Tag: Det konservative Folkeparti

Udgivet den

Pape og boligskatten.

Søren Pape snyder ganske enkelt på vægten, når han forklarer de konservatives eget forslag om boligskatterne (JP.dk (Ritzau) 26. august). At det ikke må blive dyrere at være boligejer, er naturligvis nydeligt sagt.

Men han glemmer, at partiets forslag fra januar rent faktisk indebar, at der skulle gives skattelettelser for 9 mia. til lejerne – og kun til dem. Og vendingen “dyrere for boligejerne” er måske også lidt flosset i kanten, for partiets forslag indebar altså, at skatterne på boliger skulle stige med inflationen! Det er i hvert fald ikke en fastfrysning i kroner og øre.

Endelig glider han let hen over den hurdle, at den væsentligste del af omlægningen ikke er afskaffelse af grundskyld og ejendomsværdiskat, men derimod afskaffelse af rentefradraget.

Og dermed bevæger han sig ind i et minefelt. Rentefradraget er stadig væsentligt for huskøbere og dermed for huspriserne. Det kan godt tænkes, at udsigterne til avance på ejendomme bliver lidt længere, hvis køberne fremover ikke får rentefradrag, og køberne dermed ikke kan forrente og afdrage lige så store lån. Det er navnlig en effekt, man vil få at se, hvis renten nogensinde stiger over sit nuværende historiske lavpunkt. God fornøjelse!

Hvis det så var den eneste konsekvens, så kunne det såmænd leves med, men de konservatives forslag vil skabe en massiv forskel mellem beskatningen af renteindtægter (kapitalindkomst) og tilsvarende udgifter. Hvis en borger gør en opfindelse, som han gerne vil omsætte til en virksomhed, så vil han som regel gå ud at låne penge til at skyde ind i det selskab, som skal udnytte opfindelsen. Men de konservatives forslag indebærer, at manden skal betale skat af indtægten fra selskabet, og at han ikke kan fratrække sin udgift til renterne på lånet.

Det er omtrent den sikrest mulige måde til at forhindre virketrang, vækst og velstand. [Vi har allerede idag en skadelig forskel mellem skatten på positiv og negativ kapitalindkomst. For vores alle sammens skyld ville det være bedst slet ingen skat at have på kapitalindkomst (og dermed heller intet rentefradrag), det næstbedste er, når fradraget og skatten udligner hinanden, og den værste situation er lige præcis den, som de konservative foreslår – stor skat på indtægten og intet fradrag for udgiften.

Historisk set har de konservative altid lænet sig op ad de erhvervsdrivende. De store virksomheder har betalt partiet, og de mange små virksomheder har leveret stemmerne. Det er Pape ved at gøre endegyldigt op med, og gad vide om det er godt for hans parti. Gad vide om det er godt for Danmark?]

Bragt som debatindlæg i JP d. 30. august 2016, men med udeladelse af den kursiverede tekst.

Udgivet den

Konservativ boligskat – at forandre for at bevare.

Nu har jeg fået læst på det konservative forslag om ejendomsbeskatning.

Det er lykkedes dem at finde 2 plausible principper, som er gode slogans for omlægningen.
– man skal beskattes efter betalingsevne
– skatten bør ikke tilskynde til gældsætning

Virkningen på boligmarkedet

Forslaget forholder sig ikke ret meget til relationen mellem forskellige boligformer udover at det er provenuneutralt i forhold til ejerboliger. Det letter altså ikke byrden på boligejerne, men udskyder bare beskatningen. Det betyder dog også, at ændringerne i boligpriserne vil være beskedne.Når forslaget vurderes at koste 9 mia. årligt, så er det, fordi man vil give en lettelse til lejere! Og det er jo en konservativ mærkesag, ikk’? Eller er det bare en af de efterhånden typiske konservative tabersager?

Hvor stor er profitten?

