Indlæg

Udgivet den

Hjælp til at finde rundt i Vahls Slægtebog over Christjern Nielsens afkom.

Allerede da jeg som teenager arbejdede som bogopsætter på Gentofte bibliotek stiftede jeg bekendtskab med at af storværkerne i dansk slægtsforskning, nemlig de 17 hæfter der tilsammen udgør Jens Vahls: “Slægtebog over afkommet af Christjern Nielsen, borgmester i Varde omkring år 1500”.

En af bibliotekarerne forklarede mig, at uanset bogen var aldeles umulig at finde rundt i, så var den en af de mest anvendte bøger overhovedet i læsesalssamlingen. Den flittige anvendelse skyldes, at det er et værk, der omfatter voldsomt mange mennesker. Og det er en imponerende præstation at have samlet materialet, når man betænker at det udkom i årene 1879-97. Om Vahl havde planlagt yderligere hæfter, ved jeg ikke, men værket er ufuldendt. Og omfanget er så overvældende at ingen har følt trang til at gentage sporten.

Det helt afgørende problem med bogen er, at økonomien ikke var i orden, så Vahl har grebet til alle mulige små hundekunster for at komprimere og spare papir, men resultatet er blevet rodet opbygget værk. Allerede med titlen går det galt for selv om der overordnet er tale om Christjern Nielsens Slægtebog, så er der 3 undertitler for hhv. Anders Sørensen Vedels, Slægten Worms og Familien Berings slægtebøger. Det har nok været nemmere at sælge på den måde.

Konsekvensen deraf har været, at værket har adskillige pagineringer med arabertal foruden nogle sider med romertal og endog en håndfuld, som er litrerede. Personernes løbenumre er i 6 serier og tilsammen er der ca. 25.523 personer. Men tallet er nok ikke helt præcist, for nogle er temmelig tvivlsomme.

Der er en del lakuner i de dele, som jeg har arbejdet med. Og hvad er virkeligt er forbandet, så gør manden ikke altid opmærksom på dem. Der mangler bare lige pludselig et nummer i en søskendeflok, og vips så forsvandt et 4-cifret antal mennesker. Og man skal være opmærksom på en uendelighed af rettelsesblade i de forskellige hæfter.

Det hjælper heller ikke på overskueligheden, at udgiveren forsøgte at spare plads i ekstrem grad. Eksempelvis forkortes efternavne typisk til et enkelt bogstav. Men når frk. Olivarius til sit 1. ægteskab vælger sig en hr. Munck og til det 2. en hr. Mygind, så bliver det, når man benytter indrykningsystemet, meget hurtigt uoverskueligt med alle de mange personer, som kun hedder M til efternavn. For selv om indrykningssystemet er intuitivt og godt til nogle få generationer, så bliver det noget rod, når søskendeflokke ender med at være spredt over snesevis af sider. Derfor er det et af de værker, hvor man på skærmen virkelig savner papirbogens mulighed for at blade hurtigt og sætte små sedler i.

Men alt det er jo bare formalia. Det virkelige problem er, at der stort set ikke er henvist til kildematerialet. At man stoler på Vahl kan kun skyldes, at man erfaringsmæssigt ved, at manden rent faktisk havde styr på sagerne – eller at man selv er ekstremt doven. Så det er også lidt tvivlsomt at henvise til Vahl.

Men man kommer altså ikke udenom værket, og det er dejligt nemt, når det nu kan findes scannet ind som pdf-filer. Den første og nemmest tilgængelige del her: https://slaegtsbibliotek.dk/907029.pdf og resten her https://slaegtsbibliotek.dk/920381.pdf

En enkelt af lakunerne findes der noget materiale om her: https://tidsskrift.dk/personalhistorisk_tidsskrift/article/view/79396/114520

Så er der bare lige problemet med at finde rundt i materialet. Tidligere lå der en nogenlunde anvendelig oversigt ude på nettet på http://jvo.dk/jvo/gedcom/vahl.htm, men den er tilsyneladende forsvundet.

Til den sidste del af værket Anders Sørensen Vedels slægtebog, d.v.s. hæfterne 13, 14 og 16, findes der en læsevenlig afskrift suppleret med enkelte nye data her: https://slaegtsbibliotek.dk/923186.pdf og et forsøg på en grafisk opstilling – ligeledes med et supplement – kan findes her: https://lundahl.it/tng/documents/Vedel.pdf

Men det rækker desværre ikke til mit brug, så nu har jeg lavet min egen oversigt

Udgivet den

Hvem fulgte Anna Hansdatter Bergishagen / Bergeshagen til graven?

” Hun saa flere, end 150 Børn, Børnebørn og Børnebørns Børn. De Fleste af dem bar hun til Daaben, og de Fleste fulgte hende til Graven.” Sådan skrev præsten Immanuel Barfoed i 1859 on Anna Hansdatter Bergishagen[i], og lige siden er den sætning gået igen, hver eneste gang Anna Bergishagen optræder i en stamtavle.

På en af de meget anvendte hjemmesider med stamtavler, finnholbek.dk, som rummer hele 119.000 personer, finder man eksempelvis denne variant: ”Ved begravelsen blev Anna Bergeshagen fulgt til graven af næsten alle sine efterkommere, hvilket vil sige ca. 150 personer med børn, børnebørn og oldebørn.” [ii] Og det er, som allerede nævnt, ikke svært at finde andre tilsvarende udsagn. Det vil være langt sværere at finde omtaler, som ikke nævner de 150 sorgtyngede efterkommere.

Hun er i øvrigt ikke alene om at være en person, som går igen i stamtavle efter stamtavle, og som opnår en nærmest mytologisk status. Christjern Nielsen, borgmester i Varde omkring år 1500, der blev taget som udgangspunkt for Jens Vahls uoverskuelige Slægtebog over hans afkom[iii], er en af dem. Når det skal være virkelig højstemt kan man endog finde Christjern Nielsen beskrevet som ”den jyske Adam”[iv]. På mig smager det udtryk dog lidt for meget af dyrskue. Og i øvrigt havde manden vist ikke mere end 3 børn og 8 børnebørn.

Et tredje eksempel kunne være stammoderen til Fredericia-Bruun’erne, Gye Hansdatter Bruun, død 1707, hvis efterslægt på flere tusinde personer er vel beskrevet i en stor legatstamtavle, senest udgivet i 1948[v]. Men at lige præcis hun udpeges som særligt afgørende for befolkningstilvæksten kan godt virke lidt tilfældigt. Eksempelvis har ikke en eneste af de mange kendte slægtsforskere, som har beskæftiget sig med Fredericia-Bruun’erne, overvejet hendes aner. Dem er der ellers en hel del af[vi] og de har også mange efterkommere. Så måske bør prisen for fertilitet tilfalde en anden.

Hvor hurtigt vokser et stamtræ

Det første spørgsmål, man må stille sig selv, er, hvor mange efterkommere der typisk kan forventes efter et givet antal generationer. Ser man på en simpel matematisk model, hvor alle mennesker bliver gift, og alle ægtepar får 2 børn, så får man et samfund med en konstant befolkning. Og det vil føre til et stamtræ med 2 børn, 4 børnebørn og 8 oldebørn, ialt 14, hvilket er temmelig meget mindre end de 150, som Anna Bergishagen åbenbart havde. Anna Bergishagen er 11. generation fra mig, så det ville med de opstillede forudsætninger være forventeligt med 1.024 personer i min generation.

Hertil kommer, at man for at få lidt realisme i tallene må skulle gange op med en faktor for befolkningstilvæksten. Ifølge lex.dk er det tal i størrelsesordenen 8 siden Anne Bergishagens begravelse i 1729. Så noget over 8.000 efterkommere ville ikke være helt galt gættet i modellens verden. Hertil kommer, at der på ethvert tidspunkt lever mere end 2 slægtled. Så antallet af nulevende bliver større. I virkeligheden vil tallet imidlertid være meget, meget mere svingende. Nogle får mange børn, andre ingen. Noget af det er tilfældigt, og en hel del af variationerne er det faktisk ikke. Der er temmelig mange bevidste valg i om et menneske danner par og får afkom. Men det vil føre for langt ud på sidesporet at diskutere.

Hvis man skal tage stilling til om Anna Bergishagen er ”en falstersk Eva” – for nu at blive i terminologien – så får man altså travlt. Og egentlig tror jeg, det ville blive kedeligt. Stamtavler er bedst, når man kan overskue antallet af personer og når personerne bindes sammen af et eller andet, eksempelvis et passende efternavn, en virksomhed eller en grundig redegørelse for, om de deltog i en bestemt begravelse.

Som vi alle ved fra børnesangen om Mallebrok, så er det nemlig væsentligt, hvordan man bliver båret til graven. Er der 4 hædersmænd eller hvad? Det betyder åbenbart noget. Så hvor mange var der til at deltage i Anna Bergishagens begravelse?

Barfoed, der startede med at nævne tallet 150, skrev også: ”Da hun er Stammemoder til en meget talrig og godt bekjendt Efterslægt, var hun vistnok en ordnet Stam-Tavle værd, men da Forf. endnu ikke har kunnet samle tilstrækkeligt Materiale til en saadan, hidsættes der blot følgende aldeles sikre Oplysninger om hendes Ægteskaber, der kunne danne Udgangs-Punktet for en senere Behandling.”

Som enhver kan sige sig selv, så var disse ”aldeles sikre oplysninger” ikke aldeles fejlfrie. Han udnævner således 2 børnebørn til at være døtre. Barfoed havde dog en del flere oplysninger end tidligere forsøg, idet han var bekendt med alle Anna Bergishagens 4 ægteskaber til hhv. Hans Smidt, Henrik Flindt, Abraham Olsen From og Lars Poulsen Vendelbo.

De eksisterende stamtavler

Den første til at forsøge sig med Anna Bergishagen var Lengnick[vii], dansk kildebaseret slægtsforsknings foregangsmand. Den bedste generelle karakteristik af hans arbejder stammer nok fra præstehistorikeren Wiberg[viii], der omtaler ham som ”den rastløse kaptain Lengnick”. Lengnick forsøgte sig kun med en stamtavle over afkommet i ægteskabet med Henrik Flindt, og den findes i 2 versioner. I version 2 skriver han selv, at den første er fejlramt, så skal man vist sørge for at holde sig til den sene udgave[ix].

Men Lengnick lægger grunden til et mønster, som har holdt sig lige siden, nemlig at de fleste personer, som har skrevet om Anna Bergishagens familieforhold, har holdt sig ret snævert til det ene af ægteskaberne. Og den store lakune har altid knyttet sig til afkommet fra 1. ægteskab.

Det barnløse sidste ægteskab med Vendelboe er der ikke meget at sige om, udover at det netop var barnløst.

Klart bedst oplyst er afkommet fra de 2 midterste ægteskaber. Det er også dem hvor nogle af efterkommerne blev adlede, som hhv. de Flindt og Wichfeld.

Familien Flindt  og dermed børnene fra 2. ægteskab er er veloplyst. Standardværkerne er Alfred Larsens stamtavle over den borgerlige gren i Personalhistorisk Tidsskrift [x] og i Danmarks Adels Aarbog over den adelige[xi]. Der findes en yderligere oversigt over Flindt’erne fra 1945 af E. Kølpin Petersen, men den er kun trykt i et fåtal af eksemplarer[xii], og den overses nemt. En kvalitet ved Kølpin Petersen er, at han ikke er angst for at angive, når han skriver af efter sekundære kilder såsom Hirsch’s officerer og Wibergs præstehistorie. Det gør eftersporing nemt.

I Anna Bergishagens 3. ægteskab med Abraham Olsen From var der kun 2 børn, en dreng og en pige. Datteren blev gift med en købmand Bertel Wichmand, og over ”De ældste led af slægten Wichmand” findes også en stamtavle af Alfred Larsen [xiii], ligesom DAA også har en stamtavle over den adelige gren[xiv], Wichfeld. Ved samme lejlighed kan man supplere op med disputatsen om det fynske rådsaristokrati[xv], der udrydder en gammel – og derfor udbredt – misforståelse om den Karen Lett, der var gift med Wichmand-slægtens stamfar. Dertil kan suppleres med Den Seidelinske Slægtsbog[xvi], som rummer en betydelig efterslægt.

For så vidt angår sønnen Abraham Abrahamsen From, så er en af hans efterkommere A. G. W. Halling, der i 1905 udgav sin anetavle[xvii]. Den er resultatet af en omfattende brug af professionelle forskere, herunder rigsarkivar V. A. Secher[xviii]. Det har næppe været billigt. Hallings tekst har i øvrigt et fint lille raffinement, når en forventet oplysning mangler. I så fald er der ofte anført, hvor oplysningen er forsøgt fundet – ”hendes begravelse ikke i X kirkebog indtil …”. Det skyldes formentlig, at de professionelle forskere har skullet forklare størrelsen på deres regning, men er rigtig rart for dem, som skal uddybe oplysningerne[xix]. Ulempen ved værket er, at Hallings familie desværre var Slesvig-Holstensk, og vi idag er langt ringere til at forstå tysk. En passant bemærket er det dog ikke i den gren, Bergishagens efterslægt formerer sig ekspansivt.

Problembarnet i forhold til en samlet oversigt over efterkommerne er altså det første ægteskab. For os dovne er den mest oplagte måde at søge oplysninger om Lolland-Falster på at søge til kantor Viggo Holms samlinger[xx]. Men det kræver, at man går på arkiverne, for de er ikke lagt på nettet – endnu. Men Holm kender tilsyneladende intet til børnene fra 1. ægteskab.

Så da jeg første gang skrev Anna Bergishagen ind i min  anetavle, var den mest oplysende tekst om børnene med Hans Smidt en note i en artikel af Gregers Hansen om skotskfødte købmænd i Stubbekøbing[xxi]. Jeg burde dengang have spurgt Gregers Hansen, der havde et helt utroligt kendskab til kildematerialet, om han kunne uddybe. Men det gjorde jeg ikke. I stedet ventede jeg på, at nogen fyldte lakunen ud.

Og der er noget at fylde ud. Det fandt jeg ud af, da jeg for nylig fandt den gren af familien på hjemmesiden MichaelAxelsen.dk. Axelsens hjemmeside er den klart grundigste bearbejdning af de mennesker til dato. Axelsen er ikke meget for at sætte ting på sin hjemmeside, hvis han ikke egenhændigt har stemt dem af med førstehåndskilderne. På det punkt er vi forskellige. Jeg går ind for den arbejdsdeling, der ligger i at anvende andres resultater. Dermed bliver man imidlertid afhængig af kvaliteten af andres arbejde, og deri ligger en usikkerhed, men man kan overkomme mere. Det gode ved Axelsens holdning er, at det har fået ham til at tygge kildematerialet igennem. Det ville jeg aldrig selv have haft tålmodighed til.

Efterfølgende har jeg så også set, at den samme persongruppe er omtalt i Ketty Lykke Jensens Friborg-slægten[xxii], der desværre repræsenterer den stik modsatte holdning til kildebehandling, og som også bærer præg af en noget overfladisk tilgang til stoffet.  Et sted (det er på side 9) nævner hun ret udførligt en Ditlev Flindt og hans børn, men selv om alle hans 5 kendte børn er født i nogenlunde rækkefølge og i samme sogn, så har hun kun medtaget de 2 ældste. Og hun henviser slet ikke til den ellers ret udførlige stamtavle over familien Flindt. Jeg har ikke kunnet se bort fra indholdet af hendes skrift, men det minder ufattelig meget om internet-portalerne Geni.com og MyHeritage.com, der også har uendelige mængder af oplysninger, men som på grund af manglende kildeoplysninger ikke kan bruges til ret meget – udover at være en inspirationskilde til egne undersøgelser.

Hvor mange var de så?

Med disse stamtavler[xxiii] som udgangspunkt har det imidlertid endelig været muligt at nærme sig en nogenlunde pålidelig oversigt over Anna Bergishagens afkom . Ved enhver opgørelse af den slags bør man lige gøre sig klart om man tæller efter kirkebogen eller efter skifteprotokollen. Når man siger, at Anna Bergishagen havde 10 børn, så er det vel at mærke dem, som optræder som arvinger efter hende, altså står i skifteprotokollen. For kirkebøgerne for Nykøbing går ikke langt nok tilbage til at dække hendes aktive periode. Alle de som døde i opvæksten er derfor sorteret fra. Men det er urealistisk at forestille sig, at hun har været så helt usandsynligt heldig, at samtlige hendes børn blev voksne. For hendes 2 døtre er antal fødsler derimod opgjort efter kirkebogen og frafaldet er henved halvdelen af antallet af fødte. For oldebørnsgenerationen er der tale om en blanding af antal fødte og antal arvinger, nogle kuld er det ene, andre det andet. Så totalen af oldebørn er nok undervurderet noget!

Og selv om afkommet ikke er lige så talrigt som stjernerne på himlen, så løber det ganske pænt op: 10 børn, 85 børnebørn og 223 oldebørn (rettelse: der var 4 mere med efternavn Wederkinch) , eller totalt 318 personer. Oversigten, der selv med en beskeden skriftstørrelse fylder 13 tæt trykte sider, kan ses her. Hvis man vil have en version med kilderne indføjet, så skriv til mig. Den kan også leveres som gedcom-fil.

Hvor mange kom til begravelsen?

Med mere end 300 efterkommere i de 3 første generationer skulle man jo så umiddelbart tro, at det godt kunne blive til de forventede 150 i begravelsesfølget. Der er imidlertid den hage ved det, at en meget stor del af personerne først blev født efter begravelsen. Det gælder såvel børnebørn som oldebørn, hhv. 10 børnebørn og hele 190 (194) af oldebørnene.

Og der skal yderligere ske fradrag, fordi et antal afgik ved døden inden Anna Bergishagen. I det tal er der nogen usikkerhed, for en del dødsdatoer er ukendte. Men i hvert fald 2 børn, 29 børnebørn og 7 oldebørn døde inden Anna Bergishagen.

På den anden side er det med de 150 egentlig også en lille forbedring af Barfoed oprindelige udsagn. Han skriver, at ”de fleste” af de 150 fulgte hende til graven. Barfoed har udmærket forstået, at familien fra København, Århus og Ebeltoft næppe kunne såvel få budskabet om dødsfaldet frem og selv rejse til Nykøbing i tide. I øvrigt har der vel også været en tendens til, at kvinder ikke deltog i begravelser[xxiv]. Strengt taget holder Barfoeds udsagn, blot der var 76 deltagere. Det ved vi desværre ikke, om der var. Men hvis de alle stimlede samme, så kunne de lige præcis have knebet sig over grænsen. Efter mit bedste skøn var antallet af levende efterkommere, som kunne have deltaget, 80. Og det ville nok være betydeligt mere, end de fleste af os nulevende opnår i det samlede ligfølge!

Navnet Bergishagen

Til slut en lille krølle om navnet ”Bergishagen”. Det har ikke været anvendt som efternavn i Danmark siden Anna Bergishagens tid, men det forekommer sjovt nok af og til som mellemnavn. Forfatteren Kjeld Abell og indehaverne af Perchs Tehandel har været blandt dem, som holdt navnet i hævd. Men navnet er nedarvet på en lidt pudsig måde, idet der er tale om et stiffader-opkald.

Købmanden Hans Bergishagen Flindt giftede sig i 1699 med enken efter Evert Hincheldey, og dermed fik han nogle stifbørn. Da Everts ægteskab var indgået i 1690, så har børnene i hvert fald ikke været mere end 8 år gamle – de var snarere ganske små. Og allerede i 1704 døde deres mor, så nu var de alene med stiffaderen og 2 halvsøskende. Senere blev stiffaderen altså opkaldt, da en af dem fik børn. Imidlertid er miljøet så snævert, at nogle generationer senere gifter et medlem af Hincheldey-klanen sig med en af Anna Bergishagens efterkommere[xxv] og dermed forenes navn og gener på ny for disse 2’s efterslægt. En gruppe af navnets bærere er altså efterkommere, mens andre ikke er det. Det øger ikke overskueligheden.

Den samlede konklusion må være, at Immanuel Barfod tog grueligt fejl. Der var mange flere efterkommere af Anna Bergishagen end han regnede med, men til gengæld kan de umuligt have deltaget i hendes begravelse, og som det værste så kan man end ikke regne med, at bærere af navnet er efterkommere. Så samlet set, er det nok egentlig ganske forståeligt, at det kom til at tage sin tid, førend nogen lavede den oversigt, som Barfoed efterlyste.

[i] Den falsterske Gejstligheds Personal-Historie ved Immanuel Barfod, kandidat i Theologien, bd. 1, Selskabet for Danmarks Kirkehistorie 1859, https://www.ronlev.dk/bibliotek/3534.pdf, note 1 på side 19 (pdf side 31). Om Barfoed selv se Dansk Biografisk Leksikon, https://biografiskleksikon.lex.dk/Immanuel_Barfod

[ii] https://finnholbek.dk/getperson.php?personID=I56880&tree=2

[iii] Det ene bind kan findes her: https://slaegtsbibliotek.dk/907029.pdf

[iv] https://www.geni.com/people/Borgmester-i-Varde-Christiern-Nielsen/6000000000291831549

[v] Jørgen Swane (udg.): Købmand i Fredericia, Justitsraad Bertel Bruun, 1767-1827, og Magdalene Barbara Brøchner’s, 1768- 1831, samlede Descendens. 6. udg. Vejle, 1948. 88 s. ill.

[vi] Lokalhistorie fra Sydøstjylland 2018, p 146.

[vii] https://biografiskleksikon.lex.dk/J.C.L._Lengnick

[viii] https://biografiskleksikon.lex.dk/S.V._Wiberg

[ix] Version 2, der omfatter både den borgerlige familie Flindt og den adelige gren, kan findes på siderne 120-128 i denne pdf: https://slaegtsbibliotek.dk/900781.pdf

[x] Alfred Larsen: Stamtavle over de første syv slægtled af en borgerlig slægt Flindt, Personalhistorisk Tidsskrift 78. årg, 1958, 13. række, bd. 6., side 81-110, https://tidsskrift.dk/personalhistorisk_tidsskrift/article/view/79610.
Bemærk, at det hos Brejl.dk ekstraherede skifte Odense Byfoged nr. 484 og 764 sammenholdt med det i note 13 nævnte skifte, Odense Byfoged nr. 519 giver  yderligere oplysninger om Mathias Flindts hustru Cathrine Johansdatter Odendal og hendes søskende. Sammenholdt med skiftet Nykøbing Falster byfoged nr. 38 og skifter i Kolding kan man konstatere, at Cathrine Johansdatters bror er identisk med det indtil nu ældst kendte led af slægten Uttenthal.  

[xi] DAA 1955

[xii] Eiler Kølpin Petersen: Lorentz Petersen og Anna Maria Buchwald med Efterslægt, i kommission hos Harcks boghandel, 1945.

[xiii] De ældste led af slægten Wichmand, af Alfred Larsen, Personalhistorisk Tidsskrift 67. årg., 1946, 12. række, bd. 1, side 25-71, https://tidsskrift.dk/personalhistorisk_tidsskrift/article/view/80044/115168.
Bemærk, at Alfred Larsen har overset det skifte, som er ekstraheret hos Brejl.dk, Odense Byfoged nr. 519, og som angiver navn og familietilhør for sognepræst Bertel Wichmands 1. hustru samt oplyser om, at han faktisk havde en datter i sit første ægteskab.

[xiv] DAA 1953

[xv] Svend Larsen: Studier over det fynske Rådsaristokrati i det 17. Århundrede (disp.), Odense Bys Museer, 1965, bind 2. Ej heller han har fundet det skifte, der er nævnt i note 12.

[xvi] Mogens Seidelin: Den Seidelinske Slægtsbog I-V, Odense 1943-1982

[xvii] Adolph Georg Wilhelm Halling: Meine Vorfahren und ihre Verwandtschaften, 2 bd. , Glückstadt 1905, bd. 1: https://slaegtsbibliotek.dk/931537.pdf , bd. 2: https://slaegtsbibliotek.dk/931538.pdf.
Bøgerne er omfattende og dermed vanskelige at finde rundt i, indtil man opdager, at de 4 sidste sider i bd. 1 indeholder en oversigtstavle.

[xviii] https://biografiskleksikon.lex.dk/V.A._Secher

[xix] Det eneste man kan savne derudover er en oplysning om, hvad der ikke er søgt efter.

[xx] https://biografiskleksikon.lex.dk/Viggo_Holm

[xxi] Gregers Hansen: Tre skotsk-fødte Stubbekøbing-købmænd i 1600-årene og deres nærmeste efterslægt. (https://www.genealogi.dk/images/pht/1980_2/1980_2.pdf#page=4 ), se artiklen note 24. Gregers Hansen havde i øvrigt selv rødder i miljøet; det fremgår af hans og hustruernes anetavle offentliggjort som, “Bispen og Betleren“, Dansk Historisk Håndbogsforlag 1981. I tilgift var han søn af en landsarkivar, så arkivarbejdet var ham ikke fremmed. Professor Harald Westergaards Anetavle (i serien: Kendte danskeres Anetavler), Personalhistorisk Tidsskrift 1980, side 101, der også er udarbejdet af Gregers Hansen, inddrager samme personkreds. Desuden kan nævnes hans “De 6 ældste led af Maribo-slægten Reimer” i Personalhistorisk Tidsskrift 1976, side 47-74, som også rummer afkom af Anna Bergishagen. Endelig er der artiklen “Købmandsslægten Wandel i Sakskøbing og Nykøbing F” i samme tidsskrift 1974, der bl.a. omhandler familien Hincheldey jf. note XXV

[xxii] Ketty Lykke Jensen: Friborg-Slægten og de deri indgiftede slægter: Benzon, Borch, Engberg, Lind, Sebbelov, Schiøtz o.m.a., eget forlag 2002, https://slaegtsbibliotek.dk/931137.pdf 
En grum fejl optræder med person 76’s hustru,  der hed Wandet, ikke Wandel. Og der er flere andre sjuskefejl – foruden de udeladte referencer. De relevante dele af bogen er generation 4: person 43, side 13 (Bergishagens svigersøn), generation 5: personerne 89–103 (børnebørn), side 19-21, generation 6: personerne 173-213 (oldebørn) , side 30-36 , generation 7: personerne 405-441 (tipoldebørn), side 52-57

Mere af hende om Engberg https://www.dis-danmark.dk/forum/read.php?1,41115,41154

[xxiii] Desuden er suppleret med en række yderligere værker, herunder stamtavler for Slægten Wolf, https://slaegtsbibliotek.dk/807021.pdf,
Slægten Riegels gennem 300 år, 10 generationer af C. W. O. Riegels, https://slaegtsbibliotek.dk/2024/941303.pdf,
Familien Engbergs Stamtavle ved A. og J. Engberg, 1927, https://slaegtsbibliotek.dk/2023/937689.pdf,
Patriciske Slægter bd. 5, 1930 https://slaegtsbibliotek.dk/924594.pdf om familien Wederkinch
Danske Patricierslægter af Wilhelm von Antoniewitz https://slaegtsbibliotek.dk/927219.pdf om familien Sølling
foruden naturligvis sådanne uundgåelige som wiberg-net.dk, Brejl.dk (herunder Fl. Aagaard Winthers artikel om familien Pontoppidan) og Nygårds sedler. En gedcom-fil med fulde kildeoplysninger udleveres gerne.

[xxiv] Se eksempelvis Den seidelinske Slægtsbog, bd. 1, side 119 om begravelsen af Drude Margrethe Clausdatter gift Seidelin.

[xxv] Hans Bergeshagens Flindts stifbørn er opremset Personalhistorisk Tidsskrift 1974, side 168. Der var 3. Parret er Claus Seidelin Jessen (1759- ), tipoldebarn af Anne Bergishagen, og Karen Hincheldey (1769- )

Udgivet den

Amerikanske forbudskendelser begrænset af Højesteret.

Credit: D B King

Det mest karakteristiske ved Trumps 2. præsidentperiode har været hans på forhånd planlagte (mis)brug af alle mulige mærkelige loves bemyndigelsesregler til at udstede ”Executive orders”. Og ligeså karakteristisk for perioden har det været, at der er blevet anlagt retssager om ugyldighed  af hans Executive orders og at domstolene i den forbindelse har nedlagt en længere række af totalforbud mod anvendelse af de nye regler, så længe ugyldighedssagerne løber. Det har, set udefra, været lidt af et cirkus.

Det er nu endt med en højesteretskendelse, der tager stilling til om man kan anvende totalforbud, eller om en forbudskendelse skal være begrænset til kun at beskytte sagens parter.

Alle de faktiske problemer, som optræder i den amerikanske sammenhæng, optræder faktisk også i det danske retssystem, omend der naturligvis er forskelligheder i behandlingen og til dels også løsningen deraf. Det er dog mit indtryk, at forskellene i løsningen er langt mindre end man kan få indtryk af, når man læser pressen.

Og lad mig i den sammenhæng blot gentage, at efter min opfattelse, så er den sammensætning af Højesteret, som Trumps sidste præsidentperiode resulterede i, nok noget af det aller-ypperste som er set i USAs historie. Og det er jo bestemt ikke det indtryk man får ved at læse hver dansk eller international presse. Så naturligvis er jeg en mand med en mission. Men derfor kan jeg jo stadig have enkelte valide argumenter.

Bemyndigelseslove i Danmark og USA

Executive orders svarer nok nærmest til kongelige anordninger i Danmark. Alternativt er de en slags bekendtgørelser. Eller man kan bruge det generiske udtryk, at det altsammen er sekundær lovgivning. Executive orders udstedes af præsidenten, og modsat Danmark, hvor de skal paraferes af resortministeren, så kan han vist gøre det på egen hånd. Men lige den detalje har jeg ikke undersøgt. Executive orders skal selvsagt have hjemmel. Og den hjemmel søges typisk i en bemyndigelseslov. Og bemyndigelser til administrativ regelfastsættelse kender vi ganske udmærket i Danmark. Det har faktisk periodevis været et slagnummer for visse folketingspolitikere, at der var for mange af dem, og at magten derfor er flyttet fra folketinget til administrationen.

USA har også bemyndigelseslove, og de givne bemyndigelser har traditionelt været ekstremt brede. Men der er en væsentlig forskel i hvordan danske regeringer og amerikanske præsidenter kan udnytte bemyndigelserne.

I Danmark kan regeringer og ministre afsættes til enhver tid af et tilfældigt flertal i folketinget. Den regel har man ikke i USA. Derovre er ministrene udpeget af statsoverhovedet, og de bliver siddende så længe han ønsker det. De kan kun fjernes ved, at der rejses sag om embedsfortabelse – det vi på dansk fejloversætter til en rigsretssag. En sag om embedsfortabelse er vanskelig at gennemføre, og den forudsætter udarbejdelse af et anklageskrift, så den får fra starten karakteren af at være en juridisk – modsat politisk – handling. Men da den gennemføres ved, at Repræsentanternes hus rejser tiltale, og Senatet dømmer, så kan den principielt godt være rent politisk, forudsat man kan skaffe det fornødne flertal på 2/3 i senatet. Den forskel i, om præsidenten og ministre kan afsættes, medfører naturligvis en noget større jobsikkerhed i USA. I Danmark vil en minister, som udsteder en bekendtgørelse, som udfordrer et folketingsflertal, hurtigt blive tvunget på tilbagetog. I USA er reaktionsmuligheden, at Kongressen beslutter en ny lov, der forhindrer udnyttelse af bemyndigelsen på en uønsket måde.

Lige præcis af den grund kunne man have forventet, at bemyndigelser i USA var ekstremt snævert formulerede, men det er altså ikke tilfældet. Der må være andre elementer, som fører til at brede bemyndigelser anses for hensigtsmæssige.

Trump har imidlertid valgt at ”afsøge grænserne” for de bemyndigelseslove, som han benytter sig af. Enemy Aliens Act, som stammer fra 1798, og som hidtil kun er blevet brugt nogle enkelte gange, er blevet støvet af og bruges i stor stil som udvisningshjemmel for udenlandske statsborgere. Den pæne måde at beskrive det på er, at det er en radikal nyfortolkning af loven. Personligt ville jeg foretrække ordet magtmisbrug.

Så, at der kommer ugyldighedssager, kan ikke undre.

Tvisten om statsborgerskab

I samme boldgade er Trump plan om at forhindre ulovlige indvandreres – og turisters – børn i at opnå amerikansk statsborgerskab. Og i den anledning har han udstedt en executive order med en efter danske forhold ganske urimeligt svulstig titel: ”Protecting the meaning and value of American citizenship.” Her er der ikke tale om udnyttelse af en bemyndigelse til at udstede regler, for selve regelsættet er fastlagt ved det 14. forfatningstillæg. Der er tale om en tjenestebefaling – et cirkulære – til embedsmændene om at anvende reglerne på en ny, mere restriktiv måde. Det er klart et forsøg på at afprøve grænser i forhold til en mangeårig praksis. Men som regelsæt ligner det mest af alt den slags ”styresignaler”, som eksempelvis danske skattemyndigheder ofte benytter sig af. Der er intet usædvanligt i metoden – kun i indholdet.

Og svaret kom prompte i form af en sværm af ugyldighedssager og hele 3 forskellige midlertidige forbud mod anvendelse af den nye fortolkning. Og det er de 3 midlertidige forbud, som Højesteret har fået forelagt.

Trump har sejret – men hvor meget

Lad mig sige det straks. Trumps justitsminister har vundet en stor sejr, men han har ikke vundet fuldstændig. Ikke en eneste af de dommere, som han selv har udpeget, har givet ham fuldt medhold. De har nøjedes med at lade ham vinde ca. 99,4 %. Sjovt nok er de 3 demokratisk udpegede dommere uvillige til at give Trump bare en lille bitte smule medhold.

Det interessante ved en juridisk afgørelse er imidlertid ikke resultatet, men begrundelsen. (Rigtige advokater ville være uenige – det virkeligt spændende er salæret.)

Højesterets afgørelse tager sit udgangspunkt i en anden gammel støvet lov, nemlig the Judiciary Act 1789, som fastlægger de enkelte føderale domstoles kompetence. Ingen tvivl om at loven er gammel. Men det skyldes jo blandt andet, at den gennem de mange, mange år har vist sig at være et godt fundament for domstolenes arbejde. I modsætning til the Enemy Aliens Act, der sidste gang så dagens lys under 2. verdenskrig, så har the Judiciary Act været anvendt hver eneste dag siden 1789. Der er næppe mange, som tænker over, at de anvender den, så indarbejdede er de fleste af dens regler i hverdagen, at man næppe tænker over dens eksistens. Det er ligesom at køre i højre side af vejen uden at tænke på, at det faktisk er en regel, som står i færdselsloven.

I den danske retsplejelov står der idag, at den kun gælder de almindelige domstole. I ældre versioner af samme lov er der også en opremsning af en række ualmindelige domstole, som aldrig har været omfattet. Så retsplejeloven indeholder bestemmelser, der afgrænser domstole fra andre myndigheder. Det gør the Judiciary Act også. Og i begge lande er det givetvis et kapitel, der kun læses kursorisk af de studerende. Det er aldrig det eksamen handler om.

Det er imidlertid også den lov, som afgrænser, hvornår der kan nedlægges forbud mod, at en sags parter gør noget, som der ikke kan rettes op på ved den endelig dom, og som derfor også må forbydes medens sagen løber. I Danmark har vi traditionelt kendt begrebet som ”fogedforbud”, fordi kompetencen var henlagt til fogedretterne. Klassikeren indenfor fogedforbud er naturligvis, når en avis offentliggør nøgenbilleder af en kendt person. Hvis avisen når at udkomme, er skaden indtruffet, og en erstatning er kun en ringe kompensation. Altså kan der nedlægges forbud.

Hvis man først er blevet udvist efter Enemy Aliens Act eller har mistet sig pas på grund af Trumps grundlovsfortolkning, så kan skaden være enormt svær at få rettet op på. Og derfor giver det god mening at udstede et midlertidigt forbud mod anvendelse af reglerne.

Men man skal ikke glemme, at det er et tveægget sværd. Der kan jo også ske skade, hvis man udsteder forbuddet. Når en borgmester er taget med fingrene langt nede i kommunekassen, så forsøger han altid at få et forbud mod, at avisen skriver om det. Og det forbud er jo ikke så smart.

De forbud, som er nedlagt mod Trumps nye regler, er i en noget anden klasse end de danske forbud. Danskere kan også anlægge sager om, at nye regler er ugyldige. Det gjorde Tvind i sin tid. Og de vandt – uanset jeg havde skrevet en kronik om, at de burde tabe. Men vi ser aldrig et forbud mod nye reglers ikrafttræden. Det skyldes en bemærkelsesværdig forskel mellem Danmark og USA.

I USA er en retssag mod staten omfattet af nøjagtig samme forbudsregler som en sag mellem 2 privatpersoner. I Danmark er det anderledes, for i grundloven står der i § 63, at selv om en person anlægger en sag om, at en offentlig instans handler udenfor sine beføjelser – overskrider øvrighedsmyndighedens grænser – så skal man rette sig efter påbud fra instans, indtil sagen er afgjort. Grundloven bygger på en forhåndsformodning om, at staten har ret. Så man kan formentlig slet ikke få nedlagt forbud mod offentlige myndigheder, når de vel at mærke handler som myndighed. Det kan man derimod i USA.

Det klassiske forbud handler om, at den ene part i retssagen ikke må gøre noget, som kan skade den anden part i sagen. Så hvis borgmesteren fra mit eksempel får nedlagt forbud mod, at Ekstra-Bladet skriver om hans pengeforbrug, så dækker forbuddet ikke BT, som naturligvis straks vil skynde sig at skrive om sagen. Og det kan jo være upraktisk. Den lille finte løb politiet ind i, da en tidligere chef for efterretningstjeneste havde skrevet en bog om sit job. For efterretningstjenesten endte det i kaos.

Universelle forbud

Tilsvarende gælder, når Trump vil begrænse udstedelsen af pas til ulovlige indvandreres børn. Det vil jo ramme alle børnene, og så kan der jo komme en lavine af retssager, hvis hvert enkelt barn skal anlægge sin egen sag. Og det vil domstolene ikke synes om, at de skal bruge tid på. Blandt andet af den grund er der i USA vokset en retspraksis frem gennem de seneste årtier, hvorefter domstolen udsteder forbud, som dækker universelt. Man forbyder alle aviser at skrive om borgmesterens pengeforbrug.

Det lyder praktisk, men det kan have utilsigtede konsekvenser. Hvad nu hvis Skive Folkeblad slet ikke har hørt om forbudssagen, men selv har undersøgt borgmesterens pengeforbrug, og derfor skriver om sagen. Har de så overtrådt forbuddet, så der skal straffes for det? Hvis nu Skive Folkeblad rent faktisk har solid dokumentation, medens Ekstra-Bladet bare skrev om et rygte. Skal de så bedømmes ens?

Det er imidlertid et af de helt grundlæggende dogmer i retfærdighed, at man kun kan dømmes, hvis man har haft lejlighed til at udtale sig under sagen. Og det dogme tilintetgøres, hvis man tillader universelle forbud.

I USA har de også haft det problem, at nogle dommere er mere villige til at udstikke forbud end andre. Så sagsøgerne har med vilje anlagt sager ved domstole, hvor de med høj sandsynlighed ville få udstedt forbud, og hvis forbuddet så gælder hele landet, så opstår der en skævhed. Den sagsøgte part skal vinde i alle retskredse for at få medhold, den anden part kun i én. Det er naturligvis ikke holdbart.

Men udviklingen mod universelle forbud i USA er altså en retspraksis, som er vokset frem de sidste 70 år, først med nogle ret ukontroversielle sager og siden med en stadigt stigende styrke, for til sidst at blive en tsunami under Trump. Det kan man mene, at Trump selv er skyld i, men det ændrer ikke på tallene for udviklingen.

Hidtil er der ikke nogen, der har argumenteret for, at det er åbenbart ulovligt. Sagsøgte har gang på gang argumenteret mod et forbud, fordi det ikke var rimeligt i lige præcis denne konkrete sag. Men de har ikke appelleret med påstand om, at det var ulovligt.

Løsningen står i loven

Det er så sket nu, og derfor har Højesteret været nødt til at læse op på the Judiciary Act. Og i den står der, at forbud kan udstedes i samme omfang, som man hidtil har kunnet gøre det, medens man var underlagt de engelske domstole – for det var man jo indtil uafhængigheden.

Og det er fuldstændig ubestrideligt, at i England i 1700-tallet kunne man kun få udstedt forbud mod handlinger foretaget af sagens parter. Det, man må undre sig mest over, er, at ingen har tænkt på den lovbestemmelse før. Er der virkelig ikke en eneste lille nørd i det amerikanske retssystem, som har haft styr på det? Åbenbart ikke!

Så den amerikanske højesteret har tilsidesat muligheden for at udstede universelle forbud. En gravid indvandrer kan få et forbud om, at hendes barn ikke må nægtes pas som amerikansk statsborger, men forbuddet kan ikke udstrækkes til andre gravide indvandrere; de må hver især anlægge deres egne sager.

Men til gengæld har højesteret opretholdt samtlige forbud i det omfang de beskytter personer, som har anlagt sag. Der er en teknikalitet om en sag anlagt af nogle stater, som de underordnede domstole skal overveje, men det væsentlige er, at de individuelle forbud er opretholdt. Det siger en lille smule om det forventede endelige udfald af sagerne.

Og det bekræfter, at USAs højesteret ikke er i lommen på Trump. Og danske jurister ville i øvrigt være nået til nøjagtig samme resultat.

Udgivet den

USAs Højesteret skal afgøre sag om Birthright citizenship

Credit: D B King

Forleden var der en af de vigtige Trump-sager på programmet i den amerikanske højesteret.
Sagsgenstanden var statsborgerskab. Som følge af fortidens synder med negerslaveri blev der efter borgerkrigen i 1860’erne indsat en tillægsbestemmelse i den amerikanske forfatning om, at “enhver der er født i De forenede Stater og underlagt deres myndighed” er statsborger.
Det blev senere suppleret med højesteretsdommen om Wong Kim Ark fra 1898 , der handlede om en ung mand, der var født i USA, medens hans kinesiske forældre havde varigt ophold der. Senere rejste forældrene tilbage til Kina, og da han efter et besøg hos dem ville ind i USA, så nægtede man ham indrejse. I hans tilfælde fastslog retten, at han var blevet amerikansk statsborger allerede ved fødslen, selv om hans forældre ikke var det – og uanset at datidens amerikanske lovgivning fastslog, at kinøjsere slet ikke kunne opnå statsborgerskab ved ansøgning. Så forældrene ville aldrig kunne være blevet amerikanere.
Og sidenhen har det været administreret sådan, at selv moderens tilfældige – og endda ulovlige – ophold i USA medfører amerikansk statsborgerskab.
Hvis man skal illustrere grænserne for princippet, så kan man jo tage udgangspunkt i, at udover et landområde så henregnes fly og skibe til flagstatens territorium. Så konsekvensen er, at hvis en gravid kvinde stiger på et amerikansk fly i Kastrup, fordi hun skal stige af ved en mellemlanding i Frankfurt, og hun rent faktisk føder et barn undervejs mellem København og Frankfurt, så er barnet efter den hidtil gældende fortolkning af forfatningen amerikansk statsborger !
Det har Trump et ønske om at ændre. Og det vil han gøre ved at udstede et præsidentielt dekret – svarende til en kongelig anordning i Danmark.
Som så mange andre af Trumps påhit giver det naturligvis temmelig megen opstandelse, navnlig fordi forvaltningen af dette område tilsyneladende har været fuldstændig entydig i over 100 år. Reglerne har udmøntet sig i lovbestemmelser, men den centrale del af lovbestemmelsen er blot en gentagelse af forfatningens ord om at være født på amerikansk territorium og underlagt amerikansk myndighed.)
Og en ændring må jo meget naturligt rejse spørgsmålet om konsekvenserne for allerede fødte – altså tilbagevirkning af reglerne. Vil der kunne komme sager om, at personer, der hele livet har besiddet et amerikansk pas, ikke længere vil kunne få det fornyet. Hvad med dem, som er født med dobbelt statsborgerskab. Dekretet er ganske vist ifølge sin ordlyd kun rettet mod personer, der født mere end 30 dage efter underskrivelsen, men holder den skillelinje for en nærmere prøvelse. Kan domstolene anlægge forskellig fortolkning af grundloven afhængig af partens alder?
Så balladen er sådan set fuldt forståelig.

De 2 udgangspunkter

Man skal man gøre sig klart, at amerikansk ret i denne sammenhæng indtager et helt andet standpunkt, end dansk ret. I Danmark gennemførte man i 1776 Forordningen om Indfødsretten, der de næste par hundrede år var udgangspunktet for dansk lovgivning om statsborgerskab. Formålet med loven var at udelukke udlændinge fra stillinger i centraladministrationen. Grundlaget for den danske lovgivning blev en kombination af, at man skulle være have danske forældre – eller mere højstemt: dansk blod – og være født i Danmark (eller i kongens tjeneste i udlandet). Hvis man var født i Danmark, men forældrene var udenlandske, så kunne man dog opnå dansk statsborgerskab ved at forblive her, indtil man blev voksen.
Og den forordning kom til at danne grundlaget for dansk ret helt frem til dette århundrede. Blandt konsekvenserne er, at mennesker, som er på campingferie i Danmark, kan ikke få dansk statsborgerskab til deres lille nyfødte, hvis fødslen går for tidligt i gang, og barnet derfor kommer til verden på supersygehuset i Skejby. Og i nyere tid er betingelserne for at erhverve statsborgerskab gradvist blevet strammet yderligere op.
Andre lande har haft tradition for, at fødsel i landet var eneste nødvendige betingelse for at være indfødt. Efter det latinske ord for jord – i betydningen: den fædrene muld – solum, taler man om jus soli. (Ordet terra, som også kan oversættes jord, er mere associeret med land, som politisk enhed eller modsætning til vand.) Blandt lande med denne bredere definition af statsborgere var engelsk common law, og derfra er princippet gledet over i amerikansk ret. Betydningen af forfatningstillægget efter borgerkrigen var først og fremmest, at princippet blev udvidet til også at omfatte andre end hvide mennesker.
I vor tid er det et mindretal af lande som fastholder fødselskriteriet som eneste betingelse for statsborgerskab. Langt de fleste lande – herunder de mest folkerige – har krav om afstamning som supplement.

Indholdet af Trumps dekret

Det, som Trumps dekret går ud på, er at indføre 2 begrænsninger på princippet om statsborgerskab ved fødsel i landet, nemlig at moderen skal opholde sig lovligt i landet, og at moderen skal have fast bopæl i USA. Dermed udelukker man altså tilfældige gravide turister fra at få amerikanske børn, og man udelukker illegale indvandreres børn fra at få statsborgerskab. I begge tilfælde er det samtidig en betingelse, at faderen ikke har amerikansk statsborgerskab.
Navnlig reglen om ulovlige immigranter er nok praktisk vigtig, for hvis børnene bliver statsborgere ved fødslen, så bliver det lynhurtigt enormt svært at få deres forældre smidt ud af landet. Det problem har vi i en årrække haft helt inde på livet i Europa, fordi den europæiske menneskerettighedsdomstol har fastslået, at børns ret til familieliv kan forhindre udvisning af deres kriminelle forældre.
Det er væsentligt at notere sig, at der ikke nogen som helst steder i forfatningstillægget eller den gamle dom om Wong Kim Arks statsborgerskab står noget udtrykkeligt om, at de 2 gruppers børn også skal have statsborgerskab. Tværtimod kan man et langt stykke hen ad vejen læse dommen sådan, at det var en forudsætning for resultatet, at Wong Kim Arks forældre havde haft tilladelse til at have fast ophold i USA på tidspunktet for hans fødsel og en lang årrække derefter.
Dommerne i 1898 brugte virkelig mange ord på at overbevise sig selv – og omverdenen – om, at kinesere skulle være ligestillede med amerikanere. Jeg har lidt svært ved at tro, at de ville være noget til samme resultat, hvis Wong Kim Arks forældre havde opholdt sig ulovligt i USA, men det er ikke noget man kan sige med sikkerhed. Og hvis de bare havde været på gennemrejse, så tror jeg heller ikke, de var nået til samme resultat.
Man kan derfor godt se Trumps dekret som et udtryk for, at han ønsker et opgør med en overimplementering af dommen fra 1898. Set fra det synspunkt, har man fra myndighedernes side ikke nøjedes med at tildele statsborgerskab til de personer, som skulle have det ifølge dommen, man har også derudover tillagt en række personer statsborgerskab, som dommen ikke gav grundlag for. Og de personer har naturligvis aldrig protesteret. Så derfor har praksis fået lov til at løbe gennem lang tid.

Grundlovens ord

Præsidenter kan naturligvis ikke forandre grundloven uden kongressens og delstaternes medvirken. Men når man læser bestemmelsen, så er det ikke soleklart, at Trumps udlægning er forkert. Tvivlen går naturligvis ikke på fødestedskriteriet, men på forståelsen af ordene “subject to the jurisdiction thereof”.
Det er jo klart, at ordene skal indebære en begrænsning af statsborgerskab udover den territoriale. Men det gør de ikke, hvis alle fødsler indenfor landets grænser (samt på dets skibe og fly) betragtes som underlagt amerikansk jurisdiction.
De klassiske undtagelser er extraterritoriale personer, fremmede staters diplomater. Desuden kan børn af udenlandske besættelsestropper ikke opnå statsborgerskab, når besættelsen er ophørt.
Kan begrænsningerne trækkes længere? Det er da nærliggende at konstatere, at ulovlige immigranter lige præcis er personer, som USA’s myndigheder ikke ønsker jurisdiktion over. Og kan USA lovligt tiltage sig jurisdiktion over et barn født under et midlertidigt ophold. Hvis barnet kommer retur som voksen, kan USA så med folkeretten i hånd kræve, at barnet skal aftjene værnepligt. Rimeligt ville det ikke være.
Der er også andre situationer, hvor det ikke nødvendigvis er en fordel at være amerikansk statsborger. USA hævder f.eks. at de har ret til at beskatte amerikanere, som ikke bor i landet, af indkomster, uanset hvor på kloden pengene er tjent. Og kun en tåbe frygter ikke amerikansk skattelov. Kan man straffe en person, som ved et uheld blev født under en ferierejse, for at glemme at indgive selvangivelse. Det forekommer tyndt. Man kunne måske ligefrem bruge det negativt ladede udtryk: et fangarme-statsborgerskab.
Så der er i nogle situationer gode og reale grunde til de begrænsninger, som Trump vil gennemføre. Også selv om de situationer nok er færre end dem, hvor folk gerne vil have statsborgerskabet.
Så jeg har svært ved at se, at resultatet af en retssag om begrænsningerne er givet på forhånd.

Brugen af dekret

Det er tydeligt, at Trump har et politisk ønske om at foretage ændring af myndighedernes praksis, så man fremover efterlever de 2 begrænsninger, som fremgår af dekretet. Men hvordan skal han så gøre det. Han har valgt at udstede et dekret, som er en tjenstlig ordre til regeringsansatte om, at de fremover skal anvende Trumps fortolkning af grundlovsbestemmelsen. Det er den samme fremgangsmåde, som man anvender ved alle mulige andre praksisændringer, der ligger indenfor rammerne af en lov med usikker rækkevidde. Det er i princippet det samme som når Skat i Danmark udsender ”styresignaler” om anvendelsen af denne eller hin regel.
Brugen af dekretet er selvsagt hurtigere end den demokratiske proces, og det har nok betydet en del.
Da der i sidste instans er tale om fortolkning af en grundlovsbestemmelse, så ville det som udgangspunkt ikke være mere korrekt at gennemføre en lov om ændringen. Den lov ville kunne risikere at blive underkendt af domstolene, nøjagtig ligesom dekretet kan. En lov ville måske have haft større troværdighed, fordi den ville have påvist eksistensen af et flertal i kongressen. Men det ville i princippet ikke gøre den hverken mere eller mindre grundlovsmedholdelig.
En lov derom ville dog have kunnet afklare forholdene for personer, som indtil nu har fået accepteret statsborgerskab på et grundlag, der ikke anerkendes fremover. Kongressen ville kunne tildele disse mennesker statsborgerskab på samme måde, som man lader børn født af amerikanske forældre i udlandet opnå statsborgerskab. Det kan Trumps dekret ikke.

Tilbagevirkning

Lige præcis spørgsmålet om tilbagevirkning er dybt problematisk. Domme om statsborgerskab fastslår ikke bare retsforholdet mellem sagens parter, men har virkninger i en lang række henseender. Wong Kim Ark anlagde ganske vist kun sag mod toldkontrolløren i Los Angeles, men dommen havde også betydning i alle mulige andre henseender – valgret, socialhjælp og en hel masse andet. En dom i en sag om A skylder B nogle penge har normalt kun virkninger parterne indbyrdes, men en statsborgerskabssag har retsvirkning i forhold til alle mulige mennesker – erga omnes ville juristen sige det.
Men dommen om statsborgerskab er konstaterende. Den fastslår enten at vedkommende er – og altid har været – statsborger eller det modsatte. Den ændrer i princippet ikke på noget. Det er i modsætning til en dom om eksempelvis skilsmisse, der siger, at for fremtiden er ægteparret ikke længere gift. Skilsmissedommen er konstitutiv.
Det vil blive meget mærkeligt, hvis man skal have forskellig retspraksis om statsborgerskab afhængigt af personens fødselsdag. Kan man fortolke grundloven forskelligt for gamle og nye personer? Det lyder ikke specielt tiltalende. Men Trumps dekret forsøger sig med den skillelinje.
Men hvad gør man så i en situation som den følgende: En person, som for længe siden er blevet født under sine forældres turistophold i USA, men som hidtil ikke har fået udstedt amerikansk pas eller boet der, vælger at flytte til USA på grund af den fremragende nye regering. Kan man så lovligt give ham pas, men nægte det til en nyfødt?
Lige præcis den slags problemer har også været fremme, når man har diskuteret ægteskaber mellem personer af samme køn. Gyldigheden af ægteskaber mellem personer af samme køn blev udbredt til samtlige stater i USA ved en højesteretsdom i 2015, og navnlig efter at højesteret ændrede indstilling til abort i 2022 har det været diskuteret om højesteret også vil kunne ændre holdning til det spørgsmål.
Modargumentet har ofte været, at hvis det skete, så kunne det selvsagt forhindre indgåelsen af nye ægteskaber af den slags, men hvad skulle man gøre med de eksisterende. Hvis fortolkningen pludselig er, at grundloven ikke beskytter dem, så ville det logiske være, at de bortfaldt. Det ville have nogle meget ubehagelige konsekvenser for de mennesker.
Hvis man skal undgå de ubehageligheder, så vil man skulle forsøge sig med en doktrin om, at når staten har anerkendt en tilstand som lovlig, så kan den ikke trække sin anerkendelse tilbage. Det minder meget om det, som vi i Danmark kender som princippet bag læbæltedommen, bortset fra at læbæltesagen handlede om forkert faktum og ikke forkert retsopfattelse. I anglosaksisk ret har man doktrinen om estoppel til at håndtere den slags, men om den også kan håndtere denne situation er jeg ikke god nok til at bedømme.

Hvad bliver resultatet

Det ligger i mit juridiske DNA, at når man kaster sig ud en bedømmelse af et juridisk problem, så skal man også forsøge at forudsige, hvorledes en sag ville ende. Man kan ikke bare lade spørgsmålet hænge i luften. Og svaret skal i øvrigt ikke handle om, hvordan man selv ønsker, at den bør ende, selv om det kan være svært at skille ad.
Personligt kan jeg godt lide bevægelsesfrihed, og jeg har ikke synderlig tiltro til, at der er nogen væsentlige fordele forbundet med restriktiv adgang til statsborgerskab. At have personer boende i et land gennem flere generationer som udlændinge giver – efter min opfattelse – nogle kedelige konsekvenser.
Som dansk jurist må jeg konstatere, at de begrænsninger, Trump vil indføre, er på linje med lovgivningen både hos os og i et meget stort antal lande. Det er ikke noget, som ville støde på synderlig modstand i andre lande. For en del amerikanere forekommer tanken derimod ny og fremmedartet. Der er vist samtidig en ganske stor del af den amerikanske opinion, som ønsker udlændingepolitiske stramninger.
Mit instinkt siger mig, at domstolene ikke vil afvise begrænsningerne, hvis de vel at mærke kan overbevise sig selv om, at det ikke behøver få konsekvenser for de mange, mange mennesker, som allerede har fået anerkendt statsborgerskab under den hidtidige praksis.

Reaktionen

Uanset hvad dommen kommer til at lyde på, så vil vi se pressen kaste sig ud i et orgie af forargelse. Enten bliver det over Trumps grundlovsstridige dekret, eller også bliver emnet de ufatteligt højreorienterede dommere manden har udpeget.
Men netop derfor er det væsentligt på forhånd at gøre sig klart, at på lige præcis dette punkt har amerikansk grundlovsfortolkning indtil nu været i modstrid med de principper, som anvendes i vort eget retsvæsen, som vi eller godt ved er det mest civiliserede af alle.
Trumps politik går altså ud på at indføre noget, som vi i forvejen har. Og så bliver det trods alt lidt sværere skrue sin forargelse op på fuld styrke.

Udgivet den

Kong Bolledejg

Mine tipoldeforældre, bogtrykker Kristian Eriksen og Louise Kristine Philipsen, var dybt indremissionske.

Der blev brugt mange penge på sociale institutioner, Børnehjemmet Betlehem, Sankt Peders Håndværkerhjem, Mændenes Hjem og Kristelig Forening for vildfarende Børns Frelse. Den sidste forening var blandt initiativtagerne til verdens første børneværnslov i 1905. Om den var vellykket kan man diskutere, men den var velment. Og et andet af foreningens inititativer var indførelsen af den kriminelle lavalder på 15 år.

Det er altsammen vældig tungt og alvorligt og etisk. Men også indremissionske sætter pris på humor. Min tipoldefar skrev små Mester Jakel-komedier til sine børn. En af dem er Kong Bolledejg. Læs den og nyd den.

Drevet af WordPress