Tag: Liberal Alliance

Udgivet den

Nye borgerlige

Her til formiddag havde jeg fornøjelsen af at høre Pernille Vermund tale ganske kort om projektet “Nye Borgerlige”.

Hun er meget præsentabel, og det skader jo ikke, når et budskab pakkes pænt ind. Øvelsen i at holde offentlige taler er endnu ikke så stor, at hun virker afslappet i rollen. Men hun bruger manuskript og manuskriptet var velkomponeret uden alt for meget skriftsprog.

Hun er altså ikke uden evner.

Økonomien

Hun var blandt venner, når det drejede sig om den økonomiske politik. Og jeg bliver heller ikke uenig i målene om løbende reduktion af den offentlige sektor. Om man kan love dem opfyldt så hurtigt og konsekvent, som hun gør, det afhænger i den grad af udmøntningen.

Der er ingen tvivl om, at på det punkt opfører hun sig i forhold til Liberal Alliance, nøjagtig ligesom min Vasco gør det i forhold til naboens løbske tæve – lige bagved, snusende i røven og klar til at hoppe op bagfra ved blot den mindste mulighed.

I hendes tilfælde vil der komme et overbud, hver eneste gang chancen byder sig.

Udlændingene

Når hun alligevel vil blive beskrevet som højrefløj snarere end som ultraliberalist, så skyldes det partiets udkast til udlændingepolitik, som med rette indebærer et sådant ryk, at den kan kaldes ekstrem – navnlig fordi den ikke skelner mellem de store grupper af fremmede 2. og 3. generations indvånere og fremtidige tilvandrende. De som er dyrket i vor egen have, kan man anstændigvis ikke arbitrært fratage veletablerede retspositioner.

Sociale ydelser skal forbeholdes danske statsborgere, udlændinge skal have pligt til at tegne forsikring. Og selv den ringeste kriminalitet skal medføre udvisning.
Hvis man gør det, så vil vi imidlertid se frifindelser, som vil få selv O. J. Simpsons til at blegne. Det viser erfaringerne fra dengang fosterfordrivelse var strafbart. Der blev frifundet, så det stod efter. Jeg kunne frygte, at den funktion allerede findes, og den vil blive værre.
De har heller ikke fået løst det lille praktiske problem, at udvisningerne ikke kan gennemføres, fordi hjemlandene ikke samarbejder.
Den del af programmet ville jeg kunne pille i stykker på få minutter på en fjernsynsskærm – bare ved at lade hende tale ud. Clement Kjærsgaard derimod ville være vand på hendes mølle.

Overlever de?

Om hendes parti har en chance afhænger vel først og fremmest af, hvordan de øvrige borgerlige partier reagerer. Hattedamerne får hun ikke fat på, og den del af DFs vælgere, som ønsker at begrænse antaller af udlændinge, fordi de så kan bevare en velfærdsstat, skal nok også overtales.
Kampen om medianvælgeren bør dog nok være sat på pause.
Udgivet den

Lejeregulering giver reaktioner fra udlejerne, ligesom tyve med koben udløser panserdøre hos husejerne

Kasper Kildegaard, der er en af Danmarks mest bemærkelsesværdige unge journalister, fik sat fokus på huslejereguleringen med en kæmperartikel i Berlingske. Han fik god hjælp af Søren Pind, der klogt nok lyttede mere til sine liberale instinkter end til Venstres spindoktorer. Det gav mig en mulighed for at ytre mig som en lille bidragyder på den gode side i Børsen. Christopher redigerer godt, men jeg foretrækker alligevel min egen version.

Skadelig lejeregulering.

Debatten om lejeloven er blusset op igen. Der var fut i den i maj og nu har Søren Pind og LA så pustet til gløderne. Når man har fulgt udviklingen gennem er længere årrække, så vil man kunne se, at der er sket en forskydning i problemet.

For en generation siden var den største del af etageejendommene omfattet af loven. Det er de ikke længere, og det skyldes, at de de er blevet til enten ejer eller andelsejligheder. Det som nu er lovens hovedområde og hovedproblem, er derimod udlejning af enkelte boliger, typisk et par års udlejning af netop en ejer- eller andelslejlighed.

De lejligheder udgør i virkeligheden boligmarkedets buffer. Nogle gange lejes de ud, i andre perioder foretrækker ejeren at lade være. Klassikeren er ung mand, der flytter hen til kæreste. Skal han lade boligen stå tom eller udleje?Den type lejligheder bliver meget ofte andre unges adgangsbillet til boligmarkedet. Så aktørerne i spillet er næsten altid unge og temmeligt uerfarne – på begge sider.

Hvis man skal beskrive virkningen metaforisk, så kunne man spørge sig selv, hvad der ville ske, hvis alle landets lyssky personager blev udstyret med et koben for at skaffe sig adgang til kapitalisternes hjem. Det kræver ikke megen fantasi at forstå, at så vil husejerne anskaffe sig panserdøre. Og tilsidst vil ingen turde åbne deres hoveddør, end ikke for gode bekendte.

Og det er lige præcis sådan loven virker. Den skal give adgang til billige boliger, og ikke alene kan den bruges, førend man flytter ind. Den kan også bruges med tilbagevirkende kraft i et helt år efter indflytningen. Så naturligvis påvirker det mængden af boliger og indholdet af lejekontrakterne, for selv om kontrakterne så ikke er helt lovlige, så kan man jo håbe på, at lejeren ikke ved, hvilke magtmidler der er til hans rådighed, eller at han finder dem ulækre at bruge.

Derfor er LAs forslag om at støve Schlüter-regeringens gamle idé om fri husleje på sådanne enkeltboliger af igen et stort fremskridt. Og når nogen råber ultra-, neo-, eller højreliberalistisk i den anledning, så husk at dengang stemte de radikale for forslaget. Det er faktisk bare pæn midterpolitik, og på sigt har vi brug for meget mere af samme skuffe.

Jens Frederik

Udgivet den

De nye borgerlige vælgere

Medens ideologerne skændes

Det borgerlige Danmark, som foretrækker, at staten har en begrænset rolle, men ikke har behov for at være skingre, hører man ikke så meget til, men det er de moderat talende borgerlige, som kan holde på de nye borgerlige.

 
Der foregår for tiden højlydte ideologiske slagsmål mellem den borgerlige families medlemmer, senest om juletræer i boligbyggerier! Hver side har sine proselytter, og hvis man forsøger at lægge sig imellem, skal man nok få skudt falske motiver i skoene. Det handler slet ikke om at påvise fordelene ved egne synspunkter, men derimod om at rakke ned på de andres. For hver ny indbyrdes nederdrægtighed forsøger jeg at tænke, at i sidste ende skal de jo samarbejde, hvis ikke de vil miste chancen for en borgerlig regering, så de kan jo ikke blive ved i uendelighed.

Men det er efterhånden bekymrende, at en række af den borgerlige fløjs mere princip-tænkende medlemmer – ideologerne – forsømmer den virkelige opgave, nemlig at fastholde alle vore nye vælgere. Bare at være glad for, at opinionsmålingerne viser vælgervandringer til de borgerlige partier, er ganske enkelt ikke nok. Vi bør ikke være i tvivl om, at en relativ stor del af de nye vælgere er kommet mere af nød end af lyst. Venstrefløjens løsninger på samfundets udfordringer er åbenlyst ikke effektive, og de bryder klart med såvel de fantasifulde overbud fra sidste valgkamp som venstrefløjens traditionelle holdninger. Venstrefløjen har mistet troværdighed, og dens vælgere søger et nyt ståsted. At fastholde de nye vælgere og at få dem til at slå rod på den borgerlige side, er en svær, men også dejligt konstruktiv opgave. Med et lidt højstemt udtryk, så handler det om at grundfæste dem i vort verdenssyn.

Det er bestemt ikke ensbetydende med, at man skal gentage Schlüters og Fogh-Rasmussens forsøg på at befinde sig i midten af dansk politik, for det førte blot til, at midten forsvandt stedse længere mod venstre og til en angst for egen skygge, der længe forhindrede f.eks. den efterlønsreform, som alle ellers forstod var nødvendig. Og Venstre er jo stadig lettere handlingslammet af sine egne erklærede mål om en bestandig vækst i den offentlige sektor. Men i en situation, hvor væksten i det samlede samfund er beskeden, kunne man vel efterhånden gøre op dermed.Tilsvarende bør man tage den tidsel, som det svigtede skattestop udgør, op til drøftelse og erkende, at skattestop godt nok er svære at overholde under et økonomisk boom. Og vi svigtede det! Basta.

Og lad os så komme videre med de praktiske gøremål. Vi er nødt til at tale om, at traditionelle offentlige opgaver enten skal beskæres drastisk af politikerne, som ikke er specielt gode til at gøre det, eller også overdrages til borgerne mod samtidige, delvise reduktioner i skatterne. Man kan ikke fjerne offentlige underskud uden besparelser, og så længe der er underskud, kan man ikke sænke skatterne lige så meget, som man reducerer udgifterne.Det er den jordnære side deraf, men vi må også sørge for, at vi står ved, at vi vil gøre det, fordi det fører til et samfund, der er bedre for alle, og måske endda navnlig for dem, som ikke er så gode til at stikke sugerøret ned i den store offentlige kasse – samfundets svageste. Det var trods alt ikke om en omfattende velfærdsstat, at Grundtvig skrev de konstaterende ord, at »få har for meget og færre for lidt«.

Et svært punkt, når vi skal fastholde de nye vælgere, er, at vi også skal dømmes på udflydende begreber, såsom menneskesyn, social forståelse og deslige. Og det bliver ikke bedre af, at det faktisk ofte er den slags begreber, der er afgørende for vores tilhørsforhold. Historisk set har det danske samfund imidlertid været usædvanlig homogent, så mon ikke det brede flertal af os – uanset om vi opfatter os selv som borgerlige eller venstrefløj – faktisk har temmelig meget til fælles.

Der findes mennesker med ejendommelige synspunkter på begge fløje. Nogle vil afskaffe politiet, andre vil forbyde flagning med andet end Dannebrog. Og på begge fløje findes de, som ikke vil straffe incest. I alle tilfælde kommer de outrerede synspunkter til at skygge temmelig effektivt for mere jævn fornuft. Navnlig derfor er det ærgerligt, når nogle beskedne minoriteter forsøger at tage patent på at repræsentere den ene sande borgerlige tro. Og det er virkelig en stor hjælp, når de samme borgerlige opinionsdannere indbyrdes udviser en stærkt begrænset tolerance for afvigende meninger.

Der er en forskel på borgerlige og venstrefløjen. Og det handler grundlæggende om, hvor meget og på hvilke områder, staten skal gribe ind i den enkeltes liv. Det borgerlige Danmark, som foretrækker at staten har en begrænset rolle, men ikke har behov for at være skingre derom, hører vi ikke så meget til. Men det er de moderat talende borgerlige som kan holde på de nye borgerlige.Dybest set må man bestemme sig for, om man debatterer for at høre sig selv eller for at vinde nye tilhængere. Det er en svær opgave, langt sværere end at opføre sig som de forskellige fraktioner af frihedskæmpere i Monty Pythons Life of Brian, og det er også langt sværere end at udstille venstrefløjens svagheder, uanset hvor morsomt ministrenes forhold til barselsorlov er.

Jens Frederik

Bragt i Berlingske søndag d. 11. november 2012

Udgivet den

Boligpolitik – Liberal Alliance

Gennem mindst et årti har jeg som en ensom ulv tudet imod månen om boligpolitik, deriblandt også forsøgt at tude ørerne fulde på Ole Birk, der nu er LAs boligpolitiske ordfører. Det går faktisk længere tilbage, helt til Fogh Rasmussen trådte til. Lidt har Ole da lært, så han har skrevet et boligpolitisk oplæg, men det er nu ikke blevet specielt nytænkende. Derfor denne mildt kritiske kommentar i Børsen. Desværre lægger Børsen ikke den slags på sin netavis.

Brug for boligoprør

Det er rigtig længe siden boligpolitik har været sat på dagsordenen i Danmark. Folketingets boligudvalg er nok den mest anonyme skare politikere man kan pege på, og kun ganske få har en mening om boligpolitik. Og det selv om kun skat beslaglægger en større del af vore indkomster.

Så af den grund fortjener LA ros for at have lanceret et boligpolitisk oplæg. Men er udspillet liberalt i en sådan grad, at man ligefrem skal tage notits deraf. Det mener Børsen tilsyneladende og andre vil nok mene det samme. Navnlig kan man da forvente, at venstrefløjen vil fremhæve udspillet som ikke blot liberalt, men ultra-liberalt.

 Derfor kan der være grund til at hæfte sig ved udspillets mangler. For lejeboligerne er det største problem, at man ganske vist bekender sig til fri husleje, men vil indfase den over 20 år. Det er en længere indfasningsperiode end SF gik med til i midten af 60-erne (dengang blev det overhalet indenom af inflationen, og det sker nok igen). Derudover anerkender man det sædvanlige hokus-pokus om lejeren som den præsumptivt svagere part i kontrakten. Det burde liberale kunne gennemskue.

I forhold til den almennyttige sektor får man ikke gjort op med tanken om boligselskaberne som perpetuelle juridiske personer. Så længe ejerstrukturen består, får man det klassiske problem med “den døde hånd”. Kun en overgang til personlig ejendomsret til boligen (på linje med landbrugets overgang til selveje) kan løse de problemer. Der var Anders Fogh tættere på en løsning. Der tages heller ikke fat på boligselskabernes skattemæssige privilegier – herunder også den manglende generationsskiftebeskatning. Det kunne ellers bruges til at lette andre skattebyrder.

For ejerboligernes vedkommende ville det være rimeligt at genoverveje de voldsomme transaktionsomkostninger ved køb og salg, men det sker heller ikke.

Så alt i alt er udspillet måske nok mere liberalt end den hidtil førte politik. Men på en absolut skala er det ikke specielt liberalt. Faktisk læner en hel del sig op ad boligpolitiske strøtanker fra Anders Samuelsens gamle parti. Så det er måske i virkeligheden mest et oprør fra midten.

PS Titlen på LAs udspil er forøvrigt temmeligt tæt på overskriften på en af mine gamle kronikker i Politiken. Er det mon et “freudian slip”?

PPS Du burde måske læse de andre artikler på min boligside

Udgivet den

Liberal alliance som ekstremister


Ikke alt, man skriver, er lige begavet. Men somme tider kan det være nødvendigt at svare på noget, som er decideret ubegavet. Og uanset vi ikke er Parteigenossen, så synes jeg Liberal Alliance er gode og nære borgerlige venner, som bestemt har en opgave at udfylde. Og at sætte dem i samme bås som Enhedslisten, som “filosoffen” Lars Östmann gjorde forleden, er en hån.

Derfor nedenstående lille dybt personlige skinnebensspark, som blev bragt i Berlingskes papirudgave

Det lykkedes mig for øvrigt at undlade at beskrive, hvilket dybsindigt emne den ph.d.-studerende Östman (det der med ¨ er altså svært, men uden går det ikke) beskæftiger sig med, men man kan jo selv slå op på universitetets hjemmeside.

Ekstremisme

Ph.d.-studerende skal have budskaber til verden. Portrættet, der ledsager Lars Östmans jævnlige indspark, illustrerer det levende. Et dybt koncentreret menneske, der lader sig afbryde fra sit arbejde for et kort øjeblik at retlede os andre om verdens sande sammenhænge.
En af disse sammenhænge er, at politisk ekstremisme på begge fløje er i vækst og bør undgås (han bruger heldigvis ikke voldsmetaforen “bekæmpes”). Nyt er budskabet jo egentlig ikke, og at være uenig i konklusionen er også svært.

Men vokser ekstremismen virkelig både til højre og til venstre. Når Östman fremhæver Liberal Alliance som eksemplet på faretruende højre-ekstremisme, så er det unægtelig et noget tamt skue. Medlem af Liberal Alliance er jeg ikke – og bliver det næppe heller – så dette er ikke en partisoldats forsvar for den store leder, Anders Samuelsen.

At angribe LA for ekstremisme er imidlertid også at erklære, at f.eks. Carina-debatten var “ekstrem”. Men det giver jo ingen mening. Carina-debatten åbnede øjnene for nogle urimelige forhold hos det store flertal af danskere, som ikke dagligt kan overskue alle dele af velfærdsstaten.

Når Östman på den måde afskriver saglig (om end sprogligt farvet) debat om væsentlige emner som “ekstremisme”, så afskærer man samfundet fra at høre på betydelige gruppers mening om udformningen af vort fælles samfund. Så skaber man snarere grobund for den frustration, der er en ofte påberåbt grobund for ekstremisme.

At argumentere mod politiske forslag og at tage afstand fra de groteske er fint. Men at opstille fjendebilleder i forhold til jævn og fornuftig tale fremmer ikke forståelse og dialog. Hvis Östman vil fastholde, at LA er ekstreme, så modvirker han sit eget budskab, og han viser også, at han endnu ikke har forstået alle verdens sammenhænge.

Jens Fr.

PS Jeg er glad for, at du har orket at læse så langt – endnu en gang.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: