Kategori: boganmeldelse

Udgivet den

Et retorisk lurendrejertrick

anmeldelse af Edvard Heiberg: 2 Vær. straks, 1. udgave, 1935

Der er noget fascinerende over en bog som med et demagogisk greb på første side kan skabe sin egen virkelighed og så fastholde den hele resten af bogen. Kunstgrebet er naturligvis uhæderligt og består i, at han konstaterer, at den gennemsnitlige husleje i København er 15 % af lønnen. Og derfor skal arbejderklassen naturligvis heller aldrig betale mere.

Når først man har konstateret denne grænse, så kan han ud fra gennemsnitslønnen for en arbejder på 3.000 kr. konstatere, at så skal huslejen være 450 kr. og så kan man jo i øvrigt beskrive, hvad der kan fås for denne sum.

Det var i 1935 ikke svært at finde dårlige ejendomme og skrive tårepersende derom. En af årsagerne var, at det københavnske boligmarked havde været gennem en lang periode med underinvestering i vedligehold og fornyelse som følge af den huslejeregulering, der havde været gældende fra 1916 til 1934.

Det var heller ikke svært at stille krav om at ”det offentlige” skulle bevilge pengene til at bygge nye bydele til subventioneret husleje.

Og så kan han med lån fra avisen Socialdemokraten opstille nogle regnskaber for driften af nogle ejendomme, hvor udlejerne angiveligt stryger fortjenester på to-cifrede procentsatser årligt. Men hvis det er så godt, hvorfor har han så ikke for længst købt dem op og drevet filantropisk udlejning?

Og så er der den gamle traver om de samfundsskabte værdier, der aldeles urimeligt tilflyder kapitalisterne.

Apoteosen nås med et storslået afsnit om Moskva, hvor ganske vist er akut mangel på boliger, men bolignøden i kapitalistisk forstand er afskaffet. De dårlige boliger er nedlagt, og ingen bor dårligt på grund af pengemangel. Men i stedet må 2 familier ofte deles om 1 lejlighed.

I det afsluttende kapitel rejses et politisk krav om ”enhver husstand mindst 2 værelser straks”. Og det tilføjes, at hvordan pengene skal skaffes, er det ikke arbejdernes sag at give anvisning på.

Arkitekten Edvard Heiberg havde sjovt nok oprindelig slået sig op på at indrette moderne butikslokaler ved at smadre underetagen af bevaringsværdige huse, men han var altså også en overbevist kommunist. Han havde arbejdet ved det af eftertiden lovpriste Bauhaus i Tyskland og havde fulgt med en af dets ledende skikkelser til Moskva, hvor han dog ikke holdt længe.

Han blev en indflydelsesrig skikkelse med gode forbindelser i de almennyttige boligselskaber. Han blev hyret til at skrive bidrag til offentlige betænkninger såsom Det fremtidige boligbyggeri fra 1945. Hans bog om ”2 vær. straks” hyldes i Dansk Biografisk Leksikon som et barsk indlæg i boligdebatten. Den kom i 70’erne i nye udgaver.

På 90 års afstand må man undre sig over, at det tyndbenede i hans facon ikke blev gennemskuet. Og navnlig kan må så spørge sig selv, om der idag er tilsvarende tågehorn, som får lov at svinge taktstokken i den offentlige debat.

Udgivet den

En plads ved lømmelbordet

Henrik Dahl: Ved voksenbordet – om den kvælende midte i dansk politik, Forlaget Grønningen 1, 2022

Bøger får klistret mærkaten ”14-dags lån” på sig, når lånerne er så vilde med den, at biblioteket ikke har nok eksemplarer til at tilfredsstille efterspørgslen. De ondsindede ville i dette tilfælde kunne få den mistanke, at den utilfredsstillede efterspørgsel primært skyldes bibliotekarernes uvilje mod at købe bogen. Men på 14-dages lån er de 6 eksemplarer i hvert fald stadig et lille år efter udgivelsen.

Henrik Dahl har nok engang været en vred ung mand, og som ganske mange af den slags har han udviklet sig til en sur gammel mand. Han har vist også skiftet side i politik – eller var han bare en ualmindeligt loyal ægtefælle til sin tidligere socialdemokratiske sambo? Men det ændrer ikke ved, at når manden ruller sig ud, så er han hylemorsom. Navnlig hans billedsprog er malerisk. Ved julefrokostbordet kan man næppe finde en bedre bordherre. Men han er også typen, som har det lidt svært med, at andre bidrager til morskaben. I så fald kan han godt blive ubehagelig.

Gennem nogle år har jeg lidt spidst hævdet, at Henrik Dahl kun har læst og forstået en bog, nemlig Jørgen S. Dichs Den herskende klasse fra 1973. Sjovt nok en bog, der omhandler en Damaskus-oplevelse, hvor den livslange socialist og embedsmand Dich sent i livet rettede en lammende kritik mod velfærdsstatens udvikling. Også ved denne lejlighed tager Dahl sit udgangspunkt i Dichs tankesæt.

Men derudover demonstrerer Dahl, at han også har læst Fonsmark, endda både Historien om den danske utopi og dens efterfølger Kampen mod kundskaber. Så der er kommet flere facetter på Dahls verdensbillede.

Kloge folk er ofte kedelige. Og det er de på grund af alle forbeholdene. Hvis det skal være helt rigtigt, så kan pointen ikke være skarp. Dahl formår at præsentere sin pointer skarpt og i et veloplagt sprog, og man kan kun håbe, at det hverver vantro til de helliges skare. Det kan være lidt svært at vide, når man selv gennem mange år har forsøgt at hverve proselytter for tilsvarende synspunkter – i mit tilfælde uden synlig succes.

Bogen har 2 hoveddele, en beskrivelse af den politiske kultur med indgåelse af brede forlig og en kritik af niveausænkning i uddannelsessystemet.

Det politiske forlig er en institution, der har udviklet sig end del i min levetid. Fra at være en løsere gentleman-agreement har det fået langt mere retlig karakter, med opsigelsesbestemmelser etc. Det er vist ikke noget, som der findes synderlig megen litteratur om, og allerede af den grund er Dahls observationer om forligenes reale virkninger på den politiske udvikling spændende.

For så vidt angår det det faldende niveau i uddannelserne, så har jeg gennem mange år viderekolporteret en sjov observation fra en gammel kollegiekontubernal, nemlig at man bør genlæse Scherfigs forsømte Forår med det ene formål at konstatere, hvor afsindigt avanceret pensum på det gymnasium var. Dahl binder niveausænkningen sammen med tidens woke tendenser, og fascinerende er det, omend man efterhånden kommer til at savne nogle løsninger.

Det er lige så præcis det svage afslutningskapitel, hvor han forsøger at skitsere løsninger, der efterlader en med indtrykket af sur gammel mand. At ville bruge budgetbeskæringer som pisk mod uddannelsesinstitutioner, der ikke vil danse efter Dahls pibe, er der ikke meget perspektiv i. Dahls primære vælgergruppe er unge mænd under uddannelse. Jeg kan være enig i, at meget af det, de lærer, er vrøvl, men man må aldrig tage livsløgnen fra folk.

PS Mig tog det en aften og en formiddag at læse bogen, så det gør ikke noget, at den er mærket ”14-dages lån”.

Udgivet den

Nis Nissen: Den kroniske bolignød og fremtidens boligpolitik, om boligproblemer 1848-1984

Forlaget Fremad, København 1971, 272 sider

Forleden læste jeg i en temmelig dybsindig doktorafhandling om videnskabsteori, der blandt andet drøftede en mulig indsigelse mod Poppers falsifikations-teori. Poppers synspunkter bygger åbenbart på en forudsætning om vor erfaring af den eksisterende verden, og det er jo udmærket, hvis der kun er én mulig erfaring. Men hvad nu hvis nogle andre væsener med deres sanseorganer danner sig en anden erfaring, som kan være lige så lidt falsificerbar som vores. Så længe det erfarede ikke er selvmodsigende, så vil det jo ikke blive falsificeret!

Det føltes vanskeligt tilgængeligt, lige indtil jeg åbnede denne bog, som må stamme fra en god socialdemokrat, og konstaterede, at forfatteren lever i et sådant parallel-univers – i hvert fald for så vidt angår økonomi.

Han starter med at påstå, at han vil indkredse begrebet bolignød. Men det vil han slet ikke. Han vil udvide det til at være et universelt begreb, som omfatter alle de fænomener, som efter hans idiosynkratiske opfattelse er angribelige. For mig er bolignød knyttet til boligmangel, men venstrefløjen har ofte ønsket at udvide begrebet med de mangelfulde boliger. Nis Nissen får det omskabt til ”alle de boliger, der ikke findes, og alle de boliger, som ikke burde findes”. Og i den sidste kategori er han venlig nok til at inkludere en pæn del af 60’ernes betonslum.

På tilsvarende vis bliver boligspekulation til enhver aktivitet, der sigter på at tjene penge – opnå profit – ved salg og køb eller belåning af boligejendomme. Så bliver det jo temmelig nemt at være spekulant.

Og lige så velovervejet er hans angreb på ejendomsretten, der bakkes op af nogle sider om samme emne af Ole Krarup.

På et eller andet tidspunkt bliver man lidt træt af, at alle andre end forfatteren er dumme og modbydelige. Der er ingen, som synes, at boligforholdene i midten af 1800-tallet var gode, og der er god grund til at konstatere, at de ikke blev voldsomt meget bedre i resten af århundredet. Spørgsmålet er bare, hvad man kunne og skulle have gjort. I den forbindelse kan jeg eksempelvis godt undre mig over, at man på den ene side kan falde i svime over forsøgene på at bygge sunde og billige arbejderboliger og samtidig forarges over de usle små boliger, som spekulanterne byggede, når det rent faktisk er sådan, at de ”sunde og billige” boliger er nøjagtig lige så små, og har nøjagtig lige så ulækre toiletforhold. Bebyggelsesprocenten for byggeforeningshuse er faktisk tårnhøj! Der var en grund til, at Frederiksberg kommune i sin tid rev en stribe af dem ned.

Idyllerismen er aldeles uden grænser. Tænk at nogen kan få sig selv til at beskrive udviklingen fra 1850 til 1970 som en udvikling fra en ”nogenlunde hæderlig enevælde til et udpræget fidussamfund”. Og samtidig kan han finde på at hævde, at samfundet bør være mere demokratisk. For ydermere at hævde, at udfaldet af jordlovsafstemningerne i 1964 var en skandale. Så har man vist både haft mel i munden, blæst på fuld kraft og brokket sig over at blive indhyllet i en støvsky.

Forfatteren befinder sig i et eventyrland, og han ved det godt, for han sørger med omhu for at afholde sig fra at komme ind på realistiske løsningsforslag. På den måde bliver hans mange udfald bare slag i den varme luft, som han selv er så stor producent af. Sagt med lidt mere alvorlig stemme, så giver den opgejlede sprogtone med de mange pudsige sammenligninger og vidtløftige beskrivelser somme tider en formodning om, at manden lider af en ubehandlet mani.

En strøtanke, der meldte sig under læsningen var, at måske skyldes manglen på gennemarbejdede løsningsforslag fra såvel denne forfatter som socialdemokratiet i virkeligheden, at socialdemokratiet havde vælgermæssige fordele af, at bolignøden netop forblev et problem. Bolignøden samlede partiet, og så ville det jo være en katastrofe, hvis den hørte op! At skabe lidt almindelig forargelse kan i hvert fald næppe have skadet.

Der er gennemgået megen litteratur for at skrive bogen og derfor også gode litteraturhenvisninger, hvilket ellers ofte savnes i den lidt ældre litteratur om boligforhold. Da han er en hæderlig mand, så indrømmer forfatteren endda, at de fleste spændende citater blot er lånt fra ældre bøger om emnet; det er ikke nogen han selv har fundet frem til. Så afsnittene om byggelovenes historie og om forsøgene på at skabe sunde arbejderboliger via godgørende foreninger er sådan set klart det bedste. Men det er heller ikke så svært at hæve sig over de øvrige afsnit.

Det er måske også på grund af de historiske afsnit, at værket omtales af Henning Bro i ”Boligen mellem natvægterstat og velfærdsstat”, side 70 med ordene, at ”af de mange solide socialdemokratiske fremstillinger, …, kan der henvises til Nis Nissens populærvidenskabelige … .” Det er under alle omstændigheder et udsagn, der meget godt reflekterer min opfattelse af dybden i Bros forskning.

De spekulative afsnit om eksisterende boliglovgivnings idioti, behovet for yderligere byggeri og karakteren deraf er rent ud sagt ulidelige. Men det skal vel nævnes, at de er der.

Konklusion: Det er lykkedes at skrive en bog, som læseren bliver dummere af at læse.

Udgivet den

Friedman, Milton og Stigler, George J.: Roofs or ceilings – the current housing problem, Foundation of Economic Education, 1946

Et af de klassiske værker om boligregulering, som kan findes på https://fee.org/resources/roofs-or-ceilings-the-current-housing-problem/.

Hvad der navnlig gør pamfletten interessant er, at de to senere Nobel-prismodtagere antager, at bolignød i sidste ende må løses ved nybyggeri, og at frigivelse af lejeniveauet har en inflationær virkning – omend så beskeden, at den ikke bør udgøre en forhindring for frigivelse. En betydelig forskel på amerikanske og danske forhold dengang var, at man i USA tilsyneladende kunne konvertere udlejningsbyggeri til ejerbolig, så ejerlejligheden må have været opfundet. Den omdannelsesmulighed forelå ikke her i landet.

En særlig finte er, at de tydeligt afviser en række indgreb, som rent faktisk blev gennemført i Danmark. Det drejer sig om differentierede huslejer i eksisterende og nyt byggeri, obligatorisk boliganvisning via offentlige myndigheder og støtte til nybyggeri.

De kommer – ligesom de danske økonomer, der har beskæftiget sig med emnet – ikke ind på spørgsmålet om udlejernes kapitaltab. Til gengæld gør de opmærksom på problemet med, at store vælgergrupper nyder godt af lejeloftet, medens ulemperne er koncentreret på langt færre. Stilen er den lettilgængelige imødekommende tone, som er så typisk for Friedmans senere værker.

Udgivet den

Magister Rosiflengius har udgivet bog om Byggeforeningshuse

Et lille Hus i Byen. Fortællinger om Arbejdernes Byggeforening – nostalgi eller fremtid? Redigeret af Claus Bech Danielsen og Marie Stender, Historika/Gads Forlag 2015

Allerede Holberg benyttede beskrivende navne til sine figurer. En af dem er Magister Rosiflengius fra ”Det lykkelige Skibbrud”. Rosiflengius er den evige lejlighedspoet, der altid siger noget smukt om alting – hvis man betaler ham for det. Der er sådan set ikke noget galt i, at man kun siger smukke ting, hvis det bare er en konsekvens af, at man holder sin mund om det mindre attraktive. Problemet er, at Rosiflengius ikke mener det, han siger. Det tror han ganske vist selv, at han gør. Det virker smukt og rigtigt i øjeblikket. Det hænger bare ikke sammen med det, han mener et kort øjeblik senere.

Arbejdernes Byggeforening er ikonisk. Og nogle af dens byggerier er endt som den ultimative selviscenesættelse for den kreative klasse. Omtale skal ske med andagt og hagiografisk korrekt er bogens indgangsvinkel. Blot en smule distance kunne have været livgivende.

At de første byggeforeningshuse var bitte små – under 25 m2 – kan bogen sagtens fremhæve som en fornuftig foranstaltning, fordi man så kunne spare en fordyrende byggeafgift, hvis grundarealet var så beskedent. Men der er tilføjet en note. Og når man læser noten, så står der, at reglen ”fik en uheldig effekt, da det førte til spekulationsbyggeri med minimale lejligheder i baghuse og korridorejendomme.” Tjaa, tænker man så. Var de byggeforeningshuse ikke også minimale? Og er der forøvrigt ikke tale om en lidt etisk tvivlsom form for skattetænkning? Et andet sted nævnes kraftige sætningsskader som karakteristiske for foreningens huse på Olufsvej. Det burde måske kunne give anledning til et enkelt hævet øjenbryn.

Der lægges megen vægt på, hvor fremadskuende bebyggelserne var, men der sker ingen sammenligning med andre tilsvarende byggerier. Det Classenske Legats boliger på Frederiksberg endte som slum. Lægeforeningens på Østerbro var også sin helt egen subkultur. Var det selvejet, som gjorde forskellen? For Arbejdernes Byggeforening var jo gennemført tilhænger af profit. Hvis man vandt i lodtrækningen om retten til at købe et af foreningens huse, så kunne man straks videresælge den ret med profit. Det er faktisk den væsentligste nye oplysning, jeg har fået ud af bogen.

Ejendomsmægleres sprog har mange gennem årene gjort grin af. At arkitektlyrik er værre, er et ofte overset faktum. Så når en rådgivningschef fra Dansk Bygningsarv bruger et kapitel på at analysere indholdet i salgsopstillinger for Byggeforeningshuse er effekten uovertruffen.

Det kapitel, som jeg for alvor har forstand på: gennemgangen af den boligsociale opgave i det 20. århundrede er venstrehåndsarbejde. Der gentages de standardiserede floskler og intet forsøges sat i sammenhæng eller perspektiv. Det er nævnt, at Arbejdernes Byggeforening ophørte i 1974, men der tales ikke om årsagen[1]. Hvorfor forstod dette fremragende foretagende ikke at forny sig selv?

Hvordan kan det i øvrigt være, at forfatterne, som alle er fine akademikere med deres på det tørre og en tilværelse på solskinssiden af samfundet, er så forhippede på, at de fattige ikke må have chance for at få del i samfundsskabte gevinster?  

Skal man konkludere, så er det en fin gennemillustreret sofabordsbog, som vil passe smukt ind i selvopfattelsen hos den kreative klasse, der ifølge bogen er nutidens beboere af byggeforeningshuse. Men det er ikke en bog, man bliver ret meget klogere af.

[1] De interesserede kan sikkert finde svaret i Byggeforeningens arkiv, som ligger hos Erhvervsarkivet. Interessant nok er der ingen referencer til arkivet i teksten eller litteraturfortegnelsen.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: