Afkriminalisering af cannabis er formentlig blot et spørgsmål om tid, så det er på tide at tænke over de praktiske konsekvenser for hashhandelen
Når først Børsen og bedsteborgere begynder at beskæftige sig med liberalisering af hash, så er tidevandet ved at skifte. Meningerne er måske ikke så nye, men det er nyt, at man giver udtryk for dem på et tidspunkt, hvor et massivt flertal i Folketinget stadig finder det opportunt at være modstandere.
Men hvordan bør en frigivelse gennemføres i praksis. De fleste forestiller sig nok, at der skal være tale om en meget intens regulering, hvor sælgernes personlighed og baggrund skal godkendes, hvor varerne skal underlægges en offentlig kvalitetskontrol, og hvor skattevæsenet nidkært inddriver punktafgift på hashen. Men det er måske ikke den bedste ordning.
Det handler om etik
Når man skal skabe et stykke lovgivning helt fra bunden, så bør chancen udnyttes til at tage de helt principielle drøftelser om, hvordan man får det bedste resultat – uden at kaste sig ud i overvejelser om overgangsordninger, indfasninger og allehånde særinteresser. Det er muligt at handle etisk, så lad os gøre det.
Uanset hvilke grunde man har til at ønske sig hashmarkedet frigivet, hvad enten det er rent pragmatiske tanker eller principielle synspunkter om individets ret til at bestemme over eget liv, så kommer man ikke udenom, at cannabis er et rusmiddel, som enhver ordentlig familiefar bør råde sine teenagebørn til at passe på med.
Frigivelse af hash bør ikke opfattes som en opfordring til at forbruge det. Og slet ikke som en aktivitet, som staten understøtter ved at sørge for ”gode og trygge rammer” for forbruget. En detaljeret regulering af cannabis kan imidlertid godt fremstå som ikke alene en accept af forbruget, men en decideret tilskyndelse til et forbrug.
Og når først staten har begunstiget en aktivitet, så flyttes ansvaret for skader ved aktiviteten jo nemt til det offentlige. Staten betaler allerede misbrugsbehandling, men så vidt muligt må ansvar for kvaliteten af cannabis ligge hos forhandlerne.
Så af de grunde bør reguleringen af et fremtidigt hashmarked snarere være så behersket som muligt end det modsatte.
De hidtidige forhandlere er nok de bedste
Et af de seneste argumenter mod frigivelse har været, at banderne jo bare vil finde ny kriminalitet, så en frigivelse blot vil medføre en tilsvarende øgning af anden kriminalitet. Argumentet er hult, og derfor klinger det godt. Men man kan altså ikke bare lige fremtrylle en tilsvarende mængde lukrative muligheder for kriminalitet, der er forbundet med lige så ringe sandsynlighed for opdagelse. For medens hashhandel er en aktivitet, hvor offer og gerningsmand vil samarbejde om at undgå opdagelse, så gør det samme sig ikke gældende for hverken afpresning, røveri eller tilsvarende.
Men der er selvsagt altid et problem, når en gruppe mennesker mister deres job, fordi de så skal finde noget andet. Og hvor ukonventionelt det end måtte lyde, så ville det måske være nærliggende, at lade de nuværende hashhandlere fortsætte, hvis de da ønsker det. Det er trods alt den gruppe, som ved klart mest om produktet, som kender markedet, og som har kundernes tillid. Det er da også enklere end alle mulige dyre rehabiliteringsprojekter.
De private militser, som vi kender som bander, bliver alt for dyre at opretholde under priskonkurrence. Der er ikke brug for vagtfunktionen, og medens volden i dag sjældent anmeldes af offeret, fordi han så selv kommer i søgelyset, så vil det ændres, så militserne snart ville havne på ”orlov” bag tremmer.
Bør der være punktafgift?
Der vil nok være en del, som er tilhængere af liberalisering, fordi man så kan erstatte udgifter til politi og retsvæsen med indtægter fra hashafgift. Og navnlig ønsker en afgift, som er sat så højt, at den både begrænser forbruget og betaler for alle de udgifter, som vil være forbundne med behandling af et formodentligt stigende antal misbrugere.
Igen bør man måske tænke utraditionelt. For en meget høj afgift er jo ensbetydende med en mulighed for at opretholde et alternativt sort marked for indsmuglede varer. Så hvis man virkelig ønsker at få ordnede forhold og udryddet kriminalitet, så skal man sørge for, at det legale marked til enhver tid kan underbyde en hvilken som helst alternativ forhandler. Moms undgår man ikke, men det bør nok også være det hele.
Samlet set må man konkludere, at hvis man langt om længe tager skridt til en frigivelse af hashmarkedet, så skal det ikke være halvhjertet og superreguleret, men derimod en total ophævelse af forbuddet uden at sætte en masse andre registreringer, reguleringer og forhindringer i stedet.