Der er alvorlige problemer med beregningen af gevinstens størrelse.Vil de sondre mellem forbedring og vedligehold? Det kan blive kritisk. Alt skille de 2 typer udgift ad er et mareridt. Er nye vinduer forbedring eller vedligehold. Eller skal man splitte udgiften i 2, sådan som man gør i lejeloven og i den gældende ejendomsavanceskattelov samt noget lignende i afskrivningsloven. Hvis begge dele regnes med til anskaffelsessummen, så bliver fortjenesten tilsvarende mindre. Det kan blive til store beløb. Og dermed til store skatteforskelle – både for ejerne og for statskassen.Indekseres tillæggene med inflationen, sådan som man gør med købesummen? Det vil kunne give en væsentlig forskel på skatten. Det vises bedst med et eksempel:

Hvis vi sammenligner et hus købt for 1 mio og straks sat istand for 1 mio med et tilsvarende hus købt for 2 mio, hvor sælgeren altså har foretaget istandsættelsen. Efter nogle år sælges huset for 4 mio. Hvis forbrugerpriserne, som købesummerne reguleres efter i mellemtiden er steget med 50 %, så vil den indekserede købesum jo være hhv. 1,5 mio og 3 mio. Så det ene sæt købere vil blive beskattet af 2,5 mio og det andet af 1 mio. Det giver en forskel på 750.000 i skat. Så det er der penge i. Medmindre man altså indekserer forbedringer.

Indgangsværdierne?

I forbindelse med en evt. ikrafttræden skal der fastlægges indgangsværdier, for man vil selvsagt ikke beskatte fortjeneste optjent inden.

Hvis forslaget gennemføres, så vil det være en fordel med en høj indgangsværdi. Derfor vil alle ægtefæller umiddelbart inden loven træder i kraft sørge for at huset skifter ejer til den anden til en høj pris. Her er der mange penge at tjene, så til dem, der har, skal meget gives.

Hvornår skal der betales?

Ved at udskyde beskatning til ejendommene sælges vil de opbygge et skattegrundlag over mange år, og det er jo en konservativ dyd at “lægge skatter i sparebøssen”. Men hvornår kommer pengene så. Beskatningen skal ske “ved nedgang i boligforbrug”. Men hvad er det?

Igen er et eksempel godt. Et par har lejelejlighed og sommerhus, og skifter lejligheden ud med en villa. Først derefter sælger de sommerhuset. Er sommerhussalget nedgang i boligforbrug? Skal det beskattes?

Er det nedgang i boligforbrug, hvis man udlejer sin bolig i mere end 12 måneder? Ellers kan man jo, når man “forlader boligmarkedet” blot udleje sin bolig og udskyde beskatningstidspunktet.

Og så er der klassikeren med dem, der efter skilsmisse flytter i lejebolig i nogle år. De vil blive ramt og slået tilbage til start.

Der kan måske også være nogle fordele ved at lægge ejendommen i et selskab og så bo til leje. Selskaber beskattes jo p.t. lavere af gevinsten. Det skal jeg dog overveje lidt mere.

Rentefradraget

Det er rentefradraget på alle lån, som de konservative vil afskaffe – altså også når der stilles pant i biler eller blanco-lån. Så det rammer også andre end boligejere. Og det rammer allehånde investeringer i virksomheder, hvor iværksættere ofte må belåne hus og hjem for at skaffe kapital.

Og det giver en voldsom forskel mellem skatten på renteindtægter og på udgifter. Det må og skal justeres. Ellers får vi nogle sjove former for partielle forældrekøb og islamiske lån. (De betaler jo ikke rente, men forskellige former for hokus-pokus.)

Iøvrigt er der jo en sammenhæng mellem rentefradrag og ejendomsværdiskat. Thi begrundelsen for skatten er, at hvis man har en formue i banken, kommer man til at betale skat af renterne. Når man i stedet anbringer den i et hus, så “snyder” man staten for den skat, og det får man altså bare ikke lov til. Rimeligheden i det kan diskuteres.

Konklusion

Det er faktisk godt fundet på, for ved første gennemlæsning så det rigtig fint og sammenhængende ud, og de konservative argumenterer langt bedre for deres synspunkter, end vi er vant til.

Men de løser ikke de grundlæggende problemer ved ejendomsavanceskat, som har ført til, at selv om vi i princippet allerede har den type skat, så har vi i mange år haft en undtagelse for næsten alle avancer, fordi ejerboliger har været undtagede.

På nogle punkter gavner forslaget faktisk de forkerte, nemlig lejerne.

Selv for kernevælgerne er der kun tale om at bevare for at forandre. Det er ikke godt nok.

Udgivet den

De nye sorte

“Det var som en natlig boksekamp mellem 3 negere på bunden af en uoplyst kulmineskakt.” Sådan beskrev en fransk jurist en gang en vanskelig sag. Og det citat er egentlig meget passende i forbindelse med Weekendavisens artikel om de konservative, som det nye sort – altså bortset fra at boksekampen ikke er afsluttet.

Forsøget på at tage patent på konservatismen og at lægge afstand til de liberale er ikke nyt. Den samme kamp gik gennem partiet omkring 1980, hvor Henning Dyremose var sprechstallmeister i et rejsende cirkus med budskabet om konservatismen som den 3. vej, og få år senere erklærede Connie Hedegaard, at stillet over for valget mellem socialisme og liberalisme ville hun altid vælge socialis-men. Men dengang var det dog desuagtet en engelsk og frihedsorienteret konservatisme, som førte til partiets fremgang, navnlig fordi den løste konservatismens bestandige problem, at man enten må længes efter forgangne tider (“evigt ejes kun det tabte”) eller også idag må forsvare det, som man igår bekæmpede af al magt.

Et af problemerne for konservatismen er, at partiets navn falder sammen med ideologiens modsat f.eks. socialdemokraterne (hvor ideologien som bekendt kaldes demokratisk socialisme). Enhver kan derimod kalde sig konservativ uden nogen forbindelse med partiet og alligevel gøre krav på en position som profet. Et langt stykke hen ad vejen hører de såkaldt nationalkonservative vist til denne gruppe. De reklamerer i hvert fald ikke med positioner i partiet. Og praktiserende politikere er de da slet ikke. De forbliver helst frie sværmere.

I de senere år er billedet blevet blevet yderligere forplumret af, at politikere fra Dansk Folkeparti betegner sig selv som konservative. Det gælder f.eks. Messerschmidt og den yngre Krarup.

For den udenforstående fremstår de ‘nye sorte’ primært som en reaktion på denne strid med DF om konservatismens sjæl. Der er tale om et forsøg på at opfinde en ideologi, som er om muligt mere folkelig end Pianisterne og så alligevel nogenlunde systematisk. Men det er svært at sætte system i populisme. Det er trods alt dens fremmeste karakteristikum, at der intet andet system er end folkegunsten.

 Om de nationalkonservative indbyrdes er specielt enige om andet end at klappe hinanden på ryggen, kan man sommetider have sine tvivl om. Det skulle da lige være den bombastiske sprogbrug, der sjældent levner plads til tvivlens nådegave; brugen af yderst vanskeligt tilgængelige, snævert definerede begreber; samt troen på at det er klogere at citere perifere tænkere fra tidligere århundre-der end at tænke selv. I de henseender er de godt på vej til at ligne fortidens venstrefløj

Det vil fremtidige generationer såmænd nok være i stand til at gennemskue. Spørgsmålet er bare, om de i mellemtiden vil udrette lige så megen skade, som ventrefløjen har gjort.

Udgivet den

Overfladiske Barfoed

De konservatives bannerfører, Lars Barfoed offentliggjorde en kronik i Berlingske med titlen: “Danskerne skal kende historien”. Det er jo som udgangspunkt ikke noget særlig kontroversielt synspunkt, snarere kunne man kalde det for en meningsløs floskel. Og det gjorde jeg da også i dette opinionsindlæg i Berlingske d. 5. januar:

Barfoed var alt for overfladisk

Det var med en ligegyldig floskel, den konservative partileder indledte sin seneste kulturpolitiske programerklæring i Berlingske 3. juledag, for mon nogen kunne finde på at mene, at danskerne ikke skal kende historien.

Resten af kronikken fortsætter på samme niveau. Barfoed mener, at historieløsheden raser, og at det skyldes en sammensværgelse mellem den nuværende regering og de ultraliberale. Desuden ligger det som en skjult præmis, at blot man følger de konservatives forslag om 150 mio. mere til kulturen, så vil tilstanden forandres til det bedre. Det er i sandhed spændende postulater, som nok fortjener en nærmere overvejelse.

Men allerførst kunne det måske være interessant at trække en anden konservativ kæphest af stalden, nemlig ungdommens manglende sproglige formåen. For en konservativ partifører burde vel fremstå som en repræsentant for øvet, men traditionel sprogbrug. Karakteren bliver ikke helt ringe, men nogle elementer tyder på manglende sikkerhed. ‘Vores’eller ‘vort’ identitetstab kan diskuteres, men usikkerhed med hensyn til ‘hans’ eller ‘sin’ er måske tegn på, at vor tids problemer i folkeskolen har deres rod for temmelig mange år siden. Er man ‘bekendte’ eller ‘bekendt’ med en sproglig detalje, eller er det bare ligegyldigt, fordi vi jo godt forstår, hvad manden mener.

En del af kronikken er en skovtur blandt historiske begivenheder tilsat nogle formodninger om deres afgørende betydning for historiens gang. Niveauet ligger på højde med ‘Historiebog for mellemskolen’, hvor Danmark afstod Norge, og Norge opfostrede store danskere. Mon nogen kan overhøre imperiets klagesang i de linjer. Og kan man forstå, nogle nordmænd derfor taler om firehundredeårsnatten.

Men tilbage til hovedbudskabet, for ved vi egentlig med nogen form for sikkerhed, at nutidens unge har mindre historiekundskab end fortidens. Vi, der startede i skole omkring 1970, forlod i hvert fald også skolen uden systematiske kundskaber i historie.

For hvert år der går, bliver menneskehedens historie længere. Nogen viden kommer til og andet glider ud i glemslen. I mit liv indtager murens fald samme rolle som befrielsen for mine forældre. Mine oldeforældre blev som børn indpodet smerten fra de slesvigske krige. Det er svært at sammenligne graden af kundskab til fortiden.

Det bør heller ikke overses, at vi borgerlige har siddet på magten i 21 ud af de sidste 29 år, så det er næppe helt rimeligt, at give socialisterne skylden for alle systemets mangler. Men det kan selvfølgelig også skyldes en ultraliberal indflydelse på de borgerlige regeringer. Hvis man nu hører til dem, der anser Dan Browns bøger for historisk litteratur, så kan det da være en udmærket forklaring. Jeg går dog ud fra, at Barfoed ikke hører dertil, og derfor kræver hans postulat om de liberalistiske højrekræfter en vis uddybning. Men det bliver kun til bragesnak og løst krudt fra Fregatten Jylland.

Og så er vi end ikke begyndt at overveje, om de 150 mio. kan ændre på tilstanden. Tror Barfoed mon selv på det?

 

 

Udgivet den

De nye borgerlige vælgere

Medens ideologerne skændes

Det borgerlige Danmark, som foretrækker, at staten har en begrænset rolle, men ikke har behov for at være skingre, hører man ikke så meget til, men det er de moderat talende borgerlige, som kan holde på de nye borgerlige.

 
Der foregår for tiden højlydte ideologiske slagsmål mellem den borgerlige families medlemmer, senest om juletræer i boligbyggerier! Hver side har sine proselytter, og hvis man forsøger at lægge sig imellem, skal man nok få skudt falske motiver i skoene. Det handler slet ikke om at påvise fordelene ved egne synspunkter, men derimod om at rakke ned på de andres. For hver ny indbyrdes nederdrægtighed forsøger jeg at tænke, at i sidste ende skal de jo samarbejde, hvis ikke de vil miste chancen for en borgerlig regering, så de kan jo ikke blive ved i uendelighed.

Men det er efterhånden bekymrende, at en række af den borgerlige fløjs mere princip-tænkende medlemmer – ideologerne – forsømmer den virkelige opgave, nemlig at fastholde alle vore nye vælgere. Bare at være glad for, at opinionsmålingerne viser vælgervandringer til de borgerlige partier, er ganske enkelt ikke nok. Vi bør ikke være i tvivl om, at en relativ stor del af de nye vælgere er kommet mere af nød end af lyst. Venstrefløjens løsninger på samfundets udfordringer er åbenlyst ikke effektive, og de bryder klart med såvel de fantasifulde overbud fra sidste valgkamp som venstrefløjens traditionelle holdninger. Venstrefløjen har mistet troværdighed, og dens vælgere søger et nyt ståsted. At fastholde de nye vælgere og at få dem til at slå rod på den borgerlige side, er en svær, men også dejligt konstruktiv opgave. Med et lidt højstemt udtryk, så handler det om at grundfæste dem i vort verdenssyn.

Det er bestemt ikke ensbetydende med, at man skal gentage Schlüters og Fogh-Rasmussens forsøg på at befinde sig i midten af dansk politik, for det førte blot til, at midten forsvandt stedse længere mod venstre og til en angst for egen skygge, der længe forhindrede f.eks. den efterlønsreform, som alle ellers forstod var nødvendig. Og Venstre er jo stadig lettere handlingslammet af sine egne erklærede mål om en bestandig vækst i den offentlige sektor. Men i en situation, hvor væksten i det samlede samfund er beskeden, kunne man vel efterhånden gøre op dermed.Tilsvarende bør man tage den tidsel, som det svigtede skattestop udgør, op til drøftelse og erkende, at skattestop godt nok er svære at overholde under et økonomisk boom. Og vi svigtede det! Basta.

Og lad os så komme videre med de praktiske gøremål. Vi er nødt til at tale om, at traditionelle offentlige opgaver enten skal beskæres drastisk af politikerne, som ikke er specielt gode til at gøre det, eller også overdrages til borgerne mod samtidige, delvise reduktioner i skatterne. Man kan ikke fjerne offentlige underskud uden besparelser, og så længe der er underskud, kan man ikke sænke skatterne lige så meget, som man reducerer udgifterne.Det er den jordnære side deraf, men vi må også sørge for, at vi står ved, at vi vil gøre det, fordi det fører til et samfund, der er bedre for alle, og måske endda navnlig for dem, som ikke er så gode til at stikke sugerøret ned i den store offentlige kasse – samfundets svageste. Det var trods alt ikke om en omfattende velfærdsstat, at Grundtvig skrev de konstaterende ord, at »få har for meget og færre for lidt«.

Et svært punkt, når vi skal fastholde de nye vælgere, er, at vi også skal dømmes på udflydende begreber, såsom menneskesyn, social forståelse og deslige. Og det bliver ikke bedre af, at det faktisk ofte er den slags begreber, der er afgørende for vores tilhørsforhold. Historisk set har det danske samfund imidlertid været usædvanlig homogent, så mon ikke det brede flertal af os – uanset om vi opfatter os selv som borgerlige eller venstrefløj – faktisk har temmelig meget til fælles.

Der findes mennesker med ejendommelige synspunkter på begge fløje. Nogle vil afskaffe politiet, andre vil forbyde flagning med andet end Dannebrog. Og på begge fløje findes de, som ikke vil straffe incest. I alle tilfælde kommer de outrerede synspunkter til at skygge temmelig effektivt for mere jævn fornuft. Navnlig derfor er det ærgerligt, når nogle beskedne minoriteter forsøger at tage patent på at repræsentere den ene sande borgerlige tro. Og det er virkelig en stor hjælp, når de samme borgerlige opinionsdannere indbyrdes udviser en stærkt begrænset tolerance for afvigende meninger.

Der er en forskel på borgerlige og venstrefløjen. Og det handler grundlæggende om, hvor meget og på hvilke områder, staten skal gribe ind i den enkeltes liv. Det borgerlige Danmark, som foretrækker at staten har en begrænset rolle, men ikke har behov for at være skingre derom, hører vi ikke så meget til. Men det er de moderat talende borgerlige som kan holde på de nye borgerlige.Dybest set må man bestemme sig for, om man debatterer for at høre sig selv eller for at vinde nye tilhængere. Det er en svær opgave, langt sværere end at opføre sig som de forskellige fraktioner af frihedskæmpere i Monty Pythons Life of Brian, og det er også langt sværere end at udstille venstrefløjens svagheder, uanset hvor morsomt ministrenes forhold til barselsorlov er.

Jens Frederik

Bragt i Berlingske søndag d. 11. november 2012

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: