Kategori: ekspropriation

Udgivet den

Dramaet om drachmen

Det er fristende at postulere, at der er lige så mange løsninger på den græske stats krise, som der er økonomer. Men i de kloges kakofoniske kor hører man alligevel med tydelighed en voksende gruppe “liberale” kræve Grækenland (bemærk, at det er landet – ikke bare staten) ud af euroen.

Et fælles karakteristikon for den gruppe er, at de fra starten har været kritiske, for ikke ligefrem at sige skeptiske eller endog modstandere af euroen. Og nu ser de en mulighed for at slå deres pointer fast med syvtommerssøm. Det er ikke noget godt udgangspunkt for fordomsfrie overvejelser.

Det de anbefaler, er, at Grækenland skal begynde at udstede drachmer, som så kan falde i kurs, så inflationen kan æde den menige grækers formue op, og bringe den græske stat på fode på bekostning af den græske middelklasse.

Det er jo ikke ligefrem en svada, der synger af Ayn Randsk beskyttelse af individet mod statsmagten. Så måske bør den models fortalere stige ned fra olympen og se problemet fra det enkelte menneskes synspunkt.

Når talløse milliarder euro i de seneste måneder har forladt de græske banker og fundet ly andetsteds, så har det en – og kun én – årsag, nemlig at det græske borgerskab pinedød ikke vil se sine penge reduceret fra gode gangbare euro til dårlige drachmer.

Det falder vel ikke svært at følge den tankegang. At pengene bevarer deres købekraft, er ganske enkelt det mest fundamentale krav man bør stille til en mønt. Og hvis man har valget mellem flere forskellige valutaer, så vil man naturligvis altid selv vælge den mest stabile.

Men hvis man ser på det 20. århundredes økonomiske lovgivning, så har en meget stor del af den faktisk handlet om at forhindre borgerne i at anbringe deres penge i noget som helst andet end den lokale statsmagts egne papirpenge. Vi har selv haft den slags. Under Schlüter var det stadig strafbart for en dansker at besidde en 100 US-dollar seddel! Reglerne forsvandt, fordi de stred mod EUs princip om frie kapitalbevægelser.

Den form for restriktioner stritter det græske folk imod med alle til rådighed stående midler. Det klart effektiveste middel er naturligvis en bankoverførsel til udlandet. Og det kan man ikke fortænke dem i.

De penge, som allerede er flygtet, kommer ikke tilbage til Grækenland, førend de kan bevare deres værdi. Der er idag ikke ret meget, der tvinger et lands befolkning til at bruge den lokale valuta. Navnlig turisterhvervet modtager i forvejen næsten alle sine indtægter via bankernes betalingskort. Det er ikke svært at dirigere dem videre til en bank i et andet land.

Hvis mirakelkuren mod den græske syge er en ny valuta, så bør fortalerne for den løsning forklare os, hvorfor hvert enkelt af de mange tiltag til liberalisering af det græske erhvervsliv, som er indeholdt i eurogruppens krav, er overflødige. Findes der på den liberale fløj virkelig modstandere af næringsfrihed, privatisering og afskaffelse af nedarvede privilegier? Det ville da være en nyhed.

Burde der ikke snarere have været stillet flere krav om frie markeder?

Den græske økonomis krise er ikke de græske borgeres krise, men den græske stats krise, der breder sig til de græske borgere. Selvfølgelig bærer hver enkelt vælger sin del af ansvaret for sammensætningen af parlamentet og dermed for den førte politik, men det er vigtigt at fastholde, at krisen skyldes en dårligt regeret stat. Og skal løsningen så bestå i at lade den selvsamme stat erstatte relativt gode penge med genbrugspapir påtrykt ordet “drachma”?

Mon ikke lidt skepsis er tilladelig her?

Kommer i Børsen i uge 31 eller 32.

Udgivet den

Klammere end kælderkold kapitalisme!

Som liberal bliver man uendeligt tit præsenteret for den tankegang, at stat, kommuner og andre offentlige institutioner er pæne og gode foretagender, der kun vil borgernes det bedste. Jeg skal ikke fornægte, at de ansatte i de pågældende institutioner sikkert er dybt og inderligt overbeviste om, at det er tilfældet. Og hos folk udenfor er det også ofte en meget dybtgående opfattelse.

 
Nok byens kedsommeligste hus, men med en spændende dom.


Men er det sandt? Svaret er – som svaret på alle retoriske spørgsmål – ganske enkelt, og det er nej.

Offentlige institutioner vil altid tilsidesætte den enkelte borgers rettigheder og som regel undskylde det med et utilitaristisk argument om, at det sker til fordel for et højere gode.

Højesteret har lige afsagt en dom, der illustrerer dette, så man skriger til himlen.

Det handler om, at Københavns Kommune tilbage i 1920erne gav tilskud til opførelsen af en række etage-ejendomme, der blev organiseret som en slags andelslejligheder, thi dengang forbød loven ejerlejligheder. Tilskuddet var på 20 % af byggeomkostningen, og det lyder jo fint, men der var lige en lille klausul, nemlig at al fremtidig værdistigning skulle tilfalde kommunen. Hvis man nogensinde ville sælge sin andel for mere end købesummen, så skulle hele differencen – bortset fra beviselige omkostninger til forbedringer – tilfalde kommunen.

Nu er der så gået 90 år, og hvis nogen skulle være i tvivl, så er ejendomspriserne steget i den periode – endda ganske betragteligt.

Omkostningen til de forbedringer, som er foretaget i 30erne, 40erne osv., er selvsagt ædt op af inflation, hvis man overhovedet kan huske beløbet.

Men kommunen (der handler på instruks af Socialministeriet) forlanger stadig – og Højesteret har givet den medhold i – at frikøb kun kan ske ved indbetaling af hele værdistigningen, eller med andre ord, at beboerne skal købe deres eget hus igen. Hvis beboerne snyder og fordækt sælger andele til højere pris, så skal de betale en bod på 5 gange prisdifferencen!

Det hører med til billedet, at villaer også kunne få tilskud, men for dem har man i 1960erne vedtaget en regel om, at de blot skal tilbagebetale tilskuddet med et rentetillæg på ialt 25 %. Så til dem der har meget, skal mere gives, men fra den, som har lidt, skal endog det lidet, han har, tages.

Men det bliver værre endnu. Lad os blot forestille os, at en kapitalist havde gjort ligesom kommunen. Til en nystartet virksomhed yder han (kapitalister er altid han-køn) et ansvarligt lån på 20 % af indskudskapitalen, men han forlanger samtidig, at hele virksomhedens overskud og værdistigninger på produktionsapparatet skal tilfalde långiver. Bortset fra, at ingen ville låne på de vilkår, så ville der selvsagt også være tale om ren åger. Ingen domstol ville beskytte den kapitalist.

Og ingen kapitalist ville drømme om, at kunne sætte sådanne betingelser – end ikke de grumme venture-kapitalister.

Men nu er det en offentlig myndighed, og så er det selvsagt en nobel handling.



Når man oplever den slags, så bliver man stolt af at blive betegnet som en ultra-liberalist, der helst ser den offentlige sektor nedlagt. Og man får lyst til at tilføje et beskedent: “Ne plus ultra.”

Udgivet den

Roskilde Festival – i retrospektiv

I foråret 2012 dukkede der en klassisk sag om misbrug af offentlige myndigheders magt op, nemlig den hvor Roskilde Kommune meget belejligt ønskede at ekspropriere jord, som den så ville stille til rådighed for Roskilde Festivalen. Festivalen havde gennem en lang række år lejet jorden, men ville nu ikke betale den leje, som jordejeren selv anså for rimelig. Kravet om lejens størrelse var imidlertid begrundet med at ejeren bl.a. havde foretaget en del investeringer i at gøre området egnet til festivalbrug med dræn, beplantning og deslige. Da han ikke ville leje ud, havde Roskilde Kommune først generet ham med en lokalplan, der gjorde brug af jorden til andet end festival ulovlig. Og da han så lidt genstridigt skabte sin egen festival, skred man til ekspropriation.

Meget belejligt – men aldeles uden nogen forbindelse med ekspropriationen – besluttede festivalen stort set samtidig at give Roskilde Kommune nogle nye idrætsanlæg.Det gav lidt røre i andedammen.

På et tidspunkt skrev Roskilde Festivals udviklingschef et indlæg i Jyllandsposten med titlen “Svin Roskilde Festival til og få en masse omtale”. Det kunne jeg – og mange andre – ikke stå for at svare på. Her er mit indlæg i Jyllandsposten d. 17. marts:

Knap så velgørende festival

Jyllands-Posten bragte 13/ 3 et indlæg fra Roskilde Festivalens udviklingschef, Esben Danielsen, om den tvangsafståelse (for det betyder “ekspropriation” i oversættelse fra det pæne latin), som kommunen er i færd med at gennemføre over for en nabo til dyrskuepladsen.

Indlægget er temmelig emotionelt og nærtagende. Når pressens årligt berettigede – og formentlig som oftest saglige – anmeldelser af det med spænding imødesete program for festivalen skal betegnes som tilsvining, så har man altså lidt let til selvmedlidenhed. Og det naturligste var da også at afskrive det med Shakespeares ord om, at kun den ramte hund hyler.

Men der er måske grund til at supplere med nogle af de åbenlyst fraværende fakta.


Marginal forskel

For det første skal man ikke lade sig imponere af, at festivalen fører sig frem som velgørende. Forskellen fra Egmont, A. P. Møller og Danske Bank, der alle er ejet eller kontrolleret af velgørende fonde, er marginal. Der er masser af virksomheder, som er lige så velgørende som festivalen.

I festivalens tilfælde er det rigtigt, at selve den velgørende institution, der her er en forening, er mere synlig. Det fremgår nemlig tydeligt af festivalens hjemmeside, at man har lagt sine aktiviteter i en sindrig og ganske omfattende selskabsstruktur med en fond, foreningen og et antal aktieselskaber, der – og det erkendes klart på hjemmesiden Roskildegruppen.dk – først og fremmest har til formål at minimere betalingen af skatter og afgifter. Det er der intet ulovligt i, men så skal man måske ikke bryste sig af sit samfundssind i helt den grad.

Og derfor skal man slet ikke begynde at fremstille sin modpart som en “koncern” i den åbenbare hensigt, at udtrykket skal forbindes med en negativ værdiladning.

De bedste hensigter

Det essentielle i sagen er imidlertid, at vi har at gøre med en stor spiller i et lille samfund. Det kendes også andetsteds. Man behøver blot at tænke på kombinationerne Lego og Billund, Nordborg og Danfoss og sikkert mange andre for at forstå, hvor vanskelig relationen kan være. Det skal slet ikke betvivles, at festivalens ledelse selv mener, at man har de bedste hensigter, og at de oprigtigt er blinde for modsatrettede synspunkter. Blindheden fremgår med stor klarhed af indlægget. Men når man bliver så stor og har så nære relationer til bystyret, så skal man være forsigtig med, at adfærden ikke bliver til magtbrynde.
 
I den forbindelse fremmer det næppe forståelsen, at festivalens ledelsesorganer er sammensat på en måde, som formentlig giver de fastansatte den afgørende indflydelse, uanset der findes en græsrodsdemokratisk generalforsamling med mange tusinde potentielle deltagere.

Falske lodder

Lige nu fremhæves det, at en tvangsovertagelse af naboens jord tjener flere formål. Og det er sikkert sandt, at når man alligevel ville gavne festivalen, så kunne man slå andre fluer med samme smæk. Man havde dog næppe tvangsovertaget, hvis festivalen ikke havde eksisteret.

Samlet set er der altså lagt så mange falske lodder i vægtskålen, at en tvangsafståelse forekommer urimelig for en udenforstående. Forhåbentlig vil domstolene også erklære den ulovlig.

Der kom imidlertid mange andre indlæg i Jyllands-Posten, herunder et usigeligt konventionelt om “Ekspropriation til private formål” fra den juridiske professor Søren H. Mørup, der ikke kunne se nogen ulemper ved de eksisterende regler. Mit svar til ham kom den 2. april:

Afgørende detaljer blev glemt.

Med en kronik i JP 22/ 3 er professor Søren H. Mørup gået ind i debatten om ekspropriation. Det er en nydelig, pæn og uendeligt konform kronik. Efter den gamle karakterskala ville den blive betegnet som den gode, men noget rutineprægede præstation, altså til karakteren 10. Men forventer vi ikke lidt mere af en professor i faget?

Sagen er, at det lykkes ham at demonstrere en noget nær total mangel på interesse for en af de mest spændende nyere skoler i økonomisk teori, “public choice”. Det er selvsagt en af manglerne ved moderne akademisk uddannelse, at man er så specialiseret, at nabofagets relevante betragtninger kan gå en helt forbi.

Alligevel er han lige ved at snuble over de synspunkter, som gør, at alle hans mange henvisninger til rimelighed som forsvar for tvangsafståelser (lad os dog kalde spaden for en spade), kan afvises som ufunderet i virkelighedens verden.

Han nævner en sag om en landmand, der ikke vil sælge til en bestemt pris, og som derfor trues med tvangsindgreb. Men tvangssalget gennemføres ikke, og pludselig vil landmanden alligevel godt sælge. Og lige præcis med det eksempel viser han det dilemma, som “sælgeren” er i. Hvis han ved sin vægring mod et tilbud om køb af jorden forhindrer et projekt i at blive gennemført, risikerer han, at jorden i fremtiden ikke er det samme værd.

Naturlig reaktion

Og almindelig sund fornuft tilsiger, at de fleste ejendomsbesiddere vil forsøge at optimere deres profit fra jorden. Så spillet handler om at presse projektmageren så langt som muligt uden at skræmme ham væk.

Det er en metode, som staten selv anvender, når den udbyder licenser til mobiltelefoni eller reklameradio ved auktion.

At introducere tvangsafståelser i dette spil er at skabe nogle skævheder, som favoriserer én profitmager på en andens bekostning. Det skal man være forsigtig med, for typisk vil man blot gavne dem med politiske forbindelser på bekostning af de svagere.

Foreløbig er det ikke lykkedes at begrunde tvangsafståelser til private formål på en holdbar måde, og derfor bør de heller ikke accepteres af lovgivningen.

P. S. I den aktuelle sag fra Roskilde har man i øvrigt fremført det fantastiske argument, at den “griske gartner” slet ikke har dyrket sin jord i mange herrens år. Og til det er kun at bemærke: Nej, selvfølgelig gør han ikke det.

 
For hvis man forestiller sig, at han såede gulerødder om foråret, hvor mange mon han så ville høste om efteråret, når jorden en uge i juli overtrampes af glade festivalgæster? Og netop derfor kan han med rette kræve en høj leje, for den ene uges brug skal i virkeligheden betale for et helt års afgrøde.
Drevet af WordPress
%d bloggers like this: