I tegneseriesprog taler man med kløftet tunge, når man siger ét, men gør noget andet. Og den betegnelse må man desværre også bruge om Eva Kjer Hansen.
Der kan ikke være tvivl om, at hun mente det alvorligt med sin kronik 4/ 2 om luftige bemyndigelser fra Folketinget til ministrene – og dermed i praksis navnlig til embedsmændene. Og hendes budskab er bestemt både rigtigt og vigtigt.
Problemet er bare, at 22/ 2 vil bl. a. partiet Venstre stemme for endnu en blød lov af den slags.
Det drejer sig om en ændring af Politiloven, som giver Justitsministeriet mulighed for at gennemføre regler om kommuneforbud over for “gadesovere”. Det er i hvert fald begrundelsen lige her og nu, og sådan står det også i lovens overskrift.
Men når man læser den del af lovforslaget, som er skrevet med småt, er bemyndigelsen til ministeriet bredere. Den kan også bruges i »andre særlige situationer«.
Så kan en sætning næsten ikke blive mere indholdsløs.
Det er næsten en naturlov, at henover tid skrider grænserne for bemyndigelser. Det var jo netop én af Eva Kjer Hansens pointer. Og det gælder navnlig indenfor retsområdet.
Det kan selvsagt ikke undre, at et ministerium, som ansætter de dygtigste jurister, også er i stand til at finde smuthullerne og gå lige til grænsen. Af samme grund er man nødt til at sætte skarpere grænser op for dem.
Der er ikke megen tid til at ændre lovforslaget, men det kan stadig nås. Og hvis vi for alvor skal tro på, at Venstre gør det, som partiet lover sine vælgere, så bør det gøres.
For der er jo ikke tale om at ville forhindre vedtagelse af den ønskede lov, men derimod at sikre, at det netop er den ønskede lov, som vedtages.
Justitsministeren synes ikke, det er en straf, hvis politiet forbyder hjemløse at opholde sig i en bestemt kommune. Men de hjemløse skal kunne straffes med 18 måneder i fængsel, hvis de overtræder forbuddet.
Hvis der er et begreb, som politikere på den nationalkonservative fløj kan samles om at foragte, så er det sharia-lov. Og det er der jo udmærkede grunde til. At hugge hånden af tyveknægte er ganske vist en effektiv måde at forhindre gentagelse på; for langfingrede er de i hvert fald ikke bagefter. Problemet ved straffen er bare det enkle, at man skal bruge sin hånd til rigtigt mange andre aktiviteter; spise, arbejde, klø sig i håret og en hel masse andet.
Men når man læser justitsministerens forslag til nye regler om zoneforbud, så er der unægtelig så mange paralleller med shariaens straffeprincipper, at man fristes til at tro, at modstanden mod sharia mest skyldes, at sharia opfattes som en konkurrent mod dele af den konservative retspolitik.
Det er stærke ord, men ikke for stærke. Og jeg vil gerne begrunde det.
Det er et hovedprincip i europæisk strafferet, at straffen skal svare til forbrydelsens alvor, så små forbrydelser udløser en tilsvarende beskeden straf. Straffen skal tilskynde til rehabilitering hellere end at forhindre den. Det skal ikke være politiet, men domstolene, der straffer. Straf skal ikke benyttes til at chikanere mindretal.
Allerede lovforslagets 1. linje røber imidlertid, at det er på kollisionskurs med de basale principper. ”Regeringen ønsker at sætte ind mod udenlandske tilrejsende, som slår lejr på offentlige steder”. Så ved vi godt, hvordan det rammer.
Det bliver ikke glade gymnasiegutter fra Gentofte, der med glinsende pomadehår tager til folkemøde på Bornholm og overnatter på torvet i Rønne, som får et kommuneforbud. Og sådan bliver det, uanset hvor mange pizzabakker og øldåser de spreder om sig, hvor højt de brøler deres slagsange natten igennem, og hvor konsekvent de pisser på skulpturen på torvet.
At campere på offentlige steder er, hvordan man end vender og drejer det, en af de små forbrydelser, også selv om lejren er utryghedsskabende. På skalaen af forbrydelser, der strækker sig fra folkemord og ned til politivedtægtens klassiker om at ”ridende ikke må føre hunde i bånd”, så er overnatning på offentlige pladser i den nedre ende. Og derfor skal straffen altså ligge på et lavt niveau. Og det gør den sådan set også i dag. Den er bare en bøde.
Kommuneforbuddets konsekvenser
Fremover skal bøden for campering dog kunne suppleres med en væsentlig tillægsgevinst, et kommuneforbud. Kommuneforbuddet bliver en variant over de zoneforbud, man allerede har. Forskellen er, at hvor zoneforbud efter de eksisterende regler højst kan række 800 meter fra det sted, hvor man har haft slået lejr, så skal det nu udstrækkes til at kunne gælde hele kommuner.
I værst tænkelige tilfælde betyder det, at det forbudte område udvides til at være 775 gange så stort som under den nuværende ordning. Det kan man da kalde en stramning.
Og i det område må man så ikke tage ophold eller færdes frem og tilbage – heldigvis dog kun på offentlige steder og ikke i private hjem. Ifølge lovforslaget skal kommuneforbuddene gives for at forhindre, at man gentager sin oprindelige forbrydelse, altså camperer på utryghedsskabende vis.
Men effekten af kommuneforbuddet er jo langt mere vidtgående end at forhindre campering. Ligesom tyven med den manglende hånd ikke længere kan klø sig i håret, så kan en person med kommuneforbud ikke længere indtage en café latte på sin yndlingscafe. Selv hvis han er taget på et lovligt familiebesøg, så kan han ikke gå ned på gaden for at ryge en cigaret. Ligesom shariastraffen så rammer kommuneforbuddet mange, mange andre aktiviteter end den kriminelle. Og hvis man tænker lidt efter, så er der rigtig meget af ens liv, der foregår i det offentlige rum. Og det gælder i endnu højere grad for hjemløse.
Men ifølge justitsministeren er kommuneforbuddet slet ikke en straf. Det er en administrativ beslutning, som kan udstedes af den yngste – og dermed mindst erfarne – betjent allerede første gang han antræffer nogen sovende i en utryghedsskabende lejr. Og forbuddet kan udstedes, selv om den ramte nægter sig skyldig i ulovlig campering.
Hvor tæt vil man gå på grundloven?
Og selv om en enkelt kommune kan udgøre op til 3 % af landets areal og forbud vare i 2 år, så er det ifølge kronjuristerne ikke en frihedsberøvelse. Den lille finte er nødvendig, for hvis det er en frihedsberøvelse, så foreskriver Grundloven, at den ramte kan forlange, at politiet sørger for at få forbuddet bedømt af en domstol. Men når det ikke er frihedsberøvelse, så er den ramte henvist til selv at anlægge en civil sag, som sikkert godt kan trække lige så længe ud, som forbuddet varer.
Nu er der givetvis en vis modvilje i befolkningen mod, at man trækker menneskerettigheder og spidsfindige konventioner frem som argument mod danske love. Men her er det trods alt vores egen Grundlovs bestemmelser, som man nærmer sig rækkevidden af. Og så må man – navnlig fra konservativ side – udvise en vis respekt for principperne.
De fleste af os tager det måske efterhånden også lidt mere afslappet, hvordan systemet behandler udlændinge. Men hvis man først anerkender den tankegang, så må man jo også acceptere, at andre lande kan have samme holdning. Vil vi bryde os om, at fremmede landes domstole med overlæg indtager forskellig holdning mod egne hhv. udenlandske – altså danske – lovbrydere. Næppe!
Det er nok ikke utænkeligt, at en domstol vil betegne kommuneforbud både som en straf og som en frihedsberøvelse. Faktisk er sandsynligheden såmænd så stor, at det kunne være fristende selv at lægge ryg til en sådan sag. Men som midaldrende jurist med tweedjakke og læsebriller, så kan jeg næppe fremprovokere, at jeg bliver pålagt et, uanset hvor jeg måtte slå lejr.
Straffene bliver følelige
Hvis kommuneforbud ikke selv er en straf, så er der til gengæld rigeligt med straf for at overtræde det. Syv dage bag tremmer for den første gang, 14 for den anden og 40 for den tredje. Ministeren har ikke redegjort for, hvordan yderligere overtrædelser skal takseres, men fortsætter man fordoblingen for hver gentagelse, så nås maksimum på 1½ års fængsel efter den syvende overtrædelse. Det er vel ikke urealistisk, at man som deltager i en familiefest går udenfor og ryger syv gange på en aften. Hver cigaret er en overtrædelse. Resultatet er absurd.
Og kom nu ikke og sig, at det kan ministeriet naturligvis ikke mene. For i givet fald kunne man jo skrive det, i stedet for at åbne for afsindige udlægninger. I værste fald kan man få 18 måneder i spjældet for at tage en tur i biografen i den forkerte kommune. Hvis det ikke er på højde med shariaen, så er man blind for proportioner.
Og så er højdepunktet endda ikke nået endnu. For valget af maksimumstraf er i virkeligheden snarest motiveret af et ønske om at kunne varetægtsfængsle for overtrædelser. Det kan føre til følgende situation:
En hjemløs bestrider, at hans campering er ulovlig, men pålægges alligevel et kommuneforbud. Da han naturligvis ikke vil rette sig efter et uretfærdigt forbud, overtræder han det et antal gange. I så fald kan han varetægtsfængsles i ugevis for overtrædelse af forbuddet. Hvor meget erstatning skal han have, hvis det viser sig, at camperingen ikke var strafbar, og forbuddet derfor ulovligt og varetægtsfængslingen ligeså.
Vil borgerlige vælgere være villige til at hoste op med de beløb? Er borgerlige vælgere overhovedet villige til at betale ugevis af fængselspladser til 2.000 kroner i døgnet for, at en hjemløs har siddet på den forkerte bænk? Og er det anstændig borgerlig politik. Eller er det i virkelighed blot en dyr kopi af sharia?
Regeringen vil foreslå, at når man én gang er anholdt for at sove i en utryghedsskabende lejr, så skal man kunne forvises fra den kommune i indtil 2 år. Men det kan blive et hundeliv for de ramte.
Så store områder rammer man.
Et gennemsnitligt kommuneforbud vil dække ca. 1 % af landet, for der er 98 kommuner. Men nogle er meget større end andre. Hvis man får sit forbud i Ringkøbing, så er det hele 3 % af Danmark, man som udgangspunkt ikke må komme i.
Idag har vi kun cirkelforbud med en radius på op til 800 meter for lejrslagning. Men en cirkel på størrelse med Ringkøbing kommune har en radius på mere end 22 km – ca. 45 km fra den ene side til den anden. Dermed kan det nye forbud komme til at dække et areal, som er 775 gange større end de gamle!
Formålet med loven er selvfølgelig at ramme hjemløse udlændinge. Men sådan må man ikke hverken skrive eller gøre, for det ville være en slags racediskrimination, så selvfølgelig kommer loven også en gang imellem til at ramme danskere. Sådan er det i hvert fald gået med tiggerloven, som havde samme målgruppe.
Vi lever alle på gaden
Lovforslaget skriver udtrykkeligt, at man kan få zoneforbud i den kommune, hvor man bor. Og så må man altså som udgangspunkt ikke gå på gader og stræder i den kommune. Selv ministeren kan se, at det ikke holder, så i lovforslaget skriver man nådigt, at folk gerne må tage på arbejde, købe ind, gå til lægen og på biblioteket.
Men hvis man tænker sig lidt om, så indser man hurtigt, at vi allesammen bruger en rigtigt stor del af vores liv i det offentlige rum. Og derfor er det spændende om et zoneforbud rammer:
deltagelse i folkeoplysning; aftenskole, foredrag m.m,
politiske tilkendegivelser; demonstrationer, møder etc.
selskabelige aktiviteter på offentligt tilgængelige steder, eksempelvis en fødselsdag fejret på en café eller en restaurant.
religiøse ceremonier; for kristne kunne det være folkekirkens højmesse og kirkelige handlinger såsom begravelse, bryllup m.v.
motion; eksempelvis løbeture eller besøg i fitnesscentre eller blot spadsereture.
aktiviteter med henblik på forebyggelse eller behandling af sygdom.
brug af offentlig transport til gennemrejse.
større indkøbsture; for eksempel efter julegaver.
transport til impulsbesøg hos familie og venner, altså uden formel invitation.
nogle af de ovennævnte aktiviteter for at underholde og opdrage ens børn.
Nogen af tingene må man givetvis godt. Kommer man i hus hos sine venner eller familie uden at være blevet fanget på vejen derhen, så kan man utvivlsomt blive der lovligt, så længe man vil. Men må man gå udenfor og ryge en smøg på gaden? Næppe.
Prøv lige at sammenligne med fodlænker
Det, som man bedst kan sammenligne et kommuneforbud med, er naturligvis, at man også kan straffe folk med fodlænke. For på mange måder virker det på samme vis. Når man har fodlænke på, så kan man ikke bevæge sig udenfor, og når man har kommuneforbud, så kan man lidt flere ting, men der er stadig meget, man ikke må.
Men der er også store forskelle. Fodlænke er tænkt som en erstatning for fængsel. Det er at sidde i fængsel derhjemme. Men kommuneforbud, påstår lovforslaget, ikke er en straf. Straffen for at sove i lejr er en bøde. Kommuneforbuddet er bare en tillægsgevinst, som skal forhindre, at man igen slår lejr i den kommune. Det forhindrer så bare også, at man gør en hel masse andre ting.
Og fodlænke kan man absolut højst få på i 6 måneder, og efter at ens straffesag omhyggeligt er afgjort af byretten, hvor ens forsvarer har haft mulighed for kræve frifindelse. Kommuneforbud derimod vil kunne udstedes af yngste politibetjent på egen hånd og kommer rutinemæssigt til at vare i 2 år. Så hvad er mon egentlig sjovest at være udsat for?
Mængden af forskellige typer zoner, hvor nogen mennesker ikke må være, er stigende, og det kan være svært at overskue dem.
Politiet har efterhånden en hel række forskellige muligheder for at indføre områder, hvor man ikke må være. Nogle gange gælder de alle mennesker og nogle gange nogle specielt udvalgte. Der findes zoner med radius på 400, 500, 800 og 1000 meter. Det er næsten ligesom konkurrencer i hækkeløb. Og der findes bittesmå zoner, som kun omfatter et enkelt hus.
Udover zoner med forbud mod at være der, så er der naturligvis også visitationszoner, men det er en anden sag.
Huszoner
Den slags er der 2 af. Grundlaget for dem er rockerloven* hhv. hashklubloven **. Det er nogle underlige tekster begge to, hvor man har været nødt til at skrive noget generelt ud fra nogle meget konkrete situationer.
Rockerloven handler om situationer, hvor politiet tror, at en ejendom kan blive angrebet af den ene af parterne i en bandekonflikt. Det er godt nok noget svævende, hvornår de betingelser er opfyldt. Men det mærkeligste ved rockerloven er, at man kan forbyde den retmæssige ejer af en ejendom at opholde sig i den, uanset om han selv har den fjerneste berøring med rockere eller nogen som helst form for kriminalitet.
Hashklubloven handler kun om, at ejeren (eller en eventuel lejer) ikke må få besøg. Men det løber ind i, at man jo ikke kan forhindre beboeren i at leve et normalt liv, så der gælder undtagelser for hans familie. Og han må selvsagt også holde politiske møder, for det er jo beskyttet efter grundloven.
Og hvor længe skal den slags forbud så gælde?
Cirkelzonerne
Anderledes enkle er de zoner, der tager udgangspunkt i, at når en person er taget i at foretage sig et eller andet, så får han forbud mod at komme nærme sig stedet igen. Men at de er enklere huszonerne, betyder lige præcis kun det: Enklere. Det betyder ikke enkle.
Som allerede nævnt, så findes der 4 størrelser. Men de gives kun i 2 forskellige kategorier, nemlig utryghedsskabende lejrslagning og særligt utryghedsskabende adfærd. Hvad gummiordene utryghedsskabende og særligt utryghedsskabende egentlig dækker over, kan være svært at vide.
Når det gælder lejrslagning, betyder det typisk udlænding, for alle partier er jo enige om, at danskere godt må sove på gaden uden straf. I den anden sammenhæng er det typisk personer, som hænger på gaden, og hvor politiet har overbevist sig selv om, at de er vagter for hashhandel.
Det lille cirkelforbud på 400 meter for lejre gives 1. gang, det store på 800 ved gentagelser. Det andet forbud, hashvagterne, vælges størrelsen 500 eller 1000 meter ud fra, hvad politiet synes er nødvendigt.
Det kan ikke være nemt at håndtere for byens betjente. Og det er heller ikke nemt for de forbudsramte.
Noter
* lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme, oprindelig fra 1996 men senere skærpet i 2016
** lov om forbud mod besøgende i bestemte lokaler, oprindelig fra 2001, men senere skærpet i 2016
”Regeringen ønsker at sætte ind overfor tilrejsende …” Så ærligt indledes Søren Papes begrundelse for et forslag om, at kunne udstede zoneforbud, der omfatter ikke bare et mindre område, men en hel kommune – altså i gennemsnit 1 % af landet!
Det er langhåret jura, man begiver sig ud i, når man skal forstå reglerne på det område. Noget står i loven, andet i ordensbekendtgørelsen med 7 tilhørende ændringsbekendgørelser og en hel del i diverse andre vejledninger, lovbemærkninger og svar til folketinget.
Og det sætter sig sine spor på lovforslaget. Når indsættelse af 4 linjer i en lov kan kaste 21 siders lovforslag med tågesnak af sig, så er der noget galt. Som regel er der det galt, at man forsøger at begrave folketingets medlemmer i uoverskueligt papir, så de bare reagerer instinktivt i stedet for at tænke kritisk. I den situation skal loven nok blive vedtaget.
Det er dog ikke alt i lovforslaget, der er kaudervælsk. På side 10 gentages det frejdigt, at loven retter sig mod udlændinge. Justitsministeriet har ellers i hele det sidste halve års postyr om tiggere og lejre omhyggeligt sørget for at dække over den realitet, at indgrebene kun skal ramme udlændinge, for det kunne jo nemt være i strid med nogle af de menneskerettigheder, som civiliserede lande gerne skal overholde.
Andre steder har man fundet ud af at skrive det mere elegant, faktisk meget elegant. Sanktioner skal jo altid være rimelige i forhold til lovovertrædelsens grovhed. Zoneforbud rammer imidlertid meget forskelligt, alt efter hvor meget man har brug for at være i kommunen. Og derfor mener ministeriet, at man skal være meget mere forsigtig med at bruge zoneforbud mod folk med fast bopæl i kommunen end mod andre. Med andre ord: Zoneforbud skal gives til tatere, lazaroner og sigøjnere.
Det er ikke noget, som huer mig. Men i betragtning af at Pape vil have forbud mod maskering, så er det i hvert fald konsekvent, at hans lovforslag ikke optræder forklædt.
