Kategori: Forsæt

Udgivet den

Er der brug for højere straffe for at krænke forbudskendelser

Som reaktion på Scharf-sagen overvejer politikere fra en række partier skrappere straffe for at overtræde forbudskendelser, det som man tidligere kaldte fogedforbud.
Helt nøgternt kan man konstatere, at når det drejer sig om den særlige forbrydelse at overtræde en forbudskendelse, så er strafskærpelse klart den eneste mulighed. For mildere kan straffene ikke blive. Der uddeles nemlig kun straffe for overtrædelse af forbudskendelser med mange års mellemrum. Så strafniveauet i dag må siges at være 0.

Det er næppe fordi retterne med rund hånd frifinder i den slags sager. Dommere kan normalt ikke lide, at man gør noget andet, end de har bestemt. Straffen for at lyve i retten er eksempelvis markant højere end straffen for at lyve andre steder. Sagerne føres bare ikke. Og så kan man jo undre sig over årsagerne til det. Formentligt er det, at i de fleste forbudssager vil den krænkede part hellere have erstatning, end at krænkeren skal betale en bøde til staten. Og det er den krænkede selv, der skal gennemføre straffesagen, nøjagtig ligesom i injuriesager.

I almindelighed skal man holde sig fra at lave drakoniske straffehjemler, når der alligevel ikke er nogen af forbryderne, som vil blive retsforfulgt. Det undergraver bare retssystemet.

Hvis man endelig skulle overveje en ændring af reglerne, så burde det måske snarere handle om, hvem der kan straffes, end hvor hårdt de kan straffes. Det karakteristiske er jo, at i denne sag har Politiken trykt bogen op ud fra en tilsyneladende misforstået opfattelse af, at forbuddet ikke gjaldt Politiken. Man ville med andre ord bare gøre grin med borgermusikken.

Straf for overtrædelse af forbud kan kun pålægges, hvis man har samarbejdet med den, som er underlagt et forbud. Der skal kun den mindste lille smule samarbejde til, blot et samtykkende smil er formentlig nok. Men der skal være en fælles forståelse. Det ved vi faktisk ikke, om der var mellem Scharf, hans forlag og Politiken. Man kunne jo godt få en mistanke, men jeg har ikke noget konkret at have den i.

På det punkt kunne man måske godt forestille sig reglerne skærpet noget, så enhver person, som er bekendt med indholdet af et retsforbud, kan straffes for at foretage sig noget, som gør forbuddet illusorisk, eller med juristord: forspilder øjemedet. Det er ganske vist usædvanligt, at en retsafgørelse binder andre end parterne i retssagen, men det hænder, og dette er måske et eksempel på, at det kan være nødvendigt.

En dag med god tid kunne det være værd at undersøge, hvordan andre lande ser på forholdet. Jeg kan sagtens forestille mig, en engelsk dommer ville gå besærk over Politiken for “foragt for retten”.

Men i øvrigt er Scharf-sagen ganske speciel, fordi den ikke handler om, at Scharf har overtrådt en civilretlig forpligtelse. Han har ikke brudt en kontrakt, men derimod straffeloven. Derfor er det værd at lægge mærke til, at man fra statens side valgte at benytte sig af en cilretlig forbudskendelse. Den relevante procedure kunne – i min optik – lige så godt have været en beslaglæggelse efter reglerne om straffesager. Det kunne være interessant at vide, hvorfor PET valgte at gå til civilretten

At Scharf muligvis har overtrådt straffeloven indebærer også, at selv om forbudskendelserne nu er ophævede, så er der stadig en temmelig alvorlig risiko for straf for medvirken. At røbe statshemmeligheder er jo altid forbudt, og det er hæleri også. Så hver eneste boghandlerekspedient, som langer bogen over disken, risikerer straf for videregivelse af statshemmeligheder – altså forudsat bogen indeholder nogen. Det samme gælder en bibliotekar, som låner den ud. Så når forlaget angiveligt har udsendt en jubelmail om ophævelsen af forbuddene, så kan det vise sig at have været lidt uklogt. Også selv om det nok må indrømmes, at staten næppe vil bruge kræfter på at forfølge sagerne til alleryderste led.

PS. Efterfølgende har jeg tænkt en del over terminologien og er nået til, at mit oprindelige forslag om retsforbud ikke er så godt som forbudskendelse. Så det har jeg rettet det til. Beklager overfor de talrige, som fik læst opslaget inden.

I øvrigt har jeg skrevet mere om emnet her, hvor jeg behandler spørgsmålet om , hvad forbudskendelser egentlig er for en størrelse.

Udgivet den

Hvad er et fogedforbud?

Fogeder kan ikke selv skrive loven, og derfor kan de heller ikke forbyde noget, som ikke allerede er forbudt.

For nogle dage siden føg det i luften med fogedforbud mod en bog skrevet under medvirken af den tidligere PET-chef Jakob Scharf. Her til morgen har Politiken så offentliggjort bogen som avistillæg, og så er det hele blevet lidt omsonst. Der er i hvert fald mange, som får læst bogen idag.

Medens dønningerne stadig går højt, kan der være god grund til at minde om, hvad et fogedforbud egentlig er, navnlig fordi fogeder ikke bare kan forbyde noget som helst.

Men allerførst er det nødvendigt lige at bruge lidt tid på selve ordet: Fogedforbud. Det er en detalje, men hvor forbuddene tidligere blev udstedt af fogedretten, så er det siden 2013 de almindelige retsafdelinger, der behandler sagerne. Men indarbejdede ord kan være svære at udrydde, forbudskendelse ville dog nok være mere korrekt. I øvrigt gør det ikke den store forskel, for rettens jurister kan alle fungere som enten dommere eller fogeder.

Dommere kan ikke skrive loven

Det er en grundlæggende tanke – uanset det ikke holder for en stringent logisk prøvelse – at dommere anvender loven, men ikke selv kan skrive den. Deres arbejde er bundet af de rammer, som den lovgivende magt har udstukket. En anden traditionel sondring går på, at loven er regler, som gælder for alle, medens domstoles afgørelser kun gælder for de personer, som er direkte involveret i sagen. Den tanke holder dog heller ikke for en logisk prøvelse, men det er rigtigt de 99 gange ud af 100.

Dommere kan altså ikke selv bestemme, at det for fremtiden skal være forbudt at ryge på Strøget. Og de kan heller ikke gøre det lovligt at køre på cykel på Strøget.

De kan kun konstatere, om der allerede findes en regel om cykling hhv. rygning på Strøget og så kan de pålægge nogle konsekvenser af en overtrædelse af reglerne.

De konsekvenser betegner jurister med fagtermen: Retsmidler.

Lovovertrædelser har forskellige konsekvenser

Retsmidler er et samlebegreb for alle de konsekvenser, som overtrædelse af en retsregel kan have. Det typiske retsmiddel i civile sager er erstatning. I straffesager er det straf, altså bøde eller fængsel, men der er også andre, for eksempel konfiskation, udvisning etc. I civile sager kan man også dømmes til at udlevere en genstand, som man har solgt eller tilbagelevere noget, som man har lånt

Hvilke retsmidler man kan anvende har ændret sig en del over tid. Gældsfængsel er et godt eksempel. Det blev afskaffet så sent som 1872. Også i andre situationer var det tidligere muligt at idømme fængsel for overtrædelse af civile retsforhold, for eksempel kontraktsbrud.

Forbudskendelser er ikke i sig selv et retsmiddel, for det afslutter ikke sagen. Det er bare en midlertid foranstaltning, som skal gælde indtil sagen afsluttes. Sagen kan sagtens ende med, at forbuddet var ubegrundet, og så vendes erstatningskravene pludselig om. Så er det den, der har begæret forbud, som skal have pengekassen tømt.

Domstolsforbud giver ekstra retsmidler

Når en domstol udsteder et forbud, så er det ikke, fordi handlingen var tilladt førend forbuddet og nu bliver forbudt. Det er altid forbudt at sælge varemærkeforfalskede ure eller skrive bøger om statshemmeligheder. Men man kan være i tvivl om, hvorvidt et ur er ægte eller kopi, eller om noget er en fortrolig oplysning.

Det retten gør, er at konstatere, at der er så stor sandsynlighed for, at uret er uægte, eller at oplysningen er en statshemmelighed, og at det bliver så svært at få katten tilbage i sækken, at den udsteder en advarsel – pas nu lige på, for det her ligner en overtrædelse til forveksling.

Den advarsel indebærer så, at hvis man ser stort på den, og den viser sig at have været begrundet, så har man s’gu også selv været ude om konsekvenserne. Så kan man med sindsro forvente, at erstatningen udmåles temmelig rundeligt. Og desuden åbner den for et nyt retsmiddel; man kan pludselig sættes i fængsel for at have brudt en civilretlig pligt. Og den der med vilje bistår nogen med at overtræde et forbud kan også idømmes fængsel.

Det betyder ikke så meget, når det drejer sig om statshemmeligheder. Det er trods alt primært en strafferetlig lovovertrædelse. Men det er interessant, når det drejer sig om eksempelvis kopivarer. I praksis er den straf dog lige så sjælden som at vinde den store gevinst i lotto. Men risikoen er der. Og straffen kan principielt pålægges for selv den mindste medvirken. På det punkt går dansk ret længere ud i kredsen af medvirkere end langt de fleste andre lande.

Forbud kan være selvopfyldende

En rigtig god grund til at være varsom med at udstede forbud er, at det ofte kan være svært at nå til det modsatte resultat, når der til sin tid skal afsiges en endelig dom i sagen. De fleste af os vil gerne have den selvopfattelse, at det vi har gjort i fortiden, var fornuftigt og rigtigt. Vi kan selvfølgelig blive klogere og ændre opfattelse, men – hånden på hjertet – hvor ofte sker det.

Så forbud har måske nok en tendens til at blive selvopfyldende, og det gælder nok i højere grad efter de nugældende regler, hvor samme dommer afgør både spørgsmålet om forbud og selve sagen. Tidligere var der ofte tale om forskellige personer, og så bliver det lidt nemmere, uanset om man er ansat samme sted og spiser frokost sammen hver dag. Navnlig fordi forbud ofte blev varetaget af yngstemanden, medens den endelige afgørelse lå hos chefen for retten.

Hvad betyder det for Politiken?

For det første må man konstatere, at vi ikke ved noget som helst om, hvorvidt Scharf har overtrådt loven. Det kan lige så nemt være hysteri som realitet.

Men det er givet, at når først bogen er ude i offentligheden, så kan man ikke begrænse skaden. Et forbud var derfor formentlig på sin plads, så længe man kun ser på retsplejelovens regler. Men der er jo også et spørgsmål om Grundlovens forbud mod censur. Og det er en anden historie, som kan – men ikke nødvendigvis vil – føre til det modsatte resultat.

Hvis Scharf har brudt loven, så står såvel Politiken som samtlige andre involverede personer uomtvisteligt til straf. Politiken har lavet samme nummer før, så mon ikke der i så fald kommer lidt ekstra for gentagelse.

Det bliver spændende at se.

PS. Efterfølgende har jeg tænkt en del over terminologien og er nået til, at mit oprindelige forslag om retsforbud ikke er så godt som forbudskendelse. Så det har jeg rettet det til. Beklager overfor de talrige, som fik læst opslaget inden.

I øvrigt har jeg skrevet mere om emnet her, hvor jeg behandler spørgsmålet om straf for overtrædelse af forbudskendelser.

Udgivet den

Opløb

De borgerlige partier vil indføre kollektivt erstatningsansvar for hærværk som led i en “Respektpakke“. Men når man vælger så belastet et udtryk som “kollektivt ansvar”, og så endda supplerer med en gang varm luft – Respektpakke! – så har man allerede tilstået sin politiske inkompetence.

Det bliver ikke bedre af, at man straks har fået fuld opbakning til forslaget fra politiets side. Så nu får man fornemmelsen af, at pakken snarere drejer sig om at gøre livet lettere for politiet end om at gøre det lettere for borgerne.

Uanset om det bliver vedtaget, så er det forslag undfanget som en politisk belastning.

Der kan ellers være god grund til at se på det spørgsmål, som man vil løse. Og det kan endda være, at løsningen objektivt set ikke er så ringe endda. Den er bare pakket usandsynlig grimt ind.

For der er et problem. Det kan enhver se. Når episoder som overfald på sygehuse og smadring af butiksstrøg kun resulterer i en håndfuld bøder, så er retssystemet ikke stærkt nok til at beskytte de lovlydige borgere. Og det gælder både den strafferetlige og den erstatningsretlige beskyttelse af borgerne. Og de 2 regelsæt bør være nogenlunde ens, så de, der kan straffes, også skal betale erstatning og vice versa.

Gennem århundreder har man forsøgt at løse problemer med opløb ved at skille mængden med væbnet magt. Det er også den metode, som vores egen Grundlov forholder sig til:

§ 80 Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordrede til at skilles.

Grundloven rammer – man havde nær sagt: som sædvanlig – noget essentielt. Opfordringen til at gå hjem er nemlig, både en advarsel om at man risikerer revet tøj og brudne lemmer, og en chance for at fredelige borgere kan vise, at de tager afstand fra ulovligheder. De skal bare gå deres vej.

Og det er faktisk et fuldstændig rimeligt krav at stille til folk. Gå den anden vej. Læg brostenene fra jer. Vi ses igen imorgen.

Og hvis man ikke forstår det enkle budskab, så må man også være forberedt på at tage skade for hjemgæld. Undskyldninger om, at man kun blev der for at se, hvad der skete; at man bøjede sig ned for at binde snørebånd, medens alle de andre samlede brosten op; og alle de andre klassikere kan man med god ret tillade sig at afvise, hvis folk først tydeligt og klart har fået opfordringen til at gå hjem.

Det handler bare ikke om “kollektivt ansvar”. Det handler om et klassisk tilfælde af medvirken, nemlig når man ved sin blotte tilstedeværelse hidser andre op til at begå en forbrydelse eller gøre den lidt grovere.

Forleden var der en del debat om en sag fra Roskilde om en “åndsfraværende” pige og 3 drenge. Hvis man nu forestiller sig, at der havde stået en 4. dreng og kigget på, fordi det var lidt spændende – også selv om han ikke helt havde modet til selv at deltage. Skulle han så gå fri for en tiltale for medvirken?

Det er temmelig diskutabelt. Han behøver muligvis ikke gribe ind og redde pigen. Men han har under alle omstændigheder en pligt til at vise sin foragt ved at gå, måske endda tilkalde hjælp. Når han bliver som tilskuer, såkan det nemt forstås sådan, at han opildner til at fortsætte forbrydelsen. Indser han det, så er han medskyldig. Det er altså ikke så svært at forstå.

Det som derimod kan falde vanskeligt at forstå, det er, hvordan vi nogensinde har kunnet glemme, at sådan må det være.

PS Hvis jeg skulle argumentere lidt imod mig selv, så kunne man have den indvending, at når kun nogle ganske få kommer til at bære byrden for manges handlinger, så kan det virke vilkårligt og dermed uretfærdigt. De, som bliver nappet, har jo ingen muligheder for at sende byrden videre til de andre skyldige. Det er altså en situation, hvor strafferetten har flere muligheder for at variere sin sanktion end erstatningsretten, der kun kan nå til enten fuldt eller intet ansvar.

Udgivet den

Bevar kontenancen



Den vestlige civilisation rummer mange bevaringsværdige elementer. Kontenancen er dog desværre et af de udryddelsestruede. Der kan ellers være god brug for den i dag, hvor vi vågnede op til en historie om et uhørt groft overfald på en skadestue, hvor der var indbragt en patient med skudsår.

Heldigvis havde politiet posteret nogle mand der i forvejen, så de fik jaget gruppen af angribere væk, uanset der var tale om voldsomt mange. Men det skete kun med trussel om brug af skydevåben, og anholdelser af overfaldsmændene kunne der i sagens natur ikke blive tale om. Det skal man vist ikke bebrejde de 3 betjente, og da sådanne optrin næppe tager ret lang tid, så kan det heller ikke undre, at forstærkninger ikke nåede frem i tide.

Det spændende er imidlertid, hvorledes vi alle sammen reagerer. Og det politiske system er allerede ude med hhv. krav om udvisninger, placering af ansvaret hos den nye regering krav om nye straffelove, med videre.

Med hensyn til det synspunkt, at den nye regerings politik har tilskyndet til optøjerne, så bør man kun fremsætte det, efter at man har tænkt de mulige modargumenter grundigt igennem. En konsekvens af synspunktet er jo, at hvis den borgerlige regering var blevet genvalgt, så havde balladen med 100 % sikkerhed kunnet undgås. Hvis regeringens tilhængere finder på den finte, så glæder jeg mig til at se returbolden fra Venstre – for den kræver betydelig snilde at spille. Og den må da være planlagt.
Nye love om overfald på sundhedspersonale kan jo være nødvendige, men forinden burde man måske lige overveje, om de nuværende love indeholder tilstrækkelige straffemuligheder, navnlig fordi denne gruppe bøller jo aldrig kan blive omfattet af en ny lov. De skal dømmes efter de regler, der gælder på gerningstidspunktet. Vi har vel ikke tænkt os at vende tilbage til at udstede tilbagevirkende love a la 1945.

I den sammenhæng har politiets udspil været grov forstyrrelse af den offentlige orden. Det holder ikke. Vi skal langt højere op, og det interessante er, at det har vi sandelig også hjemmel til.
Angrebet på hospitalet indebærer faktisk så mange overtrædelser af straffeloven, at det svimler. For det første vil jeg godt argumentere for at et patientbesøg af den karakter med rimelighed kan bedømmes som et forsøg på drab (livstid). Det var jo ikke blomsterbuketter og chokolade, der blev medbragt. Det er i hvert fald forsøg på meget grov vold under særdeles skærpede omstændigheder (10 år), idet man er gået til den som en stor gruppe. Af samme grund kunne det også anses for organiseret – og dermed groft – hærværk (6 år).
Straffelovens § 119 omhandler vold og trusler mod embedsmand i funktion. Selv om den primært bruges som beskyttelse af politifolk i tjeneste, så er bestemmelsen med vilje vagt formuleret, og der i øvrigt både tale om angreb på sundhedspersonale og de udstationerede politivagter (8 år). Om denne forbrydelse er forsøgt eller fuldbyrdet kan man jo diskutere. Herudover kan angrebet bedømmes som opløb (3 år). Og der kan sikkert overvejes flere lovbestemmelser.
Tallene i parenteserne er ganske vist maksimum, men mon ikke dette er en situation, hvor vi skal godt op i strafferammen. På den baggrund kan det undre, at DF og de konservative ønsker en ny lovbestemmelse om trusler mod sundhedspersonale med en maksimal strafferamme på 2 år!
Så problemet er ikke straffehjemler. Og med de skitserede strafferammer, så bliver udvisning af eventuelle udenlandske statsborgere heller ikke det helt store problem.

Nej, problemet er at få dem fundet og dømt. At finde dem må politiet gøre. Der skal såmænd nok mangle samarbejdsvilje hos de mest oplagte vidner, så politiet fortjener aktiv medvirken fra hver eneste af os, der har noget at bidrage med. Forhåbentlig forstår anklagemyndigheden så derefter at skrue et anklageskrift sammen, så domstolene har mulighed for at dømme tilstrækkelig hårdt.

Selve retssagen bliver problematisk. En forsvarers naturlige holdning vil være at forsøge at gentage argumentationen fra Blekingegadesagen og Sankt Hans Torv om, at hans klient sandelig ikke havde tænkt sig at deltage i vold, at hans aktiviteter i gruppen er helt og aldeles uklare, og at der kræves bevis for hans individuelle forsæt.
Retshistorisk er det en overdrivelse af dansk rets traditionelle synspunkter helt ud over grænsen til det absurde. Det skal selvsagt ikke accepteres af retssystemet. Hvis man deltager i et opløb, så påtager man sig også risikoen for de handlinger, som de øvrige deltagere udfører – i hvert fald så længe de må anses for nogenlunde sandsynlige udfald af gruppearbejdet. Det må være den naturlige konsekvens af, at man tilslutter sig en gruppe, der ikke kan have noget tænkeligt lovligt formål. Hvis man vil undgå et sådant ansvar for medvirken eller samarbejde, så må man forlade gruppen lige så snart den begynder på sine ulovligheder. Ens fortsatte tilstedeværelse er jo en tilkendegivelse over for de øvrige af, at man accepterer deres adfærd.
Større gruppers samarbejde om kriminalitet er imidlertid et område, hvor retssystemet i nyere tid har viklet sig ind i indskrænkende fortolkninger af forsætskrav og bevisbyrde i et sådant omfang, at en oprydning er tiltrængt. Det må fastholdes som en del af den sunde fornuft, at når man går på sygebesøg og nogle af de øvrige besøgsvenner bærer på slagvåben, så skal man overveje, om det er helsebringende for såvel patienten som en selv. Også på dette punkt gælder det altså om at bevare kontenancen.
Og med disse ord kan jeg forhåbentlig afslutte mit indlæg om sagen.
Jens Fr.

Drevet af WordPress
%d bloggers like this: