Mine interesser:
Jura er mit fag, og det som jeg har beskæftiget mig med hele min voksentid. Det er både et sprogfag og et logisk fag, hvor man skal gøre skel og ret. Overvejelse af forskellige standpunkter og balance er for alvor på sin plads her. Men det må ikke udvikle sig til at være konfliktsky midtersøgen. Det skal være stillingtagen og afvisning af dårlige argumenter. Ikke alt er lige godt.
At kræve nye regler er en af de almindeligste og mest bevidstløse reaktioner på snart sagt et hvilket som helst problem i den offentlige debat. Men rigtig ofte bør man besinde sig lidt. Ofte fordi reglerne allerede er der. Og endnu tiere fordi enkle løsninger på svære problemer sjældent virker
Boligpolitik er i min optik det mest underudviklede område i dansk politik. Bolig er ellers det største enkeltemne i aviserne overhovedet. De borgerlige har opgivet at røre ved området, uanset de her kunne boltre sig som legesyge grise på en forårsdag. Selv den røde blok sætter sine ringeste repræsentanter til beskæftige sig med det emne.
Historie er væsentligt for at vide, hvordan vi er havnet der, hvor vi er idag. Navnlig videnskabens og teknikkens historie som grundlag for civilisationens fremskridt er uendeligt spændende, og i den sammenhæng kan jeg godt have tendenser til at mene, at samfundets indretning er afhængig af produktionsmidlerne. Og så er historiografi usigelig godt til at lære os, hvor bundne vi er af modestrømninger.
Det jeg ikke gider skrive om
Andre politiske blogs er som regel fyldt med Islam-kritik eller dens modpol. Det emne anser jeg for tilstrækkeligt dækket af andre. Ligestilling mellem kønnene er også moderne, men mig rager det en høstblomst.
Mine bedste indlæg
Naturligvis holder jeg af alle mine skriverier, men nogle er klart bedre og mindre tidsbundne end andre. Mit foreløbig mest læste nogensinde var om ….. og det er egentlig ret typisk for mig. Stilfærdigt og eftertænksomt både i indhold og sprog. “Kan det nu være rigtigt?” er et spørgsmål, som jeg ofte må stille mig selv. Man kunne også sige, at det er de samtaler over opvasken, som jeg ikke får afløb for, som I andre så udsættes for.
Så tak for opmærksomheden og god læselyst.