Hvorfor tanker fra plovfuren?
Det kan ofte betale sig at pløje den samme mark en gang til. Det er ikke alting, man forstår ved et første gennemsyn. Og ofte bedrager skinnet på det fundne.
Det er udgangspunktet for indholdet på denne side. Så det er ikke den hurtige kvikke bemærkning med en enkel løsning på et indviklet problem, der optræder her. For den hurtige løsning dur sjældent.
At gå en tilsyneladende sammenhængende argumentationskæde igennem for at finde de svage led var mit erhverv gennem årtier. At se de fine revner, der hvor fundamentet ikke kan bære, er min natur.
Men det nytter jo ikke noget, hvis man ikke kan opstille alternativet. Og det kræver mere end noget andet, at man sætter sig ind i de faktiske omstændigheder. Hvad er forudsætningerne for en argumentation. Som regel er der nogle skjulte præmisser, som modparten elegant er sprunget hen over, ofte fordi de er overset. Men når man har fået brikkerne på bordet, så har de til gengæld en tendens til at samle sig selv.
Og hvad der navnlig er interessant, så opløser politiske forskelle sig ofte. I stedet for at drøfte meninger, så kan man drøfte, hvordan virkeligheden ser ud. Det er moderne at sige, at enhver har ret til at have sin egen mening, men fakta er ens for alle. Og det er ikke forkert, bare fordi det er moderne.