Jurister som lægdommere – et partsindlæg

Når man ikke længere beskæftiger sig med juraen til daglig, så kan det være besnærende at bevare en vis kontakt og udnytte sin erfaring ved at gøre nytte som domsmand eller nævning i straffesager. Og der er jo god brug for det, for det seneste par gange har det i København været nødvendigt at annoncere efter kandidater til posterne.

Men det er bestemt ikke alle domstolenes jurister, som ser på det forhold med blide øjne. De vil åbenbart hellere have nogle meddommere, som er mindre kyndige – eller som de kalder det ”mere læge”. I hvert fald har præsidenten for Østre Landsret valgt at slette mindst en person, der tidligere har været advokat[1] fra listen.

At der er tale om en fejlagtig retsopfattelse, både for så vidt angår landsretspræsidentens kompetence, og for så vidt angår reglernes materielle indhold, bør med ret stor styrke fremgå af det følgende

 1. De relevante lovbestemmelser

Spørgsmålet handler om en fortolkning af bestemmelserne i retsplejelovens §§ 68, 69 og 70 samt §§ 72 og 77, sidstnævnte sammenholdt med § 76.

1.1 Betingelserne for udpegning som domsmand og lægdommer De tre første §§ vedrører de materielle betingelser for at fungere som domsmand og nævning (hvor der efterfølgende refereres til lægdommere, omfatter dette både domsmænd og nævninger med mindre andet udtrykkeligt fremgår af sammenhængen), medens de sidste tre indeholder regler om kompetencen til at optage og slette lægdommere på listen.

Udgangspunktet er, at ”enhver”, som er ”egnet” kan pålægges dette borgerlige ombud. Efter § 69 kræves valgret til folketinget, de skal være uberygtede, og have passende helbred og danskkundskaber, medens § 70 udelukker en række specifikke erhverv.

1.2 Kompetencereglerne Udpegning af lægdommere sker i et nøje fastlagt samspil mellem et kommunalt grundlisteudvalg, som er omtalt i § 72, som sammenstiller en bruttoliste, grundlisten, hvorfra der så vælges ved lodtrækning. Landsretspræsidentens opgaver fremgår af §§ 76 og 77, hvor den første bestemmelse vedrører hans funktioner inden udnævnelsen, medens § 77 vedrører kompetencen til at slette en allerede udnævnt lægdommer fra listen.

1.2.1 Udpegning § 76 angiver udtrykkeligt, at landsretspræsidenten skal gennemgå grundlisten og påsé overholdelse af de materielle bestemmelser i §§ 69 og 70 (samt fritagelsesmulighederne i § 71, som imidlertid ikke er relevante i denne sammenhæng). Han tildeles derimod ikke nogen kompetence med hensyn til § 68, der foreskriver, at der skal ”vælges … personer, der må anses for egnede til at virke som nævninger og domsmænd”.

Kompetencen til at vurdere om en person er egnet, jf. § 68 ligger altså ene og alene hos grundlisteudvalget. Grundlisteudvalget er en myndighed, som lovgivningsmagten udtrykkeligt har oprettet med denne ene helt særlige opgave, at vælge personer der må anses for egnede til at være lægdommere.

1.2.2 Landsretspræsidentens berigtigelse af domsmands- og nævningelisterne § 77 handler, som allerede nævnt, om landsretspræsidentens mulighed for at slette en allerede udpeget lægdommer. Det fremgår af bestemmelsen, at han kan berigtige listerne, såfremt han bliver ”opmærksom på grunde, der udelukker nogen af de på listerne opførte personer fra nævninge- og domsmandshvervet”

Henset til, at retsplejelovens § 70 med omhu taler om, at visse personer er ”udelukkede” fra at være lægdommere, må § 77 i hvert fald forstås som en henvisning hertil. Landsrettens præsident kan slette folk fra listen, når de opfylder betingelserne i § 70[2].

Rent sprogligt kan man tænke, at det er lidt mere usikkert om ”udelukkede” i denne sammenhæng også omfatter betingelserne i § 69 om legemlige mangler, straffeattest og utilstrækkeligt kendskab til sproget for modsat § 76, der udtrykkeligt henviser til både 69 og 70, så gentages de henvisninger ikke i § 77.

Stillingtagen til en personens ”åndelige eller legemlige svaghed eller utilstrækkelige kendskab til det danske sprog” er under alle omstændigheder meget klarere kriterier end det helt ubundne skøn efter § 68 om en person ”er egnet”. Det samme gælder straffeattesten. Omvendt er det af hensyn til domstolenes uafhængighed langt mere betænkeligt at fjerne et retsmedlem, som er udpeget, end det er at fravælge ham på forhånd. Men der er jo den retsgaranti, at hvor afgørelser efter § 76 om manglende optagelse på domsmands- og nævningelisten udtrykkeligt ikke kan påklages, så er det forhold ikke reciperet i § 77[3]

I praksis har landsretspræsidenten antagelig konsekvent udøvet kompetence både i forhold til § 70 og 69. Og hvem skulle ellers kunne træffe en afgørelse om, at en nævning er blevet for affældig som følge af opstået sygdom. Man vil vist ikke kunne bestride, at landsretspræsidenten kan slette lægdommere fra listen i samme omfang, som han kan forhindre udpegningen af dem.

En skønsmæssig vurdering af egnetheden, der som nævnt er henlagt til grundlisteudvalget jf. § 68, må derimod igen ligge udenfor de forhold, som landsretspræsidenten kan bedømme.

Den eneste litteraturhenvisning om rækkevidden af § 77 er, at professor Munch-Petersen forsynede sin annoterede udgave af retsplejeloven[4] med en henvisning fra § 77 til både 69 og 70. Bortset fra enkelte konstateringer af dens eksistens, så er § 77 ikke omtalt i nogen af de juridiske værker, som gennemgås nedenfor. Den har ingen noter i Den kommenterede Retsplejelov.

2. Retsplejelovens regler om udelukkelse fra lægdommerhvervet.

2.1 Forarbejder til den oprindelige retsplejelov[5] Retsplejelovens forarbejder er mange, og dermed er den nødvendige gennemgang ganske omstændelig.

Allerede højesteretsdommer Mouriers Udkast til Rettergangslov i Straffesager fra 1854[6], der aldrig blev fremsat i Rigsdagen, rummer de fleste af de elementer, som går igen i de senere forslag. Der er sket lidt småændringer og sprogdragten er fornyet, men faderskabet kan der ikke være tvivl om.  Grundlæggende findes en generel kvalifikation, der her er knyttet til indfødsret kombineret med en økonomisk kvalifikation[7], og derudover en udelukkelsesbestemmelse for visse erhverv, der minder meget om den nuværende § 70, men begrænset til ”ministre, de ved ministerierne beskikkede embedsmænd, dommere og andre embedsmænd ved retterne, overøvrigheder, politimestre og andre ved det udøvende politi ansatte betjente, statsprokuratorer og disses medhjælpere, alle af staten anerkendte trossamfunds gejstlige og de i tjeneste stående militære, hvilken sidste undtagelse dog ikke skal finde anvendelse på Bornholm.”

Endelig var der en bestemmelse, som ikke genfindes i senere forslag, der udelukkede personer under værgemål eller insolvensbehandling samt anklagede og dømte i straffesager[8].

Det første forslag, som Folketinget kom til at tage stilling til, var på opdrag fra Justitsministeriet udarbejdet af Hother Hage som alternativ til Mouriers. I utålmodighed over at arbejdet i den 1. proceskommissions var gået i stå[9], fremsatte han det med nogle småændringer i 1861-62 som privat forslag i Folketinget[10]. Den generelle kvalifikation er dér enhver med indfødsret og ikke i tjenesteforhold eller modtager af fattighjælp[11]. Læg mærke til, at her kommer ordet ”enhver”. Listen over udelukkede erhverv er forskellig fra Mouriers og omfattede kun ministre, departementschefer, dommere, politiets embedsmænd og betjente, overøvrighedspersoner, gejstlige og – som den eneste udvidelse – tillige sagførere.

Forslaget kom aldrig forbi betænkningsstadiet, men fra betænkningen kan man bemærke, at den generelle kvalifikation foreslås ændret til valgret til folketinget. Og sådan blev det.

Året efter, 1862-63, kom så et forslag fra justitsministeren, Casse, hvor man på den ene side udvidede antallet af udelukkede embedsmænd med blandt andet embedsmænd ved domstolene og anklagere, men til gengæld helt slettede sagførerne[12]. I betænkningen indskrænkes antallet af embedsmænd derimod igen til de, som var nævnt i Hages forslag[13], men sagførerne kommer ikke ind igen før 99 år senere.

En række nye forsøg blev gjort i 1880’erne baseret på arbejdet i den 2. Proceskommission, og dér blev legemlig svaghed og manglende danskkyndighed tilføjet som diskvalifikation svarende til nuværende § 69. Paragraffen om udelukkelse på grund af erhverv svarer hovedsagelig til listen i betænkningen over Casses forslag. Den eneste forskel var en yderligere indskrænkning af antal udelukkede, idet dommere og anklagere, hvor beskikkelsen kun vedrører en enkelt sag, skal kunne være nævninger[14]. Heller ikke disse forslag blev vedtaget.

Også i den 3. proceskommissions forslag til retsreform i 1899, hvor de indgik i forslaget til Lov om Domsmagten med videre §§ 45 til 48, genfinder man næsten enslydende formuleringer.

En karakteristisk frase i den senere vedtagne lov mangler dog på dette sted i kommissionsforslaget, nemlig den i § 68 om, at de valgte skal være egnede, eller som det oprindelig hed ”særlig egnede og værdige”. Den fandtes imidlertid i udkastets § 50, der svarer til den nuværende § 72.

Forslaget fastslog i § 46, at med undtagelse af de udelukkede jf. § 47 og de fritagne jf. § 48, så kunne enhver med valgret til Folketinget kaldes til nævning, når han ikke led af legemlige svagheder og sproglige mangler.

Kredsen af udelukkede var afgrænset til ministre, departementschefer, de faste dommere, offentlige anklagere, overøvrigheder, politiets embeds- og bestillingsmænd, samt gejstlige i folkekirken og de anerkendte trossamfund.

Lovforslaget blev fremsat i Folketinget flere gange, men Landstinget var uenigt, og dermed var det ikke vedtaget.

Nogle år senere blev Albertis retsreform vedtaget og kort efter opgivet igen. Et nyt forsøg på retsreform i 1909 blev vedtaget, men på betingelse af anden lovgivning, som ikke blev gennemført. De følgende år lykkedes det heller ikke.

2.2 Retsplejeloven af 1916 Først i 1915-16 kunne der skabes et kompromis og retsplejeloven vedtages. Den nye lovs[15] § 69 svarede til 1899-forslaget med de konsekvensændringer som fulgte af ændrede regler om folketingsvalgret for såvel mænd som kvinder. Kredsen af udelukkede i § 70 var udvidet ganske lidt i forhold til 1899-forslaget, så den desuden omfattede ”embedsmænd i centraladministrationen, der er ligestillede med departementschefer”. Også kredsen af fritagne var udvidet lidt.

Indholdet i disse regler forblev, bortset fra konsekvensrettelser som følge af indførelsen af domsmænd i 1936, uændrede indtil 1962[16].

2.3 Litteraturen indtil 1961 Spørgsmålet om juristers medvirken som nævning omtales i professor Munch-Petersens Den danske Retspleje, 2. udgave, bd. 5 pg. 24:”Derimod er ikke Personer med juridisk Uddannelse som sådanne og ikke engang Sagførere udelukkede fra at beklæde Nævningehvervet.”[17] Det bemærkes, at domsmænd ikke var indført i dansk retspleje, da bogen blev skrevet. Munch-Petersens bog tjente som lærebog i proces ved universitetet fra 1918 indtil 1940.

På det tidspunkt udkom en ny bog skrevet af den daværende professor i strafferet og proces, senere Folketingets første ombudsmand, Stephan Hurwitz. I Lærebog i straffeproces[18] skrev han: ”Modsætningsvis fremgår, at Sagførere og andre Jurister som sådanne ikke er udelukkede; de bør imidlertid ikke optages på Grundlisterne, idet de ikke opfylder det i § 73 opstillede krav om at være ”særlig egnede” til udøvelse af Lægdommerfunktioner.” Den sidste del af den sætning kan ikke betragtes som en juridisk fortolkning, men snarere som en professoral formaning til grundlisteudvalgene baseret på Hurwitz’ personlige mening. Med hensyn til kompetencen til at bedømme egnethed kan Hurwitz ikke tages til indtægt for andet end, at bedømmelsen skal foretages af grundlisteudvalget.

Interessant nok er Hurwitz’ synspunkt ikke gentaget i 3. udgave af bogen fra 1959.

2.4 Lovændringen i 1962 Sådan stod sagerne indtil 1961. På det tidspunkt havde Hurwitz’ bog været fast pensum i faget på universiteterne i mere end 20 år, og hver eneste juridisk medarbejder i Justitsministeriet har kendt den indgående. I samlingen 1961-62 fremsatte Justitsministeren et forslag til forenkling af reglerne om valg af lægdommere[19]. Forslaget indeholder kun ganske kortfattede bemærkninger dog suppleret af ministerens skriftlige fremsættelse. Der foreligger tilsyneladende ikke nogen forudgående trykt betænkning. Lovforslaget blev vedtaget med et antal ændringer

Kredsen af de, som er udelukkede fra hvervet som lægdommer, var allerede i forslaget udvidet, nemlig til at omfatte såvel tjenestemænd som øvrige personale, altså samtlige ansatte, ved domstolene, anklagemyndigheden, politi, fængselsvæsen foruden sognefogeder og gejstlige samt advokater. Under behandlingen skete der en yderligere væsentlig udvidelse, idet alt personale i centraladministrationen og advokatfuldmægtige blev tilføjet. Forslaget fik dermed gjort op med, hvilke juridiske stillinger, der udelukker fra hvervet som nævning og domsmand.

Bemærkningerne til bestemmelsen i forslaget er: ”Bestemmelsen svarer til den nuværende, idet kredsen dog er udvidet. Man har således medtaget …” Nogen begrundelse for ændringerne ses ikke. For ændringsforslaget er begrundelsen i betænkningen: ”Ændringen betyder en udvidelse af kredsen af de personer, der er udelukkede fra at være nævninger og domsmænd, idet man har ment det mest konsekvent at medtage advokatfuldmægtige og centraladministrationens personale i dets helhed.” Det fremgår af ordførertalen fra Edel Saunte, at kredsen af udelukkede var drøftet indgående i udvalget. Lovforslaget blev herefter vedtaget af et enstemmigt Folketing.

Afgørende er imidlertid, at først Justitsministeriet og dernæst Folketinget med sit aktive valg af personkreds klart har forkastet Hurwitz’ ønske om, at indehaverne af en juridisk kandidateksamen generelt bør være afskåret fra lægdommerhvervet.

Samme lovforslag ændrede også sammensætningen af grundlisteudvalget, så det fremover kun skulle bestå af 5 kommunalpolitikere, og dermed fandt et af den store retsreforms allerstørste stridspunkter sin foreløbige løsning. Rent redaktionelt blev ordene om, at der skal vælges ”egnede” personer flyttet til sin nuværende placering i § 68 og sprogligt neddæmpet fra, at de skulle være ”særligt egnede og værdige”. Også på det punkt er bemærkningerne begrænset til det faktuelt konstaterende, at bestemmelsen er flyttet fra den tidligere § 73. Tilsvarende indeholder bemærkningerne til §§ 76 og 77 ikke yderligere fortolkningsbidrag.

2.5 Litteraturen siden 1962 I Gomards Studier i den danske straffeproces[20] nævnes på side 457-58, at ”Retsplejeloven stiller grundlisteudvalgene meget frit. Loven giver kun den positive karakteristik af, hvem der kan opføres på grundlisten, at de skal være ”personer, der må anses for egnede til at virke som nævninger eller domsmænd”, jfr. § 68. Afgørelsen af, hvem der kan anses som egnet, ligger i grundlisteudvalgene. Retsplejeloven supplerer i §§ 67-71 det positive krav om egnethed med nogle ret selvfølgelige udelukkelsesgrunde.”

Det bør desuden bemærkes, at Gomard finder dele af Grundlovens regler om dommere anvendelige på lægdommere, jf. side 456.

I Koktvedgaard Lærebog i den danske Strafferetspleje er emnet drøftet på side 48 ”Om en person er ”egnet” til at komme på grundlisten afgøres af det kommunale grundlisteudvalg … og afgørelsen træffes efter et frit skøn. Da grundlisteudvalgene har tavshedspligt kan der i princippet intet oplyses om de almindelige retningslinjer for udvælgelsen”[21]

Fra autoritativ side er forholdt belyst i Betænkning nr. 994 om lægdommerordningen i straffesager m.v. afgivet i 1983 af Retsplejerådet[22]. På side 106 gennemgås kravene til udvælgelse af lægdommere, men der nævnes intet om en særlig regel for jurister.

Gammeltoft-Hansens selvstændige fremstillling fra 1998[23] er imidlertid vidtrækkende. Her anføres det side 124: ”Jurister, som ikke er omfattet af stillingsopregningen, vil normalt ikke blive udpeget som lægdommere, idet de ikke kan betragtes som ”læge” i den forstand, det forudsættes i Grundloven.” Det må bemærkes, at citatets første del er rent deskriptiv, altså hvad der faktisk foretages, og ikke normativt, altså hvad der skal foretages. Denne del af citatet siger altså intet om, hvorvidt udpegning af jurister er ulovlig. Det er ikke anført, hvilket grundlag forfatteren har for sin antagelse. Det konstateres bare – formentlig fejlagtigt – at det ikke sker. Inddragelsen af grundloven er en nyhed, der behandles for sig selv nedenfor i afsnit 5. I øvrigt nævnes kun grundlisteudvalget og ikke landsretspræsidentens kompetence efter §§ 76 og 77.

I hele perioden siden 1962 til og med 2013 har de forskellige udgaver af Den kommenterede Retsplejelov[24] imidlertid indeholdt en note til § 70, hvori man har henvist til de ovennævnte bemærkninger af Hurwitz og i de nyere udgaver tillige Gammeltoft-Hansens. Nogen vurdering af synspunktets værdi er der derimod ikke foretaget. Det er fristende at betragte videreførelsen fra udgave til udgave som automatisk.

Kistrup med flere Straffeproces[25] indeholder intet af interesse om dette emne.

Den seneste fremstilling er Lindencrone og Werlauf Dansk Retspleje fra[26] 2017, hvor emnet kun berøres med petit på 95: ”Først opstiller et grundlisteudvalg, som er udpeget af kommunalbestyrelsen en såkaldt grundliste over egnede personer for 4 år af gangen. … Dernæst udtager landsrettens præsident ved lodtrækning …” Igen påpeges altså at egnethedsvurderingen sker i grundlisteudvalget.

2.6 Justitsministeriets arbejdsgruppes rapport fra 2015 Præsidenten for Østre Landsret har i sin afgørelse udelukkende henvist til en Arbejdsgrupperapport om udvælgelse af lægdommere fra 2016[27]. Der er derfor grund til at citere den extensivt.

Indledningsvis bemærkes, at det på side 58 anføres: ”[Det bør] – efter arbejdsgruppens opfattelse – sikres, at så få persongrupper som muligt (på forhånd) udelukkes fra at være lægdommere, jf. retsplejelovens § 70, …”

Hovedafsnittet om jurister står imidlertid på siderne 114 og 115: ”Det antages flere steder i den juridiske litteratur, at denne forudsætning normalt er til hinder for, at jurister vil blive udtaget til grundlisterne, idet de i kraft af deres juridiske uddannelse ikke kan betegnes som ”læge” personer, jf. Stephan Hurwitz: Den Danske Strafferetspleje, 2. udgave (1949), s. 96; Hans Gammeltoft-Hansen: Strafferetspleje I, 2. udgave (1998), s. 124 og Bernhard Gomard m.fl. (red.): Kommenteret Retsplejelov, Bind I, 9. udgave (2013), s. 197-198. De overnævnte regler må som hovedregel antages at udelukke personer med en juridisk kandidateksamen fra at kunne fungere som nævninger og domsmænd. Henvisningen i litteraturen til, at jurister normalt ikke kan blive udtaget til grundlisterne, synes dog at give en vis mulighed for, at personer med en juridisk kandidateksamen i visse tilfælde kan være lægdommere. Det fremgår ikke af litteraturen, i hvilke tilfælde dette er muligt.

Baggrunden for lægdommerinstitutionen er beskrevet i kapitel 3. Det følger heraf, at indretningen af et lægdommersystem havde til hensigt at bibringe folkelighed og demokrati i strafferetsplejen, samtidig med at øge retssikkerheden bl.a. ved at hindre ensidighed blandt rettens medlemmer. Det må på den baggrund antages, at en person med en juridisk kandidateksamen undtagelsesvis kan anses at være egnet til at være lægdommer, hvis der ikke er betænkeligheder i forhold til disse kriterier.

Arbejdsgruppen har overvejet, om der bør indføres en generel regel om udelukkelse af personer med en juridisk baggrund. Dette vil medføre en retstilstand, hvor jurister generelt er udelukket, hvormed en konkret vurdering af den pågældendes egnethed som lægdommer er overflødig.

Efter arbejdsgruppens opfattelse er den gældende retstilstand dog udtryk for en rimelig afvejning mellem på den ene side en sikring af, at de personer, der udtages, opfylder de forudsætninger, der skal gælde for nævninger og domsmænd i et lægdommersystem, samtidig med at der kan udtages personer, som på trods af deres juridiske kandidatuddannelse i isolerede tilfælde kan anses som egnede til at virke som lægdommere. Dette vil efter omstændighederne kunne tænkes at være tilfældet, hvor en person, der har en juridisk kandidateksamen, gennem en længere periode ikke har beskæftiget sig med dette felt.

Arbejdsgruppen foreslår på denne baggrund, at der ikke foretages ændringer af den gældende retstilstand.”

Til citatet må knyttes en lang række kritiske bemærkninger, først og fremmest at det bygger på en ufuldstændig gennemgang af litteraturen og endda af de anførte værker. Hertil kommer, at rapportens forfatter tydeligvis ikke kan have kendskab til lovforarbejderne.

Arbejdsgruppens litteraturhenvisninger er de samme, som jeg ovenfor har gennemgået. Udlægningen er imidlertid en ganske anden. Noget grundlag for rapportens meget bastante fortolkning fremgår imidlertid ikke. Det er tydeligt, at forfatteren på intet tidspunkt har anlagt et kritisk syn på de 2 litteratursteder. Det er i øvrigt sigende, at rapporten kun refererer og ikke citerer den påberåbte litteratur.

Som det ses, beskæftiger rapporten sig ikke med det væsentlige spørgsmål om, hvem der i givet fald skal foretage den skønsmæssige afvejning af en jurists egnethed, og ej heller med landsretspræsidentens mulighed for at udøve censur i forhold til det skøn. Dette er forhold af afgørende betydning.

2.7 Lovændringer siden 1962 I 1979 er betegnelsen underret ændret til byret[28]. I forbindelse med nævningesagers overgang til byretten i 2006[29] blev der foretaget konsekvensrettelser i reglerne, men ikke nogen indholdsændringer.[30]

Ifølge § 12 i lov nr. 669 fra 2017[31], der ændrer § 70, finder den lovs regler ikke anvendelse på personer, der ved ikrafttrædelsen allerede var optaget på en grundliste. Loven er derfor principielt uden betydning for bedømmelsen af nuværende lægdommeres forhold.

Loven indskrænker antallet af statsligt ansatte, som omfattes af § 70, idet underordnet personale i styrelser med videre ikke længere er omfattet. Det samme gælder underordnet personale i statsforvaltningerne.

Lovforslaget til denne lov omtaler ikke jurister i almindelighed, men ”foreslår den gældende udelukkelse af advokater og advokatfuldmægtige opretholdt.” Lovforslaget indeholder ikke nogen omtale af et princip eller en regel om, at jurister anses for mindre egnede som lægdommere end andre.

Lovforslaget blev gennemført i Folketinget med uændret indhold, men efter en teknisk opdeling i flere lovforslag.

2.8 Konklusion Siden gennemførelsen af retsplejeloven har det været den klart dominerende opfattelse af gældende ret, at jurister kun er udelukkede fra hvervet som lægdommer, såfremt de bestrider en af de stillinger, der er nævnt i § 70.

Kun to teoretikere har udtrykkeligt ytret sig kritisk derom, men det kan ikke undre, al den stund man normalt ikke har behov for at drøfte regler, som man mener ikke eksisterer.

Stephan Hurwitz udtrykte et ønske om, at der burde være en generel udelukkelse af alle jurister, og opfordrede grundlisteudvalgene til at foretage en de facto udelukkelse ved at betragte jurister som uegnede til hvervet. End ikke Hurwitz betragtede formentlig synspunktet som udtryk for gældende ret. Hans tanker blev heller ikke gennemført ved lovrevisionen i 1962, og der er derfor ikke grundlag for at anse dem for andet end hans personlige mening. Den eneste anden med samme opfattelse, Gammeltoft-Hansen, må afvises, allerede fordi der blot er tale om et beskrivende udsagn, som i øvrigt ikke kan dokumenteres.

Der er ikke i den gennemgåede litteratur noget sted set anført, at landsretspræsidenten kan foretage et selvstændigt skøn over en persons egnethed og dermed tilsidesætte grundlisteudvalgets vurdering af egnethed.

3. Udelukkelse af jurister med hjemmel direkte i Grundlovens § 65, stk. 2

3.1 Junigrundloven og dens efterfølgere Når indførelsen af nævninge var så vigtigt et politisk mål for liberale i midten af 1800-tallet, så var det – meget groft sagt – fordi nævninge blev set som et middel til at værge sig mod en autoritær statsmagt. Tanken var, at nævninger havde bevist deres værdi i England, og at den enkelte nævning ville kunne modstå pres, fordi hans stemmeafgivning ville fremstå anonym i en større gruppe.

Hvilken opfattelse man på den grundlovgivende rigsforsamling havde af begrebet ”lægmand”, lader sig næppe fastslå med klarhed. Men hvad der derimod står helt lysende klart er, at flere af medlemmerne af rigsforsamlingen deltog aktivt i arbejdet med at udmønte grundlovens løfteparagraf i en retsreform. Det gælder navnlig Hother Hage og A.F. Krieger, sidstnævnte som formand for den 2. proceskommission. Og det ligger ud over enhver tænkelig tvivl fast, at hensigten med samtlige forslag til retsreform var at leve op til løfterne i grundloven, samt at man i 1916 betragtede løfterne som opfyldt.

Og som påvist ovenfor, så blev det under junigrundloven og dens efterfølgere konsekvent anset for muligt at lade jurister – og i den vedtagne lov endog jurister ansat ved domstolene og i ministerierne – være nævninge.

3.2 1953-grundloven I forhold til den nugældende grundlov gælder en helt tilsvarende argumentation. Enten mente de, som i 1952 vedtog grundloven, at den eksisterende retsplejelov opfyldte den nye grundlovs bestemmelser. I så fald behøvede de intet foretage sig. Eller også var den eksisterende ordning ikke god nok, og så ville man selvsagt have fremsat lovforslag til opfyldelse af grundlovens krav. Men hvor junigrundloven førte til de mange lovforslag, som er gennemgået ovenfor, så resulterede 1953-grundloven ikke i forslag om ændringer i det bestående.

Der er heller intet i motiverne til den ændring af retsplejeloven, som faktisk fandt sted i 1962, der antyder, at grundlovens bestemmelser indgik i vurderingen af forslaget.

Det bør i den forbindelse erindres, at 1953-grundloven blev vedtaget på et tidspunkt, hvor det var gældende ret, at selv praktiserende sagførere og de fleste juridiske medarbejdere i justitsministeriet kunne udpeges – for kun departementschefen og ligestillede var udelukkede.

Hvis praktiserende sagførere var ”læge” nok i forhold til grundloven i 1953, så kan samtlige landets jurister ikke være udelukkede fra lægdommerhvervet i dag på grundlag af grundlovsfortolkning. At mene at jurister generelt ikke er ”læge” nok til at opfylde betingelsen i grundlovens § 65, stk. 2 om lægmænds medvirken i strafferetsplejen, må simpelthen bero på en fejlslutning.

3.3 Reale hensyn

Blandt de erhverv, der er nævnt i § 70 indtager advokater (og gejstlige i de anerkendte trossamfund) en særstilling, nemlig at de ikke står i et tjenesteforhold til staten. Nogle modtager en del indtægt i form af fri proces et cetera, men udgangspunktet er klart et andet end de statsansattes.

I nutidig praksis knytter lægmænds største værdi sig til deres deltagelse i bevisbedømmelsen, hvor en mangeårig beskæftigelse med strafferet måske nok kan forventes at føre til en vis kynisme overfor de forklaringer, som tiltalte og vidner afgiver[32]. Kun et uhyre beskedent fåtal af jurister beskæftiger sig dog med straffesager, masser af advokater har aldrig haft en straffesag. Dette kan næppe bære en udelukkelse fra nævningehvervet af dem alle.

I øvrigt forekommer det nærliggende at spørge, hvad skade det kan gøre, hvis der sidder en domsmand eller nævning, som i kraft af sin uddannelse er i stand til at udfordre dommerens opfattelse af gældende ret? Som udgangspunkt må man vel antage, at enten har lægmanden ret, og i så fald er det kun rimeligt at anfægte dommerens synspunkter. Har lægmanden derimod ikke ret, så vil dommeren vel kunne argumentere for sit standpunkt på overbevisende måde. At lægmanden eventuelt er lovkyndig, kan ikke skade, idet man så snarere må forvente færre uberettigede indsigelser mod dommerens udlægning af juraen.

 4. Karantæne efter fratræden fra stillinger omfattet af § 70

En ting er, at indehaverne af visse stillinger i medfør af § 70 er udelukkede fra at blive udpeget til lægdommerhvervet. Men dette har landsretspræsidenten nu tillige valgt at udstrække, til en periode efter at de har forladt de pågældende stillinger. Anmodningen fra Frederiksberg Ret til landsretten er, så vidt ses, den første omtale af denne tanke om en efterfølgende karantæneperiode nogensinde.

4.1 Eventuelle forestillinger om karantæne i lovforarbejder Der er intet i bestemmelsens ordlyd og – jf. ovenstående redegørelse for dens tilblivelseshistorie – ej heller i forarbejderne, som indikerer, at de forskellige stillinger, som er nævnt i § 70, skulle være belagt med en karantæneperiode efter fratrædelsen. Dette gælder også forarbejderne til den seneste lovændring fra 2017.

4.2 Tidligere praksis På baggrund af en sag i 2009, hvor der havde medvirket en medarbejder fra Skats Hovedcenter som domsmand, foretog Østre Landsrets præsident dengang en gennemgang af samtlige nævninger og domsmænds ansættelsesforhold. Der blev ud af ca. 6000 lægdommere fundet 20 ansat i centraladministrationen eller overøvrigheden og yderligere 47 i diverse styrelser, i alt mere end 1 %. Præsidenten for landsretten besluttede, at disse ”under deres nuværende ansættelse ikke fremover ville kunne virke som domsmænd.” Som det ses blev udelukkelsen knyttet til den aktuelle beskæftigelse.[33]

4.3 Reale hensyn Da der ikke findes nogen udtrykkelig lovhjemmel, så må et eventuelt synspunkt om karantæne skulle begrundes i nogle klare, entydige reale hensyn. I den forbindelse er det slående, hvor forskellig persongruppen er. Det gælder både med hensyn til arbejdets art, uddannelsesniveau og begrundelse for at være omfattet af udelukkelsesreglerne. Eksempelvis må bare domstolenes ansatte spænde fra kantinepersonale over IT-programmører til retsskrivere, dommere og mange andre. Det er vanskeligt at forestille sig noget samlende kriterium, der kan begrunde, at alle disse skal være udelukkede som lægdommere efter ansættelsens ophør. Men det er lige så vanskeligt at forestille sig, at der er noget kriterium, der på afgørende vis adskiller advokatfuldmægtige og advokater fra de øvrige.

4.4 Konsekvenser Hvis man finder det relevant at anvende § 70 overfor nogen, alene begrundet i tidligere virke som advokat så må man på helt tilsvarende vis udelukke alle tidligere ansatte fra departementer, domstole, politi, anklagemyndighed med videre. Det indebærer, at man skal gennemgå samtlige de nuværende udpegede og frasortere dem, der tidligere har haft en § 70-stilling. Det er en aldeles uholdbar tankegang.

I så fald tvinges man til enten at lade karantænen være livsvarig, altså indtil aldersgrænsen for lægdommere, eller til at foretage en graduering afhængig af hvilken myndighed den pågældende har været ansat ved, hvilket arbejde personen har haft, og hvor længe siden det er.

Den tanke, at eksempelvis kortvarig ansættelse som kontorelev i Energiministeriet skulle medføre udelukkelse fra at være lægdommer for resten af livet, er åbenlyst absurd, og en helt ubegrundet indskrænkning i den pågældendes borgerlige rettigheder og pligter. Men det eneste alternativ dertil er et meget omfattende arbejde med vurdering af forskellige tidligere beskæftigelsers relative betydning. Og det sidstnævnte er åbenlyst ikke muligt uden en detaljeret lovhjemmel.

I praksis vil den relevante myndighed i øvrigt få en noget nær umulig opgave med at kontrollere og godkende de personer, som bliver bragt i forslag til grundlisten. Det vil i hvert fald kræve et ret omfattende curriculum vitae for hver enkelt.

4.5 Kompetence til af fastsætte karantæne. Med mindre karantænen gøres livsvarig for samtlige personer, der har været ansat i § 70-stillinger, eller der med udtrykkelig lovhjemmel fastsættes detaljerede tabeller for beregning af karantæneperioden, så indebærer vurderingen af, hvor længe en person skal have karantæne et betydeligt skøn.

Det skøn vil i givet fald skulle indgå i egnethedsvurderingen efter § 68. Der er fuldstændig enighed i den samlede juridiske litteratur i mere end 100 år om, at egnethedsvurderingen er henlagt under grundlisteudvalget. Og dermed har landsretspræsidenten ikke nogen kompetence til at bedømme forholdet, hverken forudgående efter § 76 eller efterfølgende efter § 77.

4.6 Konklusion Tanken om en karantæneperiode for personer, der har være ansat i stillinger omfattet af § 70 ses første gang i forbindelse med Østre Landsrets nylige sletning af en lægdommer. Den fremstår mere som en strøtanke end som et gennemtænkt ønske endsige en fortolkning af gældende ret.

Reale hensyn giver ikke nogen begrundelse for en indførelse deraf og en gennemførelse vil medføre betydelige praktiske problemer, ligesom det utvivlsomt vil kræve udtrykkelig lovhjemmel, hvis karantæneperioden skal gradueres for forskellige grupper.

Endvidere må kompetencen til at fastlægge karantænebetingelserne ligge hos grundlisteudvalget.

 5 Sammenfatning

Som det første og vigtigste er der grund til at bemærke, at når en lovtekst benytter vendingen ”enhver” vælger, så skal der en helt ekstraordinær begrundelse til for, at en vælger kan frasorteres med henvisning til en undtagelse, som ikke fremgår af lovteksten.

For så vidt angår udelukkelse på grundlag af § 68, så er forarbejderne til den oprindelige retsplejelov entydige. I forbindelse med senere lovændringer har Folketinget aldrig været forelagt – og dermed ej heller taget stilling til – en eventuel hel eller delvis udelukkelse af jurister, udover advokater og deres fuldmægtige.

Der er enighed i mere end 100 års teori om, at loven ikke indeholder eller på noget tidspunkt har indeholdt et absolut forbud mod jurister som lægdommere i straffesager. I det omfang Hurwitz og Gammeltoft-Hansen overhovedet kan tages til indtægt for, at de mener, at gældende ret indeholder en regel om skønsmæssig udelukkelse af jurister, så er den af et helt ubestemt omfang. Og begge de 2 må entydigt tages til indtægt for, at kompetencen til at foretage skøn efter reglen er en del af grundlisteudvalgets enekompetence. Landsretspræsidenten kan derfor ikke foretage censur af deres beslutning.

En eventuel karantæneperiode efter fratræden fra § 70-stillinger er ikke omtalt noget sted i hverken lovforarbejder eller juridisk teori. Den ville i givet fald kræve udtrykkelig lovhjemmel og skulle indgå i egnethedsvurderingen.

For så vidt angår kompetencen, så er der også enighed i det samlede fortolkningsmateriale om, at egnethedsvurderinger sker efter et meget vidt skøn og er henlagt til grundlisteudvalget. Landsrettens præsident er derfor ikke kompetent til at afgøre materielle spørgsmål om udelukkelse af andre grunde end sygdom, straf og manglende danskkundskaber (§69) samt specifikke stillinger (§70). Og det gælder såvel i forbindelse med udpegelsen som i løbet af funktionsperioden.

Om det enkelte medlem af et grundlisteudvalg vil være med til at udpege jurister, og om den enkelte jurist selv har lyst dertil, må være en personlig afgørelse. Men i den afvejning bør så indgå, at det nogle steder har været svært at fylde grundlisterne ved de seneste udpegninger. Og at borgerpligter som udgangspunkt bør fordeles, så flest muligt bidrager til at opfylde dem.

 

 

[1] Tilfældigvis endda én, der som ung på Universitetet i Cambridge studerede påvirkningen fra engelsk strafferetspleje i udviklingen af de danske regler om nævninger og lægdommere

[2] Der er i øvrigt et helt pragmatisk forhold, som bør overvejes, nemlig konsekvenserne for de domme som den pågældende har været med til at afsige. Er inkompetence hos dommere en stærk ugyldighedsgrund, som slår igennem uanset om parterne har påberåbt sig den? I Østre Landsrets dom U2013.2898, hvor en lægdommer var omfattet af § 70, blev forholdet rejst af forsvareren, og den sag blev hjemvist til ny behandling i byretten. Østre Landsrets holdning er, at verserende sager må gå om, medens de afgjorte får lov til at stå. Det virker ikke overbevisende konsekvent.

[3] Hvortil og på hvilke betingelser en appel kan ske er et åbent spørgsmål, ligesom det er ubesvaret om afsættelsesproceduren lever op til de krav, som Den europæiske Menneskerettighedskonvention stiller til sager om en persons borgerlige rettigheder og forpligtelser.

[4] Retsplejelovene af 11. april 1916 … ved H Munch-Petersen, G. E. C. Gads Forlag 1919. Munch-Petersens indsats for gennemførelsen af retsreformen var meget omfattende, og hans viden om detaljerne i forslagene tilsvarende stor. For en nærmere biografi henvises til Henrik Tamm i Retsplejeloven 50 år, side 52, Juristforbundets Forlag 1969 og Dansk Biografisk Leksikon.

[5] Den grundigste generelle gennemgang af retsplejelovens tilblivelse findes i Troels G. Jørgensens, Retsreformen fra 1849 til idag, Arne Frost Hansens Forlag 1960. Alternativt kan henvises til Retsplejeloven 50 år, Juristforbundets forlag 1969.

[6] Forslaget blev først behandlet af Strafferetskommissionen, som aldrig afgav betænkning om det. Forslaget blev trykt 1857 på Justitsministeriets foranledning under titlen ”Lovforslag til Gjennemførelse af Bestemmelserne i Grundloven af 5. juni 1849 §§ 76 og 79 for så vidt Strafferetsplejen angår.” Tilgængelig på http://www.kb.dk/e-mat/dod/130021033538.pdf. De relevante §§ er 18-20, side 40 og

[7] Den økonomiske kvalifikation må have været ret høj, idet forslaget forventede, at nogle retskredse ikke ville kunne finde nok potentielle nævninger. I så fald skulle kvalifikationen lempes så meget, at man fik nok.

[8] Da nævningeret og pligt i de senere forslag blev knyttet til valgret, blev denne bestemmelse unødvendig.

[9] Justitsministeriets arbejdsgruppes nedennævnte rapport fra 2016 angiver på side 41 fejlagtigt, at den 1. proceskommission udarbejdede et lovforslag, og at det blev fremlagt for Rigsdagen. Kommissionen, der kun skulle beskæftige sig med straffeprocessen, blev nedsat i august 1857, men allerede i maj 1858 bad den om et nyt arbejdsgrundlag fra ministeriet, og dermed opgav den reelt sit arbejde. Formelt sluttede arbejdet i 1863 uden betænkning.

[10] Tilgængelig i særtryk som H. Hages 3 Lovforslag om Nævningers Indførelse samt Forhandlingerne om dem i Folkethinget på http://www.kb.dk/e-mat/dod/130016339548.pdf se §§ 21-23 side 5 og betænkningen side 245-246.

[11] Personer med beskeden indtægt skal dog selv anmode om at komme på listen.

[12] Forslagets motiver side 65: ”Derimod har man ikke antaget det nødvendigt at udelukke alle sagførere, men kun overanklageren og hans medhjælpere samt de sagførere, der måtte være beskikkede som offentlige anklagere, idet det derhos er anset som en selvfølge, at den sagfører, som måtte være beskikket eller antaget til forsvarer for en anklaget, ikke kan være nævning.” Her citeret efter særtryk i Folketingets biblioteks lovsag.

[13] Betænkningen side 7 og ændringsforslag side 37, citeret efter særtryk i Folketingets biblioteks lovsag.

[14] Rigsdagstidende 1880-81, tillæg A spalte 3390, § 62

[15] Lov nr. 90 af 11. april 1916

[16] Lov nr. 112 af 7. april 1936. Motiverne til de relevante dele af 1936-ændringen skal findes i Rigsdagstidende 1932-33, tillæg A, sp. 3009.

[17] 2. udg. G.E.C. Gads Forlag 1926.

[18] 1. udg. 1940, side 92-93. Enslydende i 2 udg., men ikke medtaget i 3. udg.

[19] Lov nr. 192 af 12. juni 1962. Folketingstidende 1961-62 tillæg A sp. 1569, tillæg B sp. 1057, FF fremsættelse sp. 3738, 2 beh. 4998

[20] Juristforbundets Forlag 1976

[21] Juristsforbundets Forlag, 1968 I 2. udgave skrevet af Koktvedgaard og Gammeltoft-Hansen fra 1978 er formuleringen enslydende, se side 62-63.

[22] Tilgængelig på http://kb-prod-dab-01.kb.dk:8080/wayback/20150604151107/http://www.statensnet.dk/betaenkninger/0801-1000/0994-1983/0994-1983_pdf/searchable_994-1983.pdf

[23] Strafferetspleje I, DJØFs Forlag 1998. Må ikke forveksles med særtryk fra 1989 af Koktvedgård og Gammeltoft-Hansens bog, der bærer titlen Strafferetspleje I.

[24] 2. til 13. udgave, DJØFs Forlag og dets forgængere 1963-2013

[25] Michael Kistrup, Jørgen Jochimsen og Eva Smith, 2. udgave, Thomson 2008

[26] Lars Lindencrone Petersen og Erik Werlauff, Dansk Retspleje, 7. udgave, Karnovs Forlag 2017

[27] Arbejdsgrupperapport om udvælgelse af lægdommere, 2016. Uden angivelse af udgiver. Rapporten ligger tilsyneladende ikke på Justitsministeriets hjemmeside, men kan findes hos Folketinget 2015-16 Retsudvalget Alm. del bilag 271, http://www.ft.dk/samling/20151/almdel/REU/bilag/271/1624024.pdf

[28] Lov nr. 260 af 8. juni 1979

[29] Lov nr. 538 af 8. juni 2006

[30] En henvisning i Karnovs Lovsamling til en terminologisk ændring ved lov nr. 325 i 2012 beror, så vidt ses, på en fejl.

[31] Folketinget samlingen 2016-17, L149, L149A og L149B.

[32] Med Mogens Koktvedgaards ord: ”Når man i årevis i sit daglige arbejde konstaterer, at et langt overvejende flertal af sigtede og tiltalte personer vitterligt er skyldige, er det vel næppe forunderligt om blikket undertiden sløves for de få oaser i denne kriminalitetens ørken.” Koktvedgaard og Gammeltoft Hansen Lærebog i Strafferetspleje, 2. udgave p. 60. Visse manuduktører har gennem tiden tilføjet, at blandt de tilsyneladende oaser er også et antal fata morganaer.

[33] Se note 23, side 9.

Opdateret med rettelser og tilføjelser 2. februar 2018