Mig og ordensmagten

Vi burde jo være perlevenner. For efter at have levet et halvt århundrede så er jeg aldrig kommet i fængsel. Men det var dog lige ved sidste år. Men det har taget tid at blive klar til at skrive om det.

Optakten

Forhistorien var såmænd fredelig nok, nemlig at jeg var ved at forlade rigsarkivet efter et forgæves forsøg på at finde den mormonfilm (det hedder det altså), som ville kunne hjælpe mig videre med en slægtshistorisk knude. Jeg var altså udstyret som midaldrende mand på bytur, d.v.s. gråsprængt skæg, tweed-jakke og nogenlunde nypudsede sko.

Igennem porten ud til Rigsdagsgården ser jeg pludselig en dame komme løbende forfulgt af en anden dame, der langer ud efter hende. Som en pæn borger så jeg råber højt og tydeligt: “Hov. Hov. Kan De så la’ vær'” Det mindede lidt om den der sjove video fra 90’erne med Birthe Rønn Hornbech.

Desværre var forfølgeren civilklædt betjent, men det opdagede jeg først, da jeg var kommet temmelig tæt på dem. Den første dame, der var ældre og åbenlyst lidt til en side, stod da klemt op ad muren, medens den langt kraftigere kvindelige betjent råbte ind i hovedet på hende, at hun skulle forlade stedet. Det var ligesom lidt vanskeligt at adlyde den ordre. Og betjenten fortsatte råberiet, medens folk stod stille og kiggede. Der kom et par uniformerede betjente og et par af Folketingets.

Den ene betjent stillede sig op mellem mig og de 2 damer, så jeg gik pænt hen til ham, fik hans opmærksomhed og meddelte, at den optræden ikke var dansk politi værdig. Måske en lidt højstemt formulering, men sådan blev det nu. Og så blev jeg selvsagt stående og så på. Det reagerede han ikke på. Nogen tid senere slap den tossede dame af sted, og så fik jeg ellers den kvindelige betjents opmærksomhed.

Apoteosen

Lige som jeg var ved at vende rundt og forlade stedet – lidt rystet over optrinnet – blev jeg anråbt, og beordret til at blive der, for “vi skulle vist lige tale sammen”. Det blev nu mere til enetale, og det bedste ved den var, at hver gang betjenten havde talt færdig, og jeg så konstaterede, at jeg ikke var enig, men at vi nok heller ikke ville blive det, og at det derfor ville være fornuftigt at afslutte konversationen, så startede hun sandelig forfra med det samme foredrag om, at jeg var tilbageholdt, og at jeg ikke måtte gribe ind i en politiforretning.

Og det var jo lidt rigtigt, at det havde jeg været lige ved. Men jeg syntes rigtignok ikke forsætskravet var helt opfyldt. På det tidspunkt havde hun vist fået et visitkort, så hun kunne kontrollere mine personalia. Og det blev på den baggrund temmelig klart antydet, at en fortidig universitetsuddannelse i jura ikke kunne have medført indsigter i nutidig ret. Og jeg manglede tydeligvis indsigt i politiets normer for god opførsel.

Det var faktisk lidt pinligt, for vi stod midt på kørebanen, gården gav genlyd af hendes synspunkter og det tog altså temmelig lang tid. Tilskuerantallet voksede støt.

Jeg blev underholdt med, at den tossede dame havde tilhold mod at vise sig i Østre Landsret (og undlod at bemærke, at den ligger i nogen afstand helt nede i Bredgade), at det var for vores egen skyld, at politiet greb ind, for damen kunne jo have haft en bombe i sin taske (jeg undlod igen at gøre opmærksom på, at hun så næppe skulle have haft lov til at gå). Og jeg var rent faktisk rystet nok til ikke at huske at repetere, at betjentens opførsel havde været uværdig for dansk politi.

Det hele foregik i øvrigt på den måde, at betjenten konsekvent trådte helt tæt på mig. Det hedder vist formelt, at hun trådte ind i min intimsfære. Og hver gang det blev for meget, så gik jeg et skridt tilbage. Hun havde også en voldsom trang til at holde på min arm og skulder, men brød sig ikke om, hverken at jeg frabad mig håndspålæggelse, eller at jeg bad hende holde en tilbørlig afstand. Men hvad skulle jeg ellers kalde det?

Ubehageligt var det. Og imedens stod den anden betjent blot og så på. Han kunne vel have lagt sig lidt imellem, opfordret hende til at gå ind til kaffen, medens han tog over – eller hvad ved jeg.

For at gøre en lang historie kort, så slap jeg i sidste ende med skrækken, men da havde politiet på nogle minutter mistet en stor del af min tillid, som ellers er bygget op gennem 2/3 menneskealder. Større er skaden såmænd ikke.

Fundamentalt set vil jeg gerne have stor forståelse for, at politiets arbejde er vanskeligt og belastende, og at der vil ske fejl. Men hvis jeg fremover skal have den forståelse, så kræver det nok, at politiet selv forstår, at når man har så belastende og vanskeligt et arbejde, så vil man begå flere fejl end ønskeligt. Og der er måske visse fejl, som man kunne undgå ved lidt omtanke.

Og nej, jeg har ikke klaget over den pågældende betjent, for det var så klart, at hun bare gjorde som vanligt. Og deri ligger egentlig det generende. Og jeg kan altså stadig ikke helt undgå den tanke, at måske har politiet fået for mange beføjelser.

(PS. Den slægtshistoriske knude fik jeg løst dagen efter, at denne tekst var skrevet. Det var rigtig dejligt.)

Se og Hør har da ret – i en detalje.

Lidt om fogedforbud og forholdet til udenlandsk ret.

Et fogedforbud i Frankrig har ingen betydning for om Se og Hør må trykke topløse billeder af hertuginden af Cambridge. Sådan udtalte bladets redaktør sig forleden til Ritzau. Og selve den ytring er helt korrekt, men den eftersætning, som hørte med, viste, at redaktøren alligevel ikke har begrebet ret meget om juraen. Han tilføjede nemlig, at Se og Hør havde anskaffet sig billederne, inden forbuddet blev nedlagt. Men det er helt uden betydning for sagen.



Det er naturligvis rigtigt, at det ikke giver mening, at et lands domstole forsøger at regulere handlinger i andre lande, traditionelt udtrykt af en engelsk dommer med vendingen, at det nytter ikke noget, at engelske domstole forbyder en franskmand at ryge på gaderne i Paris. Dommen ville jo ikke kunne gennemtvinges uden hjælp fra myndighederne på gerningsstedet, og de ville næppe adlyde et bud om den slags fra udlandet. Så i den forstand har redaktøren ret. Et fransk fogedbud ér uden virkning i Danmark.

Men det er også det eneste, han har ret i, og det er i øvrigt ligegyldigt i denne sammenhæng for Se og Hør udgiver jo billederne i Danmark, så han bør overveje indholdet af dansk ret..

I Danmark er optagelse af billeder af privat natur, medens den afbildede befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted, strafbart. Men den bestemmelse rammer jo kun optagelsen og dermed fotografen, og da billederne er optaget i Frankrig, og vi ikke kan forbyde handlinger på fransk grund, så er det ikke relevant.

Se og Hør er i denne forbindelse en hæler, der aftager en vare, som ikke ville være lovlig, hvis den var fremstillet i Danmark, og det er varen heller ikke, selvom billederne tages i Frankrig. Og hæleribestemmelsen er formuleret anderledes, idet den kun omfatter billeder vedrørende en andens private forhold eller som åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Er et par bryster “private” eller kan de “åbenbart forlanges unddraget offentligheden”. I min gymnasietid tog pigerne topløse solbade i skolegården – og gud hvor var det både dejligt og pinligt at stirre på. Men mon ikke den hemmeligt attråede Karoline havde dækket sig til, hvis jeg havde medbragt et kamera?

Ej heller forekomsten af pigerne på Ekstra-Bladets side 9 (hvor de dog efterhånden er temmelig påklædte) er formentlig nok til at gøre brugen af billeder af andre kvinder retmæssig, for i den situation foreligger der et samtykke, og det er velkendt, at samtykke kan gøre det ulovlige lovligt – tænk blot på en boksekamp og vold.

Det er imidlertid min opfattelse, at de bare bryster er beskyttede, for det ville jeg ønske for mine kære, hvis de stod i situationen. Og det tror jeg egentlig de fleste ville. Og så er der ingen grund til at gøre problemet sværere.

Hvis brystbilleder er private, og offentliggørelse altså strafbar, så indtræder der noget interessant, nemlig at enhver medvirken til handlingen også er det. Det gælder bladets ejer, som tilsyneladende bakker op. Det gælder også kioskejeren, som formidler i næste led, og det gælder frisøren, som lægger det foran sine kunder. De kan godt nok få travlt hos politiet, hvis de skal følge op på den. Men hvis det ikke sker, hvorfor skulle hovedmanden så straffes? Det skal han, fordi han er hovedmand, og man kan finde ham.

Men alt dette handler jo om strafbarhed, og det er ikke nødvendigvis sådan, at noget bliver lovligt, hvis det mod forventning ikke er strafbart. Der findes også et civilretligt system, der til dels falder sammen med strafferetten, men somme tider er videre og i sjældnere tilfælde smallere end det civilretlige. 

Og i det civilretlige system optræder så det mærkelige begreb “fogedforbud”. Lad mig med det samme gøre opmærksom på, at forbud kan have forskelligt indhold i Danmark og Frankrig, så det følgende gælder kun Danmark.

Det er så lokkende at tro, at et “fogedforbud” gør noget forbudt, men det er ikke tilfældet. Domstolenes funktion er normalt efterfølgende; man kan kun idømme sanktioner overfor de, som har gjort noget forbudt. I civilretlige sager vil det typisk være betaling af en erstatning, og det er jo ikke altid, at det er det bedste plaster på såret.

Hvis man vil – eller er i færd med at – foretage sig noget, som sandsynligvis er forbudt, og som kan medføre, at man skal betale erstatning, så har retssystemet en interesse i at kunne stoppe det. Og en af de måder, hvorpå man måske kan afskrække nogen, er ved at tilføje en mulighed for, at man oveni en erstatning kan blive pålagt at betale bøde, komme i fængsel, eller få konfiskeret sine redskaber eller sin fortjeneste. Og det er det, som et fogedforbud gør. Fogedforbudet indebærer en foreløbig vurdering af, at noget formentlig vil være/er forbudt, og så knalder man muligheden for hårdhændede sanktioner oveni, hvis man gennemfører/fortsætter med den pågældende handling.

Manglen på et fogedforbud i Danmark medfører derfor ikke, at brystbilleder bliver gratis at offentliggøre. Men det fører til, at man kan nøjes med at betale en godtgørelse, som man må håbe fastsættes, som den gængse pris som modeller af den kaliber ville kunne beregne sig. Det kunne godt være temmelig meget i denne situation. Andre modeller – f.eks. Anne Linnet – der blev fotograferet på stranden, har dog ikke fået så vanvittig meget. I den sag grinede redaktøren af Ugens Rapport nok hele vejen hen til bogholderiet.

Forhåbentlig får vi et brag af en retssag, og forhåbentlig får Se og Hør lov til at betale.

Jens Fr.

Og så lige et PS. Er der ikke en eller anden desert, der på originalsproget hedder noget med prinsessebryster eller lign?

Bevar kontenancen



Den vestlige civilisation rummer mange bevaringsværdige elementer. Kontenancen er dog desværre et af de udryddelsestruede. Der kan ellers være god brug for den i dag, hvor vi vågnede op til en historie om et uhørt groft overfald på en skadestue, hvor der var indbragt en patient med skudsår.

Heldigvis havde politiet posteret nogle mand der i forvejen, så de fik jaget gruppen af angribere væk, uanset der var tale om voldsomt mange. Men det skete kun med trussel om brug af skydevåben, og anholdelser af overfaldsmændene kunne der i sagens natur ikke blive tale om. Det skal man vist ikke bebrejde de 3 betjente, og da sådanne optrin næppe tager ret lang tid, så kan det heller ikke undre, at forstærkninger ikke nåede frem i tide.

Det spændende er imidlertid, hvorledes vi alle sammen reagerer. Og det politiske system er allerede ude med hhv. krav om udvisninger, placering af ansvaret hos den nye regering krav om nye straffelove, med videre.

Med hensyn til det synspunkt, at den nye regerings politik har tilskyndet til optøjerne, så bør man kun fremsætte det, efter at man har tænkt de mulige modargumenter grundigt igennem. En konsekvens af synspunktet er jo, at hvis den borgerlige regering var blevet genvalgt, så havde balladen med 100 % sikkerhed kunnet undgås. Hvis regeringens tilhængere finder på den finte, så glæder jeg mig til at se returbolden fra Venstre – for den kræver betydelig snilde at spille. Og den må da være planlagt.
Nye love om overfald på sundhedspersonale kan jo være nødvendige, men forinden burde man måske lige overveje, om de nuværende love indeholder tilstrækkelige straffemuligheder, navnlig fordi denne gruppe bøller jo aldrig kan blive omfattet af en ny lov. De skal dømmes efter de regler, der gælder på gerningstidspunktet. Vi har vel ikke tænkt os at vende tilbage til at udstede tilbagevirkende love a la 1945.

I den sammenhæng har politiets udspil været grov forstyrrelse af den offentlige orden. Det holder ikke. Vi skal langt højere op, og det interessante er, at det har vi sandelig også hjemmel til.
Angrebet på hospitalet indebærer faktisk så mange overtrædelser af straffeloven, at det svimler. For det første vil jeg godt argumentere for at et patientbesøg af den karakter med rimelighed kan bedømmes som et forsøg på drab (livstid). Det var jo ikke blomsterbuketter og chokolade, der blev medbragt. Det er i hvert fald forsøg på meget grov vold under særdeles skærpede omstændigheder (10 år), idet man er gået til den som en stor gruppe. Af samme grund kunne det også anses for organiseret – og dermed groft – hærværk (6 år).
Straffelovens § 119 omhandler vold og trusler mod embedsmand i funktion. Selv om den primært bruges som beskyttelse af politifolk i tjeneste, så er bestemmelsen med vilje vagt formuleret, og der i øvrigt både tale om angreb på sundhedspersonale og de udstationerede politivagter (8 år). Om denne forbrydelse er forsøgt eller fuldbyrdet kan man jo diskutere. Herudover kan angrebet bedømmes som opløb (3 år). Og der kan sikkert overvejes flere lovbestemmelser.
Tallene i parenteserne er ganske vist maksimum, men mon ikke dette er en situation, hvor vi skal godt op i strafferammen. På den baggrund kan det undre, at DF og de konservative ønsker en ny lovbestemmelse om trusler mod sundhedspersonale med en maksimal strafferamme på 2 år!
Så problemet er ikke straffehjemler. Og med de skitserede strafferammer, så bliver udvisning af eventuelle udenlandske statsborgere heller ikke det helt store problem.

Nej, problemet er at få dem fundet og dømt. At finde dem må politiet gøre. Der skal såmænd nok mangle samarbejdsvilje hos de mest oplagte vidner, så politiet fortjener aktiv medvirken fra hver eneste af os, der har noget at bidrage med. Forhåbentlig forstår anklagemyndigheden så derefter at skrue et anklageskrift sammen, så domstolene har mulighed for at dømme tilstrækkelig hårdt.

Selve retssagen bliver problematisk. En forsvarers naturlige holdning vil være at forsøge at gentage argumentationen fra Blekingegadesagen og Sankt Hans Torv om, at hans klient sandelig ikke havde tænkt sig at deltage i vold, at hans aktiviteter i gruppen er helt og aldeles uklare, og at der kræves bevis for hans individuelle forsæt.
Retshistorisk er det en overdrivelse af dansk rets traditionelle synspunkter helt ud over grænsen til det absurde. Det skal selvsagt ikke accepteres af retssystemet. Hvis man deltager i et opløb, så påtager man sig også risikoen for de handlinger, som de øvrige deltagere udfører – i hvert fald så længe de må anses for nogenlunde sandsynlige udfald af gruppearbejdet. Det må være den naturlige konsekvens af, at man tilslutter sig en gruppe, der ikke kan have noget tænkeligt lovligt formål. Hvis man vil undgå et sådant ansvar for medvirken eller samarbejde, så må man forlade gruppen lige så snart den begynder på sine ulovligheder. Ens fortsatte tilstedeværelse er jo en tilkendegivelse over for de øvrige af, at man accepterer deres adfærd.
Større gruppers samarbejde om kriminalitet er imidlertid et område, hvor retssystemet i nyere tid har viklet sig ind i indskrænkende fortolkninger af forsætskrav og bevisbyrde i et sådant omfang, at en oprydning er tiltrængt. Det må fastholdes som en del af den sunde fornuft, at når man går på sygebesøg og nogle af de øvrige besøgsvenner bærer på slagvåben, så skal man overveje, om det er helsebringende for såvel patienten som en selv. Også på dette punkt gælder det altså om at bevare kontenancen.
Og med disse ord kan jeg forhåbentlig afslutte mit indlæg om sagen.
Jens Fr.