Støjberg skal ikke bare ud, hun skal blive ude

Medens jeg har gået og tænkt på indholdet af dette opslag, er det blevet klart, at der er et solidt flertal for at stemme Inger Støjberg ud af Folketinget. Så det er der ingen grund til at kommentere på. Det bemærkelsesværdige er imidlertid, hvor mange man ser erklære, at hvis hun senere bliver valgt ind igen, så skal hun have lov til at blive. Som man kan se af overskriften, så er jeg uenig i det synspunkt.

Fortilfældet Glistrup

Jeg kan godt forstå, at tanken er nærliggende, når man kender til fortilfældene og ved, at Mogens Glistrup efter afsonet fængselsstraf slap for at blive smidt ud. I den forbindelse skal man huske, at Glistrup røg ud både efter dommen og ved det første valg, hvor han stadig sad inde til afsoning. Det var først ved hans 2. genvalg, at man lod ham blive. Og den eneste grund, til at han slap for ydmygelsen 3. gang, var, at Firkløverregeringen ville være blevet væltet, hvis man ikke havde accepteret hans genvalg.

Og det er lige præcis den slags ubehagelige situationer, hvor man bøjer resultatet efter de aktuelle politiske vinde, som fører mig til at tænke, at den slags ikke bør gentages. En ting er, at Grundlovens standard om “uværdig” er elastisk, men man behøver jo ikke administrere den lige så fleksibelt. Tværtimod er en fast standard nok en fordel for alle i det lange løb.

Og når man kender lidt til det danske straffesystem, så er grænsen mellem bøde og fængsel nok ikke det ringeste sted at sætte den grænse, omend valget af grænse har et element af tilfældighed, uanset hvor den trækkes.

Styrets behov for legitimitet

Alle former for regering har et behov for at deres borgere opfatter dem som legitime, d.v.s. ønskelige eller i hvert fald som det bedst mulige alternativ til kaos. Og for dem alle gælder, at der er nogle grundlæggende egenskaber, som lederne skal leve op til for at kunne fastholde magten. I et diktatur er grundegenskaben hos lederne, at de skal være så brutale, at der ikke opstår tvivl om deres vilje til at undertrykke modstand. I et demokrati er den bærende kvalitet hæderlighed, og derfor gør magthaverne som regel klogt i at håndhæve den kvalitet lidt mere nidkært, end man måske umiddelbart skulle anse for nødvendigt.

Der vil være masser af tendenser, som trækker den modsatte vej, først og fremmest at ganske mange politikere vil tænke: “Hmmm, næste gang kan det være mig, det går ud over.” Deres umiddelbare personlige interesse er altså modsatrettet systemets, og derfor skal man ikke være bange for, at reglerne bliver for hårde. Der vil være en klar tendens til, at kun få bliver sat ud i kulden. Det ser man jo også af tendensen til, at politikere med “sager” får lov til at komme ind i varmen igen.

Overlad det til vælgernes dom

Hvis Støjberg stiller op på ny og bliver valgt ind, så skal politikerne “respektere vælgernes dom”, er et uendelig almindeligt udsagn. Men giver det mening? Ikke hvis man kender lidt til det danske valgsystem.

Hvis man afholdt en folkeafstemning: “Skal Støjberg have lov til at stille op igen? Ja eller nej!” Så ville der være tale om en entydig afgørelse, forudsat der ikke var forskel i de 2 fløjes tendens til at være sofavælgere – og det ville der reelt være. I så fald ville det være vælgernes dom.

Men hvis man har bare et minimum af kendskab til det danske valgsystem, så er udsagnet om vælgernes dom, det rene tågesnak. Man kan, hvis forudsætningerne gøres tilpas kringlede, teoretisk opnå valg til Folketinget uden at have fået en eneste personlig stemme, og principielt også uden at ens parti har fået en eneste partistemme i den pågældende opstillings- eller storkreds. Hvis vælgerne ikke bryder sig om en bestemt kandidat på et partis liste, så har de ingen chance for at sortere den kandidat fra, de kan kun vælge en anden til. Jeg husker bl.a., hvorledes socialdemokraten Jytte Hilden, der tydeligvis havde overskredet sidste salgsdato hos vælgerne,
på trods deraf blev genvalgt med nogle meget beskedne personlige stemmetal.

Det er ganske enkelt meningsløst at tale om vælgernes dom, når de ikke kan vælge vedkommende fra på anden måde end ved helt at vælge partiet fra.

Betinget eller ubetinget fængsel

Der kommer nok ikke til at gå lang tid, førend vi igen skal drøfte uværdighed, nemlig når Messerschmidts byretsdom formentlig stadfæstes. 6 måneder fik han ved en dom, som efter min opfattelse er klokkeren, lige bortset fra at straffen blev gjort betinget.

For strafferetsjuristen er forskellen mellem betinget og ubetinget dom ikke en gradsforskel i forbrydelsen, men en gradsforskel i forbryderen. En dom på 60 dage betinget gives for lige så grove forhold, som en dom på 60 dages ubetinget. Lidt firkantet kan man sige, at domstolene har bedømt, at Messerschmidts forbrydelse er mindst 3 gange så grov som Støjberg. (Mindst – fordi man jo også får en udtalt mængderabat i straffesager.)

Men retten har vurderet, at Messerschmidt som person godt kan lære, at nu skal han holde sig på måtten, uden at han behøver sidde inde de 6 måneder. Støjberg, som har erklæret, at hun ville gentage sin forbrydelse, hvis hun fik muligheden, har tydeligvis mere behov for at sidde stille og tænke sig om.

For så vidt angår uværdighed til at sidde i Folketinget, så bør det helt overvejende være forbrydelsens grovhed, der bestemmer, om man er på den ene eller anden side af grænsen. Og derfor bør reglerne ikke være lempeligere, fordi man er sluppet med, at ens dom er gjort betinget.

Livslang udelukkelse?

Ja, det mener jeg faktisk. Det er godt nok en barsk konsekvens, synes en del. Men er det nu også det. Det er en mikroskopisk del af samfundets job, de pågældende udelukkes fra. Det er normal ikke noget, som de har tjent sig frem til ved lang og målrettet optjening af merit. Faktisk er udpegning af folketingsmedlemmer nok den mest tilfældighedsprægede ansættelsesprocedure, man næsten kan finde.

Og hvis jeg blev afskediget fra en anden virksomhed, f.eks. for nogle dumsmarte seksualiserede bemærkninger, så er der jo ingen, som vil forvente, at den virksomheds personaleafdeling på noget senere tidspunkt skal tage en ansøgning om genansættelse seriøst. Og endnu mindre hvis jeg er afskediget for at tage af kassen. I Støjbergs tilfælde så er hun dømt for misbrug af det embede, som hun (indirekte) beklædte i kraft af sit valg til Folketinget.

Vi har et enkelt tilfælde, hvor Folketinget først efter mange, mange års medlemskab blev opmærksom på, at et medlem havde fået en dom for spritkørsel, og hvor der intet skete. Situationen var den, at den konservative leder Hans Engell var kørt ind i en betonblok ved et vejarbejde, og bestemt ikke var appelsinfri. Den ene af kandidaterne til at overtage pladsen som leder var Per Stig Møller, men det vakte lidt misundelse, så pludselig kunne man læse i aviserne, at han selv i sin ungdom – årtier tidligere – havde fået en dom for nøjagtig det samme. Og så vidt jeg husker, så havde han været inde at sidde. Engell derimod slap vistnok med en gedigen bøde.

Der blev aldrig rejst nogen sag om Per Stig Møllers valgbarhed. Hans eget parti, der traditionelt har stået stærkt netop på lov og orden genopstillede ham. Og han blev genvalgt flere gange sidenhen. Så det er jo åbenbart, at Folketinget ikke handler, som jeg synes, det burde. Noget andet er så, at sagen var med til at underminere Per Stig Møllers position som leder af Det konservative Folkeparti, og han ret hurtigt måtte fratræde igen.

Men det var i sin tid også ret klart, at hvis opstillingskredsen havde kendt til dommen, da han første gang blev opstillet, så ville han ikke have fået lov til at stille op. Han blev kun folketingsmedlem ved at holde mund om sin fortid. Den slags adfærd bør man ikke belønnes for.

“Vi skal sikre mod den ultimative storm på andelsboligmarkedet”

Stop for kæmpestore konkurser om trecifrede millionbeløb, hvor hundredevis af beboere mister deres andelsindskud, har været målet for en ekspertgruppe under Erhvervsministeriet.

Eksperterne tænkte langt inde i boksen under høring om andelsboliger og konkurs

En arbejdsgruppe har arbejdet med regler, der kan sikre andelsboligforeninger mod konkurs, hvis der kommer nye kriser på boligmarkedet. Og folketinget havde inviteret til høring for at få forslagene præsenteret. Men indholdet var nærmest  givet i forvejen. Begrænsninger i lånemuligheder og valuarvurderinger, krav om minimumsudbetalinger, langsigtede budgetter og vedligeholdelsesplaner var det forudsigelige indhold i forslagene.

Men så kom det helt banale spørgsmål. Som forventeligt fra Joachim B. Olsen. “Hvor mange af de andelsboligforeninger, som er gået konkurs, ville have været solvente, hvis der havde været frie priser på andelslejligheder?”

Dyb og total tavshed. Det er åbenbart ikke en tanke, nogen ekspert har tænkt. Til sidst tog en forsagt repræsentant for ejendomsadministratorerne mod til sig, tændte mikrofonen og sagde decideret lavmælt: “Alle de københavnske!”

Når betaling af gæld bliver et problem, så er der noget galt med reglerne

At andelsboligforeninger næsten fuldstændig undtagelsesfrit drives forsvarligt, var alle eksperterne var faktisk enige om. Egentlig en imponerende præstation. Deres ejendomme vedligeholdes bedre end ejerforeningers, og de betaler af på deres gæld.

Ejendomsadministratorerne havde dog fundet ét problem. “Andelsboligforeningerne betaler faktisk for meget af på deres gæld, så lejlighederne bliver for dyre.”

Og så er det lige, man tænker på Bastiats bemærkning om det sete og det usete igen. For lejligheden bliver selvsagt ikke dyrere af, at gælden i foreningen er stor eller lille. Om man betaler af på en individuel gæld fra køb af lejligheden eller en fælles gæld i foreningen er jo i princippet ligegyldigt. Lige bortset fra, at lovgivningen har forbudt banker og realkredit at yde billige realkreditlån til køberne af de enkelte lejligheder. Så lovgivningen skaber et problem.

Brutale banker har banket Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation til tælling

Et af de virkelige slagsmål efter de store konkurser i andelsboligforeninger, Klostergården, Duegården, Hostrups Have har været: “Hvor stor husleje skal beboerne betale under konkursbehandlingen og til en ny ejer af huset?” Loven garanterer de hidtidige andelshavere, at de kan blive boende som lejere, men loven siger intet om vilkårene. Ligeså gælder at beboere, som ikke købte deres lejlighed som andel, men fortsatte som lejere, konsekvent har betalt en leje langt under andelshavernes boligafgift, og de kan absolut ikke sættes op.

Bankerne har en klar egeninteresse i at hævde, at de kan hæve huslejen til skyerne, og det vil formentlig lykkes for dem. Flere konkurser og krav om personlig og solidarisk hæftelse af alle andelshavere ved alle nye lån i alle andelsforeninger har dog været tilstrækkelige trusler til, at Andelsboligernes Fællesrepræsentation har accepteret, at der fremover skal kunne opkræves leje svarende til den hidtidige boligafgift.

Lejelovgivningens maksimumpriser er urimelige, så skal man ikke glædes over bankernes sejr? Mit bud er et klart: “Nej.” Lånereglerne er grundlæggende skruet sådan sammen, at banker og realkredit ikke må låne mere ud, end ejendommen kan bære, når beboerne betaler lejelovens normale maksimumleje. Så hvis det ikke er nok til at dække bankernes tilgodehavende, så har de overbelånt, og så fortjener de tabene. Professionelt vabanque-spil skal ikke belønnes.

Partihopperi – konsekvenser af et forbud.

En MF’er har skiftet parti, og nu sidder jeg og leger lidt med tanken:

Hvordan kunne det se ud, hvis partihop blev forbudt? Hvis det skal gælde for hop direkte til et andet parti, hvad så med løsgængeri? Og hvad med eksklusioner. Skal det også være forbudt?

Eksklusionerne er faktisk et godt udgangspunkt. Lad os antage at Erik Kesmart, MF kommer op at skændes med ledelsen i Topstyringspartiet. Det kan skyldes politiske uoverensstemmelser, men måske tiere personlige (Der så projiceres over i politiske. Se bare partiernes formandsvalg.) Hvis partihop og løsgængeri ikke er tilladt må det betyde, at partiledelsen kan afskedige ham, og at han så udtræder af Folketinget.

Hvem skal så ind i hans sted. Det kan man selvfølgelig lade afhænge af en suppleantliste. Men når de næste nuller i rækken heller ikke retter ind, så bliver de jo også afskedigede. Så det eneste konsekvente ville være at lade partiet selv ansætte næste mand. Slå stillingen op, vælg mellem ansøgerne. Det er da enkelt.

Hvis partiledelsen alligevel kan sammensætte sin folketingsgruppe på den måde, så er der egentlig ingen grund til at have navngivne kandidater på stemmesedlen. Så må det være nok at stemme på et partinavn eller “brand”. Når valget så var opgjort, udpegede partiets bestyrelse og direktion så det nødvendige antal medlemmer af Folketinget.

Der skulle altså findes nogle juridiske enheder – aktieselskaber, foreninger, interessentskaber, fonde eller hvad det nu kunne være – der havde erhvervet sig en ret til at stille op. Ledelsen ville ikke nødvendigvis selv skulle sidde i tinget, men ville jo nok forsøge at få de bedste ben selv. Det ville jo løse de evindelige morsomheder med, at de radikale på deres landsmøder vedtager et, og bagefter stemmer for det modsatte i tinget.

Mon ikke alle partiledelser i det system kunne blive enige om én ting, nemlig at gøre det svært for nye partier at stille op. Den tendens er der allerede. Processen fik lige en gang bureaukrati for nogle år siden, så man skulle sende erklæringer frem og tilbage et utal af gange. Lige nu holder partierne sig dog lidt tilbage. Intet folketingsmedlem vil undvære den nødudgang, at man selv kan stifte et parti på nogenlunde tilgængelig måde. Hvis partihop forbydes, så vil bremserne for nye partier blive hugget i.

Og mon ikke også spærregrænsen ville blive hævet.

Og så er slutresultatet nok ikke så svært at skimte i horisonten.

Mon ikke den nuværende ordning er at foretrække.

PS et forbud kræver en grundlovsændring, da det er medlemmerne, som vælges ved direkte og hemmelige valg, medens Grundloven slet ikke nævner partier.

Grimme ællinger skal da kanøfles

Grundlæggende finder jeg det uforskammet at kritisere en Benny Engelbrecht for, at han har sagt ja til at blive minister, selv om han kun har gået 9 år i skole.

I modsætning til nogle af os andre, der har rige evner, men måske ikke udnytter dem særlig godt, så har han fået ganske meget ud af sine forudsætninger.

Hvis man skal undre sig over noget, så er det egentlig, at han aldrig har følt behov for at supplere med yderligere formelle kvalifikationer, men det illustrerer måske bare, at de netop kun er formelle.

At jeg så er uenig med manden i stort set alt, at jeg betragter ham som en pop-politiker, og at han appellerer til et segment, som jeg hellere ville dø end tilhøre, er en anden snak.

Man kan bare ikke kritisere Folketinget for at være for ensidigt sammensat og samtidig gøre grin med en virkelig markant undtagelse – blot fordi han er en undtagelse.

Nødløgn eller pligtløgn?

Hvis det ikke er sandt, skal det være godt fundet på!

En af mine første juralærere havde den irriterende vane, at når en studerende i en opgave havde fundet en lidt for nyskabende løsning på et spørgsmål, så skrev han bare “Læs loven”. Og i timerne understregede han ofte, at “det står altsammen i loven, man skal bare lære at læse!”

De ord kunne være blevet brugt mange gange i sidste uge, da politikere fra hele spektret for en gangs skyld kunne enes om noget, nemlig at man ikke må lyve overfor Folketinget. Baggrunden var selvsagt, at et tjenestemandsforhør var endt med, at Justitsministeriets departementschef og en afdelingschef ikke kunne bebrejdes deres uomtvistelige løgne til støtte for ministerens mummespil med Folketingets retsudvalg.

Helt galt er det blevet efter et møde mellem ministeren og partiernes ordførere, hvor Karen Hækkerup angiveligt har udtalt, at “der er tale om en helt ny retstilstand!”

Det er muligt, at hun ikke lyver, men hun taler i hvert fald ikke sandt, og det er heller ikke ret godt fundet på. For det står alt sammen i loven, endda så tydeligt at enhver kan læse den.

Kan løgn straffes?

Faktum i sagen er, at ministeriets embedsmænd anså sig for underlagt tavshedspligt, og derfor løj. Det er ligeledes et faktum, at de udleverede en del af de tavshedsbelagte oplysninger til ét folketingsmedlem, nemlig udvalgsformanden.

Kæden af jura, der skal bruges er lidt længere:

  • Forvaltningsloven fastlægger, hvornår noget kan være underlagt tavshedspligt.
  • (Straffeloven § 152 fastlægger, hvornår brud på tavshedspligten kan straffes. Det kunne være relevant i forhold til orienteringen af udvalgsformanden, men ellers ikke i denne sag.)
  • Retsplejeloven indeholder et forbud mod, at embedsmænd i retten afkræves vidneforklaring om noget der er omfattet af tavshedspligt.
  • Straffeloven § 159 gør det straffrit at forklare falsk, hvis man ikke må afkræves forklaring.

Læg mærke til at ordet ‘afkræves‘ går igen (og derfor er skrevet med kursiv i min gengivelse).

Resultatet af perlekæden af jura er, at når en embedsmand har tavshedspligt, så kan han heller ikke straffes for falsk forklaring i retten, hvis han lægger røgslør ud. Man kan måske næsten sige, at tavshedspligt fører til, at embedsmænd ikke må tale sandt, og at det de rent faktisk siger, endda skal være godt fundet på. Derfor kan det da ikke undre, at de 3 dommere, der skulle undersøge sagen, nåede til samme konklusion, når det drejer sig om forklaringer overfor Folketinget.

En sjælden undtagelse?

Fra forskellige juristers side – herunder en professor i forvaltningsret – har man fremhævet, at nødløgn kun kan bruges i ganske usædvanlige og sjældne situationer. Det er for det første forkert, fordi retten (eller ligefrem pligten) til at lyve, som det ses, gælder i alle de tilfælde, hvor embedsmanden er pålagt tavshedspligt. Og for det andet, så virker den foreliggende situation, som blandt andre tidligere minister Torben Lund ganske rigtigt har repliceret, da heller ikke som en så usædvanligt sjælden begivenhed, at den kan betragtes som enestående.

Hvis man tager sig tid til at læse redegørelsen fra tjenestemandsforhøret, så vil man i øvrigt kunne finde mindst et hårrejsende eksempel på, at embedsmænd forbereder de mest utrolige tågesvar for ministeren. Måske er det ikke direkte løgne, men det er i hvert fald ikke ‘hele sandheden’, og slet ikke ‘intet andet end sandheden’, som man åbenbart skal forvente fra embedsmænd.

Hvem er skurken?

Henover hele sagen står det bøjet i neon, at selv om det var Bødskov og hans embedsmænd der løj, så er den egentlige skurk i spillet tavshedspligten. Der er en tendens i disse år til, at hver eneste forvaltningsskandale handler om misbrug af tavshedspligt (f.eks. Sass Larsen). Ministerier påkalder sig tavshedspligt med de tyndest tænkelige begrundelser, og i den aktuelle sag er det yderst vanskeligt at se, at der var nogen grund til tavshedspligt – navnlig når man selv brød den overfor ét folketingsmedlem.

Uden tavshedspligt havde det været ulovligt at lyve overfor Folketinget, ja så havde det tværtimod været strafbart.

Hvis der skal gøres noget politisk , så er det at begrænse brugen af tavshedspligt.

NB En læselet udgave af dette indlæg stod i Berlingske d. 19. maj 2014.

%d bloggers like this: