Tanker fra min plovfure
Gennem de sidste 10 år har ejendomsskatter fyldt rigtig meget i den offentlige debat, men det er sjovt nok nogle enkelte aspekter af emnet, som tager de 99 % af opmærksomheden.
Først og fremmest de nye vurderinger har fyldt alt for meget i forhold til en mere principiel diskussion om mål og midler for boligbeskatningen.
Det forsøger jeg at råde bod på i dette lille foredrag:
Da rigsrevisionen for snart mange år siden havde påvist, hvor store fejl der var i de offentlige vurderinger, så spurgte man nogle matematikere, om det var teoretisk muligt at beregne grundværdierne i byerne. De svarede faktisk nej. Og alligevel gik man i gang med at udarbejde et nyt vurderingssystem. Det har siden vist sig, at opgaven er vanskelig, og det er det umulige jo ofte.
Imidlertid udgør ejendomsskat en ikke ubetydelig del af kommunernes indtægter, så det vil være naivt at foreslå den afskaffet, for så mangler pengene i kassen. Så hvis man vil gentænke skatten, så står man overfor en bunden opgave: Afløseren skal indbringe lige så mange penge, og den skal gøre det uden forsinkelser.
Det sidste er vigtigt, for de fleste forslag til et alternativ indebærer ekstremt lange overgangsperioder, hvor indtægterne fra skatten skal opbygges. Det gælder navnlig forslag om ejendomsavanceskat, som f.eks. de konservative sværger til. Men med ejendomsavanceskat er overgangsperioden op imod 60 år, og de første mange, mange år er indtægterne forsvindende. Allerede af den grund er avanceskatten diskvalificeret. Men det er der i øvrigt også andre grunde til.
Når man skal drøfte ejendomsskat på det principielle plan, så er der også grund til at erindre sig, at når økonomer elsker boligskatter, så skyldes det, at boligskatter er meget svære at vride sig udenom. Hvis man vil have en bolig, og det er man med vort klima nødt til at have, så kommer man til at betale skat. Mulighederne for at snyde er uendeligt små.
Grunden til, at vi det sidste årti har diskuteret ejendomsskat, har først og fremmest været spørgsmålet om vurderingerne af parcelhuse. Det er det, som 99,9 % af den offentlige debat har handlet om. Dermed har debatten næsten fuldstændig overset de øvrige problemer ved ejendomsskatten. Og de er desværre ret betydelige. Det drejer sig først og fremmest om, at skatten svinger vildt mellem forskellige dele af landet, og at den – om muligt – svinger endnu vildere mellem boligtyperne.
En gennemgang af problemerne kunne fylde sin egen kronik, men hovedtrækkene er, at ejendomsskatter for den helt overvældende dels vedkommende betales af villaejere i bykommuner, medens folk, der bor i andelslejlighed eller lejelejlighed, stort set er fritaget for skatten. Ejerlejligheder indtager en mellemposition. Det er lidt groft sagt, men ikke helt skævt.
Og når skatten er så høj i byerne, så skyldes det i ret høj grad, at ordningen med udligning af fattige og rige kommuners indtægter er skruet sammen på en måde, der tvinger de rige kommuner til at opkræve meget høje ejendomsskatter. Det spørgsmål er imidlertid så politisk inficeret, at saglige argumenter ikke har nogen betydning.
Det fundamentale krav til en skat er, at den skal ramme på en måde, som er forståelig og føles nogenlunde forholdsmæssig af skatteyderne. Oversat til kommunal ejendomsskat betyder det, at boliger, som er nogenlunde lige attraktive skal rammes ens, uanset hvilken type bolig der er tale om. Om en bolig er lejet, ligger i en andelsforening eller er en ejerbolig, bør være fuldstændig uden betydning. Det er i virkeligheden det vigtigste krav.
Hvor attraktiv boligen er afhænger primært af 3 parametre: beliggenhed, størrelse og vedligeholdelsesstand. Nogle vil nok hævde, at parcelhus contra etageejendom også har væsentlig betydning.
Med hensyn til etage-antal, så vil mit postulat være, at betydningen er overvurderet. Det er et postulat, for jeg er ikke dygtig nok til at finde tal, så jeg har kunnet bevise påstanden. De fleste vil nok umiddelbart mene, at det er mere attraktivt at bo nede på jorden end i en silo. Mange elsker at slå græs. Men lige nu er ejerlejlighederne i København altså dyrere pr. kvadratmeter end villaerne. Leje- og andelsboligmarkedet er underlagt en maksimalpris, så der kan pris ikke bruges som målemetode.
Skal vedligeholdelsesstanden af en bolig indgå i beskatningen? Skal det kunne betale sig at have umalede vinduer. Skal man betale ekstra skat, hvis man isolerer bedre? Det er et af de rigtig svære spørgsmål. Mit bud er et rungende nej. Andre vil have andre synspunkter. Jeg har blot ikke plads til at imødegå dem her.
At størrelse har betydning skal man ikke have set mange boligprogrammer i fjernsynet for at forstå. Mæglerne tænker i pris pr. kvadratmeter hus. Det er i hvert fald det klare udgangspunkt. Så lad dog skatten gøre det samme. Hvis man skal være lidt mere præcis, bør man faktisk beskatte efter, hvor meget der i alt kan bygges, og ikke bare, hvad der allerede er bygget. Jord har værdi efter, hvad den kan bruges til af køber, ikke efter om sælger har udnyttet den.
Meningen med det nye forsinkede vurderingssystem er, at man vil ramme beliggenhedsparameteret ekstremt præcist, og det er lige præcis det, som man reelt ikke kan. Historisk er det også lykkedes rigtig dårligt. Hvis man kigger på de nugældende – meget gamle – vurderinger, så vil man kunne opdage, at ambassadørpalæer i Ryvangen har lavere grundværdi (pr. kvadratmeter) end murermestervillaer i Valby, og etageejendomme på Gammel Kongevej er endnu lavere. Så næsten alt vil være bedre end det gamle system, også selv om det ikke bliver millimeterretfærdigt. Hellere et system, der er gennemskueligt og ærligt om sine mangler, end et, som er tåget og snyder lidt i kanterne. Den firkantede løsning er at konstatere, at indenfor den enkelte kommune gider man ikke forsøge at differentiere. Langt den største del af beliggenhedsværdien vil blive fanget, hvis man følger kommunegrænserne. Det er faktisk væsentligt mindre skævt, end det eksisterende system. Og at gøre systemet mere finmasket har altså vist sig at være ekstremt dyrt og besværligt.
Hvis man lægger de ovenfor beskrevne parametre til grund, så kommer løsningen til at blive oplagt: Ejendomsskatten bør afløses af en kommunal ”kvadratmeterafgift”, som hvert år fastlægges til et beløb pr. kvadratmeter for alle boliger i en kommune. Det er rørende enkelt at forholde sig til politisk. Og det er det også for den enkelte borger: Alle kan udregne, hvad de selv vil blive udsat for. Og hvad naboen skal betale.
Ideelt set bør den ikke indgå i den kommunale udligning, men man kan naturligvis lave en regel om, at kommuner, som opkræver en ekstremt lav afgift skal indgå i udligningsberegningerne med et lidt højere beløb. Det bliver dog hurtigt meget teknisk og uforståeligt.
Hvis man omlægger ejendomsskatten til en kvadratmeterafgift, så vil det give nogle ordentlige skvulp i andedammen. Det er rigtige penge, som lejerne og andelshaverne pludselig skal vænne sig til, at de skal af med. De er sluppet meget billigt i mange år. Til gengæld har villaejerne i storbyerne udsigt til reelle lettelser. Og derfor må man selvsagt lave nogle indfasninger. Men det er der også råd til, for villaejerne, som gennem mange år har været vant til årlige stigninger, vil være taknemlige, bare de fremover får lov til at stå i stampe.
Så der er en mulighed for at lave et system, som er enkelt og væsentligt bedre end det eksisterende. Og det er også billigt!
Hvis det er fornuftigt med en ejendomsværdiskat på 3 procent for dyre huse, så må det skulle have logiske konsekvenser andre steder i skattesystemetForhistorien til ejendomsværdiskatten er, at den er tænkt som et modstykke til rentefradraget. I detaljer er det ret teknisk, men principperne kan vises med følgende eksempel:
Skatteyderen Isaksen har for 5 millioner realkreditobligationer. Dem tjener han renter af, ca. 2 % eller 100.000 som han betaler skat af. For at gøre det enkelt regner vi med en skatteprocent på 33 %, så skatten bliver 33.000.
Nu sælger han så obligationerne og køber et hus for pengene. Men så får han jo ikke længere nogen renteindtægt, og set fra skattevæsenets side “snyder” han dem altså for de 33.000.
I stedet pålægger man ham en skat på 1 % af værdien af huset. og dermed betaler han 50.000 i skat. Men da værdien af huset er mere end 3 millioner, så lægger man 2 % ekstra ovenpå af de sidste 2 millioner. Det er lige 40.000 ekstra, så skatten i alt bliver 90.000. Så skal Skat i hvert fald ikke være utilfredse.
Hvis Isaksen nu desværre ikke har alle pengene til huset kontant, så ville han komme alvorligt i klemme; han ville sidde “i saksen”, hvis han ikke kunne trække renterne fra.
Derfor får han rentefradrag. Og dermed hænger systemet sammen. Rentefradraget er ejendomsværdiskattens siamesiske tvilling.
Og så ved jeg i øvrigt godt, at vi har set bort fra, at renteniveauet kan ændre sig, at vurderingen af huset ikke nødvendigvis er den samme som prisen og en hel masse andet. Men princippet skal man alligevel ikke glemme.
Da der altså er 3 gange højere skat på den del af huset, som er mere end 3 mio værd, og vi kender begrundelsen for skatten, så fører det til et helt banalt spørgsmål. “Da Isaksen havde pengene stående i obligationer, fik han så 3 gange så mange renter for de sidste 2 millioner?” Det er naturligvis et retorisk spørgsmål. Men når rentefradrag er ejendomsværdiskattens siamesiske tvilling, så må det i hvert fald føre til denne helt banale konklusion:
Hvis man vil have 3 gange højere skat af dyre huse, så skal beboerne også have 3 gange højere rentefradrag!
Noget af det allerbedste ved det danske skattesystem er faktisk, at der er gjort en enorm indsats for at gøre systemet logisk sammenhængende.
Det gør lovgivningen meget enklere, og det er grunden til, at jeg stædigt fastholder, at i forhold til hvor mange penge der skal drives ind, så er det forbløffende korte og enkle skattelove vi har. Hvis man sætter skatten ned kan det selvsagt gøres langt nemmere, men med de skatter vi har, så er lovene bedre, end man kunne forvente.
Indre sammenhæng i systemet er et af de bedste midler til at sørge for, at man får pengene i kassen. Derfor skal vi værne meget intenst om den. Selvfølgelig er der steder, hvor der ikke er den logik. Men det er altså ikke et argument for, at man skal modarbejde logikken andre steder.
En rimelig fordeling af boligskatterne kommer ikke af sig selv. De, der næsten intet betaler, vil jo ikke ligefrem være de varmeste fortalere for, at de skal betale mere, vel? Så det er helt op til dig selv at overbevise tvivlerne.
Gennem flere år har boligskatter – den kommunale grundskyld/ejendomsskat og den statslige ejendomsværdiskat – fyldt grundigt i medierne. Og er det virkelig rimeligt?
Her er et par eksempler på boligskatter for tilfældige ejendomme. Fysisk ligger de nogle få hundrede meter fra hinanden, men økonomisk er afstanden pr. kvadratmeter en faktor 10.
Kig lige engang på tallene:
“Skattenedsættelse vil intet betyde, for boligudgiften ændrer sig ikke”
Indvendingen mod at sætte skatten ned er ofte, at hvis man sætter ejendomsskatterne ned, så kapitaliseres beløbet bare over i en højere pris næste gang ejendommen sælges, og så er det bare lig med en engangsgevinst for de nuværende ejere.
Det er ikke forkert, men det glemmer noget. De nuværende ejere høster en engangsgevinst, men det næste sæt ejere får også en gevinst. For selv om deres boligudgift ikke bliver mindre, så bliver en større del af købernes boligudgift til opsparing (afdrag på lån). Det er trods alt sjovere at have friværdi, end det er at have en stak kvitteringer for betalt skat.
Lad de bredeste skuldre bære de tungeste byrder
Det er håbløst at argumentere mod det synspunkt. Det eneste, man kan, er at spørge, om vi nu virkelig er sikre på, at de bredeste skuldre bor i parcelhuset. Det er bestemt ikke utænkeligt, at det kan være omvendt, og det er temmelig sandsynligt, at skuldrene i hvert fald er stort set lige brede.
De fleste anskaffer sig hus, fordi de får børn, så der kan sagtens bo et par i lejligheden, som tilfældigvis bare er 9 måneder bagefter i udvikling i forhold til parret i huset. Gør det skuldrene bredere, at man har fået børn? Nogen ville argumentere for, at omkostningen til barnet gør dem smallere.
Eller det kan gå den anden vej. Et par pensionister har solgt deres hus og er flyttet til noget mindre, et andet beholder huset. Er deres skuldre af forskellig bredde? Næppe.
Folk med lige brede skuldre bør betale lige meget i skat
Det er vist ikke noget helt urimeligt argument. Og en faktor 10 i forskel er i hvert fald temmeligt voldsom, så stor forskel er der næppe i skulderbredde. Så måske er husejerne alligevel ikke hysteriske, selv om de bare kræver ind til sig selv.
Der er rigtigt mange rygter om at afskaffe ejendomsværdiskat og grundskyld og ejendomsværdiskat til fordel for en ejendomsavanceskat. Derfor kan det være rart at vide, at skatteministeriet har beregnet, at skatten kan nøjes med at være beskedne 70 %.
Det er et tal, der stammer fra skatteministeriets svar til Folketinget (aktskykke 77, spm. 6). Og det er jo almindeligt at skrive af efter den slags. Det er bare ikke altid smart. Da jeg gik i skole, lærte vi i hvert fald, at man altid lige skal lave et groft overslag, om de regnestykker, som man skriver af, er rigtige. Og det er dette regnestykke ikke.
Ministeren har nemlig ikke medtaget, at når man fjerner grundskylden, så kommer man jo også til at fjerne den fra alle mulige andre ejendommme, såsom andelsboliger, udlejningsboliger, erhverv etc. Så af den grund mangler der allerede 9 mia. i provenu. Da ejerboligernes skatter p.t. udgør ca. 32 mia, og vi skal lægge de 9 manglende oveni, så er det ret simpel hovedregning, at nu er avanceskatten allerede steget fra 70 til over 90%. Velbekomme!
Men det bliver værre endnu, for det regnestykke, som skatteministeriet har begået, tager heller ikke hensyn til tidsforskydningen i betalingerne.
Tanken er, at skatten først skal betales, når man forlader boligmarkedet. For en hel del er det det samme som at dø. Og det gør man kun én gang i livet. Så de, der begiver sig ind på boligmarkedet idag, vil først betale skat om ca. 50 til 70 år. Hvis ejendomsskatterne idag udgør ca. 32 mia og man med et hug omlægger dem til en avanceskat, så vil indtægten året efter falde til højst en enkelt milliard. Der kommer til at mangle 31, som staten skal skaffe på anden vis, formentlig ved at låne. Og det lån skal der betales renter på.
Hvis ikke avanceskatten sættes op, så den også dækker renterne, så er det en regning smidt i børneværelset og givet i dåbsgave til børnebørnene. Sikke en sparekassebog at modtage fra bedstefar og bedstemor. Der bliver ikke nogen stor buket ved deres begravelse.
Og hermed er det også klart vist, hvad der er hovedtanken bag alle forslag om en avanceskat: Problemet skal sparkes til hjørne, om ikke udskydes til næste halvleg eller endda næste runde i turneringen.
Samtidig ignorerer forslaget det virkeligt massive problem ved boligskatterne, nemlig at de er så skævt fordelt. Skævt mellem boligtyper og skævt mellem landsdele. I forhold til det problem er de kommende års stigninger et mindre bispørgsmål. Eller sagt på en anden måde: Da stigningerne for rigtigt mange er et stort problem, så er skævheden et megastort problem.
Tilbage står blot, at forslag om avanceskat, uanset ophavsmanden, er en enkelt fugl på taget i stedet for 10 i hånden. De dur ikke, medmindre man er tilhænger af skatter langt over 100 %. Og det burde borgerlige partier ikke være.
Og her er så en henvisning til den originale fra Børsen