Ejendomsskatter -hvad er op og ned

Gennem de sidste 10 år har ejendomsskatter fyldt rigtig meget i den offentlige debat, men det er sjovt nok nogle enkelte aspekter af emnet, som tager de 99 % af opmærksomheden.

Først og fremmest de nye vurderinger har fyldt alt for meget i forhold til en mere principiel diskussion om mål og midler for boligbeskatningen.

Det forsøger jeg at råde bod på i dette lille foredrag:

VUs boligpolitik er bedre end moderpartiets, men hvor meget siger det egentlig.

Det er en sjældenhed, at nogen eller noget lancerer brede boligpolitiske udspil, men Venstres Ungdom gør det. Og det er omfattende, så måske kan det blive starten på en bølge af konstruktive tanker om boligmarkedet. I så fald er der noget at se frem til.

Når man vil spise kirsebær med de voksne (som en rædselsfuld formand for SF, Gert Petersen altid sagde), så må man også udsættes for samme niveau af kritik, som ville blive de voksne til del. At give VU tærsk som et voksenparti er tegn på, at man accepterer dem som jævnbyrdige modstandere. Og med den bemærkning vil jeg så smøge ærmerne op.

Når man konstruerer et politisk program, så er det altid sundt, at tænke i lidt samme model som et regnskab. Et regnskab består af en åbningsbalance, nogle driftsposter og en slutningsbalance. På samme måde består et politisk program også af 3 led:
1) En konstatering af, hvorledes samfundet for tiden er skruet sammen (altså en åbningsbalance).
2) En utopisk eller ideologisk forestilling om, hvordan samfundet burde være (d.v.s. en slutningsbalance).
3) Og som det væsentligste: nogle forslag til, hvordan man når fra den nuværende jammerdal til fremtidens paradis (der svarer til driftsposterne).

I regnskabet er slutningsbalancen en logisk konsekvens af driften. Sådan er det ikke i politik. I politik gælder det om at styre udviklingen fra det eksisterende, så man havner i det forjættede paradis. Forslagene vil derfor typisk bestå af 2 elementer: Nogle permanente spilleregler, som kan holde paradiset på dydens smalle sti, når først systemet er etableret, og nogle overgangsregler, som er nødvendige for at føre systemet ind på den gyldne middelvej.

Når man så offentliggør sine tanker, så behøver man naturligvis ikke tage alle mellemregningerne med. En redegørelse for “åbningsbalancen” virker eksempelvis ofte overflødig, men det er som regel klogt at have tænkt den igennem.

De systematiske fejl

Gennem en årrække har jeg haft den helt utrolige fornøjelse at undervise politikerspirer i boligpolitik på Cepos Akademi. Og det er virkelig en af de store oplevelser i mit liv. Og som regel er det første gang nogensinde, at nogen har talt med dem om boligpolitik. De færreste partier har boligpolitisk programmer, og hvis de har, så er det temmelig letbenet.

Umiddelbart skulle man jo tro, at de fleste af os havde en temmelig god forståelse af, hvordan det eksisterende samfund er sammensat. Men som regel er vores opfattelse meget mere intuitiv, end egentlig faktabaseret. Dermed bliver det også lidt løst, hvad problemerne på boligmarkedet egentlig er, i hvert fald hvis man vil lidt dybere end: “Boligerne er for dyre og der er for få af dem.”

Den forståelse savner jeg hos VU. De har ikke helt gjort sig klart, hvilke problemer de vil løse, og så kommer forslagene til at stritte lidt i alle retninger.

Fra lejer til ejer

I betragtning af at udviklingen over en lang årrække har gået fra leje- til ejerbolig, så er der intet nyt i denne grundholdning. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke det danske samfund efterhånden var nået til en situation, hvor der reelt var for få lejeboliger.

Det vil nok chokere en del, men økonomisk teori tilsiger, at i et velfungerende marked, så vil prisen på hhv. leje- og ejerboliger af samme standard være fuldstændig ens. For er den ikke det, så er der en arbitragemulighed, altså en mulighed for at tjene penge på at omdanne fra den ene type til den anden. Og det lugter markedet straks. Lovmæssige begrænsninger i omdannelsesmulighederne – og dem har vi rigtig mange af – kan forhindre bevægelsen, og derfor bør man som liberal kæmpe med næb og klør mod den slags. (Et eksempel på arbitrage er forøvrigt forældrekøb, hvor utilsigtede konsekvenser af huslejeregulering gør det fordelagtigt at omdanne ejerlejligheder til leje – forudsat man har styr på lejeren.)

Lejeboliger vil typisk blive foretrukket af mennesker med en vekslende livsstil. Dem som skal nå at flytte efter uddannelse og job, teste parforhold af etc.; altså af de unge. Det kan undre lidt, at VU er så forhippede på at placere unge mennesker bag ejerboligernes ligusterhække.

Forslaget om en mindste andel af ejerboliger i nybyggeri er et vidunderligt slag i luften. Det er ment som et modstykke til venstrefløjens krav om en minimumsandel af støttet byggeri. Realiteten er, at enhver udstykker, som har sin profit kær, altid vil minimere andelen af støttede boliger, og som nævnt er det principielt ligegyldigt om de øvrige boliger bygges som leje eller eje.

Personligt undrer jeg mig over, at andelsforeningerne spiller så lille en rolle i programmet. De er den afgørende faktor for mere mobilitet på boligmarkedet i byerne. VU vil ligestille dem med ejerboliger i skattemæssig henseende, og VU vil skaffe dem realkreditlån. Man må håbe, at VU i den forbindelse står fast på at anvende det finske vindue til realkredit, for ellers vil de blive fejet af banen med den gamle undskyldning om, at andele ikke er fast ejendom. (Det er ivrigt en argumentation, som er bygget op om udsagn af modellen: Jeg definerer fast ejendom som noget, der ikke omfatter andelslejligheder, og derfor er andelslejligheder ikke fast ejendom. En ren tautologi.)

Liberalisering af priserne på andele svinger man sig ikke op til! Æv!

Angrebet på den finansielle boligregulering, altså det forhold at myndighederne har tiltaget sig retten til at diktere, hvilke kriterier bankerne skal bruge ved kreditvurdering af potentielle købere, er fremragende set. Finansiel boligregulering har fanden skabt. Hvorfor må folk, som bor i en dyr lejebolig, ikke låne til at købe en ejerbolig med lavere månedlig ydelse! Jeg kunne dog godt tænke mig at man hævede kritikken fra et angreb på enkelte regler til et mere principielt plan. Men jeg er jo også hard-liner på dette punkt.

“Mere fair omfordeling”

Det er ikke mig, som har fundet på vendingen. Det er faktisk en af overskrifterne i programmet. Og det lyder ikke ret liberalt.

Et af forslagene under denne overskrift er indførelse af ejendomsavancebeskatning – beskatning af realiserede gevinster på salg af fast ejendom. Jeg har tidligere skrevet udførligt om, at det er verdens værste skat. Og med et lidt andet ordvalg har vismændene tilsluttet sig synspunktet. Ejendomsavanceskat er gift for mobiliteten på ejerboligmarkedet. Når vi i forvejen har voldsomme mobilitetsproblemer i andelssektoren og det støttede byggeri, så har vi ikke brug for også at ødelægge den på det p.t. velfungerende ejerboligmarked.

Som kompensation for indførelsen af avanceskatten, vil VU afskaffe ejendomsværdiskatten, altså den statslige boligskat, der er modstykket til rentefradraget. Den kommunale ejendomsskat udtaler man sig ikke om. Det er en oplagt lakune.

At venstrefolk vil afskaffe boligjob-ordningen er en glædelig udvikling. Den var latterlig, da venstre insisterede på at indføre den, og den vil ikke blive savnet.

Den store gældsspiral

Det går igen flere gange i programmet, at priserne på boligmarkedet er så høje, at de unge ikke kan få foden indenfor. Og der er ingen tvivl om, at når man bare ser på priserne, så ser det vanvittigt ud med stigninger på flere hundrede % på få årtier. Men hvis man ser på, hvordan lønningerne har udviklet sig, og hvordan renten er faldet i samme periode, så viser det sig, at boligbyrden, altså den del af indkomsten som man skal bruge for at købe en bolig, ikke er steget nævneværdigt. Sorry! VU jagter et spøgelse, der ikke findes. Og med fare for at lyde lidt barsk: Der er nok reelle problemer at løse på boligmarkedet, så man behøver ikke at opfinde nogle yderligere hypotetiske.

Man kan også sige det på den måde, at priserne umuligt kan stige til højere niveau end køberne kan betale. Og det er meget få købere, som anskaffer sig mere end én helårsbolig til eget brug, bl.a. fordi det reelt er forbudt. De konstaterede priser på markedet er udtryk for, at nogle har villet betale de priser. De kan ikke allesammen være oldinge. Og unge mennesker bor altså ikke på gaden i større tal. Så det er en kimære, at unge ikke “kan få foden indenfor”.

Når man begrunder sine forslag med forkerte – måske blot misforståede – fakta, så bliver forslagene ikke i sig selv forkerte. Men der er ikke ret meget liberalt i at ville forbyde afdragsfrie lån. Afdragsfrie lån er ikke ligefrem noget, jeg elsker, men hvis man benytter afdragsfriheden til at øge afdragene på efterstående og dermed højere forrentet gæld, så kan det være en udmærket forretning. At forbyde huskøbere at spare penge virker ikke sympatisk.

Hvis man vil afskaffe ejendomsværdiskatten, så giver det naturligvis også mening at afskaffe dens siamesiske tvilling, rentefradraget. Men så er det en lidt mærkelig størrelse, at man vil tillade rentefradrag op til 75.000 årlig. (Hvorfor i øvrigt nøjagtig dette beløb?) For et par indebærer det et samlet rentefradrag på 150.000 og det må være mere end rigeligt til at dække renterne ved køb af et hus i en af venstres valgkredse i provinsen. Men det forslår ikke i de konservative forstæder til byerne. Hvorfor denne forskelsbehandling?

Det er givetvis rigtig, at forslaget vil sænke boligpriserne. Men grunden til det er, at borgerne skal betale mere i skat, og derfor har de ikke råd til at betale så meget for deres boliger. Der kommer med andre ord ikke flere penge i borgernes lommer, hvor de som bekendt ligger bedst. Forslaget favoriserer ensidigt statskassen, og det er jo en liberal hjertesag i disse år.

Noget tilsvarende gælder nogle af de andre forslag, som givetvis vil sænke boligpriserne, men som ikke sænker boligbyrden. Og dermed at forslagenes effekt ligegyldig.

Til gengæld glædes mit hjerte over, at man uden videre vil afskaffe boligstøtten, der jo heldigvis også primært tilfalder ældre mennesker, som stemmer socialdemokratisk eller DF. Men det er ikke uden problemer. Disse mennesker har trods alt lagt deres liv til rette efter indkomsten. Og støtten indgår i beregningerne af, hvor store overførselsindkomsterne for pensionister m.fl. skal være. Det havde måske været på sin plads med nogle lidt dybere overvejelser om overgangsregler.

Blandede byer til ethvert behov

Det er sjovt at se, hvorledes VU et langt stykke hen ad vejen accepterer kollektivisternes præmisser. Er det virkelig en politisk opgave at sørge for, at vi møder mennesker med et andet livssyn i opgangen eller på villavejen. Hvis man skal være lidt kynisk gammel mand, så kan jeg konstatere, at når jeg møder dem, så hilser vi som regel ikke på hinanden. Det afgørende er, at lovgivningen ikke hindrer os i at mødes.

Når man bygger socialdemokratiske ghettoer for offentlige midler, så bliver de jo befolket med nøje udvalgte socialt trængende personer, og så kommer grupperne jo ikke til at møde hinanden. Men det sker ikke på et frit marked. På et frit marked behøver man ikke bekymre sig om den slags.

VU har fuldstændig ret i, at kommunerne ikke bør blande sig i, hvor store boliger nybyggeriet indeholder. De kunne også følge op med, at kommunerne ikke bør blande sig i om eksisterende boliger opdeles eller sammenlægges.

Om man må bygge højere og tættere er imidlertid ikke bare et spørgsmål, som vedrører beboerne i husene; det påvirker også naboerne. Om vi skal have flere højhuse, ved jeg ikke. De er ikke rare at bo i eller færdes i nærheden af. De mange fine altaner, som højhuse udstyres med, er i praksis også ubrugelige på grund af turbulens med mindre beboeren vil udenfor at ryge. Men det er en åbenlys mangel, at VU ikke forholder sig til, hvordan det naboretlige forhold skal reguleres.

Det er imidlertid lodret forkert, når VU antager, at “den letteste måde at lægge en dæmper på de stigende boligpriser og imødegå den evigt stigende efterspørgsel er ved såre simpelt at bygge flere boliger”. Nybyggeri tager mange år at gennemføre, og man kan måske bygge 1 til 1½ % af den eksisterende boligmasse hvert år. Men det er jo peanuts i forhold til udsvingene i efterspørgslen. Og hvis vi ser på antallet af eksisterende etagemetre, så er problemet ikke mangel på kvadratmeter, men fordelingen af dem. Selvfølgelig vil øget levestandard også medføre et ønske om større, bedre og nyere boliger, men det er marginalt.

Mit hjerte jubler af glæde, når VU vil afskaffe huslejereguleringen. Men min indre realist fortæller mig, at når det ikke har været muligt i de forgangne 80 år, så kræver det måske lidt mere end en hensigtserklæring fra VU.

Der er meget positivt at sige om “skæve boliger”, men fundamentalt set er det et knæfald for socialdemokratisk ghetto-tænkning. I det frie marked passer folk sig ind. Og nogle udlejere vil gerne have nogle skæve eksistenser. Det er næppe på de allerfornemste adresser eller de mest polerede ejendomme. Men hvis der er kunder, så leverer markedet. Skæve boliger har man brug for, når markedet ikke fungerer.

Afsnittet om liberalisering af planlove og bygningsreglementer lyder pænt, men man gør sig nok ikke nogen forestilling om, hvilke kræfter man er oppe imod. Og man burde måske stå ved, at næsten alt skidtet er indført med støtte fra Venstre.

Og selv om afsnittet om salg af ghettoerne til deres beboere er, som taget ud af mine hedeste drømme, så skøjter det temmelig langt udenom problemerne. VU bør huske, at en tidligere formand, Anders Fogh Rasmussen, løb sig temmelig mange staver i livet på det projekt. En af grundene til det var, at han havde sat en gammel VS’er til at administrere området, og den fejl behøver man jo ikke gentage. Hun bestilte eksempelvis kammeradvokaten til at fortælle, hvorfor salgene var umulige at foretage. Og den argumentation er man jo nødt til at tilbagevise, hvis man vil genfremsætte forslaget. Men det er da dejligt, at den slags små jordnære indsigelser ikke standser VU.

Der er meget skat i forslaget

Et af de blivende indtryk fra læsningen er, at det er en ret stor andel af forslagene, som handler om skatteomlægning. Det kan der være flere grunde til. Den oplagte er, at skat er så indgribende i danskernes liv, at intet kan ændres, uden at ændre skatten. Det er jo lidt skræmmende. En anden mulighed kunne være, at skatteinstrumenter er dejligt håndgribelige, når man skal fremlægge politik. Det giver myndighederne mulighed for at handle, så man ikke behøver vente på, at de langsommelige borgere indretter sig efter ens gode pointer.

Forældrekøbsmisundelse og vulgært profithad

Det var egentlig ikke hos VU, jeg forventede at se jalousien over forældrekøb ligge som en undertone. Men det kan ikke nægtes, at den er der. KU’ernes rige forældre og SFU’ernes offervillige ditto, bryder VU’erne fra en mere påholdende baggrund sig ikke så meget om. “Rigmandsbørn, der presser prisen op,” lyder mantraet. Men spørgsmålet er bare, om de foreslåede tiltag forandrer den relative styrke mellem køberne. Tiltag som udelukkende lægger flere byrder på forældrekøberne, såsom afskaffelse af skattefordelene og offentlige boligydelser (der jo kun gives til lejere), skubber til balancen. Men tiltag, der belaster såvel forældrekøbere som andre købere, de ændrer den ikke.

I samme åndedræt hopper man med på nogle ikke særlig velbegrundede floskler om serieinvestorer og boligspekulanter med kortsigtede profitmotiver. Det er den slags man forventer at læse i et program fra Enhedslisten, navnlig på grund af fraværet af begrundelse. Nu er det VU under Ellemann.

Samlet set efterlader programmet ikke noget synderligt indtryk af konsekvent, endsige yderligtgående liberalisme. Men man bør ikke ignorere, at som program går det langt dybere end moderpartiet og langt dybere end de fleste andre partier. Allerede af den grund er VUs tanker velkomne, også selv om der er plads til forbedring.

Boligpolitikken er de borgerliges blinde vinkel

Tilskud til særinteresser og regulering af det frie marked har aldrig været borgerlige politikeres yndlingsidé, men netop derfor burde de interessere sig mere for boligpolitik.

“Den er hjemme,” sagde Uffe ved valget i ’98. Men det var den bare ikke. Og i den borgerlige lejr lagde man skylden for nederlaget på en socialdemokratisk skræmmekampagne om de riges fordele ved at sænke boligskatterne. Siden har boligpolitik været betragtet som en tabersag af næsten alle borgerlige politikere. Det var nu ikke, fordi det nogensinde havde været opfattet som en vinder.

Det er ærgerligt, for på lige det område er der plads til at boltre sig i borgerlige kerneidéer som en kåd ko på den første forårsdag. På få andre områder har der været givet så mange tilskud til mærkelige særinteresser, opretholdt så meget forældet regulering og lagt uforholdsmæssige byrder på skaffedyrene. Det burde være et sted, hvor man kunne samle taknemlige vælgere i hobetal.

Hver gang man drøfter byrder på skaffedyrene, så vil venstrefløjen himle op om, at nedsættelser ”kun vil gavne de allerrigeste”. Og selvfølgelig vil de gavne de rigeste, men når venstrefløjen bruger ordet ”kun”, så ryger enhver forbindelse med sandheden. Det er en pointe, som fortjener at blive gentaget så mange gange, at den bliver til en selvfølgelig sandhed.

Kigger man på boligskatter, så er skævhederne ellers til at få øje på. Fra min egen verden kan nævnes, at et hus med en yderst beskeden have, som jeg tidligere boede i, i dag koster ca. 10 gange så meget i boligskatter, som den næsten lige så store andelslejlighed, som nu er mit hjem. Det har intet borgerligt parti turdet tage fat i. I stedet får vi spin i stil med de konservatives forslag om fjernelse af grundskyld og ejendomsværdiskat, som imidlertid skal være fuldstændig neutralt for statskassen, fordi lempelserne modsvares af en afskaffelse af fradragsretten og en avanceskat ved salg af bolig.

Tag dog tyren ved hornene. Sig det som det er, nemlig at jordprisen selvfølgelig er højere under etagebyggeri end under villaer, allerede fordi man har kunnet bygge mere på jorden. Og derfor skal den jord også beskattes højere.

Det er ingen naturlov, at de rige bor i villaer og de fattige i subsidieret byggeri, og det er slet ikke sandt for de 80 %, som ligger i midten. Af samme grund kan man undre sig over, at ikke alene beskattes jorden forskelligt, der er også en ejendomsværdiskat til forskel. Ja, der findes en logisk og fornuftig begrundelse for ejendomsværdiskat. I korte træk går den ud på, at for udlejningsbyggeri skal lejeren i stedet betale udlejeren en profit, som udlejeren så betaler skat af.

Men når langt den største gruppe udlejere er non-profit foretagender, som endda har modtaget støtte til opførelsen af deres bygninger, så modsvares ejendomsværdiskatten jo for lejernes vedkommende af ingenting. Og selv for de private udlejere er profitten ofte maksimeret til 7 % af ejendomsværdien i 1973. Det er jo næsten mindre end ingenting.

Det sidstnævnte forhold, at den ”midlertidige boligreguleringslov” (det er faktisk dens titel og har været det i mands minde) benytter ejendomspriser fra 1973 som udgangspunkt for beregning af den lovlige fortjeneste, er formentlig det forhold, som flest borgerlige politikere kan blive enige om, er absurd. Men de har aldrig fremsat et lovforslag om en ændring. Og somme tider er man altså nødt til at tage debatten, hvis man vil ændre på noget. Eller dog udarbejde en hvidbog eller tilsvarende derom, altså et dokument på mere end en enkelt side hvor man samler sine tanker – eller skal det ligefrem kaldes visioner – og kommer med sine bud på løsninger. Men det kræver jo, at man er villig til at arbejde sig ned i stoffet. Det er måske det, der mangler.

Det fører til en anden kæphest, nemlig at når boligpolitikken ses som en taber, så er det ikke lige der, de karrierebevidste politikere samles. Da man tidligere havde et særskilt boligudvalg i Folketinget, var det fra borgerlig side helt overvejende befolket med medlemmer af ”det tavse flertal,” altså de MF’er som ingen nogensinde har hørt eller læst om. Det er selvfølgelig ikke pænt at sige om nogle mennesker, som altid har behandlet mig venligt og lyttet interesseret. De har bare aldrig været i stand til at slå igennem på de indre linjer i deres parti. Og så nytter det hele ikke noget.

Den højere takst i boligskat for dyre huse må have konsekvenser for rentefradraget

Hvis det er fornuftigt med en ejendomsværdiskat på 3 procent for dyre huse, så må det skulle have logiske konsekvenser andre steder i skattesystemet

Ejendomsværdiskatten har en siamesisk tvilling

Forhistorien til  ejendomsværdiskatten er, at den er tænkt som et modstykke til rentefradraget. I detaljer er det ret teknisk, men principperne kan vises med følgende eksempel:

Skatteyderen Isaksen har for 5 millioner realkreditobligationer. Dem tjener han renter af, ca. 2 % eller 100.000 som han betaler skat af. For at gøre det enkelt regner vi med en skatteprocent på 33 %, så skatten bliver 33.000.  

Nu sælger han så obligationerne og køber et hus for pengene. Men så får han jo ikke længere nogen renteindtægt, og set fra skattevæsenets side “snyder” han dem altså for de 33.000.

I stedet pålægger man ham en skat på 1 % af værdien af huset. og dermed betaler han 50.000 i skat. Men da værdien af huset er mere end 3 millioner, så lægger man 2 % ekstra ovenpå af de sidste 2 millioner. Det er lige 40.000 ekstra, så skatten i alt bliver 90.000. Så skal Skat i hvert fald ikke være utilfredse.

Hvis Isaksen nu desværre ikke har alle pengene til huset kontant, så ville han komme alvorligt i klemme; han ville sidde “i saksen”, hvis han ikke kunne trække renterne fra.

Derfor får han rentefradrag. Og dermed hænger systemet sammen. Rentefradraget er ejendomsværdiskattens siamesiske tvilling.

Og så ved jeg i øvrigt  godt, at vi har set bort fra, at renteniveauet kan ændre sig, at vurderingen af huset ikke nødvendigvis er den samme som prisen og en hel masse andet. Men princippet skal man alligevel ikke glemme.

Hvad så med ekstraskat på dyrere huse?

Da der altså er 3 gange højere skat på den del af huset, som er mere end 3 mio værd, og vi kender begrundelsen for skatten, så fører det til et helt banalt spørgsmål. “Da Isaksen havde pengene stående i obligationer, fik han så 3 gange så mange renter for de sidste 2 millioner?” Det er naturligvis et retorisk spørgsmål. Men når rentefradrag er ejendomsværdiskattens siamesiske tvilling, så må det i hvert fald føre til denne helt banale konklusion:

Hvis man vil have 3 gange højere skat af dyre huse, så skal beboerne også have 3 gange højere rentefradrag! 

Skattesystemet skal hænge sammen

Noget af det allerbedste ved det danske skattesystem er faktisk, at der er gjort en enorm indsats for at gøre systemet logisk sammenhængende.

Det gør lovgivningen meget enklere, og det er grunden til, at jeg stædigt fastholder, at i forhold til hvor mange penge der skal drives ind, så er det forbløffende korte og enkle skattelove vi har. Hvis man sætter skatten ned kan det selvsagt gøres langt nemmere, men med de skatter vi har, så er lovene bedre, end man kunne forvente.

Indre sammenhæng i systemet er et af de bedste midler til at sørge for, at man får pengene i kassen. Derfor skal vi værne meget intenst om den. Selvfølgelig er der steder, hvor der ikke er den logik. Men det er altså ikke et argument for, at man skal modarbejde logikken andre steder.

Du skal selv gøre noget ved det

En rimelig fordeling af boligskatterne kommer ikke af sig selv. De, der næsten intet betaler, vil jo ikke ligefrem være de varmeste fortalere for, at de skal betale mere, vel? Så det er helt op til dig selv at overbevise tvivlerne.

Hvad betyder boligskatten i kr. og øre?

“Hysteriske husejere” fristes man ofte til at sige. Men er de det?

Gennem flere år har boligskatter – den kommunale grundskyld/ejendomsskat og den statslige ejendomsværdiskat – fyldt grundigt i medierne. Og er det virkelig rimeligt?

Her er et par eksempler på boligskatter for tilfældige ejendomme. Fysisk ligger de nogle få hundrede meter fra hinanden, men økonomisk er afstanden pr. kvadratmeter en faktor 10.

Kig lige engang på tallene:

Parcelhus i København NV, 136 m2, grund ca. 500 m2 + vej, ejendomsskat 45.000 + ejendomsværdiskat 20.000, altså 5500 kr. pr. måned

Andelslejlighed i København NV 77 m2, ejendomsskat 3500, ingen ejendomsværdiskat, i alt ca. 3500, altså 300 kr. pr. måned

“Skattenedsættelse vil intet betyde, for boligudgiften ændrer sig ikke”

Indvendingen mod at sætte skatten ned er ofte, at hvis man sætter ejendomsskatterne ned, så kapitaliseres beløbet bare over i en højere pris næste gang ejendommen sælges, og så er det bare lig med en engangsgevinst for de nuværende ejere.

Det er ikke forkert, men det glemmer noget. De nuværende ejere høster en engangsgevinst, men det næste sæt ejere får også en gevinst. For selv om deres boligudgift ikke bliver mindre, så bliver en større del af købernes boligudgift til opsparing (afdrag på lån). Det er trods alt sjovere at have friværdi, end det er at have en stak kvitteringer for betalt skat.

Lad de bredeste skuldre bære de tungeste byrder
Det er håbløst at argumentere mod det synspunkt. Det eneste, man kan, er at spørge, om vi nu virkelig er sikre på, at de bredeste skuldre bor i parcelhuset. Det er bestemt ikke utænkeligt, at det kan være omvendt, og det er temmelig sandsynligt, at skuldrene i hvert fald er stort set lige brede.

De fleste anskaffer sig hus, fordi de får børn, så der kan sagtens bo et par i lejligheden, som tilfældigvis bare er 9 måneder bagefter i udvikling i forhold til parret i huset. Gør det skuldrene bredere, at man har fået børn? Nogen ville argumentere for, at omkostningen til barnet gør dem smallere.

Eller det kan gå den anden vej. Et par pensionister har solgt deres hus og er flyttet til noget mindre, et andet beholder huset. Er deres skuldre af forskellig bredde? Næppe.

Folk med lige brede skuldre bør betale lige meget i skat
Det er vist ikke noget helt urimeligt argument. Og en faktor 10 i forskel er i hvert fald temmeligt voldsom, så stor forskel er der næppe i skulderbredde. Så måske er husejerne alligevel ikke hysteriske, selv om de bare kræver ind til sig selv.

 

%d bloggers like this: