Mit politiske standpunkt

Argumenterne er det centrale på en blog.  Det bør handle om, hvorfor jeg mener noget, ikke hvem jeg er. Men mine synsvinkler og begrundelser afspejler naturligvis personligheden.

 

Min politiske trosbekendelse
Politik handler tiere om, hvem der bestemmer, end om hvad der bestemmes. For mig er målet, at det er den enkelte borger, som selv får lov til at bestemme. Hvis ikke vi kan stole på, at borgerne – det vil sige dig og mig – vil gøre det fornuftigt, hvordan kan vi så stole på, at vi kan gøre det kollektivt.

At forskellighed er vejen til udvikling, er mit andet dogme. Jeg vælger at tro på fremskridtet;  det er oftest famlende, tøvende og søgende, men det er der. Essensen af fremskridt er, at vi sammenligner forskellige muligheder for ændring, og så vælger den, som, vi forventer, vil være bedst. Derfor er retten til at indrette sig forskelligt så usigeligt vigtig for fællesskabet, for kun den kan give os valgmulighederne og dermed fremskridt.

Samlet fører det til en position som klassisk liberal, hvilket sjovt nok er det pæne synonym for neoliberal. Måske har jeg endog et stænk af libertarianer eller anarcho-kapitalist i mig.

Min politiske uddannelse
Folkeskolen, hvor de yngre lærere dengang hyldede Mao og alle hans gerninger og alt hans væsen, var min første bevidste kontakt til politik.  Det har jeg haft tydelige eftervirkninger af.

Den afgørende politiske begivenhed var imidlertid et foredrag af Keith Joseph engang i 1978. Her efter murens fald kan man dårligt huske alle de mærkelige regler og forbud, som begrænsede vores liv dengang. Jeg plejer at minde om, at det var forbudt at sælge bibler og salmebøger om søndagen, at man skulle have myndighedernes tilladelse for at låne penge til at bygge sit køkken om, og at besiddelse af udenlandsk valuta var strafbart. Når Joseph derfor talte om en fremtid med mere frihed, så betød det noget konkret.

Fra 1982, fik jeg min gang i KUK – Konservativ Ungdom i København –  en højborg for en såvel økonomisk som socialt liberal tilgang til løsning af samfundets problemer. Vi brugte selv ordet libertarianere. Vores tanker om privatisering blev anset for samfundsomstyrtende, og partiets top betragtede os med rædsel. Men det var de synspunkter, som førte de borgerlige til magten i 80’erne.

Madsen Pirie på the Adam Smith Institute, som jeg arbejdede for i nogle sommerferier under jurastudiet, introducerede mig til, at man ikke blot skal missionere blandt de overbeviste tilhængere, men at man først og fremmest skal gå efter tvivlerne. Og at det er ikke med følelser og abstraktioner, man lokker tvivlerne til. Det er med forståelige bud på løsning af reelle problemer.

Instituttet påtog sig den opgave at være den individuelle friheds bannerfører, og ved bevidst at markere sig fra en position på fløjen var vi med til at gøre hele det politiske spektrum bredere og dermed også at flytte midten markant mod højre. Det synes jeg alt for få politikere er i stand til at gøre dem efter.

De konservative og siden Venstre har haft mig som medlem, men begge har flyttet sig væk fra min position. Så nu er jeg af princip partiløs liberalist med venner i flere borgerlige lejre. Og det har jeg det godt med, for det er vigtigt at bygge broer, der kan føre til flertal.