Znaiders skatteproblem

Når Skat spiller unoder


Så kører den igen. Skat er nidkære. Og denne gang går det ud over violinisten Nicolai Znaider, der angiveligt havde bopæl i kongeriget i årene 2006-10.

Hvis ellers referatet i avisen er korrekt, så må man bare konstatere, at Skats synspunkter er helt gale. De spiller simpelthen en forkert melodi og de spiller falsk. Men violin er jo også et svært instrument.

Sagen startede på baggrund af Skats undersøgelser af brugen af udenlandske kreditkort i Danmark, nøjagtig ligesom den kendte West-sag. Skat troede, at han var her mere end 180 dage om året, og hvis det havde været tilfældet, så kunne de svinge – om ikke taktstokken, så i hvert fald pisken. Men han var her kun i 160 dage.

Allerførst skal man være opmærksom på, at selv om der fra Skats side har været talt meget om tilflyttere hhv. fraflyttere, så er der kun én lovregel, så principielt burde kriterierne for fraflytning og tilflytning være de samme.

I praksis er der dog forskel, navnlig ved at man aldrig kan fraflytte uden at opgive en fast helårsbolig i Danmark. Man kan sælge den eller udleje i mindst 2 år, men ellers bevares bopælen. (Det kan give helvedes kvaler, hvis lejeren flytter, og det ikke lykkes at få genudlejet straks.)

Znaider var med sikkerhed tidligere fraflyttet, så i hans tilfælde handlede det om at erhverve bopæl igen.

Der er mindst 2 måder man kan erhverve bopæl i Danmark på. Man kan være her mere end 180 dage om året eller man kan være her i kortere tid, men samtidig have en helårsbopæl til rådighed samt sin familie her. Det var den sidste situation, der gjaldt Stephen Kinnock, som de fleste umiddelbart vil sammenligne med.

Altså! Hvis faktum er, at ens kernefamilie etablerer fast bopæl i Danmark, dvs at konen og evt. børn flytter hertil, så er den helt overvejende hovedregel, at man også selv har bopæl her. Man kan selvsagt også gøre det ved at gifte sig med en, der bor i Danmark og som ikke flytter ud efter ægteskabet. 

I denne forbindelse har skattereglerne en temmelig banal opfattelse af livets realiteter. Man har bopæl der, hvor man har sit seksualliv, og derfor var Kinnocks homofili væsentlig uanset talløse postulater om det modsatte. Hvis man indgår i et alternativt parforhold, så det lovformelige ægteskab kun er en formel skal, så skal der selvsagt lægges vægt på realiteterne. (Sådan er dansk rets udgangspunkt altid i forhold til formalia, og det er egentlig ret dejligt.)

Man kan imidlertid som en undtagelse i en kortere årrække opretholde udenlandsk bopæl, hvis man kun kommer her i sin fritid og intet arbejde udfører. Jo længere undtagelsen skal vare, desto renere skal man være. Tidligere sagde man max. 2 år. Dette fik Kinnock ændret. Det er den væsentligste grund til, at man kan konstatere, at han blev behandlet bedre end tidligere praksis.

Det er imidlertid ubestridt, at Znaider ikke havde sin sexpartner i Danmark, men derimod i en af ham købt lejlighed i USA. Så det er fuldstændig umuligt for ham, at have bopæl her.

Og når man ikke har bopæl her, så kan man arbejde for sin udenlandske arbejdsgiver i døgnets 24 timer uden at skulle betale dansk skat, forudsat indtægten ikke ‘stammer fra Danmark’.

Koncerter i Danmark skal der betales skat af, men det giver ikke mening at anse hans daglige øvetimer for arbejde udført i Danmark.

Forskellen på Znaider og Kinnock er altså, at medens Kinnock blevet reddet på det yderste hængende hår af en undtagelsesregel, så kan Znaider slet ikke blive skattepligtig.

Derfor forekommer det mig – som mangeårigt medlem af Københavns skatteankenævn – ganske enkelt vanskeligt at se, på hvilket grundlag en bare nogenlunde kompetent medarbejder hos Skat har kunnet starte den sag. Man kan kun konkludere, at Skat spiller unoder.

Kampen om Kinnocks skattesag

Ikke siden Glistrup i januar 1971 fremviste sit skattekort i fjernsynet, har nogen skattesag fået så megen bevågenhed som Kinnocks. Der kan ikke være nogen tvivl om, at den forrige regering interesserede sig dybt og inderligt for udfaldet. Det var kun naturligt. At “skadefryd også er glæde”, gælder naturligvis også for politikere – måske navnlig for dem.


Den nuværende regering har en lige så oplagt interesse i at udnytte sagen. Men det rummer bare et faremoment, hvis der kan rejses tvivl om selve afgørelsen af skattesagen. Derfor har undersøgelseskommissionen fået sit smukt begrænsede kommissorium, så man kun skal undersøge eventuelt pres på sagsbehandlerne og lækager til pressen. Det skatteretlige spørgsmål ligger derimod udenfor, og det ligger også udenfor at undersøge, om en eller flere embedsmænd tog personlige hensyn ved sagens afgørelse.
Og det så ud til at gå fremragende, lige indtil Camilla West meldte sig på banen. Selv nyheden om en såkaldt praksisændring havde man overlevet. Sidenhen er forsøgene på en panikredning taget til. Den mest subtile er, at der ikke er tale om en ændring af praksis, men derimod blot om en ændring af beskrivelsen af praksis. Men det indebærer jo, at man påstår, at ikke en eneste sagsbehandler på et eneste af Skats mange lokale kontorer nogensinde har rettet sig efter den gamle beskrivelse af praksis. Og det er Camilla West desværre et eklatant eksempel på, ikke er rigtigt.
Det centrale skatteretlige spørgsmål er om Kinnock var skattepligtig. Under sagen er vi blevet belært om forskellen på fraflyttere og tilflyttere. Måske meget fornuftigt, men alligevel lidt underligt, for der er jo kun et sæt lovregler, og de skelner ikke. Og så kan man jo tilføje, at i Kinnocks tilfælde var der også et element af yo-yo, idet hans nuværende tilknytning til Danmark åbenbart kom i stand kort efter, at han i sin tid forlod Danmark.
I de 8 år hvor jeg sad i Københavns Skatteankenævn, så var der en ting, vi ikke kunne lide, og det var yoyo’er. Det lugter altid af omgåelse og stregspilleri.
Det traditionelle synspunkt var, at hvis kone og børn tog ophold i Danmark, men manden ikke brød sig om dansk skattepligt, så kunne det gå an i 2-3 år. Nu er synspunktet, at en fast grænse er ulovligt. Men på grund af skatteniveauet i Danmark er en vis bidskhed nødvendig, og af hensyn til borgernes retssikkerhed må Skat operere med temmelig faste hovedregler. Og de 2-3 år var reelt blot en illustration af, at jo længere man fortsætter, desto bedre skal forklaringen være.
Det er muligt, at man i Skat København ikke var i tvivl om resultatet, men det er i så fald et klarsyn, som må være forbeholdt de virkelige eksperter. Og det kan man ikke betragte en skatteminister som. Man kan selvsagt forvente, at ministre interesserer sig for deres sagsområde, og derfor sætter sig ind i reglerne med den grundighed, som man kan forvente af en interesseret amatør. Og til det formål råder de også over gode lærere, men ikke nødvendigvis lærere med en kritisk holdning til regelsættet.
Naturligvis var Troels Lund Poulsen ikke uhildet i sin opfattelse af sagen, men den var helt ærligt også så meget på vippen, at det ikke var helt urimeligt, hvis han undersøgte om der var nogen – lovlige – midler til at ændre den. At fremstille ministeren som en ridder for retfærdighedens sag ville nok være at stramme den, men man strammer den lige så meget, hvis man mener, at en minister slet ikke skal have nogen mening om lovligheden af hans embedsmænds afgørelser.

%d bloggers like this: