Som reaktion på Scharf-sagen overvejer politikere fra en række partier skrappere straffe for at overtræde forbudskendelser, det som man tidligere kaldte fogedforbud.
Helt nøgternt kan man konstatere, at når det drejer sig om den særlige forbrydelse at overtræde en forbudskendelse, så er strafskærpelse klart den eneste mulighed. For mildere kan straffene ikke blive. Der uddeles nemlig kun straffe for overtrædelse af forbudskendelser med mange års mellemrum. Så strafniveauet i dag må siges at være 0.
Det er næppe fordi retterne med rund hånd frifinder i den slags sager. Dommere kan normalt ikke lide, at man gør noget andet, end de har bestemt. Straffen for at lyve i retten er eksempelvis markant højere end straffen for at lyve andre steder. Sagerne føres bare ikke. Og så kan man jo undre sig over årsagerne til det. Formentligt er det, at i de fleste forbudssager vil den krænkede part hellere have erstatning, end at krænkeren skal betale en bøde til staten. Og det er den krænkede selv, der skal gennemføre straffesagen, nøjagtig ligesom i injuriesager.
I almindelighed skal man holde sig fra at lave drakoniske straffehjemler, når der alligevel ikke er nogen af forbryderne, som vil blive retsforfulgt. Det undergraver bare retssystemet.
Hvis man endelig skulle overveje en ændring af reglerne, så burde det måske snarere handle om, hvem der kan straffes, end hvor hårdt de kan straffes. Det karakteristiske er jo, at i denne sag har Politiken trykt bogen op ud fra en tilsyneladende misforstået opfattelse af, at forbuddet ikke gjaldt Politiken. Man ville med andre ord bare gøre grin med borgermusikken.
Straf for overtrædelse af forbud kan kun pålægges, hvis man har samarbejdet med den, som er underlagt et forbud. Der skal kun den mindste lille smule samarbejde til, blot et samtykkende smil er formentlig nok. Men der skal være en fælles forståelse. Det ved vi faktisk ikke, om der var mellem Scharf, hans forlag og Politiken. Man kunne jo godt få en mistanke, men jeg har ikke noget konkret at have den i.
På det punkt kunne man måske godt forestille sig reglerne skærpet noget, så enhver person, som er bekendt med indholdet af et retsforbud, kan straffes for at foretage sig noget, som gør forbuddet illusorisk, eller med juristord: forspilder øjemedet. Det er ganske vist usædvanligt, at en retsafgørelse binder andre end parterne i retssagen, men det hænder, og dette er måske et eksempel på, at det kan være nødvendigt.
En dag med god tid kunne det være værd at undersøge, hvordan andre lande ser på forholdet. Jeg kan sagtens forestille mig, en engelsk dommer ville gå besærk over Politiken for “foragt for retten”.
Men i øvrigt er Scharf-sagen ganske speciel, fordi den ikke handler om, at Scharf har overtrådt en civilretlig forpligtelse. Han har ikke brudt en kontrakt, men derimod straffeloven. Derfor er det værd at lægge mærke til, at man fra statens side valgte at benytte sig af en cilretlig forbudskendelse. Den relevante procedure kunne – i min optik – lige så godt have været en beslaglæggelse efter reglerne om straffesager. Det kunne være interessant at vide, hvorfor PET valgte at gå til civilretten
At Scharf muligvis har overtrådt straffeloven indebærer også, at selv om forbudskendelserne nu er ophævede, så er der stadig en temmelig alvorlig risiko for straf for medvirken. At røbe statshemmeligheder er jo altid forbudt, og det er hæleri også. Så hver eneste boghandlerekspedient, som langer bogen over disken, risikerer straf for videregivelse af statshemmeligheder – altså forudsat bogen indeholder nogen. Det samme gælder en bibliotekar, som låner den ud. Så når forlaget angiveligt har udsendt en jubelmail om ophævelsen af forbuddene, så kan det vise sig at have været lidt uklogt. Også selv om det nok må indrømmes, at staten næppe vil bruge kræfter på at forfølge sagerne til alleryderste led.
PS. Efterfølgende har jeg tænkt en del over terminologien og er nået til, at mit oprindelige forslag om retsforbud ikke er så godt som forbudskendelse. Så det har jeg rettet det til. Beklager overfor de talrige, som fik læst opslaget inden.
I øvrigt har jeg skrevet mere om emnet her, hvor jeg behandler spørgsmålet om , hvad forbudskendelser egentlig er for en størrelse.