http://www.b.dk/kommentarer/er-geografi-virkelig-9.-klasses-vigtigste-fag
Gymnasieoptagelse 2 – hvad er de bedste kvalifikationer.
Eleverne i 9. klasse har ingen anelse om det, men det eneste fag i skolen, der har betydning for deres fremtid er mærkværdigvis geografi. Ikke den tørre teoretiske udgave, som de skal til eksamen i, men derimod en helt konkret og direkte anvendt geografi.
For når de i løbet af forsommeren modtager brev om, hvilket gymnasium der venter dem, så er skæbnen udmålt på baggrund af afstanden mellem der hjem og skolen. Hvad skal de egentlig med uu-vejledning og fine orienteringsmøder om fordele ved dette eller hint gymnasium, når det bare er spil for galleriet?
I bekendtgørelsen om optagelse står der, at fra næste år skal ansøgerne med kortest afstand mellem skolen og deres hjem målt via vejnettet (og dermed ikke i luftlinje) optages på skolen. Indtil og med i år har kriteriet været rejsetid.
Begge de 2 er godt nok mærkelige kriterier at vælge efter. Lodtrækning, evne til at recitere salmevers eller vilje til ydmygt at gå canossagang for rektor ville alle være mere rimelige kriterier.
Som jurist kunne jeg godt mene, at afstand ikke engang er et lovligt kriterium. Havde skolerne haft et frit skøn, og en enkelt skole havde brugt kriteriet, så er jeg ret sikker på ulovligheden. Når det står i en bekendtgørelse, så bliver det sværere, langt sværere, at vinde sagen i landsretten. Men når loven giver ministeren adgang til at fastsætte regler om optag, så er det et klart, men implicit krav, at ministeren skal bruge sin bemyndigelse sagligt. Det er den blotte afstand i min optik næppe.
Løsningen her og nu er bare ikke en retssag, som først er afgjort, når studenterhuen blidt trykkes ned over elevens hoved. Nej, den gode individuelle løsning er at flytte hen til det udvalgte gymnasium. Snyd da for helvede med folkeregistret.
Og lad os så få nogle rimelige regler i stedet.
Karakterer er bedst
Gennem hele mit liv har jeg hørt en usigelig mængde venstresnoede gentage og gentage, at karakterer og eksaminer favoriserer de boglige elever og undervurderer andre ligeværdige kompetencer. Per instinkt er jeg tilbøjelig til at frakende deres synspunkter enhver relevans, men man kan jo ikke komme udenom det: Prøver og eksaminer er designet til at bedømme boglige evner og kvalifikationer.
Og selv om gymnasierne idag sigter usigeligt meget bredere end mod de klassiske akademiske uddannelser, så er de dog indgangsporten til fag, der kræver og belønner boglige færdigheder.
Så må det jo forekomme selvmodsigende, hvis man ikke benytter sig af de prøver, som er designet til formålet, til at afgøre, hvilket sted i køen til dette eller hint gymnasium man skal stå.
Prøvekarakterer har i øvrigt den store fordel, at de er mere neutrale overfor lærernes forskellige sym- og antipatier.
Indsigelserne mod karakterer
Indsigelsen mod at vælge på grundlag af karakterer – som jeg også hører fra mine egne poder – er en frygt for en opdeling mellem elite og skodgymnasier med alle de dygtige elever stuvet sammen et sted. Besvarelsen af indsigelsen er for mig at se tvedelt. For det første om en sådan opdeling egentlig ville være så slem. Og for det andet om den ville blive så markant anderledes end idag.
Man skal være meget blåøjet, hvis man vil benægte det faktum, som eleverne selv er helt og aldeles fortrolige med, at der er udover forskellige faglige profiler, er vanskelige hhv. nemme linjer, samt attraktive og mindre tillokkende gymnasier. Sådan er det bare – også idag. Mine børn kan sagtens udpege Københavnsområdets skodgymnasier. Så det handler altså om, at man kan vælge at gøre forholdet synligt, eller om det skal være skjult. Og man kan vælge om kampen om pladserne skal ske på et gennemskueligt grundlag eller ej.
Men dybest set handler det jo om at give eleverne en uddannelse svarende til deres forudsætninger. Så hvis forudsætningerne er forskellige, så skal uddannelserne også være det. Som oftest betyder elite jo blot, at man er specialiseret. Man kan have elitegymnasier i matematik, drama, psykologi og alt muligt andet. Det gode råd til “skodgymnasiet” vil derfor være at opbygge et andet ry, f.eks. at det er i stand til slæbe elever, som andre gymnasier ville opgive, over beståelsesgrænsen. Det giver et andet klientel, men opgaven er ikke mindre agtværdig.
Så den mest almindelige indsigelse er ganske enkelt ikke valid.
Og så det med småt
Nu har jeg gjort grin med afstanden mellem skole og hjem som kriterium for optagelse på gymnasierne. Men der findes naturligvis i provinsen nogle situationer, hvor afstande eller rettere transporttider bør være afgørende for skolevalg.
Man kan forestille sig en situation, hvor byerne X og Y hver har et gymnasium. Elev A bor midt mellem de 2 byer og har 30 minutters transport til begge gymnasier. Elev B bor lige så langt væk fra gymnasium X, altså 30 minutter, men hvis han ikke optages på det, så skal han udover en kørsel til X-by også køre videre til Y-by, altså yderligere en ekstra times transport. I den situation er der god grund til at favorisere elev B, når pladserne på X gymnasium skal fordeles. Men i så fald er det transporttiden relativt og ikke afstanden, der er afgørende. Hvis blot elev A bor nogle få hundrede meter nærmere X end Y, så vil brug af et afstandskriterium alligevel føre til utålelige resultater.
Så der skal måske være undtagelser fra rent karakterræs, men de skal være begrundede og jo færre desto bedre.
I gymnasieforliget i sidste måned indgik også et spørgsmål om, hvor mange der skal have lov til at komme på gymnasierne. Det er ikke relevant i denne sammenhæng, hvor det udelukkende handler om at fordele de, som i henhold til reglerne har ret til at komme ind.
Konklusion
Når der ikke rigtig er nogle sunde modargumenter, så er en konklusion i virkeligheden nærmest overflødig. Men den kommer for en god ordens skyld: Karakterer er det bedste kriterium til at fordele elever mellem gymnasierne, og det er uforståeligt, at en borgerlig regering ikke kan indse det.
Gymnasieoptagelse – et problem og dets løsning.
De burde være så glade de unge, som forlader folkeskolen efter 9. eller 10. klasse. Der ligger så mange muligheder åbne for dem. Og så kan man alligevel møde nogle, som lige nu er bragt i deres livs krise i forbindelse med optagelse på gymnasierne.
Og hvis man spørger deres forældre, så møder man en vrede, frustration og fortvivlelse, som bunder i en afgrundsdyb følelse af afmagt over den måde, som ansøgninger om optagelse i gymnasiet behandles på.
Principperne
Man skulle ellers tro, at det hele var så enkelt, for ansøgerne skriver jo en klar prioritering af deres ønsker på den fine hjemmeside, hvor man ansøger. Og så gør maskinen ellers sit arbejde.
Først undersøger den, om der er plads på 1. prioritet. Og så bliver de fleste tilfredse, men nogle kommer ikke ind. Så undersøger maskinen om der stadig er ledige pladser på 2. prioritet, og så bliver en hel del også tilfredse. De som endnu ikke er udvalgt, sendes så videre gennem systemet på samme vis, hvilket medfører en stadigt faldende grad af tilfredshed som efterhånden afløses af irritation, decideret skuffelse og nedtrykt sindstilstand afhængigt af, hvor langt ned på den prioriterede liste man kommer.
Det er et system, der indbyder til, at man tænker taktisk, og i den forbindelse betyder taktisk, at man søger ind på en mindre attraktiv skole, end den man helst ville på. Det er jo et virkelig godt udgangspunkt for en gymnasietid, at man må elske den skole, man får, fremfor at få den man elsker. Det er ellers en livserfaring, man helst først skulle have så sent i livet som muligt.
Hvis man derimod i bar ungdommelig iver overvurderer sine muligheder, så kan man blive sendt ud på sit livs første virkelige røvtur – både mentalt og fysisk, når man hver eneste dag skal transporteres til det værst tænkelige gymnasium.
Sådan virker det
For at se mekanikken i systemet, så har jeg opstillet et eksempel. Og lad mig fra starten sige, at eksemplet er lavet, så det til fulde illustrerer de ønskede pointer.
Vi tænker os 16 elever, der søger ind på 4 gymnasier. Hvert gymnasium kan optage 4 elever. De 16 elever har samme præference for gymnasier, så alle altså helst vil gå på gymnasium A, dernæst på B og så fremdeles.
Elevernes kvalifikationer er også i en klar rækkefølge fra nr. 1 – 16. Det betyder, at som udgangspunkt burde nr. 1 – 4 havne på gymnasium A, 5 – 8 på B, etc. Dette er altså idealet, systemet bør opnå.
Nogle elever overvurderer imidlertid deres muligheder, andre tænker bevidst taktisk og undervurderer. I alt søger 7 ind på A, 4 på B, 4 på C og kun 1 vurderer – fejlagtigt – at han nok alligevel havner på D.
Det kan opstilles sådan
Elev nr. Ideal 1. prioritet Resultat
1 A A A
2 A A A
3 A A A
4 A B B
5 B A A
6 B A D
7 B B B
8 B C C
9 C A D
10 C B B
11 C C C
12 C D D
13 D A D
14 D B B
15 D C C
16 D C C
Det er jo et temmeligt aparte resultat, når man sammenholder med idealet:
- De 4 bedst kvalificerede lever op til håbets grønne farve, bortset fra ham som undervurderede sig selv.
- Dem fra det pæne, men ikke prangende blå felt fordeler sig over samtlige 4 gymnasier. Der er altså en, som opnår en dobbelt-underscoring!
- Det forræderiske gule felt sender 2 ned i katastrofen, kun 1 rammer rigtigt og 1 heldig scorer for højt.
- De 4, som skulle have ramt den røde katastrofe, ender forbløffende godt, for 3 af dem overscorer, heraf en dobbelt-overscoring.
Der er nogle interessant pointer. De taktiske får deres taktik opfyldt, men ikke hverken deres virkelige ønske eller reelle potentiale. Og det er de taktiske, som udløser katastrofen for de virkelige tabere, som er de, der overvurderede sig selv.
Havde alle søgt efter deres hedeste ønske, så var de endt efter idealet. Og det samme gælder, hvis alle havde bedømt sig selv realistisk. Men så idealistiske og indsigtfulde var de bare ikke.
Konklusionen er enkel: Systemet duer ikke. Det opfordrer til, at unge mennesker starter livet med at tænke taktisk, slække på ambitionerne, og de, som virkelig stræber højt, får rigtige smæk. Så kan det dårligt blive værre.
Løsningen
Danmark er ikke ene om at have et system med de problemer – tværtimod. Og derfor har kloge hjerner også tænkt dybt over en løsning. En af dem er Stanford-professoren og Nobelprisvinderen fra 2012, Al Roth.
Hans løsning er forrygende enkel og består i, at man aldrig må straffes for at stræbe for højt. Man kan påføre sig selv straf ved at stræbe under sit potentiale, det kan ingen hindre. Men hvorfor skulle nogen sigte for lavt, hvis det er den eneste måde, man kan tabe på!
Prøv lige at kigge på dem, der underscorer i tabellen ovenfor.
Den øverste af dem er nr. 4, der imidlertid kun har sin egen ringe selvtillid at takke for resultatet. Og han har hjulpet nr. 5 til at komme på A-gymnasiet.
For nr. 6 går det rigtig galt, og her er det systemets skyld. Den rigtige løsning havde været, at gymnasium B i en første – foreløbig – runde sagsbehandling fik tildelt de elever, som tabellen viser (nr. 4, 7, 10 og 14). Men når de modtog ansøgningen fra nr. 6, så skulle de revidere rækkefølgen til 4, 6, 7, 10. Konsekvensen er, at nr. 14 bliver skubbet ned og sendt videre til sin 2. prioritet.
Her burde systemet lave en ny foreløbig runde, hvor den vurderer om nr. 14 kan komme ind på sin 2. prioritet. Og sådan bliver man ved med foreløbige runder, indtil der ikke længere er nogen, som bliver skubbet ned i en runde. Så har man resultatet.
Hvis man gennemregner modellen på den måde, hvor samtlige elever har samme prioriteringer som ovenfor, så når man til følgende resultat:
- Gymnasium A: 1, 2, 3 og 5.
- Gymnasium B: 4, 6, 7 og 9.
- Gymnasium C: 8, 10, 11 og 13
- Gymnasium D: 12, 14, 15 og 16.
Der er altså 4, som underscorer 1 plads, og 4 som overscorer 1 plads, men ingen laver dobbelt-overscoring eller dobbelt-underscoring. Og de 4 underscorere er selv skyld i det, og de skaber selv pladsen for, at næste i rækken kan overscore.
Al Roth’ system straffer taktikerne, belønner stræberne og udelukker kvit eller dobbelt.
Når stræberne belønnes, så er det helt og aldeles risikofrit at søge lige præcis det, ens hjerte begærer. Man kan måske ikke vinde både prinsessen og det halve kongerige, men man kan heller ikke ende i muddergrøften for at forsøge.
Og så det, som står med småt
Når man har regnet på modeller, så skal man altid huske at kritisere dem bagefter. Den væsentligste indvending er, at man i virkelighedens verden ikke ikke kan kan vide, hvor man står i køen. Men netop derfor gælder det jo om at stræbe højt – for med de smarteste regler kan man ikke længere falde dybt.
En anden indvending kunne være, at forskellige skoler bør kunne have forskellige kriterier for optagelse. Den indvending er ikke valid, for hvis bare den enkelte skoles kriterier er sådan, at man kan foretage en entydig opstilling af lige præcis denne skoles ansøgere i en kø, så kan systemet håndtere det korrekt. Hvis man ikke kommer ind på sin 1. prioritet, så får man den plads i køen, som man under alle omstændigheder ville have fået på skole nr. 2. Faktisk kan systemet uden problemer håndtere, at hver enkelt skole har flere linjer med forskellige adgangskriterier.
En 3. indvending kunne være, at 2 ansøgere kan stå lige. Det har Roth også løst, for han starter med at give hver ansøger et nummer ved lodtrækning, og hver gang 2 ansøgere står lige, så vinder den med det laveste nr. i lotteriet. Lotteriet skal ske på forhånd, for hvis det sker i det enkelte tilfælde, så kan samme person være uheldig flere gange.
Den 4. indvending er klassikeren: “Det kan være meget godt i teorien, men virker det i praksis?” Svaret er et enkelt: “Ja.” New York og Boston var de første til at indføre det. Og der reducerede det antallet af tilfælde, hvor folk blev sendt ned ad deres rangstige betydeligt – og navnlig reducerer det, hvor langt de sendes ned ad stigen.
Den sidste indvending, som er den, jeg har hørt fra alle de uheldige forældre på mine børns skole, har intet med matematikken at gøre, men handler om, at vi i Danmark udvælger ansøgere efter noget så tilfældigt som afstanden mellem skole og hjem. Det har jeg tænkt mig at skrive et andet opslag om.
Konklusion
Eksemplet ovenfor har givet nogle urimelige resultater. Men der findes relativt enkle løsninger. Så det hele kan faktisk sammenfattes i et citat fra Tordenskjold, da han skulle modtage Fæstningen Carlsteens overgivelse: “Hvad dæ’len nøler I efter!“