så perfekt, som hvis den var åbenbaret af Gud.

Og for det tredje fordi vi faktisk har prøvet det før. Huguenotter og jøder havde deres egne spilleregler, love og domstole, indtil de blev integrerede/assimilerede. Og hvorfor skal et dansk samfund i det 21. århundrede være mindre fleksibelt og accepterende end en stivnakket halvtyran som Frederik VI, der eller mest er kendt for “Vi alene vide…”.

Der er selvsagt nogle vildskud, som ikke skal accepteres – meget lave aldre for ægteskab og sex eksempelvis – men det er jo ting, som man så må tage stilling til problem for problem.

Men skal et samfund, der accepterer alle mulige seksuelle konstellationer og frit valg af juridisk køn, f.eks. forbyde legaliseret bigami? Jeg har i hvert fald svært ved at se konsekvensen.

Og hvis jeg så skal tages til indtægt for at være tilhænger af Sharia, så siger det mere om kritikernes manglende vilje – eller evne – til at læse indenad, end det siger om mig.

Kriminel lavalder er flere ting.

Valgkampens værdipolitiske slagsmål ser ud til at blive nedsættelse af den kriminelle lavalder. Baggrunden er, at man fra borgerligt hold oplever, at behandlingen af børnekriminelle består af for megen socialpædagogik, og leder til for meget tilbagefald til kriminalitet.

Uanset hvilke holdninger man så i øvrigt måtte have, kan alle vel være enige om, at børn skal stoppes så tidligt som muligt, hvis de har indledt en karriere som kriminelle. Hvordan man når det resultat, kan man så strides om.

Når man skal tage stilling, så må man gøre sig klart, at den kriminelle lavalder har betydning i 2 henseender. Den bestemmer at sager mod yngre personer skal behandles af sociale myndigheder fremfor af domstolene, og den medfører, at sanktionerne mod børnene er anderledes end mod voksne – primært at bøde og fængsel ikke kan anvendes.

Og så er det, at debatten kan køre af sporet. For forslagstillerne på den borgerlige fløj ønsker først og fremmest, at ændre behandlingen af sagerne. De borgerlige tror ganske enkelt ikke på, at sagsbehandlerne i det nuværende system kan undgå at identificere sig med børnene med deraf følgende milde sanktioner.

Modstanderne vælger ensidigt at fokusere på, at en sænkning af lavalderen nødvendigvis må indebære, at børn skal i fængsel. Og så kan forslagsstillerne nok så mange gange bedyre, at det ikke var hensigten med forslaget, men nogen effekt vil deres forsikringer ikke have.

Det er temmelig meget en debat om profetens skæg. Forslagstillerne kunne bare have rejst krav om et ‘uafhængigt nævn”, der skulle tage stilling til sanktioner mod unge, der mistænkes for kriminalitet. Og hvis det nævn havde fået samme sammensætning som de foreslåede domstole, så havde modstanderne været ganske få.

Det ville klæde begge parter at gøre en indsats for en mere stilfærdig diskussion. Sagen er for vigtig til at stille sig i positur. Børnene må være i centrum.

Bragt som Dagens Brev i Berlingske 2. juni 2015

Meningsterror – straffelovens § 136, stk. 2

Meningsterror plejede at betyde, “at nogen udsættes for hårdt pres i retning af at indordne sig under eller acceptere andres holdninger eller meninger.”

Men mon ikke det snart får en anden betydning, nemlig at man med sine meninger støtter terror og dermed handler som terroristernes forlængede arm. Altså det som i straffelovens § 136, stk. 2 kaldes at billige terror.

Det er blevet en uendeligt populær lovbestemmelse i den seneste tid. Blandt støtterne er en stor gruppe af agtværdige borgere – også af liberal overbevisning – som hylder det princip, at de i deres forsvar for ytringsfriheden anser det for nødvendigt at begrænse andres. Deres egen skal derimod være uendelig.

Og med konstateringen af dette eksempel på dobbeltmoral så kunne mit indlæg egentlig lige så godt slutte her.

Men det bør måske alligevel uddybes lidt – eller rettere uddybes meget. De dovne kan dog springe det med småt over uden at blive snydt for noget af det seriøse.

1. Tilskyndelse

Straffeloven opererer normalt med, at det er strafbart at ’tilskynde’ til forbrydelser – altså at Niels enten foreslår Hans at banke Jens eller erklærer, at det er en god idé at få gjort – og det er der normalt ingen, som bestrider, er fornuftigt.

På en af mine kontrære dage kunne jeg dog godt forsøge at udfordre standpunktet. Dansk strafferet har, når man sammenligner med en del andre lande, nogle meget brede fortolkninger af både strafbar medvirken og forsøg på kriminalitet. Og når man har en meget bred fortolkning af medvirken – herunder af begrebet ’tilskynde’ – så skal der selvsagt relativt lidt til for at man kan dømmes.

(Dette er en passant bemærket noget, som vi lidt tilfældigt har overtaget fra nederlandsk tradition. Baggrunden er, at Anders Sandøe Ørsted, der i 1800-tallet formulerede principperne i dansk ret, kunne læse hollandsk og derfor havde bedre indsigt i hollandsk end f.eks. engelsk og fransk ret.

Da jeg studerede i Cambridge gav det anledning til nogle sjove episoder. Ved nogle forelæsninger deltog en sydafrikaner, som allerede på grund af apartheid var sat i den moralske skammekrog. Hver gang englænderne drøftede tvivlsomme sager, så gik det helt galt, når han skulle sammenligne med sit hjemlands strafferet, der uvægerligt ville have dømt de pågældende. Mage til mangel på civilisation havde man dog aldrig set eller hørt om.

Det sjove var så, at hver eneste gang kunne jeg så tilføje, at dansk ret, som enhver i lokalet ellers anerkendte som fuldt ud humanitær, indtog samme uciviliserede standpunkt og ikke havde skrupler ved at dømme for den slags gerninger. Og det havde jo så sin naturlige forklaring, som jeg dog først fandt senere.)

At der næsten intet skal til, for at man efter dansk ret kan dømmes for forsøg eller medvirken til en forbrydelse, burde jo medføre, at vi kunne nøjes med relativt snævert formulerede beskrivelser af den fuldbyrdede forbrydelse. Men sådan er det ikke blevet på dette område – såvel terroren som omtalen deraf.

2. Effekten af straffelovens § 136

Straffelovens § 136 udvider straffemulighederne udover de almindelige regler om medvirken på 2 måder.

2.1 Opfordring til forbrydelse.  

I stk. 1 pålægges selvstændig straf for offentligt at tilskynde til forbrydelser. Forskellen fra de almindelige regler om medvirken ligger principielt set i, at man ikke henvender sig til nogen bestemte gerningsmænd, og at der ikke behøver at ligge så konkrete planer, at man ville kunne dømme for forsøg.

Det som gør bestemmelsen nogenlunde acceptabel, er, at der er tale om fremtidige forbrydelser, og at kun offentlige udtalelser er omfattede. Man kan selvsagt med nogen ret forlange af borgerne, at de ikke løber rundt og opvigler til fremtidige forbrydelser. Men allerede her er vi ude på dybt vand, fordi man i forvejen kan straffe selv meget perifere handlinger som medvirken.

Bestemmelsen er gammel, men var en usigeligt sjældent brugt bestemmelse. Faktisk havde vi indtil for få år siden kun en enkelt dom.

(Baggrunden for dommen var, at nogle medlemmer af en nazistisk udbryderfraktion havde kastet en bombe med 350 g kommercielt sprængstof mod den socialdemokratiske forsvarsminister Alsing Andersens bolig (i den nu herostratisk berømte andelsboligforening Grøndalsvænge). De fik i 1937 i Højesteret 15 måneder fængsel. Men under sagen havde anklageren krævet voldsomt hårdere straf, og på den baggrund skrev en anden nazist, Valdemar Jensen i sit blad, at “når man kan risikere 12 års tugthus for at brænde en nytårsbombe af, der ikke har gjort og absolut ikke kunne eller skulle gøre skade, så er det dog ikke urimeligt at tænke sig, at fremtidige bomber blev lavet så kraftige, at de tog ministrene med – straffen blev jo den samme og nye ministre kunne da ikke blive dårligere”, samt “Til slut skal vi blot citere, hvad det menige folk af alle kredse sagde: “Hvorfor F… brugte de ikke nok dynamit”. Ikke så få sagde endog: “Brug meget mere til Stauning”.

Det blev han dømt for. Dommen kendes som U 1938.407 Ø. Ved samme lejlighed blev han også dømt for injurier mod Stauning ved at have talt om hans ‘dille’ (delirium tremens) og ‘drukne pladder’. I alt gav det 4 mdr. hæfte. Samme mand optræder i øvrigt også i U1938.419 Ø, som handler om blasfemi i form af antisemitisme.

Det kan ikke undre, at der kun er den ene ældre dom, for det var sværere at udtale sig offentligt dengang.

Den eneste yderligere dom er fra 2008 (U 2008.1285 Ø), og resulterede i en frifindelse. Her var historien, at en flok 2.generations indvandrere i Kalundborg over nogle dage havde lavet temmelig megen ballade med stenkast og afbrænding af skraldecontainere. I TV2-nyhederne udtalte en af dem, at ‘vi bliver stadig ved med at demonstrere, så længe de krænker os, og det kan vi lide.’ Det kunne man naturligvis ikke fængsle ham for. Det er lovligt at demonstrere. Havde han sagt: “vi bliver ved med at lave uroligheder, kaste med sten og brænde containere af”, så havde piben selvsagt fået en anden lyd.)

Internettet har forandret mulighederne for at ytre sig offentligt til uigenkendelighed, og det er ikke helt vanskeligt at forestille sig adskillige udbrud på sociale medier om, hvilken krank skæbne denne eller hin personage bør lide, som efter standarden fra dommene kunne medføre domfældelse og straf.

2.2 Billigelse af terror

Det er imidlertid i § 136, stk. 2, det vildt problematiske kommer. Den omhandler nemlig  straf for at ‘billige’ nogle typer af allerede begåede forbrydelser. Og bestemmelsen er principielt uden grænser tilbage i tid! De omfattede forbrydelser er primært det, som man nu kalder terror, og det er derfor jeg synes, betegnelsen “meningsterror” er dækkende.

Selv om bestemmelsen er fra 1939, så har den været helt uden betydning indtil skærpelserne af terrorlovene i dette årtusinde, først i 2002 og igen i 2006. For bestemmelsen handlede dengang kun om revolution i Danmark og angreb på danske myndigheder, så det kunne man leve med. Der er heldigvis temmelig langt mellem revolutionsforsøg her i landet.

Men når man så indsætter en række stærkt udvidede og alvorligt skærpede straffehjemler blandt de forbrydelser, som reglen henviser til, så får man altså som konsekvens deraf også en udvidet anvendelse af § 136, stk. 2. Og det får man uden nødvendigvis at have overvejet konsekvensen.

Hvis nogen for øvrigt skulle mene, at dette er så vidtgående, at de betvivler, at bestemmelsen omhandler “efterfølgende medvirken”, så kan de læse Stephan Hurwitz, Den danske Kriminalret, Almindelig del, 4. rev. udgave, side 355: “efterfølgende medvirken … er straffri, med mindre den er kriminaliseret som et selvstændigt delikt” [d.v.s. forbrydelse] og så henvises til en note med teksten: “Se i denne forbindelse … § 136, stk. 2 (offentlig udtrykkelig billigelse af en statsforbrydelse) … Den kommenterede straffelov 8. udgave omtaler ikke forholdet i forbindelse med § 136, stk. 2, men derimod som led i kommentaren til den almindelige regel om medvirken, bd. 1, side 226. Så: Nej, jeg er ikke blevet vanvittig.

3. Hvad er terror?

Straffelovens beskrivelse af terror har længe været besværlig, men siden den sidste revision af terrorparagrafferne er det blevet helt galt. For nu benytter man den fremgangsmåde, at man ikke altid beskriver den strafbare handling fuldt ud i selve loven, men som en række henvisninger dels til andre steder i straffeloven og dels til en række internationale traktater. Så hvis man skal vide, hvad terror er og som man derfor ikke må udtale sin billigelse af, så skal man altså bl.a. kende så almindeligt udbredte skrifter som “protokollen af 10. marts 1988 til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden for fastgjorte platforme, der befinder sig på kontinentalsokkelen” eller “konventionen af 14. december 1973 om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede personer, herunder diplomatiske repræsentanter“.

Det skal nok blive indbringende for juriststanden, når man skal forsøge at bruge så indviklede regler i praksis. Noget af det spændende ved de traktater er jo, at den danske tekst ikke har gyldighed. Gyldige er derimod typisk teksten på en række fremmedsprog, så vi skal til at fortolke på betydningsforskelle mellem den kinesiske og engelske original. Det bliver så dyrt!

4. Danmark eller hele verden?

I gamle dage havde vi regler om angreb mod den danske stat. Selv dengang syntes en hel del kloge hoveder, at reglerne var lige vel vage i deres beskrivelse af forbrydelserne og vide nok i straffene, men som allerede nævnt var det i praksis til at leve med. Men når støtte til diverse oprør rundt om i verden nu pludselig er blevet ulovlig, så rejser der sig alvorlige problemer.

Er det i orden at støtte en bevægelse, der går ind for at vælte Mugabe i Zimbabwe, Kim Jong-Un i Nordkorea eller præstestyret i Iran med anvendelse af vold. Jeg er alvorligt fristet til ikke bare synes det, men også at propagandere for det på facebook og alle mulige andre offentlige steder, samt – hvis jeg fik chancen – yde en skilling til det gode formål.

Men fordi terrorlovgivningen er kommet til at omhandle alle verdens lande, så er det pludselig forbudt, hvilket vi så med en latterlig sag om salg af t-shirts til støtte for en – i øvrigt ikke særligt appetitlig – sydamerikansk oprørsbevægelse.

5. Det man ikke må sige!

Som nævnt dækker reglen i § 136, stk. 2 støtte til terrorhandlinger, der allerede er begåede, og det gør altså en betydelig forskel til normalen, hvor det kun er fremtidige forbrydelser man ikke må opfordre til. Bestemmelsen indeholder heller ingen begrænsninger i, hvor gamle begivenheder det er forbudt at ytre sin støtte til.

Hvis man tager et hurtigt vue ned over Danmarkshistorien, så er der sket en hel del ting, som altså tilsyneladende vil kunne give temmelig uventede konsekvenser. Taget på ordlyden, så kan man nu om dage idømmes lang tids fængsel for at sige, at mordet i Finderup Lade var en god idé, at skipper Clement burde have vundet Grevens Fejde samt at Corfitz Ulfeldt gjorde det rigtige ved at støtte Karl Gustavs forsøg på at erobre Danmark. Og det er bare for meget!

Inddrager man også udenlandske forhold, så bliver det meget værre. Da holocaust blev begået af en stat, men ikke mod den, så må det gerne roses. Hvorimod grev Stauffenbergs attentatforsøg var forsøg på statskup og dermed terrorisme, så Tom Cruise bør vist hellere holde sig væk fra Danmark.  Og hvad med Danmarks Radio der har vist filmen Operation Valkyrie? Dette er altså nonsens på stylter.

Selv hvis man holder sig til nutiden, så kan man, når man går det efter i sømmene, lave nogle ufatteligt morsomme eksempler. Forleden var det igen fremme, at en del diplomater parkerer ulovligt. Lad os nu antage, at en parkeringsvagt i frustration over se en diplomat rive bøderne i stykker, så bare stikker ham en flad. Det ville – gud hjælpe mig – være terrorisme og strafbart med op til 6 års fængsel. Og hvis man i den anledning offentligt udtalte, at man var enig med parkeringsvagten, så ville man altså stå til 2 år i spjældet for billigelse!

Så galt går det jo formentlig ikke, og til at forhindre den form for nedsmeltning har man forsøgt at indbygge en nødbremse i reglerne om selve terroren (altså lussingen), nemlig at der kun kan rejses sag, når justitsministeren godkender det. Det er bare ikke den mest driftssikre form for nødbremse. Og nødbremsen gælder i øvrigt ikke, når der kun rejses sag om meningsterror (altså billigelsen af lussingen). Så vilkårligheden og tilfældigheden sniger sig ind i strafferetten. Det er sjældent nogen god idé.

6. Var det virkelig meningen?

Hvis man kigger på det oprindelige lovforslag til bestemmelsen, så er det bemærkelsesværdigt, at kommentarerne til § 136, stk. 2 er aldeles intetsigende. Rigsdagtidende 1938-39, bilag A, spalte 3739 lyder i al sin enkelhed således:

§ 136 i den nuværende affatning rammer den, der offentligt tilskynder til forbrydelser. Derimod er der i dansk lovgivning ikke foreskrevet straf for den der offentligt roser eller udtaler billigelse af en forbrydelse, når dette ikke kan anses som en egentlig tilskyndelse til at begå forbrydelse. Da det i særlig grad må anses for uheldigt, at nogen ustraffet offentligt skal kunne give det sin tilslutning, at der bliver begået forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed eller mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, foreslår man, at en offentlig billigelse af denne art skal kunne rammes af straf som den, der nu er fastsat i § 136 for tilskyndelse til forbrydelse.

Som det ses indeholder dette ingen form for drøftelse af den ellers ret principielle forskel mellem kommende og allerede begåede forbrydelser. Det virker ikke specielt overbevisende i argumentationen. I det hele taget er 30’ernes strafferet ikke specielt sober; det var politiske ulvetider, og det ses. Desværre har vi bare aldrig fået udryddet vildskuddene.

Summa summarum

Det er muligt, at islamister af forskellig observans efterhånden har fået skræmt de fleste af os fra at sige vovede vittigheder om profeten. Men det var nu alligevel ikke så ofte, jeg gjorde det.

Derimod er der en lang række andre ting, herunder verdensrevolutionen, diverse diktatorers forsvinden fra jordens overflade og opskriften på sortkrudt, som jeg heller ikke længere tør tale højt om. Men når jeg ikke kan det, så skyldes det altså, at vi af hensyn til ytringsfriheden og demokratiet vil forsvare os mod ytringer. Og det kan jeg ikke helt forstå.

Og helt galt bliver det, når nogen kræver endnu flere og skrappere regler.

Hellere sikkerhed end..?

For nylig skete det for første gang i mit liv, at der blev skudt i en dansk retssal. Det gik ikke ud over dommeren, men derimod over modparten, der blev livsfarligt såret, og det kostede hans advokat livet. Og det var jo mildest talt ikke så godt.

Vold i retssale er heldigvis en ganske sjælden foreteelse, og det skal det helst blive ved med at være. Det modsatte synspunkt ville nok være ret svært at indtage. Men det hører med i billedet, at risikoen for at en bankansat udsættes for et røveri, er mange, mange gange højere end risikoen for overfald på dommere og fogeder.

Hvilken vold ser man?

De typiske episoder er fangeflugt, og selv om det også gør ondt at blive slået ned eller truet af en flygtende fange, så er volden trods alt et accessorium til det egentlige formål, at undkomme. Ophidselse og lidt knubbede ord er nok ikke helt sjældent, men trods en til tider øretæveindbydende emsighed i min tid som inkassostudent, så oplevede jeg aldrig problemer i fogedretterne, som ellers nok er de mest turbulente. Den sidste sag var en højspændt sag om forældremyndighed. Der kunne skyderiet ligeså godt være sket alle mulige andre steder.

Hvor er niveauet nu.

På trods af de ganske få episoder, så er der i min tid (de seneste ca. 25 år) sket en betydelig oprustning i bevogtningen af retssager. Det er efterhånden snarere undtagelsen end reglen, at retssager mod rockere, narkohandlere og diverse terroristspirer omgives med politi i skudsikre veste og med maskinpistolerne frit fremme.

Om magtopbuddet er af præcis den nødvendige størrelse, eller om der måske har været for meget, det kan ingen nogensinde sige, men man kan jo overveje det. For lidt kan der i sagens natur ikke have været tale om. Hvis man spørger politiet vil de nok mene, at hellere en betjent for meget på vagt end en for lidt. Og dommerforeningens formand lød lidt i samme retning, da han udtalte sig.

Men er det nu også rigtigt?

Hvad koster det.

Sikkerhedsopbuddene har en pris, og kunne vi have fået noget bedre i stedet? Der er i virkeligheden 2 priser, som betales. Den ene er nogle penge, som kunne have været sparet eller brugt til andre gode sager. Den anden pris handler om, hvordan vi oplever domstolene. Underbygger magtopbuddene deres legitimitet, eller bliver den undergravet.

Samtidig skal man være opmærksom på, at det er en dyr sport, når dusinvis af betjente skal sættes til at lave absolut ingenting i ugevis. Tilstedeværelsen af en vagt ved indgangsdøren kræver 2 på arbejde hver dag for at dække pauser. For at dække ferier, sygdom og efteruddannelse skal der også være en tredje. Så er vi temmelig hurtigt oppe på 1,2 til 1,3 mio. pr. retsbygning eller på landsplan en 30-40 mio. Og pengene kan jo kun bruges en gang. Man skal aldrig bruge penge uden at overveje, hvad alternativet er.

Hvem er imod?

Man skal lige erindre, at i det offentlige er der ikke nogen kræfter, der trækker i retning af lavere sikkerhedsopbud. I en privat virksomhed vil man altid skulle overveje, hvorledes kunderne vil opleve det – ikke at det altid nødvendigvis fører til et realistisk sikkerhedsniveau. Men det er i hvert fald sådan, når man ikke er afhængig af, at kunderne frivilligt kommer til en, så kan man gå helt ud ad tangenten.

Som forsvarsadvokat følte jeg forøvrigt altid, at det var en belastning, når der var bevogtning. Det stemplede altså på forhånd den tiltalte som en værre en, men det er naturligvis bare en sidebemærkning.

Den skjulte begrundelse.

Der er en aldrig omtalt faktor, der nok ofte er væsentlig som begrundelse for mere ‘sikkerhed’, nemlig at en organisation kan bekræfte sin selvopfattelse af egen utrolige betydning, ved at ved at isolere sig bag metaldetektorer, vagter og adgangssluser. Man kan kort sagt puste sit ego op.

Et utroligt sigende eksempel er Folketinget. Det er ikke ret mange år siden, at man fuldstændig frit kunne vandre ud og ind af dørene og gå rundt og kontakte folketingsmedlemmer. I forbindelse med et valg i 80’erne havde jeg fornøjelsen at hjælpe en amerikansk journalist, der var fuldstændigt himmelfalden over, at han kunne få interviews med partiledere blot ved at banke på deres kontordør.

Sådan er det mildest talt ikke længere, selv om den episode der har udløst ændringen, var så relativt harmløst som kast med rød maling. (Og at gerningsmændene var inviteret indenfor af et folketingsmedlem hører nok også med.) For det menige folk er der nu en kontrol, der er lige så restriktiv som i en lufthavn. Den er faktisk værre end i Parlamentet i England, der ellers har været udsat for rigtige terrorhandlinger begået af IRA.

Og efter Breivik har man i tillæg dertil spærret Christianborg af for gennemkørsel med uendelige mængder af tonstunge sten. Det er ikke alene overkill, det skaber også distance.  Og som noget rigtigt sjovt, så gælder reglerne stadig ikke for personalet – som erfaringen jo viser, er de virkeligt farlige.

Men det virker imposant!

Den vigtigste sikkerhedsforanstaltning.

Det er måske ikke pænt at sige, men hvordan det enkelte menneske reagerer på andre er bestemt ikke uden betydning. Inden episoden for nylig var det i min levetid sket én gang sket, at en dommer var blevet truet i retten af en bevæbnet mand. Det gik ud over en kvindelig landsdommer, der i sin fritid sikkert var god mod både børn og dyr, men når jeg oplevede hende på dommerbænken, så var hun i bedste fald en irriterende krampe. I hendes øjne var jeg sikkert så ubetydelig, at hun end ikke overvejede at gengælde følelserne.

Og min første reaktion ved sidste episode, da Lindholts navn blev bekendtgjort, var da også, at det vel egentlig ikke var så mærkeligt. Han tog den slags hårdknude-sager, og han havde intet imod at stå stejlt på sit synspunkt.

Dermed ikke sagt, at der skal være fri jagt på irriterende mennesker, eller at de selv er ude om det; så ville jeg selv jo ikke være blevet så gammel, som jeg efterhånden er. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at det enkelte menneske med sin egen adfærd kan gøre en hel del for at dæmpe gemytterne.

Og det element risikerer man at glemme, når man forlader sig på fysiske foranstaltninger. Det var måske klogere at uddanne sit personale. Og man får måske mere sikkerhed for pengene.

Min mening

For at sige det ligeud, så er det muligt, at der en gang hvert tyvende år bliver begået alvorlig vold mod nogen i retten. Men hva’ så? I det store billede er det ligegyldigt og det skal ikke føre til at man undergraver domstolenes position i samfundet. Og jo mere domstolene opfattes som en naturlig og åben del af samfundet, desto højere grad af respekt vil de nyde.

Og så den korte version

I virkeligheden er mit lange budskab i øvrigt sagt meget kortere og smukkere af  en anden, nemlig i disse linjer fra Hans Hartvig Seedorfs “Der rider en konge..”:

Man spurgte mig ude: Hvor vover vel han,
en hersker, at færdes så ene?
Jeg svared dem: Han er vor frieste mand –
dog rider han aldrig alene.
Han skærmes blot ikke af vælde og magt.
Om kongen af Danmark står hjerterne vagt!